Forberedelser til Peru

Vrangbæk den 9. juni 2016

Jeg gik over til søen i dag, for at dyrke de 20 min yoga, som jeg har fået af vide indeni, skal hjælpe mit system med at kunne holde til at være i forberedelsen til mit arbejde i Peru. Et arbejde i Peru, hvor jeg skal lave noget energiarbejde med mit energifelt, som jeg ikke rigtigt ved hvad er, førend jeg står på stedet. Lige der hvor det skal foregå. Det eneste jeg ved, er at det bliver hårdt og fremmedartet. Selvom jeg nu har prøvet en hel del forskelligt energiarbejde og også været på flere forskellige rejser rundt omkring i verden, hvor jeg har oplevet en masse forskellige pres, udvidelser og energier. Så vidste jeg, at denne her rejse er noget helt andet, en ny begyndelse.

Jeg satte mig til rette i græsset ved kanten af søen. Jeg havde taget måtten, som stod inde i skuret og lagt den tilrette, inden jeg satte mig. Hunden havde efterhånden prøvet det så mange gange, at hun godt vidste, at hun nu skulle sætte sig ned, og vente på at jeg blev færdig, med det jeg nu skulle. Det var en hyggelig fornemmelse at have hende siddende der ved siden af mig, imens jeg gjorde de øvelser, som jeg havde lært jeg skulle. ”Den anden Marianne” havde lært mig det på vores retræte på Bornholm, hvor vi havde arbejdet med 12 mennesker, som mødte op for at arbejde med at få lyset ind i livet. På retrætet lavede vi yoga flere gange om dagen. Selvom jeg havde fået af vide mange gange i forbindelserne med forberedelsen til rejsen til Bhutan, at det ville hjælpe mig at lave yoga, så havde jeg ikke fået det gjort. Jeg er stadig ikke helt god nok til at høre efter de inspirationer og beskeder jeg får. Især ikke når det gælder mig selv. Det fik jeg i hvert fald af føle, da jeg opdagede, hvor meget befrielse jeg fik, af at lave yogaen de to gange om dagen på Bornholm. Det var i hvert fald nok til, at jeg har fået gennemført at fortsætte med daglig yoga, efter jeg kom hjem fra Bornholm. Der skal en hel del til, at få mig til at tage den slags ændringer ind imellem hverdagens mange gøremål.

Da jeg var færdig med at lave yogaøvelserne, lagde jeg mig på måtten og lod det komme til mig, som skulle komme. Jeg tog nogle dybe vejrtrækninger og mærkede, hvordan jeg stille gled ind i kontakt. Min yngste søn af eget blod var sløj igen, så jeg ville gerne have gode råd. Men jeg kunne mærke, at der ikke var plads til det. Jeg sagde indeni: ”Med kontakt til det højeste og det bedste, er der nogen besked til mig i dag?” Jeg mærkede den kendte fornemmelse af, at min bevidsthed samlede sig i et punkt og strakte sig opad. Det gik stærkt og det føltes godt og kendt. Da jeg gled på plads, mærkede jeg tydeligt hans tilstedeværelse og så ligesom med mit indre blik en skygge af en mand, som stod med solen bag sig. Jeg genkendte både hans silhuet og hans energi, som Dragemesteren. Han begyndte at tale til mig. ”Du bliver lige nu sat under et stort pres. Den belastning, du blev udsat for i Bhutan var lige ved at være for meget for dig”.

Jeg var blevet vist, nogle dage efter jeg kom hjem fra Bhutan, hvordan mit energifelt ligesom var sprækket. Det lignede klart krystal, som havde en fast form, der var sprækket over alt. De to første dage efter jeg var kommet hjem, havde jeg haft det fantastisk. Jeg havde lige nået at tænke, at denne gang, der skal jeg ikke igennem hele rumlen med at kysse gulvet og få det fysisk og psykisk svært, da det ramte mig. Jeg fik det simpelthen så dårligt som nogensinde før. Da jeg nogle uger efter kørte i bilen på vej til at holde kursus i Århus, blev jeg vist sprækkerne i den hårde krystallignende struktur, som mit felt lignede, når jeg kiggede på det, med mit indre syn. Pludselig oplevede jeg, hvordan der ligesom blev hældt noget tyndtflydende honninglignede substans ind i sprækkerne. Honningen skulle sørge for, at presset fra arbejdet ikke knuste mig yderligere, men styrkede mig. Det virkede efter hensigten. Da jeg to dage efter kørte træt hjem, var jeg i bedre form end da jeg kørte afsted den første dag. Men jeg fik det først rigtigt godt flere uger efter, da vi holdte retrætet på Bornholm. Både yogaen og de åbninger og stabiliseringer vi fik på turen virkede som balsam i mig, og jeg landede i mig selv på en helt ny måde.

Få dage efter jeg kom hjem fra Bornholm startede presset igen. Jeg var dog blevet både fortrøstet og advaret på Bornholm. Så jeg vidste, at jeg ville få det hårdt, men at det var en del af forberedelserne til rejsen til Peru. På Bornholm var jeg blevet fortalt i en indre kontakt, at jeg havde brug for, at blive klargjort på en måde, som krævede en stor ændring i min energistruktur. Hele vejen igennem. De symptomer, som jeg oplevede både inden og efter Bornholm, var reaktioner på en form for udrensning. Udrensning af biologiske begrænsninger blev der sagt. I kanten af min bevidsthed vidste jeg godt hvad det betød. Men hvis jeg skal forklare, hvad det betyder, bliver det hurtigt rodet og kompliceret. Jeg slog mig til tåls med forståelsesniveauet. For jeg ved, at forståelsen kommer senere. Når jeg har gennemlevet det som blev kaldt udrensningen.

På Bornholm var der mange store og dybe erkendelser. Vi var på magiske steder og havde magiske samlinger i cirklen, hvor støtte og forståelse blev kanaliseret ind til os alle. Vi var samlet i en meget kærlig gruppe, hvor styrke og fællesskab voksede på smerte og forskellighed. Blandt alle de store oplevelser, hvor jeg fik lov til at ”se” besjælingen og få et nyt indre møde med ”Helligånden”, hvor jeg fik lov til at opleve sjælens landing i mig selv og de andre i gruppen på en ny måde, og hvor jeg fik en ny og dyb forståelse, for hvorfor det er så hårdt at være menneske i opvågningen, oplevede jeg en meget stor oplevelse, et sted, hvor jeg slet ikke forventede det.

På vejen fra en dag i energierne hvor vi arbejdede dybt på Hammershus, som er en gammel borgruin, hvis energi hjalp os i kontakt med vores oprindelige udgangspunkt som menneskevæsen, holdte vi kort ind for at være i en moderne bygning, som var skabt til Folkemødet. Folkemødet er en årlig genkomst af et møde, hvor politikere mødes med befolkningen og drøfter politik. Bygningen er speciel og selvom jeg slet ikke er til futuristisk bygninsværk, så synes jeg, at den var smuk. Den har runde former opbygget af trekanter, som er sat sammen til noget der minder om en organisk form eller en skulptur. Vi gik ind i bygningen, som stod og sitrede af varme. Bygningen er skabt i træ, og inde i varmen emmede det med duften af træ, nærmest som i en sauna. Vi åbnede døre i begge ender af rummet, som bygningen bestod af. Det hjalp ikke meget. Sveden piblede med det samme ned langs hårgrænsen og ned af ryggen. Jeg trak vejret dybt og mærkede indeni, om vi var der for noget. Det mærkede jeg, at vi var. Jeg sikrede mig, at jeg havde ordentlig kontakt med alle i gruppen, inden jeg samlede mig i et punkt og rakte ud efter min indre kanal. Jeg mærkede styrken vælte ind og gav plads.

Ordene som kom var en form for bøn, som alligevel var anderledes end jeg havde prøvet før. Vi forlangte, bad for og takkede for, at de to liv, som vi havde som spirituelle mennesker skulle glide sammen i et sammenhængende harmonisk liv. Som spirituelle mennesker er mange af os vant til at være adskilte i os selv. Vi har et liv som spirituelt væsen og et liv, som leves hvor vi efterlever det, som forventes i det samfund, som vi er en del af. Der kom ord igennem til os, om at det ikke handler om at ændre det ene eller det andet. Det handler heller ikke om at give køb. Det handler om, at de to verdener i virkeligheden er en del af et hele, og derfor kan nå sammen, hvis vi kan nå sammen i os selv og rumme begge verdener.

Det virkede meget stort og gik meget dybt i mig. På hele min vej de sidste godt fem år, som er gået siden jeg har åbnet, har jeg gået baglæns ind i arbejdet. Jeg har ikke haft lyst. Jeg har ikke været tryg. Jeg har prøvet alt hvad jeg kunne, at slippe for det. Men hele tiden har presset indefra og udefra endt med at vinde, og jeg er fortsat ud af stien. Jeg har praktiseret det og holdt til det ved at have et arbejdsliv som var spirituelt, samtidig med, at jeg har haft et hverdagsliv, som slet ikke var det. Jeg kunne mærke at denne åbning, sammen med det andet vi lavede på Bornholm, ville hjælpe mig til at kunne arbejde fra et andet udgangspunkt. Et udgangspunkt, hvor jeg kan rumme at være alt det jeg er. Hvor der ikke længere vil være denne adskillelse. Betydningen mærkedes skelsættende. Men jeg kunne ikke beskrive det, for jeg havde ikke oplevet det endnu. Det stod bare sitrende som en uklar forståelse inden i mig selv. Jeg både græd og grinede skiftevis bagefter, imens det landede i mig, sammen med de andre i gruppen.

Alt arbejdet vi lavede på Bornholm blev lagt op i fællesfeltet, så alle kan få glæde af det, hvis de rækker ud efter det. Prøv det selv: ”Jeg forlanger, Jeg beder om og takker for, at de to liv jeg lever, smelter sammen til ét harmonisk meningsfyldt liv”

Min bevidsthed vendte delvist tilbage til måtten ved søen, men jeg holdte stadig kontakten. Jeg mærkede solen på mit ansigt. Hunden begyndte at rykke uroligt på sig. Hun havde ventet længe nu, og længtes efter at komme til at løbe rundt og snuse efter sporene af de dyr, som går i området om natten. Dragemesteren fortsatte: ”For at sikre, at du kan holde til presset under arbejdet i Peru, så bliver du påført så stort et pres af energi, som du overhovedet kan holde til. Det skal sikre, at du ikke sprækker under arbejdet. Jeg var vågnet med smerter i kroppen og en høj syngen i ørene i flere uger. Nu vidste jeg hvorfor. Desuden havde jeg fundet ud af sammen med Rebekka, som var en af mine rejsefæller på Perurejsen, at jeg ikke skulle være med til arbejdet ved Titicaca søen. Mindst tre til fem fra gruppen skulle tage af sted uden mig, og så skulle jeg være forbundet til dem på afstand. Hvis jeg ville være der, så ville jeg komme til at bære energien alene, når vi skulle ankre forbindelsen ude fra universet. Det ville ødelægge mig. I stedet blev jeg nød til at støtte på afstand.

Jeg skulle være på samme grundfjeld, men måtte ikke være lige i det område, hvor ankringen ville foregå. Der var også noget dybt arbejde i at overlade ansvaret til andre. Noget dybt menneskeligt arbejdede i mig på mange planer omkring det at give slip. Det føltes godt. Fællesskabsfølelsen var stærk. Jeg takkede for beskeden og gav langsomt slip for kontakten. Hunden blev ovenud begejstret, da jeg rejste mig fra måtten og begyndte at rulle den sammen. Hun gik øjeblikkeligt i gang med at undersøge området for spor.

Jeg gav hende lidt tid, og begyndte så at gå tilbage til huset. Jeg skulle udskrive rejsedokumenterne og skulle til at i gang med at pakke. Der var de senere dage dukket mange indre beskeder op om struktur og tiltag jeg skulle lave, for at sørge for at mit arbejde kom ud de rigtige steder. Jeg tog et par store glas vand og satte mig ved min PC for at gå i gang med arbejdet. Efter nogle timers arbejde ved computeren skulle jeg i gang med at lave frivillig fjernhealing på mennesker som lever med stress, angst og depression. Jeg havde flyttet tiden, selvom jeg var rigtigt ked af at forstyrre de andre healere med en flytning. Men jeg kunne ikke få puslespillet til at gå op med børn der skulle snakkes med og køres til fodbold og have opmærksomhed på mange forskellige måder, inden jeg drager afsted og er en uge væk på rejsen til Peru. Jeg er altid væk så lidt tid som muligt, for at komme hjem til familien igen. Vi længes sådan, når vi er adskilte.

Vi fik gennemført healingerne, det er altid hårdt men godt arbejde. Det giver mig sådan en god fornemmelse at vide, at vi hjælper nogen, som har det svært, og som måske har svært ved at få hjælp på andre måder. Samtidig kan jeg mærke, hver gang vi arbejde med gruppen, at vi er ved at grundlægge noget, som jeg håber kan ende med at hjælpe rigtigt mange, og som kan hjælpe med at samle information om, hvor godt den slags healing vi laver, virker på det vi healer på. Inden vi var færdige med healingerne var støjniveauet ved at være højt i huset af aktiviteter fra familien, som var ved at blive klar til at tage af sted. Jeg skyndte mig ud til dem, for at have en hyggelig aften.