Peru – Arbejdet ved Machu Piccu

Der er både smukt og fremmedartet her i Peru. Lyde, lugte, naturen og menneskene er meget anderledes og på en eller anden måde æstetisk smukt og harmonisk. Selvom det samtidig er råt og enkelt. Mange af menneskene virker relativt fattige og hårdtarbejdende. På turen til Machu Piccu kom vi ind i en lille by, kørte med tog langs floden i den hellige dal, var på marked og tog en bus op af stejle bjergveje indtil vi pludselig var der – ved ruinerne på Machu Piccu.

Da jeg var vågnet kl 4 og ikke kunne sove mere, sang det ikke længere i ørerne og presset, der var blevet lagt på mig for at gøre mig klar til dagens arbejde, var væk. På turen ud til Machu Piccu steg presset indeni igen hele tiden. Men det er et kendt pres. Det pres, som altid kommer inden et stort energiarbejde. Jeg kender det, og kunne denne gang nyde turen hele vejen ud til ruinerne. Både fordi jeg er blevet stærkere, men også fordi jeg ikke længere stritter imod, men bare lader det være. Lige indtil jeg stod ved indgangen. Lige der fik jeg lyst til at vende om og tage hjem. Pludselig var jeg nervøs og utryg. Mit system og alt det jeg er, ved hvor hårdt det bliver, når arbejdet går i gang. Ligesom en anelse om storheden i arbejdet, altid skræmmer mig dybt.

Jeg delte det med de andre, som stod i køen med mig, og de trøstede mig og beroligede mig, og sagde, at de var der med mig. Det hjalp, men jeg rystede stadig indeni, da jeg kom ind i området med ruinerne. Men da jeg omgående fik kontakt til en bevidsthed, som ligger i området, forsvandt uroen øjeblikkeligt. Bevidstheden mærkede stor og gammel. Det er ikke så tit, jeg fornemmer noget med størrelse og udbredelse i kontakten, men denne bevidsthed mærkedes enorm. ”Velkommen I er ventet. I flere tusinde år, er det arbejde, som I er kommet for at udføre, blevet forberedt. Mennesker har gennem tiden gjort et stort stykke arbejde, som har forberedt området. Alt er klart”. Jeg mærkede indeni, hvordan jeg takkede dybt for velkomsten.

Jeg fornemmede, at jeg gerne ville ind i området, hvor ruinerne af husene er beliggende, men der var mange mennesker og det virkede til, at der ikke var nogle områder, vi måtte være i. Derfor søgte vi i stedet for opad. Vi gik op af de stejle trapper, indtil vi kom op til det højeste punkt i området for ruinerne. Der fandt vi et sted med udsigt ud over en stor del af området. Det virkede perfekt.

Men da vi ville åbne for internetkontakten, så vi kunne få onlinekontakt hjem til støttegrupperne, der sad rundt omkring i Danmark og var parate, så kunne vi ikke få netværket til at virke. Brian havde set, nede ved indgangen, at der kunne købes wifi-adgang. Han tog tjansen og løb ned af bjerget for at købe adgang. Vi begyndte at gå ned af bjerget igen, for at finde et sted, hvor der enten var bedre mobilkontakt eller hvor der var wifi-adgang. Vi endte nede bagerst i området, hvor der lå de mange ruiner efter huse, som jeg gerne ville have været inde i fra starten af. Gitte og Kim, som havde været der dagen før vidste, at der lå et område helt nede bagved, hvor vi måske kunne være. Der fik vi endelig adgang til mobilnettet, men kontakten var desværre for dårlig, til at vi kunne få programmerne til at virke.

Vi måtte give op og nøjes med en kontakt gennem beskeder som Rebekka sad og forsøgte at skrive, så godt hun kunne, undervejs i arbejdet. Det var ikke en nem opgave, at holde balancen indeni i det store pres, som arbejdet gav, samtidig med, at hun skulle holde styr på de meddelelser jeg gav undervejs, om hvor vi var i arbejdet og hvad jeg oplevede, at der foregik. Men hun gjorde et godt stykke arbejde, så det lykkedes os, at orientere hjem til Karina, som mesterligt styrede arbejdet med støttegrupperne hjemmefra, som kunne give beskederne videre, til dem som sad og hjalp med at støtte vores arbejde. En støtte som gør, at belastningen på os, som var af sted, bliver meget mindre. Min taknemmelighed for støtten er stor.

Vi satte os i et lille område, med store sten og en betagende udsigt til Andesbjergene. Vi satte os til rette rundt omkring på stenene og der blev sat et videokamera op, som filmede mig, imens selve arbejdet stod på. Filmen bliver lagt op, så du kan se den, når jeg kommer hjem og får håndteret det tekniske. Jeg forsøgte undervejs, at give så mange informationer som muligt af hvad jeg oplevede under arbejdet.

Lige nu står det både meget tåget og skarpt på samme tid. Imens det stod på gled jeg ud og ind af forskellige tilstande. Disse glidninger gør mig uklar indeni, i forhold til den skarphed, som jeg er vant til at mærke. Derfor er det ikke sikkert, at jeg gengiver forløbet helt rigtigt lige her og nu.

Jeg begyndte at skabe kontakten til arbejdet. En stor energi og bevægelse gik i gang og samlede sig indeni mig. Sådan føltes det i hvert fald. I virkeligheden samlede den sig i hele området. Jeg bad gruppen om at fokusere indeni og finde det sted indeni, hvor de rent sagde ja til arbejdet. Samtidig mærkede jeg støtten fra støttegrupperne klinge ind i feltet. Det føltes godt og stabilt. Derfra gik vi i gang.

Dagen før havde Rebekka delt, hvordan hun sammen med Galina, Lone og Brian havde været ved søen Titicaca for at lave noget forberedende energiarbejde. De havde haft store oplevelser både på deres rejse til søen og ved søen, som jeg vil overlade til dem selv at fortælle jer om senere. Gitte, Kim og Hanne Mie havde også været i det samme område for at arbejde, ligesom Annette har en dyb relation til området. Noget af det Rebekka havde delt var, at det var som om, at der var skabt en forbindelse som stod som en slags søjle ud i universet. Søjlen gik dybt ned i jorden og inde i jordens kerne, var der ligesom åbnet et slags frø. Frøet var spiralformet. Der kom et lys ind ude fra universet, som tændte frøet og fra frøet voksede en søjle op. Det var som om søjlen var livets træ, selvom det ikke havde form som et træ, men pludselig havde det foldet en krone ud, og kronen havde favnet hele jorden. Under delingen så jeg med mit indre syn, at det spiralformede frø er vores DNA i stamcellerne og at lyset er den støtte, som skal hjælpe os med, at skifte tilstand og få den differentierede åbning, som vi fik besked om dagen før. Da vi startede arbejdet op, fik vi kontakt til åbningen i søen.

Mens vi sad på stenene fik jeg kontakt til alle de bevidstheder, som var placeret i hele jordens energifelt, som en del af arbejdet. Det var meget smukt. Den energi, som de havde samlet fra bønner og taksigelser, og fra menneskes intention om at ville have hjælp udefra, blev nu brugt sammen med arbejdet fra det felt, som vi havde skabt. Den første del af arbejdet, var at skabe en kontakt ud til et sted langt ude i universet. Jeg mærkede, hvordan min bevidsthed med ubeskrivelig fart skød ud gennem universet. Jeg havde for et stykke tid siden oplevet, hver gang jeg fik dyb kontakt, at jeg oplevede, hvordan min bevidsthed bevægede sig ud mellem stjerner og planeter, og det havde føltes både kendt og godt på samme tid, hvilket havde forbløffet mig. Nu gik det op for mig, at det var en forberedelse til nøjagtigt dette arbejde.

Mens kontakten blev skabt, mærkede jeg, at jeg skulle åbne for min indre kanal. Bevidstheden som gled på plads var den bevidsthed, som hilste os velkommen, da vi ankom til området. Der kom ord igennem omkring arbejdet, og omkring hvor svært det havde været for mennesket at gå med hukommelsestabet, som bliver lagt ind ved besjælingen. Hvordan det har gjort, at selvom vi overgiver os indeni, hvilket er en stor del af det at få kontakt til det store selv og sjælen, så er det ofte sådan, at vi ikke oplever særlig stor forandring i vores liv. Det sker, at der er mennesker, som får nogle store åbninger og åbenbaringer. Men for det meste kræver det et uendeligt langt arbejde, hvor vi skal forløse lag på lag på lag i os selv, uden at det giver nogen særlig mærkbar reaktion på den daglige basis. Kun hvis du ser på dig selv over meget lang tid, genkender du forandringerne. Menneskets bevidsthed og tidslige orientering gør, at dette gør det svært at holde gejsten i at forandre sig på denne dybe måde. Kun dem med anlæg og en indre dyb intuitiv kontakt, som skubber dem afsted, kommer fremad på denne livssti.

Vi fik af vide, at den støtte, som ville komme nu, ville gøre, at det bliver muligt, at få en konkret og direkte reaktion og belønning i livet, hver gang vi overgiver os. Jeg kunne se indeni imens ordene strømmede ind, hvad de betyder. Men det er svært at gengive dem. Det har noget at gøre med den begrænsning vi har fået lagt ind ved hukommelsestabet og den måde vi fungerer på som art, hvor vi lagrer hukommelse for at sikre artens overlevelse og udbredelse. At de begrænsninger ville blive løsnet, så vi hver gang vi er klar til et bevidsthedsskifte, at så følger hele vores væsen med. Til nu, har vi kæmpet med arvede og tillærte mønstre i en grad, som gør, at det for mange er svært at opleve nogen særlig forandring i hverdagslivet. Det skal findes i små oplevelser og detaljer i hverdagen. Støtten ville blandt andet hjælpe os til at få en balanceret kontakt til vores højere selv, som ville hjælpe med at nedtone mønstrene, skridt for skridt. Denne nye måde at gå på, vil gøre det lettere for mennesker, at genkende belønningen ved at gå efter en dybere kontakt til det højere selv, bevidstheden og ansvarligheden.

Metoden er afprøvet og brugt flere andre steder i universet, hvor den slags opvågning, som vi oplever lige nu på jorden, har fundet sted. Det sted, som vi var ved at skabe kontakt nu, administrerede dette arbejde. Jeg mærkede, at jeg fik kontakt til de bevidstheder, som jeg i månederne op til rejsen har kanaliseret til tider dagligt. Det er en række af bevidstheder, som siger, at de kommer fra de ydre kanter af universet. Lige da det gik op for mig, hvem det var jeg havde kontakt til, var kontakten til stedet langt ude i universet etableret. Der var nu kontakt fra de ydre kanter af universet og til jordens kerne og frøet. Der begyndte at strømme koder ind. Det føltes voldsomt og jeg mærkede, hvordan jeg hele tiden holdte balancen for feltet, som vi arbejdede i. Det tog et stykke tid. Langsomt landede koderne i kernen og bagefter landede de i alle mennesker.

Da koderne var landet så jeg, hvordan et stort blåt objekt, som nærmest kunne beskrives som en frøkapsel lagde sig ind i søjlen. Jeg kunne se, at den var fyldt med frø, og jeg vidste indeni med det samme, at der var et frø til hvert et menneske. Jeg gav slip på kontakten og følte et ubehag. Jeg er tidligere blevet beskyldt for at ”lægge noget urent ind i mennesker” når jeg arbejder. Jeg tager altid den slags meget alvorligt. Jeg havde givet vedkommende, som kom med beskyldningen, lov til at rense mig, hvilket viste sig, at være en ret ubehagelig oplevelse for mig. Jeg ville ikke risikere, at jeg sagde nej fordi jeg var blind. Samtidig havde jeg fået flere meget klartsseende uafhængigt af hinanden til at se på mig, ligesom jeg havde brugt min egen kontakt indadtil og udadtil. Vi så det samme, uden at have talt sammen om det først. Jeg bærer alle de menneskelige ubalancer og det giver mørke aftegninger i mit energifelt, som godt kan føles som negativ energi. Det er det ikke, det er menneskelighed, som jeg ikke har fået balanceret endnu. Men jeg giver det ikke videre til andre mennesker. Jeg har en metode, hvor jeg sætter den del af mig uden for døren, når jeg arbejder. Selvom jeg havde fået afkræftet, at jeg havde gjort den slags, så fik frøkapslen mig til at tappe ind i den tidligere oplevelse, og jeg væmmedes ved fornemmelse af, at frøene skulle ind i menneskene. Det sker først i morgen, fik jeg af vide indeni, og jeg beroligede mig selv. Jeg plejer at få god information og vejledning under vejs, så jeg fortrøstede mig med, at jeg ikke behøvede, at forholde mig til det lige nu.

I stedet lagde jeg min bevidsthed i hele feltet igen, og mærkede, hvordan det begyndte at lande. Samtidig hørte jeg pludselig, hvordan en sang begyndte i hele området. Det var en hellig sang sunget på et gammelt sprog med et hav af stemmer. Det lød smukt og kraftfuldt på samme tid. Jeg lyttede med alt jeg er, og imens oplevede jeg, hvordan tilsvarende sange slog i gang alle steder rundt omkring på jorden. Hårene rejste sig på hele kroppen og jeg mærkede dyb rørelse. Jeg lyttede til den kraftfulde symfoni af sange, og mærkede at det beskrev, hvordan mennesker gennem tiden, har arbejdet på at ville have kontakten med himmelen. Kontakten med sjælen og med det højeste selv. Gennem det arbejde og den vilje, der har været udtrykt, er muligheden for det arbejde, som vi udførte lige her skabt. Et arbejde som er en del af det hele, som arbejdet rundt omkring på jorden, der altid har foregået og som meget intenst foregår lige nu, er en del af.

Stille landede arbejdet og vi begyndte at bevæge os rundt. Dybt rørt krammede vi hinanden og delte små ord. Til sidst samlede vi os i et stort fælles kram, hvor vi delte vores rørelse og taknemmelighed for at være en del af noget så stort og smukt. Jeg kunne mærke, hvordan jeg samtidig med denne dybe taknemmelighed, havde kontakt til den skeptiske del af mig selv, der vil se det fungerer i praksis. Jeg holder aldrig op med, at ville have beviser i virkeligheden. For mig betyder de store indre oplevelser ingenting, hvis ikke det samtidig giver en praktisk og virkelig forandring, som jeg selv oplever i mig selv og i mennesker omkring mig. Min iboende nysgerrighed vågnede ved fornemmelsen af at skulle opleve, hvordan det folder sig ud i virkeligheden. Jeg skubbede den skeptiske del til side igen, og gav mig selv lov til bare at stå i fællesskabet med de andre og dele oplevelsen. Jeg mærkede imens vi stod der pludselig en kontakt, som blev skabt indeni mig igen. Jeg mærkede, at kontakten havde noget med den blå frøkapsel at gøre og mit fremtidige arbejde. Jeg knækkede indeni. Belastningen indeni lige på dette tidspunkt, samtidig med, at jeg med mit frygtsomme gemyt ikke bryder mig om forandringer i mit liv og i mit arbejde, blev for meget for mig. Jeg begyndte at hulke. De andre trøstede mig, og mindede mig om, at det altid er sådan, det er for mig, og at det jo er gået fint de andre gange. Jeg fik langsomt samling på mig selv, og vi begyndte at gøre klar til at forlade området.

På vejen tilbage delte vi vores oplevelser og tanker, som var opstået i forbindelse med arbejdet. Tanker om den tid som kommer og betydningen af arbejdet. I toget var jeg så træt og kørt op på samme tid, at jeg ikke kunne falde til ro for at få lidt søvn. I stedet sad jeg og snakkede med Lone og Rebekka. Vi kom ind på den blå frøkapsel, og Rebekka fik mig til at kigge ind i det med alt det jeg kan, imens hun holdte øje med mig. Jeg ved, at jeg nemt glider, når jeg har den slags modstand, mod det jeg ser, som jeg havde lige på dette her. Men det, at hun holdte øje med mig og støttede mig imens jeg kiggede efter, gjorde, at jeg lettere ville kunne holde det rent.

Jeg gled ind i kontakten og bad om at få kontakt til det højeste og det bedste, som kunne forklare mig om den blå frøkapsel og frøene deri. Jeg blev overrasket, da jeg næsten omgående fik kontakt til det panel af bevidstheder, som kommer fra de ydre kanter af universet. De har vist sig for mig, som en række af væsner, som er smukke og langstrakte og har hver sin klare farve. Jeg tror egentlig ikke selv, at de har den slags farver, jeg tror mere, at det skal illustrere for mig, at de kommer fra forskellige steder.

De fortalte mig, at frøende i kapslen er støtte til at vi som menneske bliver gjort klar til at være universborgere. Fra det sted, hvor vi er lige nu, er det et stort spring, overhovedet at kunne betragte os selv, som sådan nogen. De fortalte mig, at de blå frø hørte til den af dem, som var blå. Han trådte frem for at forklare mig om de blå frøs funktion. Han forklarede, at vi som mennesker ikke er klar over, hvor meget vi påvirker med vores energi. Den forståelse havde de styr på, der hvor han kommer fra. Jeg kunne se, at måden frøet virkede på, er som koder, der åbner bevidstheden. En slags erfaring, som bliver lagt ind. En erfaring, som der ikke er grundlag for at få på jorden, fordi vores sanser ikke fanger en ret stor del, af den virkelighed, som vi lever og virker i. Det blå frø vil hjælpe med at åbne den forståelse. Jeg så, hvordan det både var en direkte åbning i bevidstheden frøet arbejdede på, så der blev en parathed til den forståelse, som skulle lande. Men det ville også give inspirationer, som ville opstå i de mennesker, som kunne bære dem. Inspirationer til videnskab, litteratur og underholdning, som ville hjælpe med at skabe grundlaget for denne forståelse, som det blå frø åbner. Det var stort og smukt og i overensstemmelse med de informationer, som jeg tidligere havde fået, og passede med den måde, jeg har set at flowsystemet og synkroniciteten virker.

Jeg takkede den blå bevidsthed for informationen, og mærkede, hvordan min skepsis var vent til taknemmelighed og begejstring. De forklarende mig nu, at de hver og især havde et frø til os, og at vi på hver af de fremtidige rejser ville få et nyt frø placeret på jorden og i mennesket. I morgen skal vi fortsætte arbejdet med at lande det blå frø på jorden. Samtidig arbejder vi på integrationen af den nye differentieret begrænsning.

Vi kom tilbage til hotellet helt udaset og brugt og begejstret på samme tid. Jeg mærkede på den sidste del af turen, hvordan jeg var lige ved at tippe over i den tilstand, hvor jeg bliver fjollet og úsammenhængende, fordi jeg ikke rummer mere. Da vi nåede til hotellet var vi så heldige, at de holdte restauranten åbent lidt længere, så vi kunne nå at få noget at spise, inden vi gik til ro. Jeg var så træt nu, at det ikke var noget problem at falde i søvn. Da jeg gled ind i søvnen, mærkede jeg, hvordan jeg allerede var klar og spændt, på oplevelserne, som vi skulle have, de næste dage.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *