Gralsrejsen til Bhutan – Hvor fundamentet til gralen og indgangen til dødsprocessen ventede

Som en del af arbejdet med at samle Det forenede fællesfelt for Jorden og indføre gralen for det fuldendte menneske, tog vi til Bhutan d. 24-28. marts 2016 for at lave et vigtigt energiarbejde.

I tiden op til rejsen, gennemgik jeg en masse personlige processer, som jeg plejer at gøre op til rejser af denne kaliber. Desuden var der et utroligt stort pres i mit energisystem, som jeg oplevede ved, at jeg hele tiden følte mig presset og blev rigtigt nemt irriteret. Jeg synes selv, jeg fik arbejdet godt på, at det ikke gik ud over dem derhjemme. Men jeg er ikke sikker på, at de vil give mig ret i det, hvis du spurgte dem om det. Jeg blev i hvert fald sat godt på plads flere gange af medlemmerne i familien, i forhold til ikke at være så opfarende.

Ud over presset og irritationen, åbnede der sig også en masse nye forståelser. En del af de forståelser handlede om den forstyrrelse, det har givet os som menneske, at være besjælet. Besjælingen gør, at vi danner et højere selv, en ekstra bevidsthed. Den ekstra bevidsthed er med til at skabe vores samvittighed, vores evne til at elske ud over relationer, vores evne til at se os selv udefra og vores evne til at være ansvarlig på den lange bane. At være ansvarlige ud over vores eget interessefelt. Den ekstra bevidsthed når hos ganske få mennesker fuldendt sammen med den almindelige bevidsthed, som vi har som mennesker. Den almindelige bevidsthed repræsenterer det, som vi som mennesker har brug for i forhold til at fungere praktisk i livet. Den drivkraft vi har til overlevelse og opfyldelse i forhold til vores oprindelige behov for sikkerhed, tryghed og positionering i familien og i samfundet. Når bevidsthederne sammen går vi i balance og har let ved at holde os selv på plads i en ansvarlig og kærlig tilstand.

Hos de fleste af os, når de to bevidstheder ikke sammen. Det betyder, at vi glider imellem de to bevidsthedstilstande. Vi skifter imellem at være det store selv og det lille selv. Den ansvarlige og kærlige udgave i forhold til den uansvarlige og egoistiske eller selvopofrende udgave. Den erkendelse er i og for sig ikke noget nyt. Jeg har både set det før, og nu har jeg også hørt og læst om at andre siger det samme. Men denne her gang, var der noget mere med.

Det nye var den detaljeringsgrad, som jeg opfattede det med. Når det er noget helt nyt, jeg begynder at have indsigt i, så er det svært for mig at sætte ord på. Men det handlede om, hvor meget vi kæmper med at være både det ene og det andet, og hvor stor betydning det får, hvis vi kan blive forenet indeni, så vi stopper den indre kamp. Jeg kunne se betydningen for bevidsthedens tilstand, for vores energibalance og for vores adfærd. Det så ud til, at vi kunne blive nærmest et helt andet afbalanceret væsen, hvis vi kunne opnå denne tilstand. Et fredsvæsen, som er i fred med os selv, og derfor kan være i fred med hele verden.

I ugerne op til vores rejse, skulle jeg mange gange opleve både i mig selv og ved andre, hvor meget lettere alting kunne være, hvis vi kunne gå i denne tilstand. Jeg kunne faktisk ikke forestille mig, at det kunne lade sig gøre. Jeg har arbejdet meget med mig selv, og ”min sø er blevet dybere”. Der skal en meget stor storm til, førend mine indre vandmasser kommer i oprør. Jeg skal påvirkes kraftigt, før jeg vælter. Jeg har styr på hvad der er mig og hvad der er andre. Jeg ved altid hvad det er der virker i mig, om det er en tanke eller en følelse, der kom først, og hvorfor den er der. Jeg kan lade det ligge som jeg skal lade ligge. Jeg har fået ro og fred i mit system på rigtigt mange måder. Men alligevel følte jeg mig altid presset og klemt i forbindelse med et hav af forskellige situationer og beslutninger, som jeg altid skal være i og tage livtag med i min hverdag som menneske.

Jeg fik igennem tiden op til afrejsen en mere og mere tydelig fornemmelse af, at det handlede om en form for overansvarlighed. Det som gjorde, at jeg altid føler mig presset og klemt i hverdagens udfordringer. Og at den overansvarlighed havde noget at gøre med det tema, som rejsen til Bhutan handlede om. Overskriften eller temaet for rejsen var døden. Min forståelse af mening, indhold og sammenhæng af det arbejde vi skal udføre på rejserne, er altid sparsom i tiden op til rejserne. Men den er kraftigt opadgående, som vi nærmer os afrejsen. Jeg fik i den sidste tid inden afrejsen forståelsen af, at det i hvert fald var døden i forhold til overgivelsen, som rejsen og arbejdet vi skulle udføre handlede om. En overgivelse, som kunne sætte mig fri i forhold til overansvarligheden.

Derhjemme kaldte min mand det: Du skal slappe lidt mere af med alting. Det er lige meget hvad, det handler om, så hænger du altid meget hurtigt oppe under loftet. Lang tid før det er nødvendigt, er du altid i gang med at forholde dig til, hvad der skal gøres og hvad der skal siges. I stedet for lige at vente og se tiden an, lade det udvikle sig og se hvad der sker. Jeg kunne godt forstå hvad han sagde, og jeg kunne også se, at der var noget, der ikke var balanceret i måden jeg handlede på.

Men jeg synes heller ikke den var helt forkert, den måde som jeg reagerede på. Det er jo nødvendigt at tage forholdsregler og sørge for, at alting går som det skal. Hvis ikke jeg gør det, hvem skal så? De gange hvor det ikke er lykkedes for mig, så syntes jeg næsten altid, at der var noget som gik galt. Nogen som blev kede af det, noget som ikke blev gjort som skulle gøres, nogen som blev overset eller nogen som ikke fik hjælp til at blive sat på plads i livet. Det gav mig altid en dyb form for rastløshed og irritabilitet, hvis dette skete. Så jeg mente alligevel, at mine handlemåder havde en eller anden form for berettigelse. I forhold til mig selv og de store ting i livet, havde jeg lært at give slip og overgive mig. I forhold til mit arbejde var der næsten ingen forsvar tilbage. Men i dagligdagen og i ”driften” af familien og livet, der levede reaktionerne stadig i bedste velgående.

De sidste to til tre uger op til afrejsen blev familien forårssyg, de fik næsten alle sammen forkølelse og influenza. For første gang i flere år blev jeg også selv rigtigt ramt. Jeg blev snot forkølet og mistede næsten stemmen. Jeg arbejdede videre i godt en uge, med undervisning og sessioner, inden jeg blev nød til at aflyse alt det jeg kunne. Jeg vidste, at jeg blev nød til at hvile, da jeg begyndte at miste min indre energi, den faldt langsomt fra dag til dag. Udmattelsen som følge af sygdom og også et personligt pres med en meget stor bekymring omkring sygdom hos en af børnene, kom ind den sidste måned. Det samlede pres gjorde, at det endte med, at jeg blev nød til at give lidt slip, i forhold til at holde styr på alting. Det føltes ikke godt, og det gjorde min irritabilitet endnu mere udpræget. Jeg kunne næsten ikke være i mig selv, og min mand kunne næsten ikke holde til at være sammen med mig.

Heldigvis kender han mig og turen, der følger med de spirituelle rejser så godt efterhånden, at han bare sagde: ”Godt at jeg ved, at det går over igen, når du er færdig med det her procesværk skat, for ellers var det godt nok ikke til at holde ud.” Da dagen kom, hvor jeg skulle rejse, var jeg helt hudløs indeni. Jeg bryder mig aldrig om at rejse, og det er næsten et paradoks, når jeg rejser så meget. Men jeg har fået lov til at få en indsigt i, at det hjælper mig med at holde mig selv på plads i forhold til mit arbejde. Modstanden får mig til altid kun at gøre nøjagtigt det jeg skal gøre og ikke mere. Derfor havde det været lettere for mig at slippe mønstrene med at holde kontrollen i forhold til mit arbejde. Aftenen før jeg skulle af sted fik jeg pakket det sidste og manden hjalp mig med alt det tekniske inden vi gik til ro. Jeg lagde mig ind i hans trygge energi, for at kunne sove de få timer jeg havde, inden jeg skulle op og afsted.

Jeg tog af sted onsdag morgen kl 4:30 og landede i Bhutan 24 timer senere godt brugt og mør. I lufthavnen i Dehli, hvor vi havde haft fire timers transittid, havde jeg lige nået at få en kop kaffe med Galina og Rebekka. Imens havde vi delt vores oplevelser op til rejsen og jeg havde fortalt dem om nogle intense indre oplevelser jeg havde haft, omkring det arbejde vi skulle ned og udføre, i Bhutan. Blandt andet oplevede jeg under fuldmånearbejdet dagen før, at jeg så det smukkeste syn af jordens energifelt. Under fuldmånearbejdet skulle vi rense jordens grundfjeld som en del af forberedelsen til vores arbejde i Bhutan. Da energien var godt i gang så jeg jordens energifelt blive fyldt med krystallignende strukturer. Da hele feltet var fyldt op begyndte krystallerne at glitre i de farver, som jeg tidligere har set vores chakrasystem har fået i forbindelse med den energiændring og det bevidsthedsskifte, som er på jorden lige nu.

Synet var smukt og levende på samme tid. Da hele feltet var opfyldt af farverne og var blevet helt levende, begyndte strukturerne at blive opløst i farver. Til sidst var feltet et hav af farver. Et stabilt hav i ro. Farverne samlede sig i bobler som bevægede sig igennem feltet og ud til kanten, hvor de opløstes. Det lignede en form for frigivelse af det, som ikke længere skulle være her. Til sidst var det som om et fyrværkeri i farver udløses over alt i feltet. Og jeg vidste nu, at alle de forberedelser som har været lagt i jordens grundfjeld er frigivet og har stabiliseret og klargjort jorden med alt den er, til at blive bragt ind i Gralsarbejdet.

Rebekka og Galina delte også deres oplevelser op til turen. Vi delte specielt detaljeret og med ekstra interesse vores oplevelser omkring den bevidsthed, som skulle styre vores rejse og det energiarbejde, som vi skulle udføre i forbindelse med gralsarbejdet i Bhutan. Bevidstheden mærkede til at være en mester. Vi var kommet i kontakt med ham flere år før, da vi synkront fandt ud af, at vi skulle til Bhutan i forbindelse med Gralsarbejdet. Flere af os så også, at det var som om, at han sendte drager ud til de deltagere, som skulle deltage i arbejdet, som en del af deltagernes forberedelse. Nogle af deltagerne i gruppen har haft direkte kontakt med deres drager, imens andre ikke rigtigt, har mærket noget til dem. I hvert fald ikke noget, som de kunne relatere til dragerne. På grund af dragerne og fornemmelsen af mesterbevidsthed kaldte vi ham for ”Dragemesteren”.

Det er altid sådan, at det indre informationsniveau op til rejserne er på et minimum. Jeg har set, at det handler både om, at hvis vi næsten ikke ved hvad vi laver, så kan vi heller ikke komme til at forstyrre arbejdet. Men det har også noget at gøre med, at når noget ikke er landet på jorden endnu, når arbejdet ikke er gennemført. Så eksisterer det ikke endnu. Det betyder, at der er en forventning til, hvordan det kommer til at foregå og hvad arbejdet kommer til at bringe. Der er også en ret stor sandsynlighed for, at det kommer til at foregå og har den konsekvens, som de bevidstheder, der orkestrerer arbejdet, forventer. Men der er altid en vis mulighed for forskydninger og ændringer, som har med vores menneskelige frihed og uforudsigelighed at gøre.

Imens jeg rejste fra Danmark til Frankfurt og videre til Dehli, havde jeg fået lov til at se, hvordan vi i forbindelse med arbejdet ville komme i forbindelse med noget gammelt visdom, nogle skatte, som var gemt i Himalayabjergene i området hvor Bhutan ligger. Skattene havde ligget gemt meget længe, og ventede på, at bidrage til det arbejde, som vi skulle til at gennemføre. Det arbejde, som vi nu var på vej til at skulle lave. Vi delte en masse andre detaljer. Men lige netop denne deltalje er speciel for mig. For da vi sad i flyet til Bhutan, sagde Rebekka pludselig til mig: ”Prøv lige at læse det, der står på side 29 i det her blad”. Hun sad med et blad om Bhutan, som lå i flyet til os. Jeg slog op i artiklen, som beskrev en masse om hvordan man tror og praktiserer tro i Bhutan. I artiklen var det beskrevet, at der i troen og legenderne var en viden om en række skatte, som var blevet gemt i området, og som ventede på, at de skulle bruges til noget. Hårene rejste sig på hovedet, nakken og armene. Det plejer at være et godt tegn på, at der her er noget med stor sandhed i. Det er helt specielt for mig at få disse oplevelser med bekræftelse. For det at lade sig lede af nogle indre erkendelser og syn, er simpelthen for langt ude. Også selvom jeg er ved at have gjort det i flere år nu. Det er oplevelser som denne af sammenhæng, der støtter mig. Jeg tror simpelthen ikke jeg kunne blive ved med at arbejde ud fra indre erkendelser og kontakt til bevidstheder, hvis ikke der samtidig er denne støtte i synkroniciteten. Jeg er for bundet til realiteterne til at kunne klare mig uden den form for bekræftelser.

Så det, at der kommer sådan nogle synkrone erkendelser, hjælper mig med at holde kursen i mit arbejde. Rejsen til Bhutan har været på vej i flere år. I den tid, som er gået, er der kommet et hav af disse synkrone erkendelser. Hvis ikke der var det, så var jeg ikke gået med til at tage til den anden ende af verden. Med en flok mennesker som følte sig kaldet. For at lave et stykke arbejde, som ikke kan ses med det blotte øje, eller ikke kan måles. Desuden er Bhutan ikke verdens letteste land at tage til, skal jeg lige hilse og sige. Rebekka, som har hjulpet mig med at arrangere turen, har været ved at rykke håret ud af hovedet flere gange. Det er godt det sidder så godt fast.

Det skulle vise sig, at alle besværlighederne, både med processer og forberedelser, var det hele værd. Ikke bare for gralsarbejdet, men også for os som deltog på turen og fik de personlige oplevelser og udvidelser, som fulgte med.

Da vi fløj ind til landingsbanen i det område i Bhutan, hvor vi skulle være, fik vi allerede det første indtryk af landets skønhed. Vi fløj ind langs med de smukke bjerge i Himalaya. Det var bjergtagende. Da vi landede var det til et syn af et nærmest malerisk scenarie med historiske huse spredt løst ud i området. Lufthavnen var også et helt specielt syn. Holdt så godt som muligt i den traditionelle stil for området. Allerede da vi trådte ud af flyet, kunne jeg godt mærke, at vi var oppe i højden. Vi landede i 2000 meters højde over havets overflade. Det lavere iltindhold gjorde os lette i hovedet, og det var som om at hele verden gyngede, hvis vi flyttede os for hurtigt. De mange timer i fly og manglende søvn, gjorde også sit til at vi alle var både øre og møre.

Vi blev hentet i lufthavnen af vores guider i en lille minibus. Vi var femten, som kom med samme fly. Der var fem fra gruppen, som var landet nogle dage før, for at få mere ud af turen. Vores guider gav med det samme et utroligt godt indtryk, som skulle vise sig bare at blive bedre og bedre som dagene gik. Vi blev kørt fra lufthavnen og ind til en lille by, som lå på vej til hotellet. I byen skulle vi mødes på et kaffehus og drikke kaffe og the med de fem, som allerede var i byen. Efter en varm velkomst hørte vi indledende om deres oplevelser i området. De lød helt eventyrlige. Da vi havde fået the og kaffe, kiggede vi kort i butikkerne i området, inden vi dog afsted til vores hotel.

Da vi landende ved hotellet, blev vi mødt af to indfødte i ceremonielle dragter, der bød os velkomne ved at trutte i nogle ceremonielle horn. Imens blev der afbrændt fyrretræsgrene som en del af velkomstceremonien. Det var overvældende. Vi blev hjulpet ind i receptionen, hvor vi fik the, og hurtigt fik fordelt værelserne. Værelserne var hyggelige, rene og godt indrettede. Vi fik tid til at sætte vores ting på plads, inden vi skulle mødes til den første samling.

Vi samledes i et stort konferencelokale, hvor vi satte os i en rundkreds. Ejeren af rejsebureauet og to af vores guider, valgte at være med i cirklen og få oversat, det jeg sagde. Jeg mærkede med det samme, at energien tog til. I virkeligheden mærkede det til, at det energifelt, som vi alle skulle være en del af, i de dage vi skulle være sammen, var slået i gang inde i den kaffeshop, hvor vi alle sammen mødtes første gang i Bhutan.

Men nu tog det til, det var tydeligt at feltet var stabilt og klart. Nu gik arbejdet i gang. Vi blev alle sammen sat på plads i vores energifelt, imens jeg talte om de oplevelser og erkendelser, jeg havde haft op til turen. Flere fra gruppen delte også deres oplevelser. Vi får forskellige vinkler og oplevelser efter hvor vi er og hvordan vi har vores åbninger. Det at få de forskellige perspektiver åbner en dybere forståelse af, hvad det er, vi er i gang med. Der var flere vinkler på forståelsen af rejsens tema som i gralsarbejdet var at skabe fundamentet for gralen og sikrer dens landing på jorden. Den menneskelige tilhørende proces var blevet kaldt døden. Hvor rejsen til Malta handlede om dåben, rejsen til Nevada om konfirmationen og rejsen til Loch Ness om bylluppet. Så var vi altså i Bhutan kommet til døden.

Da vi havde delt, gik den forberedende meditation i gang. Vi fik dyb kontakt til vores hjerter, samtidig fik vi en form for renselse, så vi kunne holde til at skulle bære det energiarbejde, som vi skulle udføre i gruppen dagen efter.

Renselsen skete ved, at vi fik dyb kontakt til alle de lag i området, hvor der var bevidsthed. Det vidste sig, at der var bevidsthed i et meget stort spænd af energiniveauer netop i dette område. Lige fra nogle meget dybe frekvenser til nogle af de højeste jeg har mødt i relation til frekvenser, repræsenteret i et område. Især var det specielt, hvor rene energilagene var i de dybere niveauer. De fleste steder er de dybe niveauer forurenet af negativ energi. Men her i området var de lige så klare og rene som de højeste. Vi kom langsomt i kontakt med alle lagene, og fik samtidig forløst alt det, som skulle forløses i os inden arbejdet. Da vi var renset igennem oplevede jeg, hvordan vi med vores fælles hjerter skabte et stort hjerte, som voksede op inde i centrum af cirklen. Jeg så det med mit indre syn, som skabes nærmest som en blanding af de billeder vi kan få når vi tænker på noget og de billeder vi får i drømme. Hjertet var meget levende. Da vi havde startet det godt op, trådte Dragemesteren ind i feltet og gled ind og bidrog til hjertet, som blev meget kraftigt vibrerende og helt gyldent. Da det gyldne hjerte var stabilt, oplevede jeg, hvordan forskellige drager, med forskellige farver kom til og forenede sig med det store hjerte. Det gjorde hjertet mere levende og dybere i farven. Jeg oplevede det som om, at de forskellige drager repræsenterede forskellige visdomme, som dragemesteren administrerede. Jeg kunne mærke, at ordet visdomme ikke er en fuldendt betegnelse, men det var det nærmeste, jeg kunne komme på dette tidspunkt.

Da hjertet var fuldendt, fik jeg en indre erkendelse af, at vi skulle gå med hver vores udgave af det fælles hjerte som forberedelse til arbejdet dagen efter. Så begyndte en udvidelse af vores energifelt. Det blev større og større, både hos hver enkelt af os og for gruppen. Til sidst oplevede jeg, hvordan hele gruppens felt, ligesom dækkede det område af Himalaya, som vi arbejdede i. Det virkede surrealistisk, men jeg har lært at lade de reaktioner, som kommer imod mine indre oplevelser glide væk, så de ikke forstyrrer energien. I stedet tager jeg bare oplevelsen ind, som den er. Da feltet var udvidet, mærkede jeg, hvordan vi kom i kontakt med de skatte, som var gemt i tidligere tider i området. Jeg mærkede, at det var som om der var forskellige medlemmer af vores gruppe, som havde forskellige relationer til skattene. Vi ville gå med kontakten til skattene, så vi kunne bringe dem ind i arbejdet dagen efter. Jeg oplevede det som om, at skattene repræsenterede mestres manifestationer af deres udviklingstrin og de forståelser, som de har bragt ind i verden. Lidt ligesom jeg på tidligere rejser har set, at krystalkranierne er. Men igen, var jeg ikke sikker på, at jeg helt fangede det fulde omfang og den endelige betydning af skattene.

Da vi havde fået kontakt til de gamle skatte lagde energien sig stille igen. Den havde nået et højt niveau under meditationen. Mens energien stille og nænsomt lagde sig ned, fortsatte jeg med at fortælle om de erkendelser, som jeg havde omkring betydningen af det arbejde, vi skulle udføre. Som afslutning delte guiderne betydningen af deres mantraer. Han forklarede at det ene af de mest brugte mantraer i området bruges til at rense sig for jalousi, lyst til underholdning, begær, ignorance, grådighed og aggression. Det andet bruges til at bede for andre mennesker, for fred og for verden. Det var nærmest forbløffende, hvordan forklaringen passede med vores indledende forståelse af det arbejde, som vi var der for at udføre. Da vi var færdige i cirklen, var det tid til at få aftensmad.

Jeg bruger normalt ikke tid eller plads i mine skriverier til at kommentere maden på turene. Men maden, som vi fik på denne rejse var helt fantastisk. Jeg er begyndt at kunne mærke energien, både i den mad jeg spiser og i mig selv, imens jeg spiser maden. Maden som vi fik serveret, var ikke bare biodynamisk, velsmagende og indbydende. Energien i maden var virkelig højt og meget velgørende. Hvert eneste måltid blev en nydelse på mange planer. Det var næsten som op, at måltiderne støttede os i den åbning vi havde fået i den forberedende meditation. Da vi endelig var færdig med måltidet, var alle os, som var ankommet den samme dag møre, og klar til at tørne ind for natten.
Jeg selv faldt omgående i søvn og sov mere end ti timer i træk.

25. marts 2016 Langfredag og udførelse af Gralsarbejdet i Bhutan

Vi startede dagen med fælles morgenmad, som igen havde en meget høj kvalitet. Det gjorde, at jeg for første gang kunne spise et regulært måltid før et større energiarbejde. Jeg plejer altid at spise meget nøjsomt, for ikke at blive forstyrret i energien. Men måltidet støttede min energi, i stedet for at forstyrre den. Da vi havde spist, tog vi ned til de to busser, som vi blev kørt rundt i, for først at blive kørt ud til Kyichu Lhakhang templet.

I Kyichu Lhakhang som forberedelse
Da vi holdte ved templet fra 700 tallet, fik vi besked på ikke at måtte have solbriller på, og at vi ikke måtte tage billeder inde i templet. Vi trådte ind i gården, som omkranser templet. Templet virkede lille og lidt undseeligt i forhold til f.eks. de templer, jeg har set i Egypten og på Malta. Der stod blomstrende træer rundt omkring i den lille gård, som var rundt om templet, og næsten hele vejen rundt langs ydermuren af templet, var der placeret bedemøller. Vi fik af vide, at vi skulle gå rundt om templet i urets retning. Altid i urets retning. På vejen rundt, mødte vi flere indfødte, som gik rundt og reciterede mantraer, imens de enten gik med små bedemøller, kranse eller gik og drejede på nogle af bedemøllerne i væggen.

Da vi kom rundt om hjørnet, så jeg i stenbelægningen i gården en stor rod, som slyngede sig hen over jorden. Jeg kiggede op og så et meget stort og gammelt træ. Jeg forbandt mig instinktivt til træet, og mærkede en støtte i at falde på plads i mig selv. Da jeg gjorde det, opdagede jeg, at jeg havde været sitrende som følge af anspændtheden over dagens arbejde. Jeg tog imod afspændingen og takkede træet for hjælpen. Jeg mærkede en stille berøring af min bevidsthed som svar. I samme øjeblik kaldte en af vores guider os sammen, for at fortælle os lidt om templet.

Han fortalte os, at templet er et meget helligt sted, som mennesker i området valfarter til, for at få en oplevelse for livet. Templet er et af 108 templer, som den anden Buddha havde bygget mirakuløst på en nat. De 108 templer er spredt i Himalayaområdet for at undertrykke de dæmoner og onde ånder, som var i området, der forhindrede buddhismen i at kunne spredes og vokse i de mennesker, som boede i området. De 108 templer blev spredt og ligger forskellige steder, som repræsenterer forskellige dele af den største dæmon, som skulle undertrykkes for at buddhismen kunne få overtaget. Dette tempel lå på den venstre fod af den store dæmon.

Da guiden var færdig med at forklare historien om templet, gik vi ind af en port, og stod i en lille forgård til templet. Guiden fortalte os, at der var en gammel del af templet, hvor han havde arrangeret, at vi kunne komme ind, og sidde og meditere en stund. Jeg følte mig meget berørt og beæret over, at vi fik denne mulighed. Ved siden af den gamle del af templet var en nyere del, som vi efterfølgende fik lov til at komme ind og sidde lidt i. I gården varmede solen, og duften af røgelse trak ud af dørende ind til de to dele af templet. Vi stod under et mandarintræ og tog skoene af på de solvarme sten, som er belægning i gården. Vi fik af vide, at mandarintræet mirakuløst bar frugt hele året, selvom det alle andre steder, har sæson. Vi fik forklaret, at det skyldes, at området ved templet er så helligt.

Vi blev fulgt ind i den gamle del af templet. Det var et forholdsvist lille rum, hvor der var dunkelt. Gulvet var af træ, der var helt blankslidt af alle de fødder, som havde gået der gennem tiden. Vi fik vist, at foran alteret, var der et dybt aftryk af to fødder i trægulvet. Aftrykket kom af alle de mennesker, der gennem tiden havde lavet den bedebevægelse, som buddhisterne i Bhutan laver i forbindelse med deres bøn. De samler hænderne over hovedet, fører dem ned for panden, ned på munden og for brystet, hvorefter de går på knæ, lægger sig med panden i gulvet og nogle gange lægger de sig til sidst også udstrakt på jorden eller gulvet.

Vi fik forklaret, at man udfører denne fysisk krævende praksis for at støtte sig selv i at frigive de gifte, som vi bærer som menneske. Gifte som jalousi, vrede, ligegyldighed og grådighed. De praktiserende, som brugte templet til deres hellige praksis, kom for at få støtte til at give slip på disse gifte i sig selv.

Vi satte os ned på trægulvet rundt omkring. Vi var 18 af sted på turen til templet, da vi havde efterladt to hjemme på hotellet. De var så uheldige, at de var blevet syge efter at have spist mad i Indien. De 18, som vi var, fyldte rummet godt op. Der var et alter fyldt med gamle figurer, skåle og statuer. Nogle placeret i glasskabe som beskyttelse. Bag ved alteret var væggen fyldt med vægmalerier og vævet stof. Indimellem var der fordybninger i væggen, hvor statuer af Barmhjertighedens gud, var placeret. Specielle uroer og dekorationer syet sammen af farvet stof hang overalt fra loftet.

Jeg satte mig til rette og lagde min fulde bevidsthed ud i gruppens fællesfelt. Jeg sad et øjeblik og mærkede, hvordan hele gruppen faldt på plads i den tilstand, som de skulle være i, for at få den forberedelse og oplevelse, som hver og især skulle have. Da alle var på plads, gav jeg mig selv lov til, at trække min fulde bevidsthed ind i mig selv. Jeg sad stille og mærkede mig selv. I starten skete der ikke rigtigt noget. Det var specielt for mig, og det fik mig til at tjekke mig selv igennem: Havde jeg det rigtige fokus, var jeg med min bevidsthed det rigtige sted, havde jeg den indstilling i mig selv, som var den helt rigtige. Var jeg åben mod de rigtige udgangspunkter og var jeg afslappet nok på samme tid. Alle tjekpunkterne viste sig at være som de skulle være.

Derfor satte jeg mig bare til at være til stede i en afventende tilstand. Jeg havde ikke siddet der ret længe, før bevægelserne i gruppens medlemmer ramte mig. Jeg plejer stille og sidde og registrere, hvordan de enkelte reagerer, både i energien og i den fysiske virkelighed, også selvom jeg er fuldt fokuseret i mig selv. Det plejer ikke at ”ramme mig” at være i den slags kontakt med gruppen. Normalt mærker jeg en fornemmelse af, at jeg helt automatisk lægger en ekstra omsorg og støtte ind omkring de enkelte, når de gennemgår deres transformationer og åbninger i arbejdet. Dem som de er kommet for at få til sig selv. Men denne gang blev jeg ramt på en måde, hvor følelser og tanker uhæmmet voksede op i mig. Først blev jeg forskrækket et øjeblik. Men jeg har lært at være afslappet, også midt i forskrækkelsen, så det gav ikke dønninger i energifeltet. Derfor havde jeg ro til at lade følelser og tanker vokse og have deres eget liv i mig, imens jeg sad stille på gulvet i templet og holdte feltet for de andre imens.

Jeg var forbløffet over hvor kraftige og umodne mine indre reaktioner var, men lod dem stadig bare være. Var bare observerende og fulgte med i, hvordan de udviklede sig og ændrede sig. Irritation, fordømmelse og utålmodighed fyldte meget, støttet op af trang til at ville styre og bestemme. Det føltes meget ubehageligt. Både fordi jeg ikke er vant til at være i forbindelse med den slags tanker og følelser mere. Men også fordi jeg i de tidligere tider, hvor jeg har båret den slags tanker og følelser, kun havde en halvbevidst kontakt til dem. Dengang var der også altid kontrafølelser og tanker, som mildnede og afspændte energierne. Erkendelser og holdninger som holdte mig på plads og undertrykkede de negative tanker og følelser. Det gjorde, at jeg dengang kunne tage brodden af dem og gøre dem uskarpe. Sådan var det ikke nu. Følelserne og tankerne stod klare, skærende og hårde i mig.

Jeg rakte ud efter en støtte i min indre kontakt. Det eneste jeg fik tilbage var: Vær fuldt ud til stede. Jeg lagde min tilstedeværelse både i mig og i templet. Næsten øjeblikkeligt kom det til mig, hvordan de mennesker, som kom her for at praktisere deres tro, bad om at blive renset for disse følelser. Jeg sad stille og gik ind i en tilstand, hvor jeg åbnede op for bøn. Jeg har fundet min helt egen måde, hvor jeg stille giver slip på alt andet end det, som jeg vil bede for. Lader det fylde mig op i alt det jeg er, inden jeg slipper det fri og lader det glide op i lyset. Jeg bad for at slippe for disse negative tanker og følelser, for at blive renset. Jeg følte en øjeblikkelig tilskyndelse til at gøre den samme bevægelse, som de gjorde her i området i forbindelse med deres hellige praksis. Men jeg bekæmpede den. Det føltes forkert på mange måder. Jeg følte mig ikke indviet i at bruge metoden, jeg følte mig ikke berettiget til at bruge metoden, og jeg følte at jeg kunne vanære munkende og de mennesker som kom og gik stille i templet, imens vi sad derinde, ved at forsøge at gøre noget som lignede det, som de gjorde. Så jeg sad bare stille på gulvet og åbnede bønnen. I samme sekund som jeg sendte bønnen afsted forlod de negative tanker og følelser mig. Det var næsten som at trykke på en kontakt. Jeg blev forbløffet og begyndte at lede efter tankerne og følelserne i mig. Men de var helt væk. I løbet af et splitsekund. Den kraftige energi og de mange års praksis i templet, har skabt et næsten magisk kraftfelt for denne praksis. Det føltes så godt. Fantastisk befriende og jeg følte, hvordan jeg nærmest kunne trække vejret igen frit. Der landede en stille erkendelse i mig om, at denne mulighed for at blive renset for disse træk, lå som en del af det arbejde vi skulle lave om lidt. Desuden gik det op for mig, at det bhutanesiske folk og den kultur, som de holdte, havde sikret, at denne mulighed er bevaret på jorden. Jeg takkede derfor folket for, at have holdt denne mulighed for menneskeheden i flere hundrede år. Jeg sendte min oprigtige taknemmelighed ud fra hjertet og lod det flyde fra mig og ud i alt som er.

Efter at have siddet sådan i et stykke tid, tog fornemmelsen stille af. Da min bevidsthed stille skiftede fokus, erkendte jeg, at det fælles energifelt, som vi skulle bruge senere til at åbne fundamentet for gralen og bringe gralen ind på jorden, allerede var i gang med at blive skabt. Jeg rakte ud og fik kontakt til de meste og bevidstheder, som jeg kender og som stod for at sikre og styre arbejdet. Jeg mærkede både de store engle fra den nye tid og den gamle. Jeg fik kontakt til Kristus og Maria Magdalene samt et hav af bevidstheder, hvoraf jeg genkendte Mark og Hvide Ørn. Jeg sad stille i den befriede tilstand og kunne nu betragte de andre deltageres processer stille og roligt som jeg plejer, imens jeg observerede, hvordan fællesfeltet blev skabt. Det var en smuk, stabil og beroligende oplevelse for mig at være i, efter den sindsoprivende oplevelse af at være i negative tanker og følelsers vold.

Da jeg havde siddet sådan en tid, mærkede jeg tilstedeværelsen af bevidstheder, som er knyttet til arbejdet i templet. Jeg mærkede, hvordan de bevidstheder, alle var klar over hvad vi var der for. Nogle af dem støttede arbejde, og andre observerede bare i ærværdig respekt. En del af gruppen havde efterhånden rejst sig og gik ud. Det elektriske lys var gået i templet og resten af os sad i endnu mere halvmørke i vores fælles stilhed. Pludselig kom en af munkene ind med en gruppe turister, som godt kunne være bhutanesere. De blev ført hen til en dør bag alteret, hvor de gik ind. De havde lygter med, så de kunne lyse op inde i mørket.

Inde bag døren var der et lille kammer. Vi rejste os stille, de af os der var tilbage, og vores guide fortalte os, at vi godt måtte gå ind og se. Jeg nærmede mig døren sammen med flere af de andre, og kiggede forsigtigt ind. Turisterne stod og fik forklaringer af munkene der pegede rundt. Vores guide fortalte hviskende, at den statue som stod inde ved alteret af Buddha var fra den tid, hvor templet blev bygget. Statuen blev anset for magisk og meget hellig, da den ikke var falmet gennem årene. Alle de andre figurer fra senere tid blegnede hver og en, men denne figur var stadig helt blank. Han tilskyndede os til at gå ind og overvære den ceremoni, som de skulle til at have, inde i det lille rum.

Jeg gik forsigtigt ind af døren og stillede mig lige indenfor til venstre og forsøgte at gøre mig så lille og stille som muligt for ikke at virke forstyrrende. Medlemmer fra min gruppe gjorde det samme, indtil vi stod i en lille flok lige indenfor døren. Turisterne blev færdige med at få deres beskrivelse af historien om templet, og de gennemgik en lille ceremoni, som vi fik lov til at overvære. Jeg mærkede både taknemmelighed, rørelse og nysgerrighed i mig, imens jeg stod og sugede så mange detaljer til mig som muligt med hele min bevidsthed. Da de stille gik ud, gik jeg ud efter dem. Flere fra gruppen gik lidt frem til alteret med figuren, men jeg følte mig klodset og på vildspor derinde. Som om jeg ikke måtte være der. Lige uden for døren stod vores guide. Han fortalte mig med stille stemme, at alle som havde lyst, havde lov til at gå ind og give deres bønner til den hellige Buddha. Det er lige meget hvad den enkelte tror på eller ikke tror på, og hvordan man gør det, så må man have lov til at lave sin egen lille ceremoni. Han fortalte at den hellige statue udfører mirakler. At de bønner vi fremsiger vil blive hørt.

Han talte til min tilstand af usikkerhed omkring min berettigelse til at gøre noget helligt i det lille rum, uden at jeg havde spurgt. Jeg vidste, at jeg nu skulle vende om og gå ind i rummet for at lave min egen ceremoni. Da jeg kom derind, stod flere af gruppemedlemmerne allerede og var i gang med deres egne ceremonier. Jeg stod et øjeblik og kom i den rigtige tilstand. Jeg blev helt rent tilstede i mig selv, åbnede op til bevidstheden i rummet og fremsagde mine bønner. Jeg bad for at det arbejde vi var i gang med, gralsarbejdet, at det vil blive fuldført og nå sit fulde formål. Jeg bad for at vi i gruppen og enhver som støtter arbejdet, vil få den støtte, som de har brug for, for at nå det, som hver og især skal nå. Til sidst bad jeg for at jeg ville komme i den tilstand, som jeg skulle, for at kunne udføre det arbejde som jeg skal, både i forbindelse med Gralsarbejdet og i øvrigt.

I samme øjeblik, som den sidste bøn slap mig, mærkede jeg hvordan en bevidsthed ligesom trådte ind i lokalet. Jeg genkendte hurtigt bevidstheden som Dragemesteren. Han kontaktede mig, og fortalte mig, at han ville tage mig i lære, så jeg kunne blive udviklet til at blive en mester, som går på jorden. Han drillede mig lidt med, at han havde ventet i fem år, hvor han havde tjekket hver eneste udefrakommende i forhold til, om de var mig. Jeg har tidligere fået af vide, at jeg er fem år bagud med mit spirituelle arbejde i forhold til den oprindelige plan, så det undrede mig ikke. Men det undrede mig, at de ikke har en bedre kommunikationsforbindelse i mesterlagene. Når de andre mestre og guider, som jeg har arbejdet sammen med. godt vidste, at jeg var forsinket, hvorfor havde de så ikke bare informeret Dragemesteren om, at jeg kom for sent?

Han viste mig, at jeg kom til at misforstå beskeden. Han havde ikke siddet som bevidsthed og ventet. Men muligheden for at påkalde ham med min tilstedeværelse, var åbnet for fem år siden. Mit energifelt og den tilstand som jeg var i, var ligesom en nøgle, som gik på plads i et nøglehul, og aktiverede at han trådte frem, når jeg trådte ind i lokale og havde den rigtige tilstand. Jeg takkede for forklaringen, som gav mit sind ro. Jeg takkede for, at han ville tage mig i lære til at blive mester, som går på jorden. Men jeg ville godt have en forklaring på, hvad det betød, inden jeg sagde ja til det. Han forklarede mig det ved at vise mig, hvordan det ville komme til at føles for mig, når jeg er færdiguddannet.

Jeg gled ind i en slags syn, hvor jeg er tilstede i synet og ser det udefra på samme tid. Jeg oplevede en helt fantastisk ro med mit arbejde og en dyb stilhed indeni. Jeg mærkede hvordan jeg på en måde var mere mig selv end nogensinde før, bare i en meget enkelt form. Som om alle linjer var trukket skarpt op, som om der ikke var nogle skygger tilbage. Det føltes fantastisk. Samtidig oplevede jeg, hvordan mit arbejde var meget enkelt. Dragemesteren klukgrinede, og sagde til mig; ”Du kommer til at tale meget mindre, og sige mere”. Jeg mærkede, hvordan han oplevede mig. Med mange ord og tanker, som kom fra et sted i mig, som ville sikre alt muligt hele tiden. Sikre ordentlighed, sikre at alle er med, sikre at ingen bliver stødt, sikrer en helt masse udefinerbart. Alle disse ord og tanker kom til at ligge som en dis omkring mine budskaber. Budskaber som kommer for at støtte, løfte og hjælpe. Hans forståelse omfavnede oplevelsen, og jeg følte mig hverken forkert eller skamfuld, jeg så bare mig selv meget klart.

Jeg ville hjertens gerne ende i den tilstand, som han viste mig, så jeg sagde ja tak. Og bare sådan der, havde jeg accepteret tilbuddet. Som et vindpust oplevede jeg en energi komme mig i møde og gå ind i mig. Eller igennem mig. I starten var jeg lidt i tvivl. Når jeg har prøvet at kanalisere andre bevidstheder, så er jeg vant til, at mærke deres tilstedeværelse meget kraftigt og fremmed i mig imens. Det oplevede jeg slet ikke her. Men han var faktisk derinde Dragemesteren. Det blev jeg klar over, da han talte til mig igen. For hans kommunikation kom fra samme sted, som når jeg kanalisere. Det føles som om, at det kommer indefra mig selv, samtidig med, at det er så fremmed en ordføring, rytme og information, at jeg ikke er i tvivl om, at det ikke er mig selv.

Han forklarede mig, at jeg skulle i gang med en form for uddannelse. Den vej jeg havde fulgt til nu, havde gjort mig oplyst og i kontakt med højere bevidsthed. Jeg forstod i et syn, hvordan jeg havde fået en indre forståelse og en kontakt til visdommen om altings sammenhæng, forstået fra et menneskes perspektiv. Den vej, jeg havde fulgt til nu, havde bestået af en række udvidende oplevelser, som havde givet grobund for, at min bevidsthed kunne hæves. Hver gang min bevidsthed var blevet hævet, så fulgte en tid, hvor jeg gennemgik nye oplevelser, som udvidede min bevidsthed på det nye niveau. Sådan havde det foregået i årevis. Både før jeg fik min bevidste åbning ca. fem år før, og i årende inden. Dragemesteren forklarede mig, at han ville ligge nogle perler ind i min rygrad, som ville definere min uddannelse. De ville sikre, at jeg kom igennem de oplevelser og åbninger, som jeg havde brug for, for at kunne blive uddannet til mester som går på jorden. Jeg havde prøvet noget lignende før, hvor noget var blevet lagt ind, som passede til et udviklingsforløb, så jeg blev ikke forskrækket. Nærmere nysgerrig. Jeg blev dog irriteret, da han bad mig om at falde på knæ og ligge mig med panden mod gulvet. Alle mine betænkeligheder trådte ind på samme tid igen. Men denne gang måtte jeg overgive mig. Jeg kunne mærke indeni, at der ikke var plads til pjat.

Jeg puffede blidt til Rebekka, som stod foran mig, for at gøre hende opmærksom på, at jeg lagde mig knælende på gulvet bagved hendes fødder, så hun ikke ville komme til at træde på mig, hvis hun ville forlade alteret med en bakkende bevægelse. Hun nikkede til mig, da jeg gjorde tegn. Vores øjne mødtes i et kort øjeblik, og jeg mærkede vi udvekslede vores følsomhed og bevægelse, som vi havde i hver vores oplevelse. Da jeg knælede mærkede jeg, hvordan jeg ”frøs” eller ”låste” i den knælende stilling. Igen er det en fornemmelse jeg kender, fra flere forskellige tilfælde i mit arbejde. Det kommer tit i forbindelse med de store energiarbejder, men også nogle gange i forbindelse med personlige sessioner, hvor arbejdet bliver så kraftigt, at de bevidstheder, som står for arbejdet, vil være sikker på, at jeg ikke blander mig og forstyrrer.

Dragemesteren gav udtryk for, at det var skønt, at det nu var så let at komme til at lægge perlerne ind, fordi min ryg var godt udstrakt. Han lagde hver enkelt perle ind, og jeg så dem som små runde perler, som hver havde et symbol, der mindede om de skrifttegn, som vi så rundt omkring i templets udsmykning. Da han var færdig, blev jeg tvunget til at blive liggende en stund. Det er meget ubehageligt at være låst fast på denne måde, men jeg har lært, at jo mindre jeg stritter imod, desto mindre ubehageligt er det. Derfor tog jeg bare nogle dybe vejrtrækninger for at hjælpe mig selv med at overgive mig. Derefter lå jeg stille og observerede, hvordan perlerne ligesom smeltede ind i forbindelse med mit energifelt. Tiden stod stille, og jeg havde ingen fornemmelse af, hvor lang tid der gik, men på et tidspunkt mærkede jeg, at det var færdigt. Stille løsnedes jeg fra tilstanden og kunne begynde at bevæge mig. Jeg rejste mig langsomt og så Rebekka ligge en pengeseddel på alteret. Jeg forstod, at det var sådan de modtog betaling i klosteret. Vi var ikke blevet bedt om betaling for noget som helst af det vi havde oplevet. Jeg fandt selv min taske frem, fandt en seddel og lagde den sammen med de andre i skålen foran alteret.

Da vi kom ud stod vores guide, og spurgte om vi ville ind og se den nyere del af templet. Det ville vi godt og vi samledes stille og gik videre derind. Vi fik lov til at sidde stille en stund derinde. Vores guide forklarede om betydningen af de mestre, hvis statuer og urne var i rummet. Da jeg bagefter stille sad og trak min bevidsthed ind i mig selv i den stille stund, som vi havde i rummet, holdte jeg samtidig en del af min bevidsthed meget til stede i rummet. Det er en metode som gør, at jeg klart kommer i kontakt med de tanker og følelser som udspiller sig i mig, som en slags kommunikation til mig. Jeg fik kontakt til de tanker og følelser, som har været en byrde for mig i forbindelse med det spirituelle arbejde, som jeg var nået frem til at udføre. Jeg fungerede både som lærer, mentor og vejleder i flere forskellige sammenhænge. Men i de fem år, jeg havde foldet det ud, havde der hele tiden været en dyb modstand imod at stå frem, gå forrest og være den som fortalte og forklarede.

Jeg havde tidligere oplevet indefra og udefra i sådan et forståelsessyn, hvordan det havde hjulpet mig med at holde mit ego på plads i forbindelse med, at jeg fik kontakt til alt det jeg skulle. Samtidig havde det nærmest beskyttet min bevidsthed mod vanvid, fordi min modvillighed i forhold til at blive bedre og mere udvidet i min bevidsthed, havde fraholdt mig at forsøge at nå længere ud i forståelser i de åbninger, som jeg havde fået med mine clairvoyante evner, end jeg blev presset ud i af livet og vejen. Så jeg var taknemmelig for min modstand. Men jeg havde fået af vide et stykke tid nu, indefra, at den ikke var nødvendig mere. Jeg havde intet gjort for selv at slippe modstanden, men den var blevet mildere hen af vejen. Specielt havde jeg oplevet, i forbindelse med de sidste kurser og undervisningsdage, som jeg havde inden afrejsen, at jeg glædede mig stille til arbejdet. Det havde jeg aldrig prøvet før. Jeg havde kun prøvet tidligere at tilgå arbejdet med respekt og arbejdsomhed. Aldrig med glæde. Desuden havde jeg ikke grædt, inden jeg tog af sted. Jeg var irriteret og skarp og havde det ikke godt, men jeg havde ikke grædt i dagevis, inden afrejsen, som jeg tidligere har oplevet. Så noget havde ændret sig. Lettelsen var ved at klinge ind.

Stille blev jeg nu ledt ind i en tilstand, hvor jeg forstod hvor meget de mestre, som var billedliggjort i denne del af templet, havde betydet for menneskene, kulturen og troen i området. Det tændte noget i mig. Et ønske om at tjene og hjælpe gennem det at påtage mig arbejdet som mester på jorden. Det tændte sig i mig ligesom indefra. Der var ikke en tanke eller en følelse, der var knyttet til antændingen. Det sprang bare i gang af sig selv. Jeg sad stille og mærkede det, indtil kulden fra gulvet trængte igennem fornemmelsen, og jeg sagde til Rebekka, at vi blev nød til at komme ud i varmen. Vi gik stille forbi statuer og aske fra mestrene inden vi gik ud i varmen i forgården. Da jeg trådte ud i lyset og varmen mærkede jeg en form for parathed og lettelse på samme tid. Alting var, som det skulle være.

Vi gik stille ud på de varme sten i gården og tog skoene på. Hver for sig bevægede vi os ud af gården for at gå rundt langs ydermuren i den ydre gård med urets retning mod udgangen og busserne som ventede. Jeg gik stille og drejede på tromlerne med symboler på, som var placeret i muren. Bedemøller hedder de på dansk, var der en af deltagerne i gruppen, som havde fortalt mig. Jeg gik stille og drejede på møllerne og var i mig selv, mens jeg bevægede mig langs muren og rundt omkring det første hjørne. En af vores guider stod rundt om hjørnet og vi kiggede begge op, og fik øjenkontakt. Han fortalte mig, at der var mange tusinde mantraer i hver eneste bedemølle. Når man spandt dem, så sendte man mantraerne ud. Mantraerne sørgede for bedre tilstand for andre mennesker. Ved at gøre gode gerninger på denne måde, så arbejdede man som buddhist på at nå til at få et bedre liv i næste inkarnation.

Jeg spurgte ham, om det var denne forståelse af sammenhæng, som de brugte til at holde livets fortrædeligheder ud. Det bekræftede han. Han fortalte hvordan de bedte for alle andre, for de sultne spøgelser og for dyreriget. Jeg forstod på dette tidspunkt ikke helt hvad han mente, og fangede bare det med spøgelserne. Først et par dage efter, hvor den anden guide på en rundvisning i en stor Dzong, som er et helligt fort, slot eller kloster, fortalte os om grundlaget for deres buddhistiske verdensbillede, forstod jeg at med de sultne spøgelser menes der mennesker, som har så hårde kår fysisk, at de ikke kan sætte sig ud over sig selv. Men i min misforståelse spurgte jeg ham, om han troede på spøgelser. Han svarede, at som buddhist tror man på spøgelser. Jeg sagde, at det gør jeg også, fordi jeg ser dem og taler med dem og hjælper dem videre. Han smilede og så interesseret ud. Han var en af dem, som havde været med til den forberedende meditation, og han sagde, at han havde været meget glad for at være med.

Han spurgte, om jeg havde haft en god oplevelse inde i templet, og jeg sagde, at jeg var meget taknemmelig for min oplevelse, som havde betydet meget for mig. Uden at have tænkt en tanke kom ordene ud af munden på mig: At jeg havde et kald til at samle det bedste fra alle verdener i forhold til at praktisere tro i verden på en moderne måde. Jeg blev helt forbløffet selv, over ordene som kom ud. Jeg gik stille resten af vejen rundt langs muren til jeg kom til udgangen, hvor der allerede var flere fra gruppen, der stille sad og stod og ventede rundt omkring. Jeg ventede med de andre, mens resten af gruppen stille mødte op sammen med os andre. Jeg har før fået indre erkendelser omkring gralsarbejdet med ordlyden: Arbejdet skaber et fundament for et forenet folkefærd med en mulighed for en forenet trosretning. Ikke en forenet religion, men en forenet mulighed for at møde sin tro fra hvert sit eget udgangspunkt. Men jeg havde ikke hørt ordene formuleret så praktisk, som de kom ud af munden på mig lige der. Da vi alle var samlet gik vi stille ind i busserne igen, for at blive kørt tilbage til vores hotel og frokosten. Jeg sad stille i min egen oplevelser og mine egne tanker, imens vi kørte tilbage.

Da vi kom tilbage fik vi alle noget at spise. Jeg nød igen muligheden for at kunne spise selvom vi ikke var færdig med det store energiarbejde. Jeg mærkede under måltidet, hvordan jeg stille skiftede gear som forberedelse til arbejdet efter frokost. Alle fik en stille stund inden vi skulle af sted. Jeg tilbragte den stille stund ude foran hotellet sammen med Rebekka og Galina.Vi fik serveret the af de utroligt søde kvinder, som passede køkkenet. Jeg fortalte dem om min oplevelse med Dragemesteren, og jeg opdagede, at han stadig var hos mig, og holdte øje med mig. Jeg forstod, at han skulle vurdere mig den næste tid, som en indledende godkendelse af, at jeg skulle blive hans lærling. Vi kunne se hen til borgruinen, som vi skulle arbejde i efter frokost, fra pladsen ude foran hotellet. Jeg mærkede tydeligt, hvordan jeg blev forbundet til energien i området. Det føltes hårdt og som en lettelse på samme tid. Når jeg er forberedt så længe på arbejdet. Så føles det som en befrielse i systemet, når vi endelig skal i gang med arbejdet.

Vi mødtes efter pausen og delte vores oplevelser fra om formiddagen. Der var flere synkrone oplevelser, som gav den fælles bekræftelse og udvidelse af oplevelserne, som vi havde haft hver og især, som jeg har sådan brug for er til stede i arbejdet. Da vi havde delt oplevelserne, gik vi ned til busserne og blev kørt den korte vej hen til borgruinen. Tiden nærmede sig, hvor vi skulle etablere gralens fundament, og sikre gralens landing på jorden. Jeg havde fået ordene for arbejdet for et år siden, og de seneste måneder havde det åbnet sig for mig, hvad det var det betød energimæssigt og i dagligdags betydning. Men bortset fra det, så vidste jeg i bund og grund ikke, hvad det var vi skulle.

Etablering af Gralens fundament og Gralens landing på jorden i Drugyel Dzong

Da vi landede ved foden af den klippe, som borgen er bygget på, var jeg i fuld gang med at få vores forbindelse til støttegrupperne på plads. Når vi laver energiarbejder, som er så store, så har det vist sig, at det hjælper rigtigt meget, hvis der er mennesker som mødes fysisk i grupper hjemme i Danmark og støtter arbejdet. De bliver om muligt koblet op på vores arbejde via internettet, så de kan følge med, så godt som muligt. Der er ikke så gode forhold og vi er tit så presset i forhold til arbejdet, at det ikke bliver nogen særlig professionel oplevelse at overvære transmissionen. Men støttegrupperne får dog en mulighed for at se lidt af det vi er i og få en fornemmelse af stemningen. Jeg havde prøvet at få forbindelsen til støttegrupperne til at virke siden vi tog fra hotellet, men programmet blev ved med at smide os af. Til sidst fandt Karina, som styrede slagets gang med støttegrupper hjemmefra, på at vi kunne bruge Skype, og så kunne hun bruge den funktion at webinarprogrammet kan dele hendes billede på PC’en til at sikre, at dem som deltog rundt omkring i grupperne, kunne se vores transmission.

Det at der er mennesker hjemmefra, som støtter arbejdet, når vi lave den slags store energiarbejder, har vist sig at have meget stor betydning. Konceptet er egentligt udviklet langsomt fra, da jeg helt i starten lavede forskellige rensninger og healinger, som koster meget energi, hvor jeg fandt ud af, at hvis jeg gik sammen med flere energiarbejdere, så kunne jeg udføre meget mere arbejde, uden at køre træt. Samtidig oplevede jeg, at der var mennesker, som blev forhindret i at være med på nogle af vores rejser, som ytrede ønske om, at hjælpe hjemmefra. Jeg mærkede ind i det, sammen med et par af mine kollegaer, og vi kunne mærke, at det var en rigtig god ide. Arbejdet som udføres på rejsen bliver med meget mindre påvirkning af mig og de andre deltagere, og dem som bidrager får selv en opkobling på energierne, som giver dem støtte i deres egen udvikling, både der hvor de er nu og fremadrettet i forhold til rejsens og arbejdets tema.

Efter at have fået gruppen med online, begav jeg mig med Rebekka og den sidste guide, som begge havde ventet på mig, op til borgruinen. Jeg blev hurtigt stakåndet, da jeg var ret påvirket af højden i området. Men jeg fik kort delt mine oplevelser i templet med deltagerne hjemmefra, imens jeg gik op. Jeg nåede også af høre fra guiden, at templets navn betyder Bhutan Sejrer For Evigt. Og at borgen blev bygget efter Bhutan afværgede et forsøg på invasion i 1700 tallet. Borgen brændte ned efter uagtsomhed få år efter det var bygget, og det blev besluttet, at det ikke var værd at bygge op igen. Netop på den tid, hvor vi var i området, var man begyndt at bygge ruinen op igen, som en fejring af, at det bhutanske kongehus netop havde fået sig en prins. Jeg mærkede, hvordan det at Bhutan havde lykkedes at afværge en invasion, som ville have udvandet og måske ødelagt den kultur, som havde bevogtet muligheden for at kunne være i den tilstand af ydmyghed og kærlighed, som det var lykkedes at opretholde i området, i sandhed havde været værd at fejre. Derfor var borgen det rigtige sted, for dagens arbejde.

Vi indhentede nogle fra gruppen, der gik lidt langsommere op til borgruinen, og vi fulgtes samlet det sidste stykke op. Vi kom op til ruinen i letter forpustet tilstand. Gruppen, som allerede var nået op, stod udenfor borgen. Jeg blev gjort opmærksom på, at vi godt kunne gå ind i gården til borgen. Jeg gik ind i borgen og mærkede med det samme, hvordan vi blev hilst velkommen og hvordan området i gården nærmest omfavnede os. Det var tydeligt, at det var det rigtige sted. Jeg gik ud og hentede de andre, som gik ind og fordelte sig i gården, på den måde som de følte var rigtig. De fleste placerede sig i en cirkel, og jeg vidste, at jeg skulle stå og sidde i midten af cirklen, imens arbejdet blev udført. Jeg havde krystallen med i hånden. En håndstor krystal, som jeg havde haft med i Nevada og i Skotland. Begge steder, var arbejdet som vi lavede der, blevet ankret i krystallen. Det betød, at jeg følte et mindre pres, når jeg havde krystallen i nærheden. Især når jeg arbejdede med noget, som var relateret til gralsarbejdet. Jeg havde nemlig fået af vide på de tidligere rejser, at det er mig, der er ankeret for arbejdet. I hvert fald til arbejdet kan stå selv. Krystallen hjalp mig og jeg kunne mærke, som jeg tog den i hånden, for at gå ind i cirklen, at der tydeligt skete en ændring i mit energisystem. En ændring, som gav en lettelse.

Jeg samlede mit fokus, som jeg gik ind i cirklen. Der var ikke længere nogle tanker, som tilhørte mig. Jeg gav slip og overgav mig til arbejdet. Stille mærkede jeg, hvordan deltagerne i gruppen stille gled ind i kontakt med mig og arbejdsfeltet. Kontakten havde været i gang med at blive etableret siden om morgenen, men nu gled den på plads. En efter en mærkede jeg, at deltagerne gled helt på plads. Det føltes godt. Da alle var på plads, mærkede jeg, hvordan støttegruppen gled ind og lagde sig til. Jeg ventede til fornemmelsen af stabilitet landede i feltet samtidig med den bølgende bevægelse slog i gang, som fortæller mig, at feltet er klart.

Arbejdet gik i gang. Jeg oplevede hvordan der fra jorden skød gyldne sammenhængende ornamentlignende strukturer op fra hvor vi stod og langt ud i området. Jeg forstod instinktivt, at strukturerne var ligesom et landingsstel eller en sokkel, som gralen skulle lande i. Jeg undrede mig over den smukke form. Men havde allerede oplevet store forskelle i, hvordan jeg oplevede det på Malta, i Nevada og i Skotland, da udvidelserne til Gralen landede der. Så jeg var forberedt på at være uforberedt. Men det var alligevel specielt. På trods af støtten fra støttegrupperne, krystallen og menneskerne omkring mig, var det hårdt arbejde. Jeg kunne mærke, hvordan det føltes som om mit energisystem nærmest gav sig under byrden. Jeg gjorde deltagerne opmærksomme på, at de skulle huske at være fokuserede. Hvert eneste medlems støtte betød alt lige der. Hvis ikke der er støtte nok, så kommer jeg til at lide både under arbejdet og længe efter. Lidelserne består i flere forskellige former for psykisk og fysisk ustabilitet og dys funktionalitet. Det er meget ubehageligt og går ud over både arbejdet og familien. Hver gang jeg mærkede presset steg, gjorde jeg deltagerne opmærksomme på, at de skulle bevare deres fokus i arbejdet.

Jeg stod i midten af cirklen og kunne nu mærke, at jeg skulle hæve krystallen op over hovedet. På trods af, at jeg er så vant til at gøre mærkelige ting i mit daglige arbejde. Så mærkede jeg stadig modstanden i mig selv, i forhold til at skulle gøre noget, som var mærkeligt. Men jeg havde allerede overgivet mig fuldstændigt til arbejdet, så modstanden trak ikke ind og påvirkede mine gerninger. Jeg strakte krystallen op over hovedet. Jeg mærkede ligesom at krystallen slog i gang. Jeg genkendte energien i krystallen både fra Nevada og fra Loch Ness. Da jeg havde stået med den sådan et stykke tid, oplevede jeg, hvordan gralen begyndte ligesom at komme ind oppe fra himmelen over os.

Da jeg oplevede gralen kom ind, så jeg den som en stor gylden kuppel af samme slags ornamenter, som jeg i første omgang oplevede skød op fra jorden. Det føltes godt, da gralen kom ind. Selvom presset steg, så kom visheden om, at arbejdet snart var overstået ind og støttede op og gav mig udholdenhed. Det var smukt og overvældende på samme tid. Jeg blev meget rørt og berørt. Da jeg fornemmede hele gralens udbredelse over os, kunne jeg mærke, hvordan jeg skulle sænke krystallen langsomt og knæle ned og sætte den mod jorden. Da jeg satte krystallen mod jorden mærkede jeg hvordan den ligesom afgav alt det der var samlet i krystallen ned i jorden. Jeg havde hele tiden vidst, at krystallen er et støtteredskab som er en hjælp men ikke en nødvendighed. Jeg mærkede nu, hvordan alt det jeg er slog i gang og bidrog til at fundamentet og gralen blev forbundet. Jeg gled ind i en tilstand, hvor jeg var til stede og ikke til stede på samme tid. Jeg havde nærmest black out, imens jeg samtidig kunne huske bagefter, hvad der skete. Det var en meget mærkelig og uvirkelig tilstand. Jeg fornemmede at tilstanden sikrede, at jeg ikke kom til skade og at jeg ikke blandede mig unødvendigt og forstyrrende i arbejdet.

Da der var gået et stykke tid, kunne jeg pludselig mærke mig selv igen og jeg kiggede op. Jeg ”så” hvordan der rundt om cirklen skabt af deltagerne var skudt en krans op skabt af bladlignende farverige elementer, som ved nærmere eftersyn lignede dragehaler og dragevinger. Jeg oplevede hvordan halerne og vingerne hørte til de dragebevidstheder, som bidrog til arbejdet. Dragebevidsthederne føltes meget tilstedeværende, og jeg mærkede en dyb genklang og tryghed ved deres tilstedeværelse. For første gang i arbejdet, mærkede jeg også Dragemesterens tilstedeværelse, og han forklarede mig uden ord, hvad dragernes tilstedeværelse betød og hvad deres bidrag var. Jeg kunne ikke omsætte forståelsen til ord, i hvert fald ikke på dette tidspunkt, men betydningen lagde sig ind i mig, som en dyb indre forståelse. Samtidig mærkede jeg, hvordan arbejdet var ved at være fuldendt. Gralens fundament var skabt og Gralen var landet.

Jeg følte en indre tilskyndelse til at flytte mit fokus for mit indre syn til jordens energifelt. Gralsarbejdet består af en del, hvor vi arbejder på at opgradere Gralstilstanden, er en tilstand, som vi finder støtte til at finde i os selv gennem en form for programmering, som ligger i fællesbevidstheden, som vi kan læne os ind i. Denne programmering er Gralen. Gralen ligger som en mulighed i fællesbevidstheden for jorden. På jorden har der gennem tiderne opstået forskellige fællesbevidstheder, hver og især relateret til de forskellige oprindelige kulturer, som har været båret af de første bevidste mennesker. Disse fællesbevidstheder står for at skulle sammenlægges til en forenet fællesbevidsthed, et grundlag for et forenet folkefærd på jorden. Den anden del af gralsarbejdet går ud på at skabe et forenet fællesfelt for de forskellige kulturer, et fællesfelt for det jordiske folk. På Malta var fællesfelterne for de forskellige kulturer blevet mildnet og klargjort. Jeg havde oplevet, hvordan opgraderingen til Gralen kom ind i feltet og hvordan solen stod op over jorden igen. I Nevada var Universets Gral blevet bragt ind, for at danne ramme om foreningen, og jeg oplevede hvordan fællesfeltet blev åbent og levende og hvordan nye farver klingede ind i jordens fællesfelt, svarende til de farver, som sæbebobler har på overfladen i solskin. I Loch Ness var felterne blevet forenet i ånden, og jeg havde oplevet hvordan fællesfelterne blev forenet og farverne blev udvidet med en meget smuk gylden farve og en hvid farve som var meget intenst skinnende og bedst beskrives som perlemorshvid.

Nu oplevede jeg, hvordan jordens energifelt begyndte at modtage meget klare og kraftige farver, som dem dragerne bar. Jeg vidste indeni, hvordan farverne i modsætning til de meget fine farver, som jeg havde oplevet i Nevada og Loch Ness, var relateret livet på jorden levet som menneske. Livet levet i en balanceret og ren form. De finere farver havde været relateret til sjælens liv udfoldet på jorden. Jeg mærkede en dyb tilfredsstillelse og en form for mæthedsfornemmelse, der føltes uendeligt godt, imens farverne begyndte at komme ind. Jeg gav samtidig medlemmerne i gruppen besked om, at de godt kunne gå for sig selv og begynde at slappe af, og fokusere på deres egne oplevelser, imens vi ventede på at farverne skulle blive færdige med at komme ind.

Jeg sad stille med de andre og delte de oplevelser jeg havde haft undervejs i arbejdet. Flere af de andre, delte også deres oplevelser. Det var smukt og dejligt i fællesskabet at dele og opleve, hvordan vi havde set de samme ting – nogle gange måske bare med forskellige vinkler. Nogle af deltagerne ser og oplever ikke så meget med deres indre blik, men de støtter akkurat lige så meget i energiarbejdet, som dem, der har klarsyn. Hver deltager i gruppen kommer med sit unikke bidrag.

Efter et godt stykke tid var alle farver landet i feltet. Vi begyndte i gruppen at røre på os, og blev enige om at tage et fællesbillede med vores guider. Altså de fysisk manifesterede guider. Om de åndelige guider var til stede på billedet samtidig, var svært at sige. Stemningen var opløftet og god. Jeg mærkede dog, at der stadig var et pres indenunder. Jeg mærkede kort ind med min indre fornemmelse og fangede, at det handlede om arbejdet, som vi skulle lave to dage efter, hvor vi skulle til Tiges Nest, som er en helligdom, der ligger på et bjerg i området.

Vi gik ned fra borgen i små grupper og snakkede stille med hinanden. Jeg fulgtes af med Bettina, som delte med mig, at hun havde set alt det vi oplevede dagen efter. Jeg lænede mig ind i beroligelsen ved bekræftelsen. Hun sagde også, at hun havde set, at der lå en energi, som vi kunne bruge på os selv og på andre og som vi havde bragt ind via det arbejde vi havde lavet. Jeg fortalte hende, at jeg havde set det samme og at vi dagen efter skulle arbejde med at bruge energien på hinanden. På den måde skulle vi indlede arbejdet med at finde ud af, hvordan det gøres og hvordan det virker.

Ved bunden var der en af de små lokale butikker, som er kendetegnet ved, at de slet ikke ligner butikker udefra. Flere af os gik ind i butikken, som solgte lokalt kunsthåndværk i form af billeder og tekstiler samt souvenirs og bedeflag. Jeg blev opfordret af Else til at købe en række bedeflag, som vi kunne sætte op på ruten til Tigers Nest, når vi skulle vandre derop dagen efter. Bedeflagene har påskrevet mantraer, og det siges, at de sender dem ud, hver gang vinden får flagene til at blafre.

Da jeg kom uden for butikken stod jeg med et par af de andre fra gruppen og så på nogle udsmykninger, der var malet på huset. Disse billeder er malet på alle husene, men de har mange forskellige former og udgaver. Det ene af billederne forestillede et dragelignende fantasivæsen der var ved at spise en slange. Det andet forestillede en udsmykket fallos. Det havde undret mig en del, at se disse symboler på husene. En af guiderne forklarede, at det var symboler som gav beskyttelse og held. Han forklarede at fallostegningerne stammer fra en mester, som de kalder for den skøre mester. Den skøre mester valgte at indføre utraditionelle måder at sprede visdommen og muligheden for kontakt og oplysning på. På den måde, ville han nå de mennesker, som ikke forstod alle de gamle symbolikker og forståelser. Så han brugte vin, kvinder og sex som en del af formidlingen.

I forbindelse med den form for buddhisme som udøves i området, kalder de det tantra. I alt det vi var blevet vist og forklaret om deres praksis og tro, var der ikke umiddelbart noget som helst af det, der er forbundet med sexualitet, som jeg har oplevet at tantra beskrives og praktiseres i Danmark. Ikke fordi jeg selv har nogen erfaring med tantra. Men jeg arbejder sammen med en del, som har praktiseret tantra og som stadig bruger det. Her var der en forbindelse, hvor den form der dyrkes i Danmark kan sammenlignes, med den måde det har været praktiseret i Bhutan. Hvor stor succes mesteren havde på det tidspunkt, hvor han udøvede sit arbejde, ved jeg ikke. Men der er ingen tvivl om, at de mestre som har været i området, har haft stor indflydelse.

Da vi var færdige, tog vi tilbage til vores hotel for at hvile lidt inden aftensmaden som igen var helt fantastisk både i syn, smag og energioplevelse. Efter aftensmaden kom der massører og tilbød massage, til dem som havde lyst. Flere af os blev siddende ved bordene og snakkede stille med hinanden, inden vi gik tidligt til ro. Det havde været en begivenhedsrig dag.

26. marts 2016 en stille dag med støtten fra Bhutan og en overraskelse i et hemmeligt tempel

Vi mødtes til morgenmaden og jeg blev mødt af den energi der kommer af at en gruppe mennesker, som har haft en stor oplevelse sammen, er samlet. Det er en god energi at være i, og jeg lagde trygt min energi ind i fællesskabet imens jeg fik min morgenmad. Efter morgenmaden holdte vi en lille pause og så samledes vi for at arbejde med den energi, som vi havde fået adgang til gennem arbejdet. Vi sad sammen rundt omkring et stort bord og delte lidt af vores erkendelser, som var dukket op fra dagen før, og som ikke var delt endnu. Der var også nye spørgsmål, som dukkede op. Det var en intens dialog, og det var svært at give slip på den. Men vi blev nød til at komme i gang med at bruge energien. For senere havde vi en aftale om at blive kørt ind i den lille by i nærheden og få mulighed for at shoppe lidt.

Jeg forbandt mig til det sted i mig selv, hvor jeg trækker det reneste klarsyn. Jeg mærkede støtten, som kommer fra fællesskabet. Der var mange af deltagerne som har meget stærkt klarsyn, det støttede mig i mit syn. Jeg så, hvordan vi skulle bruge energien i tre trin. Først skulle vi bruge jordens lys. Det har jeg prøvet flere gange før, når vi bruger den slags energier. Men denne gang åbnede synet sig til et nyt niveau. Jeg så, at den støtte, som kommer ind, når vi bruger jordens lys, er forskellig i de forskellige situationer. Vi kalder det bare jordens lys, for at gøre det enkelt. De kodninger vi bærer, som definere hvad jordens lys er i dette tilfælde, sikrer at det som kommer i spil, når vi sætter intentionen på at bruge jordens lys, er det rigtige.

Jeg så, at jordens lys i dette tilfælde ville gå ind og give en støtte, som svarer til det, man i gamle shamanistiske traditioner kalder luft, jord og ild. Jeg så at luften svarer til vores åndedræt, og er den måde vi trækker livet ind i os på. Jorden svarer til den udveksling vi har med den virkelighed vi er i og ilden svarer til vores livsgnist, vores livslyst. Desuden så jeg efterfølgende, imens vi brugte energien, at de fire verdenshjørner også kom ind. Disse repræsenterer det som vi får gennem det at modtage fra faderen/det maskuline, det vi får fra at give med den del af os selv, det vi får fra moderen/det feminine og det som vi får fra at give med den del af os selv. Helt uden at vide alt dette, eller have styr på det, så vil vi, når vi sætter intentionen på at bruge jordens lys i denne sammenhæng, åbne op for det i os selv, som disse gamle forståelser repræsenterer.

Når vi havde brugt jordens lys, så skulle vi bruge energien, som blev bragt ind sammen med gralen. Ordene som kom for energien var Støtten til Gralstilstanden fra Bhutan. Imens vi gav den til hinanden fik vi meget forskellige reaktioner. Dette fordi energien er intelligent og giver hver og især os det, som vi nøjagtigt har brug for, i forhold til at komme på plads i gralstilstanden. Bidraget fra Bhutan ligger i at hjælpe os ind i den tilstand, som udstråler af Bhutaneserne. En tilstand af samlethed i os selv, en tilstand hvor vi har overgivet os til skæbnen og sjælelivet. Både på jorden og på sjæleplanet. Det svarer til den lille død. Men jeg kunne også mærke, at der var noget som var relateret til at kunne forholde sig til døden som menneske, og den befrielse der ligger i det. Det blev bekræftet af flere af de andre deltagere, at de også havde disse oplevelser. Jeg selv oplevede intenst, hvordan jeg landede i mig selv på en ny måde.

Livet havde sørget for, at slynge mig ud i følelsesmæssige ubalancer nøjagtigt inden vi skulle i gang med at give hinanden energien. Jeg havde lavet mit helt eget drama med min mand. Selvom han var hjemme i Danmark og i øvrigt slet ikke vidste, at han var en del af et drama, så lykkedes det mig, at føle mig både forladt, overset og alene på en gang. Det var helt tydeligt, hvordan jeg gennem støtten fra Bhutan landede i en meget mere nøgtern og afbalanceret udgave af mig selv. På trods af det drama jeg var landet i, helt af mig selv. Det var som om, jeg kiggede ud igennem andre øjne. Det føltes så godt. Og jeg følte nærmest en begejstring, ved fornemmelsen af, hvad denne stabilisering kan betyde for både mig og andre. Der er så mange mennesker, der lider under den form for indre dramatisering og destabilisering. Desuden opdagede jeg gennem delingerne fra de andre deltagere, at healingen gav store forløsninger og overgivelser i vidt forskellige områder af bevidstheden. Lige nøjagtigt der, hvor vi har brug for det i forhold til at komme på plads i livet som menneske.

Til sidst brugte vi universets lys til at afslutte åbningen. Jeg oplevede, hvordan lyset rensede os fri fra de byrder, som vi har båret på grund af vores behov for at prøve på at forstå verden og styre den. Kontrollere og styre den i et behov for at sikre os. Det lignede bunker af skidt som løsnede sig og blev vasket væk, jeg oplevede også fortættet skidt, der nærmest faldt af som klumper. Desuden oplevede jeg, hvordan der kom en dyb indre kontakt, som flere af de andre også oplevede. En kontakt, hvor adskillelsen mellem det store og det lille selv forsvandt. De blev forbundet og det giver en tilstand, hvor vi kan se tingene i et større perspektiv. Det giver os muligheden for at være afventende, at vælge hvad det kan svare sig at gøre noget ved, og ikke mindst lade være med at gøre ting, som vi har lyst til at gøre for at sikre os, men som i virkeligheden gør alting mere rodet og uoverskueligt for os og for dem som vi udveksler med.

Det føltes virkeligt godt og det var med en opløftet stemning, vi gik til frokost. Direkte efter frokosten ville vi blive kørt på tur til byen. På vejen ville vi stoppe op ved et lille træskæreri og ved en stor Dzong. Til frokosten og på vores tur, skulle vi hver og især gå og erkende, hvad det betyder, at gå i den tilstand, som Støtten fra Bhutan kan hjælpe os i. I virkeligheden så går der altid en god rum tid efter at den her slags støttende energier har landet på jorden, før vi får erfaring og får lov til at erkende i livet, hvilken forandringer de giver. Men de indledende erkendelser er altid dybe og giver et godt udgangspunkt for forståelsen.

Det er svært ikke at blive ved med at skrive om måltiderne, selvom de ikke betyder så meget for historien. Maden var simpelthen så fantastisk god både i energien og i oplevelsen. Efter frokost var der en lille pause. Jeg havde besluttet mig for, at jeg ville hjælpe ejeren af hotellet og ejeren af det Bhutanske rejseselskab med at reklamere for rejser i området. De havde allerede gjort vores rejse til så meget mere og andet, end vi overhovedet kunne forestille os.

Jeg brugte derfor pausen til at lave små videoer til brug for reklame for rejser til området sammen med ejeren. Da jeg var færdig, var tiden kommet til afgang og folk samledes og begav sig ind i bussen. Jeg dannede bagtrop, da jeg hurtigt skulle op efter mine ting, inden vi skulle af sted. På vej hen til bussen stoppede jeg kort op og snakkede med ejeren af hotellet. Han fortalte mig, at han var meget taknemmelig for min hjælp. Jeg sagde tilbage, at jeg havde tænkt over, hvordan jeg gav dem tilbage for al deres hjælpsomhed. Hvordan de havde ramt mit hjerte, med den måde, som de var på.

Han fortalte mig, at de som buddhister ikke havde et formål for sig selv, men udelukkende levede for at gøre gode gerninger. At de hver dag arbejdede på at give slip på det, som de kalder for gifte. Gifte som jalousi, had, begær, vrede og ligegyldighed. Deres mening er at smitte andre, til også at have et ønske om at være lige sådan. Jeg mærkede en dyb genklang i mit hjerte, og jeg fortalte ham det jeg havde opdaget ude ved templet, at jeg føler at jeg har en mission, om at finde det bedste fra alle steder, og samle det til en mulighed for at praktisere noget, som skal gøre mennesket til den bedste udgave af sig selv, som er moderne og passer til alle mennesker. Han viste oprigtig interesse. Jeg følte at vi mødtes i et øjeblik i uendeligheden i forståelse. Så gjorde han mig opmærksom på, at jeg egentlig var på vej ned i bussen.

I bussen sad jeg stille og mærkede hvordan vores snak rokkede ved mig. Jeg tog også en beslutning om, at ville forsøge at lave en film om vores rejse. Så jeg tog kameraet op og begyndte at filme ud af vinduet imens vi kørte, for at få et indtryk af området. Samtidig betragtede jeg det stille. Efter en tid vendte jeg mig mod Rebekka, som jeg sad ved. Hun delte sin oplevelse af at bruge energien, som var meget smuk og rørende. Samtidig med, at hun delte, åbnede sig en ny erkendelse i mig af, hvordan energien arbejder.

Mange af os har nogle oplevelser i vores første år, som får os til at begynde at sikre os. Vi sikrer os, at vi ikke kommer til at træde ved siden af, så der ikke er nogen der bliver kede af det. Så der ikke er nogle, der bliver vrede på os. Så der ikke er nogle, der opdager hvem vi er. Og af en helt masse andre grunde. Når vi gør det, så lægger vi en grænse uden for os selv. En grænse, som vi ikke må overtræde. Jeg havde selv oplevet og forstået den grænse mange gange i mit arbejde med mig selv gennem livet. Men her op til rejsen, havde jeg set og forstået det på et dybere niveau. Det mærkelige er, at jo dybere jeg forstår det, desto mere konkret slipper det mig. Det betød, at jeg i praksis var blevet meget mere afslappet i mig selv i forhold til hvordan andre opfatter mig. Men hele mit liv, havde jeg levet i en ekstrem udgave af ikke at måtte træde udenfor.

Min skærpede opmærksomhed op til rejsen gjorde, at jeg i dette øjeblik kunne mærke den fulde konsekvens af at være så bundet af sig selv. Af ikke at ville træde ved siden af. Jeg mærkede, hvordan det havde føltes for mig i hele min barndom og ungdom, ja også i størstedelen af mit voksenliv. Det havde været et fængsel. Et meget trangt fængsel, som jeg holdt lukket og låst, som jeg havde holdt ved lige konstant ved at holde øje med andres reaktioner. Både overfor mig og overfor andre. Så snart der var en fordømmende reaktion, så lagde jeg den mulighed ind i mit fængsel. Så fængslede jeg mig selv også indenfor dette emne, i forhold til denne mulighed for at blive gjort forkert.

Det energien gjorde – Støtten fra Bhutan – var at tage det fængsel, som lignede et stramt rør jeg stod i, den trak røret sammen og lagde det ind i min rygrad. Det blev min ”rygrad”. En rygrad som holder mig på plads i forhold til, hvad jeg synes er rigtigt og forkert. Men på en måde, så det giver mig frihed til at være alt det jeg er, ud fra de kriterier, som jeg har indeni mig selv. Så det ikke længere er andres kriterier, der definerer mine muligheder og den måde jeg kan være på. Mine egne kriterier vil være en støtte og et udgangspunkt, i stedet for et fængsel og en begrænsning.

Jeg mærkede med det samme en begejstring for, den betydning dette ville have både for mig selv og alle dem, som kommer til mig for at få hjælp. Hvor har jeg tit oplevet dem være så bundet i deres eget fængsel. Set dem kæmpe i lange tider, for langsomt at bryde det ned, bid for bid. Jeg kunne næsten ikke vente med at komme hjem, og begynde at bruge det i arbejdet.

Som erkendelsen landede kørte vi ind i området, hvor det lille træskærerværksted var beliggende. Det viste sig, at værkstedet var utroligt lille og drevet af pedaler. Eller drevet af en mand som kørte på pedaler. Men bygningen var ny, fin og stor og indeholdt en masse souvenir ud over træskærerskåle. Vi brugte en tid på at lede efter de helt rigtige ting, som vi ville have med hjem hver og især. Vi blev færdige og kørte videre til den Dzong, vi skulle se.

Da vi kørte rundt omkring et hjørne og den kom frem, var den allerede ved første syn imponerende. Men imponeringen tog bare til, som vi gik ind i det gamle bygningsværk og så omfanget af vægmalerier og udskæringer, som bygningen var smykket med. Det var et bygningsværk som husede 200 munke. Vi fik lov til at komme ind i det tempel, hvor de dyrker deres tro. Plankerne på gulvet var dobbelt min fods længde, og så slidte af at blive gået på, at de var helt bløde og glatte. Knasterne stod 1 cm op over resten af planken, hvilket betyder, at gangen på gulvet havde slidt mere end en cm af tykkelsen.

Væggene var dækket af klæder, som skulle beskytte de store smukke vægmalerier mod forfald. Vi fik lov til at kigge under klæderne og fik af vide hvad og hvem de forskellige malerier illustreret. Jeg blev helt fyldt op af energien i rummet og historien som blev beskrevet for os. Jeg følte mig i sandhed beriget. Da vi var ved at være færdige sagde en af guiderne, at han havde en ven, som arbejdede i fæstningsværket. Han ville lukke os ind i et tempel, som lå dybt inde i bygningen, og som mange bhutanesere ikke engang ved eksisterer. I templet ville de lave en lys og vandceremoni for os.

Vi blev ledt ind i templet som var lille og rigt dekoreret. En munk satte lys op, og vi fik lov til en efter en at tænde et lys for os selv. Derefter satte vi os stille ned på gulvet og fik lov til at meditere og gøre det vi skulle. Munken strøede forsigtigt noget helligt vand hen over lysene uden at forstyrre dem. Derefter gik han rundt og gav os lidt af vandet i hånden. Vores guide instruerede i, at vi ikke behøvede at drikke vandet, som de gjorde. Vi kunne bare strø det på brystet og på hovedet. Vi gjorde som instrueret til, og satte os derefter stille i os selv.

Jeg sad stille og forbandt mig til mig selv og energien i rummet. Pludselig mærkede jeg en kraftig reaktion i min rod. Jeg flyttede min opmærksomhed hen i roden og holdt øje med den. Pludselig skød tre slanger op fra roden. De var store og tykke og fyldte mig helt op indeni. De to var større end den tredje. Jeg var glad for, at jeg er vant til at opleve mærkværdige ting i mine meditationer og syner, for jeg blev faktisk lidt forskrækket. Men min erfaring gjorde, at jeg kunne lade være med at reagerer. Jeg lod bare slangerne være, imens jeg betragtede dem med mistro. Jeg forbandt mig stille til deres betydning. Det stod klart at de stod for misundelse, jalousi og vrede. Den vrede slange, var ikke så stor som de to andre. Jeg blev hurtigt enig med mig selv om, at det ikke var godt, at de var der. Men hvad gjorde jeg lige ved dem? De reagerede ikke på min opmærksomhed eller på min accept. Det hjalp heller ikke at sende dem kærlighed. Pludselig kom jeg i tanke om at bede om, at ceremonien hjalp mig. Og i samme splitsekund begyndte slangerne at vokse nedad igen. Det gik så hurtigt, at jeg ventede på, at de nærmest ville dukke op igen bare vendende nedad. Men det gjorde de ikke. De gav slip. Det føltes fantastisk. Da jeg rejste mig, ramte erkendelsen i mig, at energien som giver støtten fra Bhutan, hjælper os med at slippe ”giftene” som disse. Et genkald fra oplevelsen i templet dagen før, men nu med en mere energimæssig forståelse i mig, som jeg på nuværende tidspunkt har svært ved at beskrive.

Vi gik stille ud fra templet imens vi forsøgte at takke munken med en stille hilsen. Da vi kom ud i gården igen, gik vi stille lidt rundt imens vi ventede på, at alle skulle blive færdige med at gå ud og få sko på. Vi samledes automatisk henne ved et vægmaleri, som var på en af bygningerne. Det forestillede livets hjul. Vores guide brugte billedet til at forklare den buddhistiske tilgang til livet. Jeg stod med alle mine sanser åbne og registrerede, hvordan der var overensstemmelser imellem den buddhistiske forståelse og den måde, jeg med mit klarsyn ser alting hænger sammen. Det var meget interessant. Samtidig opdagede jeg, at der var store overensstemmelser mellem den forståelse jeg blev præsenteret for i Egypten på vores rejse i 2014. Jeg mærkede samtidig, at min bevidsthed udvidede sig, imens jeg stod og tog imod forståelsen. Hvad udvidelsen betyder for mig, kunne jeg ikke rigtigt fornemme. Men sådan er det næsten altid. Det er først senere, når jeg begynder at forholde mig til mig selv og verden i min hverdag og i mit arbejde, at jeg opdager, hvad der har flyttet sig. Tit sker der så meget, at jeg har svært ved bagefter at adressere, nøjagtigt hvor de nye forståelser kommer fra, og det gør heller ikke noget.

Da vi var færdige med at få forklaringen om livshjulet gik vi fra den store Dzong ned til en bro og videre ned i byen, hvor vi havde en stund til at gå og kigge i de små butikker og handle lokale souvenirs. Jeg var meget fyldt op og gik stille rundt og fik købt lidt af hvert imens jeg stille blev berørt af energien i byen og befolkningen der. Energien er meget anderledes, end jeg har oplevet før. Den var meget høflig, nænsom og nærmest jomfruelig. Det var tydeligt at beboerne ikke kastede rundt med nogle som helst energier. Selvom jeg har fundet en balance i mig selv, så jeg ikke bliver påvirket af andres energier mere, så var det meget forfriskende at få lov til at gå uden overhovedet at blive ”rørt ved” af energi.

Vi mødtes og tog tilbage til hotellet, hvor vi over aftensmaden delte vores oplevelser fra dagen. Alle var trætte og vi skulle meget tidligt op dagen efter, så vi gik tidligt til ro.

26. marts 2016 Tigers Nest og Støtten fra Bhutan landede på jorden

Tigers Nest er bygget som en helligdom, der er skabt af Guru Rinpoche, som siges at være en reinkarnation af Buddha Amitabha og Buddha Sakyamuni. Han er kendt som den anden Buddha og siges at være født i en lotusblomst som otteårig og han bragte senere buddhisme til Bhutan. Han rejste som voksen rundt omkring i Asien i mange år for at udvikle og sprede buddhisme. På et tidspunkt kom han tilbage til Bhutan ridende på en tiger og landede på bjerget hvor Tigers Nest i dag er placeret. Han kom for at undertrykke dæmonerne i området ved at sidde i tre måneder og meditere på bjerget. Efterfølgende har mange mestre været i Tigers Nest for at meditere og fortsætte hans arbejde.

Helligdomen er et af de større pilgrimssteder i Bhutan. Da vi inden rejsen mærkede ind på hvor vi skulle arbejde, fik både Rebekka og jeg en tydelig fornemmelse af, at vi skulle arbejde i Tigers Nest. Først troede vi, at vi skulle lave det primære arbejde der. Men vi rettede det, inden vi skulle af sted. Der blev det tydeligt at mærke, at det var arbejdet efter arbejdet med gralens fundament, der skulle udføres ved Tigers Nest.

Vi mødtes kl 6 til morgenmad og allerede kl 6:30 var vi på vej ind i busserne for at blive kørt til Tigers Nest. Jeg havde mærket presset fra de 2000 m over havets overflade, som vi befandt os i lige fra vi landede i området. Men det var lettet betydeligt de første dage. Jeg kunne gå op af trapperne til den fjerde etage, hvor jeg boede og jeg kunne tale frit uden at blive forpustet. Men om morgenen på dagen for turen til Tigers Nest kunne jeg mærke, at presset i mit system var for højt. Jeg har altid haft svært ved at håndtere højder når vi kører i bjerge og bliver også ret påvirket af når vi letter og lander i fly. Det her var meget værre. Jeg blev nød til at blive nede fra bjerget, som vi skulle op på.

Tigers Nest, som klosteret vi skulle op til hedder, ligger 3000 m over havets overflade. Vi skulle gå op og det ville tage 2-3 timer. Der var også nogle, som skulle ride op den første halvdel af turen. Jeg lagde mig ind i mit inderste og mærkede, at det var helt OK. Jeg skulle bare blive for foden af bjerget, imens de andre gik op. Så skulle jeg sidde stille der nede og udføre min del af arbejdet, mens de andre udførte deres del på bjerget.

Jeg vidste, at arbejdet vi skulle lave havde noget at gøre med at ankre den energi, som vi havde arbejdet med på jorden. Jeg havde prøvet noget lignende i Nevada. Men jeg har altid oplevet store forskelle i, hvordan tingene foregår, selvom der er overensstemmelse i de overordnede linjer i arbejdet. Så jeg vidste, at jeg ikke ville kunne gætte, hvordan det ville komme til at foregå i praksis.

Vi kom ud i området og jeg kunne tydeligt mærke den sitrende levende fornemmelse af energiarbejde, da jeg stod ud af bussen. Vi gik lidt op af foden af bjerget, og mødte de folk som havde hestene. Da de to, som skulle ride var klar, gik turen opad i gang. Jeg blev placeret på et fint tæppe lidt afsides inde imellem nogle fyrretræer.

Vi aftalte inden turen opad gik i gang, hvilket klokkeslæt vi skulle gå i gang med energiarbejdet. Så måtte vi bare se, hvor de forskellige folk ville befinde sig på det tidspunkt, og så måtte vi bidrage, hvor vi var. Der var tre fra gruppen som blev tilbage på hotellet, fordi de ikke var friske til turen, og så var der en enkelt, der stoppede midt på bjerget, hvor der var et spisested. Resten nåede til Tigers Nest, hvor de fik lov til at komme ind og udføre arbejdet i klosteret. Rebekka kanaliserede arbejdet i Tigers Nest, imens jeg sad ved foden af bjerget og gjorde mit.

Vi gik således i gang på samme tid, og da Rebekka kom ned, og fortalte mig om hendes oplevelse, så kunne jeg både høre og mærke overensstemmelsen i vores arbejde. Du kan se Rebekkas forklaring her. Forklaringen er filmet om aftenen, hvor vi blev inviteret ud for at opleve en lille hellig festival, arrangeret til fordel for os. Vi var alle helt fortumlet på dette tidspunkt, og det var svært at få ro på stedet. Men jeg kunne mærke, at det var vigtigt, at vi fik det fanget, inden vi dagen efter fik travlt med at skulle hjem. Jeg filmede mig selv under arbejdet, så jeg efterfølgende kunne dele det med dem, som var oppe på bjerget og med jer, som har fået lyst til at læse dette. Du kan se mig arbejde her. Det er lidt langtrukken, hvis ikke du kan mærke energierne. Så kan du nøjes med at se den første og den sidste del af videoen, hvor jeg snakker om arbejdet.

Mine forklaringer er både meget autentiske og ”on site” men det gør også, at jeg er relativt usammenhængende. Når jeg i første omgang kanaliserer og samler forståelser for vores arbejde. Så lander det i den forståelse, som jeg allerede har. Selvom jeg er forberedt længe på mange måder til arbejdet. Så oplever jeg hver gang, hvordan jeg ikke fanger det hele helt ret i starten. Senere, når jeg har gået med det et stykke tid. Har brugt energien og den nye bevidsthedsåbning, så får jeg en meget mere ret og sammenhængende forståelse. På trods af dette vælger jeg alligevel at dele optagelsen med jer, da jeg gerne vil dele hele vejen med jer.

Da arbejdet var færdig slappede jeg af. Det var tiltrængt. Oplevelserne, presset fra højden og energiarbejdet kostede. Da jeg kom hjem fra rejsen fik jeg det ret skidt. Det er normalt, men denne gang opdagede jeg, at mit energifelt ligesom var flækket. Det gjorde, at jeg havde det dårligt i flere uger efter jeg kom hjem. Feltet healer stille op igen med tiden, godt hjulpet på plads af dagligdagen og det energiarbejde, jeg udfører i mit daglige arbejde.

Da de andre begyndte at komme ned fra bjerget mødtes vi og stemningen var høj. De delte deres oplevelser med mig, og jeg nød deres delinger, og delte også kortfattet mine oplevelser med dem. Til sidst gik vi tilbage til busserne. Da vi kom ned, hvor busserne holdte, var der pludselig samlet en masse lokale handlende, som sad og solgte deres varer. Vi handlede hos dem, inden vi drog tilbage til hotellet.

Vi havde en kort stund til at komme i bad og blive klar, nogle af deltageren nåede også en sidste tur ind til den lille by for at købe de sidste gaver til at tage med hjem. Vi vendte tilbage til busserne og blev kørt ud til et lille lokalt landsted, hvor de serverede de lokale egnsretter og holdte den lille festival til ære for os, med de lokale hellige danse. Jeg blev meget rørt igen og igen, imens vi fik lov til at opleve helt tæt på, deres hellige danse, som er en del af både deres ceremonier og deres fælleskultur i området.

Da vi nåede tilbage til hotellet var det for at få pakket. Vi skulle igen ret tidligt op for at spise morgenmad, få taget et rørende farvel og køre i ordentlig tid ud til lufthavnen.

Epilog

Jeg håber, at du har fået en fornemmelse af den fantastiske oplevelse, det var for os, at være på turen til Bhutan. Jeg håber også at du kan fornemme min taknemmelighed og bevægelse over det møde vi havde med menneskene der, og alt det, som blev os givet. Ud over at deltage i små videoer til reklame for at komme til området, så har jeg også valgt, at gå i gang med at lave filmen om vores tur.

Indtil jeg kommer så langt, så kan du prøve at modtage støtten fra Bhutan her på videoen, som jeg optog for foden af bjerget ved Tigers Nest, imens jeg ventede på, at vi skulle i gang med arbejdet.

Jeg er nu i gang med forberedelserne til sidste rejse i Gralsrejserne, som er til Japan i november 2016 og som har temaet opstandelsen og som kommer til at lande gralstilstanden i mennesket. Hvad det betyder får vi af se, når vi når dertil.

Jeg er desuden i gang med at blive klar til den første rejse i det som kommer til at hedde Spiralrejserne, der starter i Peru i juni her i 2016. Du kan finde informationer om de næste rejser herinde på hjemmesiden.