Peru – Andendagen med energiarbejde

Vi skulle til Ollantaytambo for at fortsætte arbejdet. Brian havde fortalt, at det var en ruin, hvor der var sten, som burde være umulig at skabe på den tid, de er vurderet til at stamme fra. Det var et stort område og en varm morgen. Vi skulle op af en lang række trapper. Jeg gik langsomt op sammen med Rebekka og Lone. Den tynde luft gør, at jeg ikke har så meget luft.

Jeg prøvede, at bede om at få støtte til at komme ind i den tilstand, som vi fik adgang til gennem arbejdet dagen før. Jeg mærkede en bevægelse i min bevidsthedstilstand og mærkede samtidig øjeblikkelig lettelse. I tiden op til vi skulle af sted, havde jeg haft mange overvejelser og møder med mine overreaktioner, som jeg har vænnet mig til at leve med. Reaktioner, som kommer af at være født meget skarpt sansende. Gennem mit arbejde med andre mennesker, er det blevet meget tydeligt, at mennesker som er født med et sensitivt system, får alle mulige automatiske reaktioner, som starter hele tiden, når du bliver presset. Lige nu var mit system ved at reagere på at jeg følte mig svag og forpustet: Åh nej, jeg klarer det ikke – åh nej, jeg er for svag – åh nej, der er aldrig noget, jeg er god til. Resten af mig havde det fint og var i total accept af tingenes tilstand. Da jeg bad om støtten, så forsvandt alle reaktionerne fra mit system, og jeg blev helt fokuseret og rolig. Lettelsen var markant, og jeg brugte den til at nye turen op af trapperne og udsigten. Det var også tydeligt, at når jeg slap automatreaktionerne, så kom jeg meget hurtigere til kræfter og fik pusten igen.

Da jeg kanaliserede beskrivelsen af rejsen til Peru, var der blevet beskrevet, hvordan rejsen ville hjælpe os som mennesker til at blive mindre påvirkelige af de naturlige påvirkninger, vi altid får som menneske, der lever vores liv. Det ville give et meget mere stabilt menneske og et mere stabilt felt på jorden, fordi vi selv bidrager til svingningerne med vores reaktioner. Stabiliseringen ville give både et bevidsthedsmæssigt og et energimæssigt overskud. Jeg kunne mærke begge dele, som jeg gik op af trapperne, og jeg blev klar over, at det var sådan her det virkede i den enkelte. I det store havde jeg fået af vide, at det ville være med til at danne basis for fred, ligesom det ville gøre, at jeg ville kunne lære nogle af de mest kraftige healingsformer fra mig, som jeg havde brugt det sidste års tid. Som det havde været til nu, så er der ikke ret mange, der er stabile nok og har overskud nok til at kunne bære at bruge dem, derfor har jeg ikke kunnet give det videre til ret mange. Det har føltes meget frustrerende, da de ser ud til at være meget effektive, overfor nogle af de udfordringer, som mange mennesker har lige nu. Jeg blev opløftet ved den konkrete oplevelse af, hvordan det virkede i mig, sammen med hukommelsen omkring, det perspektiv som jeg var blevet vist, at det ville have.

Udsigten over området var fantastisk. Til sidst endte vi oppe ved det sidste trappetrin og trådte op til en mur, som var skabt af sten, som passer så godt sammen, som var de støbt. Stenene er skabt ud af et klippemateriale, som stammer fra området. Jeg var sammen med Rebekka, Galina og Lone. De andre var gået i forvejen og en enkelt var efter os. Vi betragtede muren og nød at blive forundret og betaget. Det er som om der er noget inde i stenene sagde Rebekka og lagde en hånd på stenene. Galina fulgte efter. De gik og mærkede på nogle af stenene. Den her har en meget højere energi, sagde Galina, imens hun stod med hånden på en af stenene. Jeg prøvede selv. Gik langsomt fra sten til sten, og mærkede, hvordan de havde en forskellig vibration. De gjorde noget forskelligt ved mig, når jeg rørte ved dem. Skal du ikke mærke ind i hvad det er? Spurgte Rebekka.

Jeg fokuserede ind og sørgede for, at jeg var helt på plads. Jeg fik en indre oplevelse, hvor jeg har vished. Jeg vidste pludselig, at der i stenene var lagt en energi, som er kodet til at støtte mennesker, som bevæger sig omkring stenene, til at de får støtte til at få hævet deres bevidsthed. Jeg vidste samtidig, at dette er skabt i mange hellige bygningsværker rundt omkring på jorden, og har været en støtte for udviklingen af det bevidste menneske. Jeg kunne se, at stenenes vibration støtter mennesket i at få en positiv balanceret kontakt til sig selv og til sjælen. Ligesom f.eks. indvielsesvejen og riterne gør. Bare som en fysisk manifestation. Jeg fik af vide af min kontakt fra de ydre kanter af universet, at vi alle sammen skulle gå langs muren og prøve at røre ved stenene, imens vi mærkede efter, hvad det gjorde ved os. Det ville give os en virkelig oplevelse af, hvordan det arbejde vi laver, det virker. I tidligere tider blev støtter som denne nød til at blive placeret ankret i det fysiske, fordi menneskets bevidsthed ikke rakte højere. Vi relaterede på den tid udelukkende til den fysiske virkelighed, som vi oplevede. I dag er vi nået til et nyt niveau, hvor vi rummer et højere abstraktionsniveau og let forstår ting, som ikke kan ses og har indsigter som kræver en forståelse af sammenhæng, der ligger ud over det, som vi oplever i det fysiske liv. Det arbejde, som vi var i gang med at lave her i den hellige dal Peru, vil ikke blive ankret til noget fysisk, men vil vibrere i jordens energifelt og være tilgængelig for alle allevegne. Selvom vi forstår dette med vores forstand, så er det svært med det bevidsthedsniveau, som vi har nu, at få en oplevet erkendelse af arbejdet.

Ved at gå langs muren og røre ved stenene, kunne vi få en oplevet erkendelse af, hvordan det arbejde vi lavede her i Peru, fungerer i praksis. Da jeg havde fået videregivet denne forståelse til resten af gruppen, så prøvede vi det. Med forskellige perspektiver og indsigter, så kom vi alle sammen frem til det samme. Der var forskellig vibration i stenene, og de rørte os dybt. Stenene som var længst væk fra trappen rørte os i den del, der forbinder os til det jordiske liv og hverdagen, imens stenene tættest ved trappen åbnede for kontakten opadtil. Samtidig så var stenene nederst mod jorden mest jordiske. I området med sten, som åbnede til det jordiske, var der enkelte sten øverst på muren, som rakte opad til. I området med sten, som åbnede til de højere perspektiver, var der enkelte sten nederst på muren, som gav kontakt til jordiske aspekter af livet. Det var både rørende og stort, og gav virkeligt den forståelse af vores arbejde, som jeg var blevet vist.

Når man fortsatte langs muren kom der et hak, hvorefter muren fortsatte i en anden form. Her var der ti forskellige huller, placeret i hovedhøjde, jævnt langs muren. Vi så, hvordan en turistguide viste en gruppe turister, at der var en speciel lyd i hullerne. Hvis en talte i et hul i den ene ende, så kunne det høres i alle hullerne. Vi prøvede selv at mærke, hvordan det var at stå ved hullerne og hvordan det føltes at mærke på stenene. Desuden var der nogle, som prøvede at sige lyde ind i hullerne. De forstærkede lyden mærkbart. Vi fandt ud af, at hullerne passede til forskellige toner. Hvis du fandt et hul, som passede til din tone, så forstærkede den lyden, ellers blev lyden opslugt af stenene. De dybeste toner passede i den ene ende af muren, og så faldt de til den anden ende, trin for trin. Vi prøvede, at finde hvert vores hul og sammen sige vokallyde på samme tid. Det var magisk. Det var ikke svært at forestille sig, at de, dengang bygningsværket var i drift, havde stået og sunget ind i hullerne, som havde forstærket lyden og sendt den ud over dalen. Sangen eller lydende havde været en anden fysisk måde, at støtte åbningen af bevidstheden. Desuden mærkede det til, at der havde været en praksis, hvor du kunne stå ved åbningen og synge ind i den, og få en støtte til at åbne dine hovedcentre. Ved at åbne dine centre hul for hul, svarede det til den samme støtte, som du fik ved at gå langs muren med de støttende energier i. Vi delte vores begejstring over opdagelsen.

Inden vi overhovedet var gået i gang med at undersøge de energiholdige mure og hullerne med lyd, var vi mødtes på toppen af bjerget, hvor ruinerne lå. På toppen stod de sten, som området er mest berømt for. Det er nogle gigantiske sten, skabt i rød granit, der står som en stor mur. Imellem de store sten, er lagt små stykker sten, som Brian fortalte skulle hjælpe med at forhindre skader ved jordskælv. Muren lignede ikke de andre sten og mure, som ligger i området. Skal du ikke lægge hånden på stenene og se hvad de siger, spurgte Rebekka? Jeg gik hen til stenvæggen, som havde en lille snor spændt ud foran, som indikerede, at man ikke skulle røre ved den. Nede foran de store sten lå en meget mindre sten i samme materiale. De skulle have ligget på toppen af muren, forklarede Brian. Jeg satte mig på hug, og lagde hånden på stenen. Jeg var på ingen måde forberedt, på det som åbnede sig.

Jeg mærkede, hvordan min bevidsthed åbnede sig langt ud imod verdensrummet, helt ud til stjernerne. Visheden ramte mig på en gang. Muren er et pejlemærke for rumfartøjer, som skal lande på jorden. Jeg var rystet og delte det forbløffet med de andre. Flere af dem nikkede bekræftende og nærmest lettede. De havde fornemmet det samme. Det er som om, der er et eller andet med materialet, som de har brugt, sagde Rebekka. Hmmm nej, det er bare rød granit, svarede jeg, det har de ikke brugt til noget. Jeg åbnede til min indre kontakt, for at mærke, om der var noget i det hun sagde. Jeg har altid stor respekt for de andres klarsyn og indskydelser, men jeg skulle lige have det landet i min forståelse. Jeg så i et glimt, hvordan der i stenene var lagt et materiale, som minder så meget om den røde granit, at vi ikke ville kunne registrere det med en scanning af stenene. Materialet har den egenskab, at når de fra rumskibene sender en bestemt energi ind på jorden, så sender de energien tilbage. Ligesom ekkosystemet hos flagermus og ligesom satellitter bliver brugt til at finde et sted på jorden. Der står flere af den slags pejlemærker for landing, rundt omkring på jorden. Selvom jeg havde fået ord for, at Spiralrejserne handler om at åbne for kontakten til udveksling med universet, så var jeg alligevel forbløffet. Men jeg kunne mærke, at den store afvisning, som jeg tidligere har haft, i forhold til at skulle forholde mig til kontakt med bevidsthed fra andre steder, ikke var der mere. Kontakten med bevidsthederne fra de ydre kanter af universet, har nok også hjulpet. Men der er også noget med, at der for mig ikke er den samme pondus i de indre syn, som når jeg står og ser på en gigantisk sten, som er pejlemærke for landing af rumfartøjer. Selvom erkendelsen af, hvad de blev brugt til også kom fra et indre syn. Det at flere af os så det samme, er altid meget bekræftende og hjælper mig med at lande det i mig selv.

Da vi gik ned fra bjerget igen var vi fyldt op af de mange nye erkendelser og åbninger i vores forståelse, som vi havde fået med. Vi skulle nu spise frokost sammen, for bagefter at bevæge os ud til den anden ende af Den Hellige Dal, for at finde et spirituelt fællesskab, som Annette havde boet i nogle dage, inden vi skulle samles. Der skulle være en smuk bygning, som man kan leje til at meditere i. Efter frokost på et lille hyggeligt lokalt sted, tog vi taxaen hen til den anden ende af dalen. Vi kørte rundt et stykke tid, og kunne ikke finde stedet. Annette var blevet nød til at blive tilbage, fordi hun ikke var frisk. Så vi forsøgte os med chaufføren, som ikke forstod engelsk, at finde stedet ved at køre lidt rundt. Lige da vi var ved at give op, fik Rebekka os til at holde ind og spørge nogle mennesker, som gik langs vejen. En venlig mand insisterede på at hjælpe os med at finde stedet ved hjælp af sin telefon. Han endte med at finde telefonnummeret til stedet. Jeg var bekymret for vores belastning af chaufføren, som havde brugt meget mere tid på at køre rundt og vente på os, end vi havde aftalt. Så jeg syntes ikke rigtigt, at vi kunne tillade os, at blive ved med at bruge ham. Så jeg besluttede, at vi måtte tage tilbage og fuldende dagens arbejde på hotellet. Men chaufføren insisterede på at ringe til stedet og fandt ud af, at det lå tæt på, hvor vi var. Jeg mærkede med det samme en stor begejstring indeni, og begyndte at glæde mig til at komme derhen. Stemningen var ellers ved at være godt trykket i taxabussen, både på grund af træthed og varme, men også på grund af den stigning i presset indeni, som kom af, at vi var ved at blive forberedt til arbejdet vi skulle lave på det spirituelle sted.

Pludselig holdt vi ved den rigtige dør, og Brian og Rebekka gik ind og ringede på sammen med chaufføren. Vi blev mødt af de sødeste mennesker, og det viste sig, at ud over det fine runde glashus, som vi måtte leje til vores arbejde for et symbolsk beløb, så var der også en restaurant, som vi kunne bestille vores aftensmad på. Vi bestilte inden vi gik i gang med arbejdet.

Vi fordelte os i en rundkreds inde i glashuset. Der var udsigt til solen, som var ved at gå ned bag bjergene. Det var nærmest uvirkeligt smukt. Imens vi landede i cirklen, fortalte jeg om næste dags arbejde, hvor vi skulle lande det at kunne give den støtte videre, som vi selv havde fået adgang til gennem arbejdet dagen før. Helt hvordan det kom til at foregå, det vidste jeg ikke endnu. Men vi skulle arbejde med det på endnu et helligt sted i dalen dagen efter.

Da energien i cirklen var stabil dukkede ordene op, omkring det arbejde vi skulle til at i gang med. Vi fik af vide, at det arbejde, som er lavet i forbindelse med Gralsrejserne, har sikret, at jordens energi nu er meget renere, end den har været før. Den tilstand, som vi har gået i som mennesker i lange tider, hvor vi har været relativt bevidste, samtidig med, at vi har været så bundne til vores smerter, har gjort, at vi har sendt en masse både bevidst og ubevidst negativ energi ud. Den energi har samlet sig i store skyer, som har lagret sig i jorden og i jordens energifelt. Gennem det, at vores virkelighed er delt op i lag, i dimensioner, som er skabt af forskellige energifrekvenser, så er der imellem disse dimensioner nogle grænselag. Grænselagene virker som reflektorer, der sender den negative energi ud i universet, meget hurtigt og meget langt. I forbindelse med gralsarbejdet, har jeg fået af vide gennem min indre kontakt, at vi har forurenet et område svarende til fire galakser med vores negative energi. Spiralrejserne har til formål, at gøre os klar til at udveksle med bevidsthed i universet. I det arbejde er der flere forskellige tiltag, som skal hjælpe os hen imod den mulighed. Et af tiltagene var en ændring i vores bevidsthed, så vi blive mindre forstyrret, et andet var det her med de frø, som skal hjælpe os med at få en indre parathed og åbning, så vi kan rumme kontakten og udvekslingen. Det sidste tiltag, som vi skulle i gang med nu, var et tiltag, hvor vi skal starte en rensning af den forurening med negativ energi, som vi har skabt gennem tiden, af hele jorden og de fire nærmeste galakser, som vi er forbundet til.

Da arbejdet slog i gang i cirklen var presset enormt. Vi blev alle meget stille og fokuserede og sad hver og især og fandt vores måde, at holde ud på. Mens det slog i gang, blev jeg ført tilbage i tiden til en fuldmåneaften, hvor jeg sammen med en gruppe mennesker udførte en af de rensninger, som vi altid går sammen om at lave. Under disse samlinger er der tit sket mere, end bare rensninger. Jeg har haft mine egne personlige sessioner, der er kommet nye opgaver til og vi har udført forskellige arbejder, som vi er blevet sat i gang med. Den aften, som jeg blev ført tilbage til, var jeg blevet forsinket, og kunne ikke nå vores webmøde, som vi mødes på. I stedet ringede jeg til Rebekka, som kunne give det videre til de andre, som jeg oplevede. Jeg kørte ind til siden, og gik i gang. Under arbejdet skulle vi rense jordens felt. Vi fik af vide, at rensningen var en støtte til jordens opvågning og den transformation, som var i gang, hvor jorden og mennesket går fra mørket og ind i lyset. Da rensningen var forbi, blev jeg bedt om at holde jordens felt, indtil transformationen var nået så langt, at den kunne holde sig selv. Jeg blev meget forbløffet og udbrød: Holde jordens felt.. Jamen kan jeg da det? Jamen det må jeg jo kunne, når de siger det. Jeg havde allerede kontakt til hele jordens felt gennem den portal, som vi bruger til arbejdet. Så jeg lod bare min bevidsthed blive i kontakt, da arbejdet blev afsluttet. De næste dage og uger var jeg meget påvirket af at holde feltet for jorden. Men langsomt vænnede jeg mig til det. I hvert fald delvist. Mens jeg nu sad i cirklen fik jeg lov til at se, hvordan jeg hele tiden havde oplevet ekstra pres inden i mig selv, fordi jeg holdte feltet for jorden. Det havde haft den fordel, at jeg var blevet tvunget til at håndtere alle mulige menneskelige aspekter af mig selv og livet, som jeg ellers ville have sprunget over, ved hjælp af min indre kontakt. Belastningen fra at holde feltet gjorde mig svag, så jeg ikke kunne bruge min styrke til at ”springe over” de udfordringer livet giver. Jeg vidste udmærket, hvad det havde betydet. For jeg kunne huske, hvordan jeg havde undret mig over, at jeg havde været frisat fra en masse bekymringer og reaktioner, hvorefter jeg ligesom gik et stort skridt tilbage. Jeg havde bare ikke sat det sammen med det, at jeg havde holdt jordens felt. I hvert fald ikke før nu.

Jeg fik lov til at se, hvordan det havde virket, imens jeg holdte feltet. Negativ energi fra jorden blev bremset af mig, nærmest som et filter, så det ikke flød ud i universet. På samme tid kunne jeg se, hvordan negativ energi ude fra universet ligeledes blev bremset af filteret. For jorden havde det betydet en pause i udvekslingen af negativ energi med universet, imens den var i transition. Jeg havde som sagt helt glemt, at jeg holdte jorden. Men jeg havde også parkeret oplevelsen, som en af de uvirkelige oplevelser, som jeg ikke rigtigt kan forholde mig til. Hverken når jeg hører andre fortælle om deres, eller når jeg får dem selv. Nu fik jeg af vide, at jorden var parat, og vi skulle starte rensningen ud mod universet. Da rensningen gik i gang, steg presset på os i cirklen. Flere begyndte at trække vejret dybt, og fandt den stilling, som de bedst kunne bære presset i. Jeg så, hvordan energien begyndte at sprede sig langs grænserne mellem dimensionerne, fra kanten af jordens felt og ud mod universet. Samtidig fik jeg nu nye informationer. Jeg blev mindet om, at jeg, da jeg fik de første indskydelser og informationer omkring Spiralrejserne, havde set, at vi skulle aktivere nogle portaler, som skulle hjælpe jorden og menneskene med at blive mere stabil i energien. Nu kunne jeg se, at det ikke var portaler, men nærmest stabiliseringsenheder, som ville blive placeret i bånd rundt i kanten af jordens felt. Stabiliseringsenhederne skulle gøre det samme for jorden, som jeg havde gjort, imens jeg holdte feltet. De vil sikre, at der ikke bliver udvekslet negativ energi med universet. Jeg delte informationen med de andre i cirklen, og så imens, hvordan der nærmest stod en sværm af disse stabilisatorer op fra jorden, som bevægede sig ud igennem jordens felt og landede i kanten af feltet, hvor de helt af sig selv, placerede sig som de skulle.

Jeg så, imens presset steg yderligere i cirklen, hvordan enhederne blev aktiveret og begyndte at lyse. Samtidig fik jeg af vide, at denne aktivering vil blive udviklet ved de næste spiralrejser. For hver rejse, vil der komme et nyt frø til mennesket, og en ny opgradering af stabilisatorerne. Mellem rejserne ville mennesket og jorden vokse med den støtte, der er lagt ind ved den foregående rejse. Vokse mod muligheden for udveksling af visdom med andre bevidstheder i universet. Presset i cirklen nåede til sit maksimum, da alle de stabiliserende enheder var aktiveret. Langsomt begyndte presset at aftage. Da presset var aftaget så meget, at vi kunne tale igen, spurgte jeg, om der var nogen, som havde nogle delinger.
Rebekka rømmede sig og spurgte, om jeg ville prøve at kigge ind i det hun havde set, imens vi arbejdede. Da hun sammen med de tre andre, hun havde lavet forberedende arbejde med i dagene inden vi mødtes i Peru, havde hun fået et syn af en solskive, som rejste sig og begyndte at rotere. Det samme havde hun lige set nu, imens vi arbejdede. Hun havde set en pyramide, hvor toppen åbnede sig, hvorefter en solskive rejste sig, og begyndte at rotere.

Jeg havde sporadisk set solskriver nævnt forskellige steder, men jeg havde ikke rigtigt set ind i, hvad de betyder før nu. Jeg gled ind i kontakt og sikrede mig, at jeg var det rigtige sted. Det er altid lettere, når vi sidder i et kraftigt arbejdsfelt. Samtidig deler vi hinandens kompetencer, og det var et meget kompetent felt, jeg sad i. Billederne og forståelsen kom derfor hurtigere og blev skarpere, end jeg er vant til. Jeg så, hvordan solskiverne havde været knyttet til forskellige hellige bygningsværker, og havde haft lidt den samme funktion, som de energier, som vi tidligere på dagen havde oplevet i stenene i muren. De havde holdt et felt for det område, hvor bygningen var placeret. Et felt, som skulle fremelske bevidsthed i et langt større område, end energien i stenene rakte til. På min rejse i forbindelse med gralsarbejdet til Malta i 2015 havde jeg set i mit indre syn, hvordan der en gang i tidernes morgen var blevet skabt et felt, som var blevet holdt over jorden i uendelige tider. Et felt, som skulle fremelske DNA – et skabelsesfelt, som hvis det blev holdt længe nok, ville sikre, at sandsynligheden for at DNA blev skabt, var stor nok til at det ville ske. Solskiverne havde den samme funktion, bare for udviklingen af bevidstheden, som i virkeligheden også er båret af DNA. Så man kan sige, at solskiverne er en videreførelse af skabelsesfeltets arbejde. Solskiverne er tilpasset de områder, de er placeret i, og de mennesker, som har boet der. Med hævelsen af bevidstheden, er der ikke længere brug for, at solskiverne er fysisk placeret på jorden. I stedet har gralen taget over. Forskellen på solskiverne og gralen er, at solskiverne holdte et felt, som du ikke kunne slippe ud af, imens gralen er noget, som du vælger selv at være forbundet til. Pludselig så jeg, at de stabilisatorer, som nu er blevet placeret i udkanten af jordens felt, i virkeligheden er solskiverne i en opgraderet facon.

Da jeg var færdig med at kigge ind i betydningen af Rebekkas syn, delte Hanne Mie, at hun og Kim var i gang med et arbejde, hvor de rejser rundt på jorden, for at opgradere solskiverne. Jeg så, hvordan deres arbejde, er i fuldstændig harmoni med Spiralrejserne, ligesom et hav af andre menneskers spirituelle arbejde i virkeligheden arbejder på nøjagtigt det samme. Det var smukt og opløftende at se. Da tiden var ved at være, hvor vores mad ville være færdig, rejste vi os og gik ind for at dele aftensmåltidet i stedets restaurant. Bagefter tog vi taxaen tilbage til hotellet og var meget brugte alle sammen, da vi nåede frem. Jeg nåede kun lige at tænke på morgendagens arbejde, inden mine øjne gled i. Jeg sov en drømmefyldt søvn, inden jeg vågnede op med en følelse af at være mere end godt brugt. Det er du også, sagde min indre stemme. Jeg satte mig op, og gik i gang med at skrive om vores oplevelser fra dagen før. Om aftenen havde jeg mærket en gammel utryghed dukke op, som jeg skubbede til side. Jeg kunne mærke at utrygheden fra aftenen før og skrøbeligheden om morgenen stammede fra den nye fornemmelse af, at blive løsnet fra at holde jordens energifelt. Store forandringer i min indre tilstand giver altid den form for reaktioner.