fbpx

Marianne Lane

Rejsen til Assisi efter energi til renselse og balancering af seksualitet og kønsroller

Det overordnede tema for turen til Assisi var manden, kvinden og kraften. Rejsen indebærer et spirituelt arbejde, der skal støtte balancen mellem mand og kvinde og skal hjælpe med at bringe seksualiteten ind i Den Nye Tid.

IMAG2173
25.2.2016 Landet i Assisi
I dagene op til vi skulle af sted til Assisi, kunne jeg godt mærke, at det strammede til. Min følelse indeni, var lidt som at gå på glasskår. Jeg kan genkende fornemmelsen fra jeg var barn, uden helt at kunne beskrive den. Jeg lod den være, imens jeg holdte øje med den. Registrerede, hvordan den tog mit overskud og slyngede mig ind i underskudstilstanden, hvor alt bliver skærende tydeligt.

Mine gamle fornemmelser af uligeværdighed skar igennem og bragte mig i indre svingninger. Godt hjulpet på vej af manden og børnene, som måske var nøjagtigt, som de plejer at være. Men ramte mig nøjagtigt hvor de skulle, så jeg kunne erfare det i livet. Hvordan jeg er nået til et sted, hvor jeg står inde for mig selv. Har ryddet godt op. Men stadig går rundt med baggagen. Baggagen omkring det at blive taget alvorligt, at blive æret at blive taget ind i beregning af hvad der er vigtigt og hvad der er rigtigt.

Jeg blev pludselig klar over, at jeg havde gået i processen i flere måneder. At det var lykkedes mig næsten at kunne holde såret åbent og rent denne gang. Så det ikke gik ud over nærværet i familien. Så det kun var mig der var i svingninger og ikke hele min familie, hele min verden. Det samme gjaldt i øvrigt mit arbejde. Som slet ikke havde været så præget at turen som den plejer at være under forberedelserne til en stor tur. Måske fordi dette ikke er en tur som jeg bærer. Det er Galina og Rebekka som gør det. Jeg skulle bare med for at støtte op. Og nå ja, for at få gennemlevet mine egne processer, som skulle heale mit fadersår.

Det vidste jeg godt. Jeg havde både fået det af vide i mine indre dialoger, og så havde Rebekka sagt det til mig, da turen landede i hendes og Galinas virkelighed. Vi vidste også, at vi skulle af sted inden Bhutan turen, så jeg kunne nå at blive helet inden jeg skulle være anker for det arbejde, som vi skulle udføre der.

Det overordnede tema for turen til Assisi var manden, kvinden og kraften. Den indebærer et spirituelt arbejde, der skal støtte balancen mellem mand og kvinde og skal hjælpe med at bringe seksualiteten ind i Den Nye Tid. På turen til Assisi delte jeg med min mand vores tanker omkring det at få bragt urkræfterne i balance.

Vi bærer alle på de gamle kræfter, som skal sikre, at vores art består. Kræfter som gør seksualiteten til en drivkraft. En kraft som driver os til at have bestemte følelser og som driver os til forskellige gerninger. Jeg havde set i et stykke tid, at det er meningen at de gamle drivkræfter i os, skal transformeres til at være kræfter som vi har adgang til uden de negative træk og tendenser. I tiden op til turen, blev jeg igen og igen gennem artikler som kom forbi på nettet, ting som mennesker sagde og tanker som stødte sammen indeni mig selv, konfronteret med ubalancen i mennesket som kom frem gennem seksualdrifterne.

Min mand delte med mig, hvordan han oplevede at det er muligt at afbalancere drifterne. Han mener, at det vi gør i vores forhold, hvor vi taler om alting og viser hinanden omsorg og kærlighed imens vi giver hinanden plads, fordi vi står godt i os selv, hver og især, er det der skal til, førend drivkræfterne kan stabiliseres og blive til en fri kraft. Det stemte godt overens med den forståelse som havde åbnet sig langsomt i mig, og som havde manifesteret sig under den guidede meditation aftenen før vi tog af sted. En meditation, hvor den seksuelle urkraft blev stabiliseret af hjertets visdom og den højere bevidsthed.

Vi landede i Rom med et par gode venner, og vi fulgtes ad til Assisi. Da vi nærmede os området, kunne jeg mærke de efterhånden gammelkende fornemmelser af at komme i skruestik, når energien tager fat omkring mig og nådesløst begynder at sætte mig på plads til arbejdet. Jeg har lært bare at lade det være og give det så lidt opmærksomhed som muligt. Så det var perfekt, at vi havde en stille stund da vi landede i Assisi og så bare tog stille ud og spiste en god middag og drak noget lokalt vin, imens vi snakkede om alt andet end energiarbejdet. Kun ganske få gange gled vi hen over emnet, og det var også OK. Men jeg kunne mærke, hvordan jeg med det samme fik det dårligt, og jeg slap derfor emnet og forholdte mig bare til den dejlige stund i fællesskabet.

Efter måltidet gik jeg alene hen til det sted vi skulle mødes, for at være sikker på, at jeg ville kunne finde det dagen efter. Jeg har notorisk dårlig stedsans, og ville ikke byde Rebekka og Galina, at komme for sent, når vi skulle mødes. Så jeg gik af sted for at finde stedet. Jeg gik i regn gennem de tomme gader, der stadig står som i gammel tid. Jeg mærkede den gamle ånd, som stadig ligger i byen. En ånd som bærer en stor følelse af hellighed og fred. Jeg blev meget rørt og følte mig samtidig alene. Mærkede pludselig at jeg manglede min mand, som jeg havde efterladt til at gå hjem sammen med vennerne.

Jeg fandt området, hvor vi skulle mødes, og gik tilbage til vores bosted og min mand. Jeg mærkede mig selv glide ind i en tilstand af reaktion og glasskår indeni, som fik mig til at blive gnaven. I stedet for at tage imod hans favn, da jeg kom tilbage var jeg bare sur og urimelig. Efter at have været i den tilstand en halv times tid, fik jeg endelig vristet mig fri af den, og vi nåede at dele tiden og ordene sammen inden det blev nat.

Da jeg lagde mig til at sove, nåede jeg lige at registrere, hvordan jeg havde reageret ud fra gamle kønsroller, omkring det at ville beskyttes og bæres af min mand. På trods af, at jeg selv havde taget den maskuline metode, og sikret mit ansvar, ved selv at vandre igennem regnen og finde det sted vi skulle være dagen efter. Jeg reflekterede over hvor bundne, vi i virkeligheden er, både min mand og jeg, af de gamle mønstre. Selvom vi begge har erkendelse af dem. Selvom vi begge har et ønske om ikke at udleve dem. Jeg blev taknemmelig for vores erkendelser og gode intentioner, som gør at vi ikke lader os drive rundt i manegen af dem. I hvert fald ikke ret lang tid af gangen… Mens jeg havde været i reaktionernes vold, lagde manden sig bare til ro og ventede på det gik over. Da jeg var ovre det, begyndte han først at lytte til mig igen.

26.2.2016 Dagen med forberedelse til arbejdet
Vi stod op dagen efter og fik morgenmad sammen inden han drog ud med manden fra venneparret på en vandretur i området. Jeg gik med kvinden op og fandt stedet, hvor vi skulle mødes. Gaderne var stejle, men solen tittede frem gennem skyerne, luften var klar og dejlig og energien havde godt fat i mig. Jeg var klar til arbejdet, og genkendte den nærmest nådesløse tilstand indeni, som følger med klargørelsen. Jeg skubber alt i mig selv til side, og gør plads.

IMAG2154Vi fandt klosterbygningen og kom ind og mødte de andre deltagere med mange kram og hjertelige nye møder og genkendelser. Jeg nåede lige at snakke med Galina og Rebekka inden vi skulle i gang med dagens arbejde. Vi aftalte, at jeg skulle bidrage med en meditation, som skulle have en effekt noget lignende som meditationen fra aftenen inden vi tog af sted havde. Jeg kunne bare mærke, at det ville være Maria Magdalene og Kristus, som ville bidrage til arbejdet og ikke Mark og Hvide Ørn, som det var om onsdagen. Jeg fik flere genkendelser og kuldegysninger, imens de to skønne kvinder lysende fortalte mig om deres erkendelser fra dagen før. Erkendelser, hvor de kom frem til, hvordan selve arbejdet skulle foregå. Den beretning, vil jeg lade dem om at give jer, når de er klar til det.

Vi gik ind i fællesskabet og gik i gang med arbejdet. Rebekka og Galina fortalte om turen og programmet og deres fælles magiske forberedelser. Samtidig gik arbejdet i gang for os alle sammen. Jeg kunne se, hvordan en energi gik fra mit center og ned i det ene ben, ned igennem jorde, op i det andet ben og op til centeret. Igen gik energien fra centeret og op i den modsatte arm og op over mit hoved og ned i den anden arm for at lande i centeret igen. Jeg stod i et uendelighedstegn af energi som gik igennem mit center. Jeg kunne mærke hvordan energien til at starte med stod uskarpt og ubalanceret. At det var som om den var for løs i den ene side og for stram i den anden. Det rettede sig på plads.

Så gik det op for mig, at energien kørte to veje og i virkeligheden var hele vejen rundt i mig, så det mere var spiraler end uendelighedstegn, som energien kørte i. Jeg havde det forfærdeligt og fantastisk på samme tid, imens energien hjalp mig på plads. Imens jeg sad i tilstanden og lyttede til Galina og Rebekka fik jeg kontakt til erkendelsen om den forstyrrelse, som vi som mennesker går med i seksualiteten.

Inden vi tog af sted, havde jeg fået erkendelsen, at vi lever i den del af verden, hvor der skulle være de bedste vilkår for at kunne være balanceret i vores kønsroller og i vores seksualitet. Men det har ikke hjulpet. I hvert fald ikke nok. Selvom vi udadtil ser ud til at være balanceret, så kører ubalancerne stadig i stor stil. Måske bare i nogle mindre tydelige lag, hvor det lige så tit kan være kvinden der er dominerende som manden. En eller anden form for ligelighed er der indtruffet. Men den er stadig ikke gennemført og sund. Ubalancerne finder deres veje, bare på andre måder.

Imens jeg sad i fællesskabet kom jeg i kontakt med de mange måder, som seksualiteten er så forstyrret i mennesket, at det giver anledning til at vi direkte skader hinanden. Tårerne sprang frem i mine øjne, da jeg kom i kontakt med en sorg som mærkede til at komme fra himmelen. En sorg over den forstyrrelse og al den smerte, som den seksuelle forstyrrelses mange ofre medførte. Jeg lod sorgen og smerten løbe igennem mig selv, og mærkede en form for renselse i den. Det mærkede som om vi sad i fællesskab og hjalp med at gennemføre denne renselse for fællesbevidstheden for mennesket.

Vi fortsatte med at høre beretningen om Franz og Clara af Assisi, som begge har levet og praktiseret en ny form for tro og som havde afsagt sig et liv i overflod, for frivilligt at leve i askese. Jeg reflekterede over det behov, som havde været den gang, for at leve på en måde, for at holde urkræfterne nede. Hvis ikke man brugte den metode, så var det ikke muligt at holde dem nede, så man kunne have en spirituel eller hellig form for indre kontakt. Jeg mærkede også, hvordan der i dag i vores del af verden er optrådt nærmest en modsat tilstand. Hvor der slet ikke er nogen regler og hvor der er så frit et forhold til seksualiteten og udvekslingen mellem mand og kvinde, at mennesket tumler rundt og er helt uden holdepunkter. Især de unger mennesker, som debuterer. Jeg oplever dog samtidig, at de unge mennesker har en klogskab og en selvfølelse, som vi andre slet ikke har haft, da vi havde tumlealderen for seksualiteten.

Arbejdet som vi skulle lave dernede, skal hjælpe med at give en ny åbning indefra, så vi kan læne os op af vores indre hjertes visdom og vores højere selv eller vores indre stemme, når vi skal finde ud af, hvordan vi skal agere i forhold til vores urkraft. Dette vil sikre at urkraften kan transformeres fra at være en urdrift til at være en urkraft. Både til gavn for os, som har tumlet med at finde ligeværdigheden og friheden i seksualiteten i mange år. Men også for de unge, som står og er helt nye tumlere indenfor området.

Beretningen om Franz og Clara blev givet af Elna, som har levet i Assisi i ti år, og som har udført en stor forberedelse til det arbejde, som skulle laves dernede. Beretningen blev givet sammen med Marianne, som også har haft en stor tilknytning til området. Da vi havde hørt historien, var vi klar til at gå til frokostpausen. Jeg kunne mærke, at det var nødvendigt for mig at tilbringe pausen i stilhed, for at give plads til at skrive og reflektere, og til min forberedelse til meditationen efter pausen.

Efter at have skrevet fandt jeg en lille restaurant, hvor jeg fik frokost. Jeg var den eneste anden på restauranten, bortset fra en italiensk mor med hendes to små børn. En lille pige på 3-4 år og en dreng på 1-2 år. De hyggede og snakkede imens de spiste. Da jeg var i gang med min mad, kom den lille pige dansende hen til mig med en tegning, som jeg fik i gave. Jeg takkede med øjnene og smil, og fulgte hendes dans tilbage til bordet med øjnene. Ved bordet sad hendes mor og gav hendes bror bryst. Det var så naturligt og roligt.

Jeg kom i kontakt med, at det slet ikke var seksualiseret. Hverken for moderen eller den lille pige. At det var så naturligt som det er. Samtidig kom jeg i kontakt med, hvordan jeg selv havde fået alt for tidlig kontakt til hvad seksualitet er. Uden at lede efter det sprang en hel række af billeder, tilstande og situationer frem foran mig. Alt sammen relateret til den forskydning og den forstyrrelse som det havde været for mig, og hvad det havde medført af usunde indstillinger og usunde valg igennem min barndom og ungdom. Og hvordan det havde forstyrret mig i mit seksuelle udtryk som voksen. Et udtryk hvor jeg er fri og mærkeligt skæv på samme tid. Og smerteligt bevidst om det. Jeg havde kæmpet længe for at få sluppet skævhederne og det var også lykkedes. I hvert fald for det meste. Når det ikke var for det meste, havde jeg lært at leve med det, at lade det være. Men det føles ikke sundt og godt. Det føles som noget der skulle renses.

Samtidig oplevede jeg som en fast del af min identitet, at der er meget af det, som normalt tilskrives at være kvindeligt, som jeg ikke forstår og ikke kan identificere mig med. Efterhånden havde jeg oplevet, at som ubalancerne forsvandt indeni, gav det plads til noget som jeg ikke kunne og ikke forstod. Noget som er relateret til at være kvinde. Det var som om der var et hul indeni. Det hul skulle fyldes op.
Da jeg efter frokosten kom tilbage til fællesskabet skulle jeg holde en meditation, hvor vi skulle gøres klar til arbejdet dagen efter. Meditationen var en guidet meditation og det var Maria Magdalene og Kristus, som stod for meditationen. Den handlede om at hjælpe os med at komme tilbage til vores uskyldsrenhed. For at hjælpe os med at få et udtryk og en indstilling, som skulle hjælpe os med dagen efter at kunne bringe healing til seksualiteten og kønsrollerne i mennesket og på jorden og hjælpe det ind i Den Nye Tid.

Meditationen var dyb og intens. Da vi efter meditationen sad lettere fortumlede i hver vores oplevelse og berørte tilstand, delte Rebekka og Galina, hvordan de i pausen havde besøgt et helligt sted i området, og havde startet netop den renselsesproces som vi gennemgik i meditationen. Jeg havde ikke haft mulighed for at udveksle med Galina og Rebekka efter pausen, så jeg vidste det ikke. Midt i vores magiske stund begejstredes vi over synkroniciteten, som sikrer os og viser os, at det hele ikke bare er noget vi finder på, hver og især. At der er bekræftelser fra højre og venstre hele tiden, som støtter os i at turde tro på, at det vi gør er sandt.

Efter meditationen delte vi vores oplevelser med hinanden alle sammen i gruppen. Det var rørende og dybt. Efter delingen gik vi hver til sit, for at fordøje dagens indtryk og blive klar til arbejdet dagen efter, hvor vi skulle hente den nye energi til jorden. Jeg tog ned og mødte min mand og vi tog ud at spise med de to venner, som vi fulgtes med. Da vi kom tilbage til hotellet om aftenen, havde vi en dyb snak om betydningen af at være forstyrret i seksualiteten. Både den milde udgave som jeg selv havde og de forfærdelige udgaver, som også findes i mennesker. Jeg fik åbnet mange nye perspektiver i min forståelse for emnet. Med mit åbne hjerte og min skrøbelige tilstand, som følger de store energiarbejder flød tårerne mange gange ned af kinderne, imens jeg mærkede, hvordan forståelser forplantede sig i min bevidsthed. Sammenhængende og dybt. Jeg havde lært at lade det være og bare lade tårerne flyde. Det var dejligt at have manden med og dele med denne gang. Jeg er vant til at krølle mig sammen på et hotelværelse og lade tårerne flyde for mig selv, når erkendelserne strømmer ind som forberedelse.

27.2.2016 Hentning af energi til renselse og balancering af seksualitet og kønsroller
Dagen efter skulle vi som indledning til arbejdet i to forskellige kirker. Kirken relateret til Frans af Assisi og kirken relateret til Clara af Assisi. En maskulin og en feminin forkæmper for friheden til at vælge at være troende. Jeg havde aftalt med Galina og Rebekka, at jeg skulle følges med min mand i de to kirker, imens resten af gruppen i stilhed havde deres stund i kirkerne. Gruppen startede i Frans kirke og vi ville starte i Claras kirke. Bagefter skulle vi bytte.

I første omgang valgte jeg at spørge om det var OK, at vi gjorde det sådan, for at have mere tid med min mand, som vi havde aftalt inden turen. Men da vi drog af sted til Claras kirke om formiddagen kunne jeg mærke, at det at vi gik for os selv sikrede, at jeg ikke ville arbejde i de to kirker. At jeg i stedet for kunne få lov til at få mine egne spirituelle oplevelser og erkendelser. Hvis jeg havde gået med de andre, ville jeg slet ikke have kunnet lade være med at lægge mit felt ind og støtte Galina og Rebekka i deres arbejde. Nu lagde jeg mig i stedet ind i deres arbejdsfelt. Det var en uvant følelse, men det føltes rart. Feltet var mildt, rummeligt og støttende på en vis og kærlig måde. Præcis som jeg kender de to skønne kvinder.

Vi gik ned igennem de historiske smukke gader og solen kiggede frem gennem skyerne. Det var køligt og luften var klar og ren. Jeg trak vejret dybt, imens jeg mærkede at min krop skælvede. Reaktioner i mit nervesystem og i mit energisystem var allerede i gang. Jeg havde lært ikke at lade mig forstyrre af dem, og ikke prøve at bruge kræfter på at forstå dem eller gøre noget ved dem. Jeg gik bare igennem gaderne og var med dem. Jeg tog ind imellem min mands hånd, når jeg kunne mærke de psykiske reaktioner, som virkede overvældende. Det var trygt og godt at have hans hånd til at supplere Rebekka og Galinas felt.

Da vi kom til kirken var det et smukt syn som mødte os. Kirken virkede smuk og enkel i sin opbygning, men havde en smuk roset i gavlen, som gav den et feminint udtryk. Da vi kom ind i kirken var den enkel og mørk. Jeg gik stille op gennem kirken og satte mig på en bænk tæt på alteret. Jeg blev ramt af energien i kirken som tydeligt satte noget i gang i mig. Jeg sad imens og kiggede op på korset med den korsfæstede Jesus, som hang over alteret. Det var specielt i sit udtryk.

IMAG2178Så gik det i gang. Jeg mærkede tydeligt, hvordan det havde været den gang kirken var Claras kirke. Hvordan det havde været for de kvinder, som blev Clarisser. Jeg mærkede, hvordan langt de fleste søgte tilflugt i kirken og nonnelivet for at slippe væk og blive reddet. Fra sygdom og sult, forfølgelse og mishandling, manglende familie og tilhørsforhold. Der var ikke meget romantik eller kald over det. Det var af nød.

Men når kvinderne så kom ind i livet i kirken, så fik de ro og regelmæssighed og fred. Og det at leve et nøjsomt liv var på ingen måde intet afsavn i forhold til livet udenfor murene. De levede totalt afsondret på denne tid, og kom stort set aldrig uden for murene i klosteret, som de levede i. I det åndehul som blev skabt, fandt mange troen og kontakten til gud.

Jeg sad i kontakt med kvindernes elendighed. Hvor svært det havde været for mange på denne tid at leve et værdigt liv. Jeg græd for dem og mærkede, hvordan kontakten til kvinder som har det elendigt spredte sig til nutiden og til hele jorden. Jeg hulkede stille på bænken, imens jeg mærkede hvor forfærdeligt det er. Jeg kom i kontakt med kvindens fald. Hvordan hun i tidligere tider havde været ligeværdig og æret. Jeg så hvordan hun havde sin plads i de tidlige samfund. Men den seksuelle forstyrrelse havde medført, at manden ville have magten over kvinden og kvinden ville have magten over manden. Denne magtkamp havde medført faldet.

Jeg så, hvordan vi som mennesker oprindeligt er skabt på en måde, så kvinden er parat seksuelt i perioder, mens manden har været parat næsten hele tiden. Det skyldtes oprindeligt, at kvinden havde cyklussen, og manden skulle tilpasse sig den. Det foregik i praksis ved at manden beskyttede sin kvinde og ventede. Når hun var klar, så gav hun ham tegn. I mellemtiden udvekslede de omsorg og kærtegn, for at holde hinanden til, og bekræfte overfor hinanden, at de hørte sammen. Det var ikke et spil, det var helt naturligt.

Som bevidstheden udvidede sig kom muligheden for forstyrrelsen. Og den indtraf hos mange. Ikke hos alle men hos de fleste. Når mere end halvdelen af befolkningen har en forstyrrelse, så bliver det forstyrrelsen, som er det normale. Forstyrrelsen medførte, at magtkampen kom ind i urkraftens udfoldelse, i seksualiteten. Magtkampen havde på en måde hele tiden været der, men den havde været en form for kontrolleret tvekamp og dans, som blev udført indenfor regler og med respekt. Forstyrrelsen med udviklingen af bevidstheden bestod i, at mennesket begynde at se sig selv mere som adskilt. Individualismen blev stærk. Gennem magtkamp blev med forstyrrelsen til undertrykkelse. Undertrykkelse i alle afskygninger, herunder undertrykkelse af kvinden. Hun tabte. Og med hende tabte jordens bevidsthed de feminine værdier.

Med tabet blev den måde som kvinden og manden udfoldede deres seksualitet på forstyrret og vendt helt på hovedet. Manden måtte nu hele tiden forsøge sig hos kvinden. Ja hos alle de kvinder, som ikke havde en mand, som var stærk nok til at passe på hende, beskytte hende mod de andre mænd. De blev jaget vildt. De skulle afvise manden, og det gjorde ham endnu mere påtrængende. Manden tabte sin værdighed og kvinden tabte retten til sig selv. Også indenfor forholdet, hvor det mange steder kom til at udspille sig som magtkampe. I tidligere tider og stadig mange steder i verden, har kvinden en pligt til at overgive sig til sin mand. Hun bliver nærmest handlet væk uden indflydelse. I nyere tider i vores del af verden har kvindeoprøret gjort, at det ikke er sådan mere.

I hvert fald ikke tydeligt. I forholdende har friheden gjort, at der i stedet for udkæmpes kampe og undertrykkes på et hav af udspekulerede og indirekte måder. Kampen og undertrykkelsen er i rigtigt mange forhold ikke stoppet. Scenen er bare skiftet. Men i nogle forhold vokser det i denne tid op. Det ligeværdige ærværdige forhold. Hvor både kvinden og manden bevarer sin værdighed og sin ret og kontakt til urkraften. Problemet er bare, at hullet er så stort i fællesbevidstheden og i de arvede erfaringer, at der ikke er nogen erfaringer at læne sig opad indeni os selv, når vi forsøger at praktisere det ærværdige og ligeværdige forhold. Arbejdet som vi skulle lave med den energi, som vi skulle hente til jorden på denne dag, var at skabe en støtte indeni, til trygt at kunne gå ind i det ærværdige og ligeværdige forhold.

Jeg kom i dyb kontakt med mine egne erfaringer i mit parforhold. Mine fumlende erfaringer bragt ind af mit brændende behov for det ærværdige og ligeværdige forhold. Jeg kom også i kontakt med den skrøbelighed, som jeg bærer i hver eneste åbning, hvor jeg skal mødes med min mand uden at kæmpe. Pludselig mærkede jeg, hvordan en kvinde, der som pige blev elsket fuldt og helt af sin far, med kærlighed, renhed og ligeværdighed, iboende har den værdighed og kontakt til sin urkraft, som gør at hun kan finde det i sig selv. Det at kunne være kvinde, der går i sin kraft og i sin styrke. En kvinde som ligeværdigt bærer forholdet, både for sig selv og for manden. Giver manden plads til at være mand. Giver sig selv plads til at være kvinde.

Healing begyndte at strømme ind til mig. Ordene i mit indre genlød: Du får nu healet fadersåret. Jeg vidste allerede inden jeg tog afsted til Assisi, at det var mit tema. Men jeg var ikke forberedt på den fornemmelse af styrke og skrøbelighed som fulgte med den tilstand, som jeg have været i op til og på turen. En følelse som jeg så tydeligt husker som skræmmende og uudholdelig fra hele mit liv, helt tilbage til min barndom. Da healingen fik fat tog følelsen langsomt af, og efterlod mig med en følsomhed og en styrke, som jeg vidste, jeg kunne vokse op af. Som jeg kunne lade min urkraft vokse op i, så den blev min egen, i mit eget udtrykte billede. Dette ville også være en effekt af den energi, som vi skulle hente til jorden.

Tiden var gået og vi rejste os. Da vi kom ud af kirken vidste jeg, at vi skulle gå så højt op som vi kunne, når vi skulle gå gennem byen. Gaderne løb nærmest parallelle med hinanden tværs over bjerget i den lille by fra den ene kirke til den anden. Den mest direkte vej, ville have ført os midt gennem byen, men jeg ville ovenom. Forklaringen indeni var for ikke at møde de andre. Men pudsigt nok havde de netop valgt den vej, for at få forsyningspause og mulighed for at dele deres oplevelser i mere stille omgivelser. Midt mellem de to kirker i toppen af byen mødtes vi og jeg fik et kram af Galina og Rebekka inden vi hastede videre. Bagefter gik det op for mig, at vi nærmest havde lavet et uendelighedstegn igennem byen med vores ruter.

IMAG2189Vi nåede ned til Frans kirke. Udenpå havde den samme smukke udtryk som Claras kirke. Den var bare meget større. Inde i kirken gik jeg lidt rundt med min mand og så på kirkerummet. Kirken var stor og voluminøst dekoreret indeni. Meget i kontrast til Claras kirke, som var mere enkel. Vi gik ned under kirken, hvor det viste sig at der var endnu et stort og meget dekoreret kirkerum. Min mand fik øje på et lille aflukke i den ene side af rummet, hvor der stod Maria Magdalene. Jeg vidste med det samme, at jeg skulle ind og sidde der. Min mand satte sig med mig, men da vi havde været stille lidt sammen, rejste han sig og gik ud for at se sig omkring.

Inden han gik ud, gik der en kraftig healing i gang. Jeg mærkede, hvordan den centrerede sig omkring mit underliv. Samtidig omfavnede den min mand og jeg mærkede at de fire af vores fem sammenbragte børn blev indbefattet. Alle blev vi healet for de ubalancer som seksualiteten havde givet os i vores liv hver og især. Den sidste var ikke med, da han ikke er kommet i puberteten endnu. Jeg mærkede hvordan ubalancerne sad i os, både som fysiske og psykiske skavanker, som forstyrrede os på et væld af måder. Healingen var meget kraftig og stod på et stykke tid. Jeg sad i dyb taknemmelighed og fik kontakt til, at på denne måde vil energien som vi skulle hente til jorden også støtte. Desuden skulle healingen forberede mig til at være anker for at jorden blev healet i forhold til seksualiteten i forbindelse med arbejdet.

Jeg sad i stilhed og åbnede op indadtil. Jeg fik kontakt til betydningen af at kunne være sig selv og i sin egen kraft. Jeg mærkede tydeligt, hvordan vi byggede en skal op udenpå, for at beskytte og gemme kraften væk, så vi ikke bliver genkendt. Samtidig gør vi os smidige og gennemsigtige, for at klare os i verden, når vi skal gå kraftesløse rundt. Jeg mærkede effekten af den healing, som jeg havde modtaget i Claras kirke. Der var ikke brug for skallen og undvigelsesmanøvrerne. Jeg mærkede en skal krakelere, og jeg mærkede hvordan jeg blev mere mig. Samtidig fik jeg et mærkværdigt syn, hvor jeg så mig selv som en figur bestående af stænger, hvor der for hver ende var en kulørt kugle. Stængerne var sat op i en skulpturagtig konstruktion, hvor stængerne var i forbindelse med hinanden.

Jeg fik den indre vished: Du kan nu være dig selv fuldt og helt. Når du kan være dig selv fuldt og helt, så kan andre mennesker genkende dig og du kan udføre det du er kommet for her på jorden. Derefter kom et væld af komplette meget konkrete anvisninger til hvordan jeg skulle i gang med at gøre mig selv tydeligere for verden. I mit arbejde og i udfoldelsen af hvem jeg er. Jeg blev helt forpustet og fik for første gang et ønske om at jeg havde haft pen og papir, så jeg kunne have taget noter, som jeg så tit har set andre have i forbindelse med det indre arbejde. Jeg plejer ikke at have brug for det, men denne gang var jeg i tvivl.

Da det var overstået sad jeg og overvejede, hvordan jeg skulle finde mind mand på det store sted. Jeg vidste, at det ikke rigtigt kunne lade sig gøre. Men jeg havde heller ikke lyst til at gå derfra alene og finde ham senere. Jeg nåede at sidde i to minutter, før han trådte ind til mig og satte sig ved siden af mig. Jeg fortalte ham om mine oplevelser, inden han fulgte mig ned i katakomberen, som ligger under kælderkirken, hvor Frans af Assisi ligger begravet. Jeg kontaktede stille hans ånd eller bevidsthed og takkede ham for det arbejde han havde gjort og som vi nu arbejdede videre på. Jeg ved ikke om det var noget jeg bildte mig ind, men jeg følte, at jeg fik hans velsignelse og taknemmelighed tilbage.

Vi gik ud fra kirken og jeg fik travlt med at finde Rebekka og Galina, så vi kunne udveksle vores oplevelser. Jeg fandt dem stående sammen med gruppen, hvor de delte deres oplevelser. Jeg stillede mig i kanten af gruppen og hørte de sidste ord af beretningerne, indtil de var færdige. Gruppen brød op og alle gik hvert til sit for at få en stille frokostpause. Jeg brød hulkende sammen i armene på Galina og Rebekka, som genkendte min proces og min healing. Jeg fik fortalt om hele min oplevelse og de fik fortalt det meste af deres, inden vi gik hvert til sit og fik frokost. Jeg mødtes med min mand og det vennepar vi fulgtes med. Jeg var ved at have det rigtigt skidt.

Jeg kunne næsten ikke være i mig selv, og jeg følte jeg var gået i opløsning. Det føltes som om jeg næsten ikke var der mere. Du ser skidt ud, blev der kommenteret ved frokostbordet, og jeg måtte bare sige, at det stemte fint overens med hvordan jeg havde det. Jeg blev mut og anspændt i mit udtryk. Men min mand er vant til det i forbindelse med de store energiarbejder, så han reagerede bare med lidt overbærenhed og det meste af opmærksomheden på maden og de andre to ved bordet. Jeg var taknemmelig. Jeg var anspændt og lettet på samme tid, da tiden var inde til at mødes på pladsen midt i byen med de andre.

Da de første af os mødtes var Elna der allerede. Det var hendes lejlighed vi skulle være i under arbejdet. Det varede ikke længe inden alle var samlet, og vi drog sammen gennem byen, imens Elna ledte vejen. Da vi kom til hendes bolig bød hun os hjertelig velkommen. Vi gik ind og fik placeret os rundt omkring i lejligheden og der blev taget kontakt til støttegrupperne hjemme i Danmark over internettet. Jeg fik imens en lille stund til at fortælle de andre om mine oplevelser. Bagefter informerede Galina og Rebekka om, at vi ville stå med Rebekka og Galina på den øverste etage. Rebekka i den ende af rummet, der vendte mod Claras Kirke, Galina i den ende, der vendte mod Frans kirke. Jeg skulle stå på etagen neden under lige midt imellem dem, og være anker. De andre deltagere skulle bevæge sig rundt så de nærmest skabte en spiral imellem de to etager ved stille at skifte imellem de to etager lidt efter lidt.

Vi placerede os rundt omkring som aftalt og arbejdet gik i gang. Jeg følge mig stadig meget berørt, men det at være i gang er altid godt, når presset op til har været så stort. Endelig sker det, som vi er blevet forberedt til så længe. Energien startede voldsomt op hos mig. Efter at have vænnet mig til at være forbundet til det store og kraftige energifelt mærkede jeg, at jeg skulle sætte mig ned og sørge for at mit system blev gjort klar til at være anker for healingen af seksualiteten på jorden.

Jeg havde min krystal med, som har været med på gralsrejserne. Jeg bliver tilskyndet til at tage den med mig, når jeg skal lave disse energiarbejder, som lægger et relativt stort pres på mit system. Jeg brugte den til at rense alle mine hovedenergicentre op og forbinde dem til min rod. Det gjorde at den del af mit energisystem, som resonerer med det oprindelige blev stabiliseret og afbalanceret. Samtidig blev jeg forbundet og strukket, så jeg rakte ind i Den Nye Tids energispekter. Spektret, der går til trettende dimension. Da det var på plads blev jeg strukket til at støtte åbningen af portalen, som var i gang. Det gjorde ondt og det føltes som om energifeltet ikke holdte til det. Men for det første så var vi tre om at være ankre denne gang, samtidig er jeg vant til det nu, så jeg prøver ikke at holde sammen på mig selv, det gør det meget mindre ubehageligt. For det tredje var vi en god gruppe med en stor støttegruppe hjemmefra, det hjalp også virkeligt meget.

Da arbejdede begyndte oplevede jeg næsten et hav af engle, som trådte frem og begyndte at skabe et felt omkring os og området. Jeg genkendte det fra tidligere, hvor de har fortalt mig, at det er beskyttelse af os og arbejdet, så vi ikke bliver forstyrret undervejs. Jeg følte trygheden ved deres tilstedeværelse og lagde den bevidst ind som støtte i mig.

Jeg holdte øje med hvordan energien arbejdede. Jeg oplevede hvordan den skabte et uendelighedstegn imellem Galina og Rebekka. Der hvor de Symbolet i Assisito cirkler mødtes i midten stod jeg nedenunder. Pludselig sprang der fra det punkt, hvor jeg stod to forbindelser op til der hvor Rebekka og Galina stod. Energien dannede nu et hjerte med et uendelighedstegn indeni. Jeg stod forbløffet og betragtede det. Da jeg havde vænnet mig til det udvidede det sig pludselig. Der sprang nu et uendelighedstegn frem, som jeg stod i midten af. Centrum fra uendelighedstegnet oppe ved Galina og Rebekka rakte nu ud mod kanterne af det uendelighedstegn som jeg stod i. Det omvendte hjerte var skabt. Jeg syntes jeg huskede, at have set tegnet før, eller noget der mindede om. Men jeg kunne ikke komme i tanke om, hvor jeg havde set det, eller om jeg overhovedet havde set det før. Jeg slap tanken. I det samme begyndte portalen at åbne sig.

Da portalen åbnede sig tabte jeg næsten pusten over, hvor smuk den var. Hele dalen nede foran bjerget begyndte næsten at blive levende af lys og bevægelse. Som portalen lyste op kunne jeg pludselig se alle de bevidstheder, som var samlet for at støtte og prise arbejdet. Det var overvældende. Jeg trak vejret dybt nogle gange og sikrede mig, at mine følelser ikke påvirkede arbejdet. Da jeg var sikker på, at jeg ikke forstyrrede, tillod jeg igen de overstrømmende følelser at få plads i mig. Da de havde fyldt mig op transformeredes de sig i mig til taknemmelighed, og jeg lod taknemmeligheden strømme fra mig og ud i feltet.

Vi var stille i gruppen imens portalen åbnede sig. Jeg registrerede, da energien begyndte at strømme ind på jorden. Jeg kunne mærke, hvordan den strømmede igennem mig. Da jeg flyttede min bevidsthed ud til at rumme feltet og de andre deltagere, kunne jeg registrere, hvordan den også strømmede igennem de andre deltagere og i hele feltet på samme tid. Det strømmede fra universet og ind gennem portalen, ind gennem os alle sammen. Vi blev alle sammen brugt til at starte en stabilisering af energien, så den blev tilpasset mennesket.

Jeg kunne mærke, hvordan mennesket som helhed begyndte at tage imod energien. Alle mennesker blev på en måde involveret. Det føltes godt at være i gang med arbejdet nu. Den spænding, som jeg havde haft i mit system i flere måneder, tog nu af imens energien flød.

Da menneskene havde modtaget energien, så begyndte den at flyde til jorden. Vi havde været helt stille under arbejdet til da. Men nøjagtigt da jeg mærkede skiftet, råbte Rebekka ned til os: Nu begynder healingen af jorden. Det var meget smukt at være vidne til, selvom det var en oplevelse uden ord eller billeder. Det var nærmest en ændring af tilstanden for jorden, som jeg var vidner til. Lige da jeg troede, at arbejdet var ved at være færdig, så voksede en følelse i mig. Det var en følelse som jeg kender godt. Det var fornemmelsen af gralen. Den samling af koder, som ligger i fællesbevidstheden på jorden, og som langsomt er ved at blive forbundet som udgangspunkt for Den Nye Tids bevidsthed i mennesket på jorden. Gralen rummer og forener alle kulturers fællesbevidstheder, for at støtte udveksling og samarbejdet imod det forenede folkefærd på jorden.

Fornemmelsen af gralen blev mere og mere tydelig, og jeg mærkede, hvordan den hjalp med afbalancering af kønsroller og healing af seksualiteten, på nøjagtigt den måde, som de enkelte kulturer har brug for, for at det hjælper dem bedst. I det jeg erkendte dette, gik det op for mig, at det vi nu var vidner til, var ankringen i jordens energifelt af energien. En ankring, som foregik ved hjælpe af koder, som blev lagt ind i gralen. Hele området var fyldt med lys, og svingningerne i energien var enormt høj. Men jeg nød det næsten nu, for jeg vidste, at nu var vi på vej til at være færdige. Efter ankringen i gralen var faldet på plads, oplevede jeg, at det samme arbejde fortsatte til menneskene. De nye koder blev formateret, så de passer til ethvert menneske.

Da ankringen i koderne var forbi, startede landingen. Landingen var en afslutning af arbejdet, hvor energien i jordens energifelt blev harmoniseret. Jeg så jordens energifelt, og genkendte synet fra gralsarbejdet. De nye lyse farver i hele feltet, som var intakt og harmonisk. Der kom en ny farve til i feltet. Den var nærmest det man kaldte koralfarvet, da jeg var ung i firserne. En slags orange-lyserød farve, som er meget feminin og intens. Farven forplantede sig langsomt i feltet, og da den var færdig, så mærkede jeg fornemmelsen af at arbejdet landede. Arbejdet var fuldført. Jeg brød stille mit fokus og kiggede rundt på de andre. De sad alle i deres egen tilstand. Det virkede nærmest forkert at hæve stemmen, for at dele med dem ovenpå, at jeg oplevede at vi var færdige. Så jeg gik stille op ovenpå, hvor Galina og Rebekka også havde den samme oplevelse.

Jeg mærkede jublen fra hele energifeltet og alle de tilknyttede bevidstheder. Det voksede i mit hjerte og jeg kunne mærke, hvordan det fyldte mig op og fik mig til at smile og nærmest stå og hoppe op og ned. Vi gik nedenunder og samledes. Vi delte vores oplevelser, og det viste sig, at Rebekka og Galina havde haft en fuldstændig synkron oplevelse med mig og hinanden af vores arbejde. Det fuldendte oplevelsen for mig. Jeg har sådan brug for bekræftelserne af, at det jeg ser og oplever fra den usynlige verden er sand. Jeg mærkede i lettelsen og jublen hvordan jeg forenede mig med Galina og Rebekka og alle dem som var med i gruppen. Samklangen var smuk og harmonisk. Jeg følte, hvordan jeg nærmest med min bevidsthed sagde: Jeg elsker jer – og gav dem et stille knus. Det var for mig en perfekt afslutning på arbejdet.

IMAG2209Vi mødtes om aftenen på klosteret, hvor de fleste af deltagerene i gruppen boede og delte et aftensmåltid og noget vin. Nonnerne havde tilberedt måltidet til os. Stemningen var god og vi fik mange snakke rundt omkring ved bordene. Det blev sent for flere af os, inden vi brød op. Vi kunne næsten ikke slippe dagen.

IMAG2200

Dagen efter drog jeg af sted med min mand og venneparret mod lufthavnen, imens de andre mødtes og lærte at bruge energien til at støtte sig selv og andre med. Om aftenen inden vi gik til ro, havde jeg haft en stille stund med Rebekka og Galina, hvor vi havde fundet frem til sammen, hvordan opskriften skulle være. Jeg sad i bilen på vej til lufthavnen og brugte energien på de andre i bilen og på mig selv. Det føltes godt. Efterfølgende er jeg nu i gang med at bruge den på mig selv og familien. Kun på den måde, finder jeg ud af, hvad det i virkeligheden er, vi har hentet.

Jeg havde to dage med total lettelse i mit system og stor befrielse. Så tog presset fat igen. Sidst i marts tager vi til Bhutan for at fortsætte Gralsarbejdet.
IMAG2171

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Kan du se denne popup?

Så er det i hvert fald ok <3

Og du kan lukke dette vindue og læse videre.