Den vandrette stigning af bevidstheden

Kompleksiteten af bevidsthedsstigning i vores virkelighed

Vi er på vej ind i en ny tid som svarer til at vende vrangen ud, ikke bare på os selv, men på hele vores kultur. Vi har brug for overbærenhed, fordi vi er i en vandret stigning lige nu. Alle sammen. Også der, hvor vi ikke selv kan se det.

Vandret stigning betyder, at hvis vi er lodrette åben i bevidstheden, kan vi folde bevidsthedshævningen ud i vores erkendelse af, hvordan virkeligheden hænger sammen. Det giver en bevidsthedsudvidelse. Jeg kan godt selv høre, hvor kryptisk det lyder – derfor vil jeg prøve med nogle eksempler – både nogle generelle og nogle mere personlige.

Et eksempel kan være teksten fra en gammel dansk sang ”livet er så kort at det ku hænde, du kom for sent, for sent til livets ende”. Det er en tekst, som rigtigt mange har sunget med på. Men hvor dybt har du funderet over tekstens betydning?

Den lodrette stigning svarer til, at du funderer over tekstens betydning og får højere og højere erkendelser om dens betydning. Det kan røre dig og berøre dig, så du bliver helt rørstrømsk og måske nærmest overvældet af den dybere betydning.

Den vandrette stigning svarer til, at du begynder at ændre dit liv i forhold til de erkendelser, som du har fået ved at fundere over teksten. Det kan være både i det små og i det store.

De lodrette erkendelser får os tit til at ændre holdninger og indstillinger til vores møde med omverden – de vandrette udfoldelser får os til at ændre adfærd.

Hvis der kommer for stor afstand imellem de to, så får vi et udtryk, som virker forvansket og usammenhængende. Der er en uoverensstemmelse, som i grelle tilfælde kan ”skrige til himlen”. Men som ofte handler om at have tilslebne dobbeltstandarder eller uoverensstemmelse imellem holdninger og gerninger, som er svære at ”få hånd” om. Det er så svært at få hånd om, at vi ofte selv mister det, at få hånd om det selv.
Jeg ser det som et sted, hvor vi kan se, at vores bevidsthed trænger til at åbne sig. Jeg oplever, at det er derfor, det begynder at røre sig der, i vores alle sammens bevidsthed.

I mit tidligere virke som ingeniør indenfor miljøteknologi, hvor jeg håndterende fx forureningssager – så var det et stort spørgsmål for mig, hvordan vi som samfund på den ene side kunne rydde op for milliarder efter fortidens syndere – samtidig med, at vi ikke håndterede det, som blev udledt til miljøet nutidigt med en proaktiv tilgang. Dette er en stor uoverensstemmelse imellem den lodrette og vandrette bevidsthedsudvidelse. Den lodrette bevidsthedsudvidelse viste, at der var et problem. Men det blev ikke integreret i hele virkeligheden, så problemets udbredelse blev stoppet.

I mit nutidige virke som energiarbejder og bevidsthedsyogamester kommer det til stadighed bag på mig, hvordan de mennesker, som arbejder med forståelsen af kærlighedens essens og praktiserer balance og tilslibning af dømmekraft på visdommens og kærlighedens sten, er nogle af de hårdeste, mest fordømmende og uhæmmede i deres eksekveringer af dommene. Mine evner til ikke at interagere med den slags energi er blevet trænet godt i de 7 år, hvor jeg har arbejdet fuld tid med at dele ud af visdommen som kanal, imens jeg selv har modtaget og praktiseret undervisningen indefra.

Disse enkle eksempler er bare et par stykker. Jeg har en hel lille pose med perler af eksempler – de første uoverensstemmelser kom til min bevidsthed som barn – hvor jeg oplevedet at det, mennesker sagde, følte og gjorde ikke hang sammen. I min ungdom kom erkendelsen at samfundets opbygning indeholdt de samme uoverensstemmelser imellem det ønskede og det gjorte. De store spild, de fortabte holdninger og høje perspektiver flød som blod rundt omkring, og jeg var rystet over både spild og konsekvenser. Det globale perspektiv har intet at mangle i den henseende. Jeg har derfor i alle årerne, især fra da jeg i starten af tyverne begyndte at uddanne mig for alvor, spekuleret over dilemmaet, årsagen og konsekvensen.

Jeg er nået frem til en dyb kærlighed til menneskers måde at gøre vores bedste på, imens vi er så uendeligt begrænsede.  Samtidig har jeg en erkendelse om, hvor ”små” vi ofte er i vores udgangspunkt – både som enkeltpersoner, som grupper og som samfund. Jeg ser vores brilliante evner til at indse og gøre en forskel – og det modsatte.

Mit eget eksempel
Jeg ser det alle steder. I mig selv, mine nærmeste og omkring mig i alle niveauer. Når jeg ser det, så er der ingen skurke – kun dumheder – og dumhederne flyder fra alle sider af – også fra mig selv. Det eneste formildende er ønsket om at gøre det bedste, at det ikke er med vilje og at vi retter op alt det, som vi kan.
Her er mine personlige eksempler:

Mit ønske om at gøre mit bedste og dele ud af den visdom, som flyder igennem mig med mennesker, som er tætte på mig.
Modsætningen hertil:
Mange mennesker, som er blevet vrede på mig over min måde at dele på, som har dømt mig, slået hånden af mig og eksekveret det ud i omverdenen uden at konfrontere mig.
Mit ønske om at skabe en kærlighedsfamilie og et trygt liv for mine børn.

Modsætningen hertil: Jeg er skilt og har haft flere forliste kærlighedsforhold, som mine børn har været involveret i.
Mit ønske om at være ordentlig og tage mig af samfundsproblemer.
Modsætningen hertil: En overvældelse som ender med, at jeg donerer og healer det bedste jeg kan – men der er ikke mange konkrete indsatser. Mit liv afspejler på den måde ikke konkret mine holdninger.
Jeg bliver rædselsslagen over at skulle have et tilhold på en meget klog mand, som pludselig farer vild i spirituelle erkendelser og begynder at mene at jeg er en ond udgave af Maria Magdalene, og at jeg er i gang med at ødelægge hans liv.
Modsætningen hertil: En iboende indstilling om, at alle vil det bedste og at vi ved, at når vi har spirituelle indsigter, så kan det sidestilles med at blive berørt og flyttet af musik, teater og film. Selvom det er på en meget dyb måde, så er vi stadig ikke i tvivl.
Jeg bliver ikke mindre rædselsslagen af at opdage, at flere mennesker har taget en svag opmærksomhed fra min side af, et ønske om at hjælpe eller et forsigtigt forsøg på samarbejde som en form for tæt og intim udveksling. Med en efterfølgende dyb sårethed og afvisning . Modsætningen hertil: En italesættelse af samarbejde og udveksling, som både er defineret i ord og i overensstemmelse med almindelige indstillinger imellem mennesker. Egentligt både privat og professionelt, hvor det at ”stikke en finger i jorden” hører til min virkelighed.
Eksempler på kombinationen, hvor nogle meget kloge, dygtige og velfungerende mennesker har taget spirituelle erkendelser og opmærksomhed – og på baggrund heraf ændret meninger og taget beslutninger dybt ind i deres private liv – på en måde, som ”overskrev”, hvad de ellers ville have gjort. Med efterfølgende skamfuldhed og smerte. Dette har gjort mig nærmest frygtsom på flere måder. Modsætningen hertil: En egen ansvarlighed og et udgangspunkt, hvor de principper og meninger, som vi har uden vores spiritualitet, aldrig kan overskrives eller stå i stedet for – de kan kun udbygge.

Jeg har kigget og funderet med den lodrette bevidsthed og udvidet den herved. Jeg har forsigtigt forandret med den vandrette stigning. Jeg er for nu nået frem til, at noget kommer af manglende kompetencer i det store hele og noget kommer af, at vi på grund af manglende kapacitet alle sammen ”sjasker med et eller andet” – det er så bare forskelligt hvad vi ”sjasker med”. At vi på en eller anden måde passer bedst med dem, som vi er enige i sjaskeriet med.

Det kunne virke håbløst – men mit håb bliver tændt af at se, hvordan vi flytter os.
Både det, som jeg mærker i mig selv, mine nærmeste, i samfundet omkring os i det nære og i det fjerne. Det er ikke altid kønt, men vi flytter os. Jeg fornemmer alle steder en bevægelse imod udfoldelse af den vandrette bevidsthed i en grad og et tempo, som ser ud til at være boostet af medier og internettet på godt og ondt.

Om det bliver godt eller ondt handler om vores reaktioner og interaktioner på udvidelsen. Jeg ser den udfolde sig i vores samfund lige nu – ja alle steder på jorden lige nu. Det tænder et særligt håb for mig – samtidig med, at jeg kigger på konsekvenserne af vores mangler og sjaskerier. Jeg ser en dyb og stor mulighed for at skifte bevidsthed fælles på jorden – men det kræver, at vi ser det og kigger den vej. At vi transformerer dom og udskamning med fælles løft og udvidelse af bevidstheden helt ind i den agerende bevidsthed.

Det har jeg talt om i en undervisning en dag. Deltagerne i undervisningen blev meget berørt, og spurgte om ikke godt jeg ville udbrede de indsigter og det udgangspunkt, som jeg ser verden igennem lige nu. På baggrund af dialogen i undervisningen er understående tekst dannet. Jeg håber, at jeg kan bidrage til din bevidstheds åbning og måske til at tænde dit håb med teksten.

Når den vandrette stigning er i gang, giver det en masse uro og en masse reaktioner, hvor alle gør deres bedste, men ser ud som om de gør deres værste.

I en lodret stigning, får vi en masse erkendelser og indsigter, der er meget vise, og vi kan se tingene på den rigtige måde, men i den vandrette stigning, brager det og braser det igennem i virkeligheden, og det kommer til at føles som om – for os alle sammen – at underlaget bliver glat og som om vi hele tiden gør vores bedste.

Men det ser ud som det værste. Lige meget hvad vi rører ved, bliver det næsten værre. Der er vi på en måde i samme båd. Det at holde masten på båden handler om at holde balancen og stemme sammen på midten. I det spirituelle perspektiv handler det om arbejdet med at holde balancen på en måde, der er med til at hjælpe med at holde søjlen for fællesbevidstheden.

Jeg har en fornemmelse af, at alt det, der sker i verden nu – at der i det er et bidrag hvor det mærkes til at der er balance og det er rent – hvor masten/søjlen vokser og bliver mere og mere stærk i fællesskabet. Men det er svært at se lige nu – fordi vi alle er i gang med den vandrette stigning…

Mette Frederiksen som eksempel
Alle gør det så godt som de kan og Mette Frederiksen er egentlig et godt eksempel på, at hvis vi skal kunne se på hende som et symbol – se hendes funktion, som vi relateret os til – så kan man sige, at vi skal ikke personificere.

Hun er jo et menneske og opfører sig som et menneske – et menneske, som er statsminister. Men i den måde, hun opfører sig som menneske og statsminister, ligger der nogle præmisser fra tidligere statsministre, som hun træder ind igennem. Og fra den måde mennesker relaterer sig til statsministre, embedsværket, befolkningen, hele historien, der træder hun ind igennem en form, som hun er bundet af.

Så vi kan godt skælde ud på Mette Frederiksen over den måde hun gør tingene på, men i virkeligheden bliver vi nødt til at se på os selv, og på det vi har accepteret fra de tidligere ministre, som er det hun træder ind og bærer nu.

Hvis vi så personificerer det på hende, er det som om, vi kommer til at slette det ansvar, der ligger i vores relation til de tidligere ministre, vores samfundsrelation til ministerfunktionen, statsministerfunktionen og det at have en samfundsopbygning med regering på den måde.

Hvis vi træder for meget ind i personificeringen, slipper vi størstedelen af det, det handler om, som er formen – jeg ser for mig et billede af de figurer, hvor man kan træde ind og sætte sit hoved igennem og så kan man få taget et billede – det er ligesom Mette Frederiksen.

Så hun har lidt bevægefrihed, men det er meget lidt, fordi det er fastlåst af hvordan man gør. Så prøver hun at løfte det derindefra, hvor hun kan agere – hele vejen rundt har hun et hav af mennesker, der fortæller hende, hvad hun skal gøre, og et hav af historier, der fortæller hvordan man skal gøre det og et hav af love, der definerer hvordan man må gøre det. Derigennem prøver hun at håndtere noget, som ikke har været her før, som hele verden håndterer samtidigt. Så hun har også hele verdens regeringer og befolkninger udenom, som er med til at holde hende fast i, hvad hun skal gøre og ikke skal gøre.

Så hvis vi kun kigger på hende som person og peger på det der foregår, som en form for personificering i Mette Frederiksen – så slipper vi det at relatere os til alt det udenom, som er det jeg oplever, som det vigtigste at relatere os til nu. Her er det at slippe personificeringen svarende til at gå ind i den vandrette udvidelse – at vi begynder at erkende, at vi selvfølgelig har et personligt ansvar og personlige ting vi gør alle sammen – men jo større repræsentant man er for noget, desto mere er man påvirket af formen og rammen, og så er det formen og rammen vi skal diskutere og ikke personificeringen. Der er der en hel masse der skal diskuteres. Ting som er blevet forsømt at diskutere i mange år – både på taburetterne i folketinget og rundt omkring i vores stuer.

Om retssamfundet og spørgsmål om lov, orden og forfaldsproces i dette. Om manglende respekt for lov og orden fra dem, der implementerer det.

I stedet for at sige de, skal vi sige vi.
Der hvor det er endt nu, det er på baggrund af noget, som er sket over flere år, hvor forfaldet er sket langsomt. Det har vi alle været vidne til og har haft et ansvar for. Et ansvar, som vi ikke har taget, for at stoppe det der, hvor det opstod. Nu kommer alt på spidsen og bliver meget tydeligt, fordi vi er kommet ud i en speciel situation, så det bliver bragt frem. Ligesom når man trykker på en bums og det kommer ud, eller en flis på fingeren. Og det at sige “de”, laver et bevidsthedsskifte indeni, der skaber en kløft som er uhensigtsmæssig, hvis vi skal træde ind i det næste niveau; der skal vi sige “vi”.

Vi har skabt et samfund sammen, hvor magtstrukturen og lov og orden ikke fungerer, og det er ikke Mette Frederiksens skyld og det er ikke vores skyld alene. Det er udviklingen, både lokalt og globalt, som er gået meget hurtigt. Så hurtigt, så der er nogle ting, man ikke har fået taget sig af – ting, som nu dukker op.
I forhold til det at tage sig af det, der dukker op, er det vigtigt at sige “vi”.

Når vi siger “vi”, sørger vi for, at vores bidrag kan åbne sig ind i de muligheder, der eksisterer, så vi kan komme til at gøre en forskel, der ikke laver adskillelse.

“Magt korrumperer. Det er magtstrukturen, der er et problem – er der nogen, der siger.”

Men det er jo ikke nyt. Det har altid været sådan, så det at finde ud af hvordan vi imødekommer, at vi har en opbygning, der er som den er med et udgangspunkt:
Hvor vi tror på at alle gør deres bedste.
Hvis alle gør deres bedste og det ikke virker, så er det måske fordi, at det fundament, vi bygger på, ikke er stærkt nok.
Hvad gør vi for at gøre det stærkt nok til, at når alle gør deres bedste, så bliver det godt nok, både for statsministeren og for alle andre.

Der ser jeg en mulighed for at løfte den måde vi er samfundsdannende til et niveau, hvor vi åbner måden at være samfund på en ny og bedre måde.

Jeg ved ikke, hvordan det skal være, men jeg fornemmer en bevægelse hen imod en måde at være menneske på, hvor magt og økonomi er skilt ad, og hvor magt og empati hænger sammen.

Det tror jeg, vi er på vej imod, men jeg ved ikke, hvordan det kommer til at ske. Men jeg oplever at det er vigtigt, at vi siger “vi”, hvis vi vil gå i den retning. Jeg har fået det som spirituelle indsigter siden 2014. Det er allerede i gang og har været i gang i flere år.

Fx gjorde min bankmand mig opmærksom på noget for nogle år siden, ift. Danske Bank sagen. For et par år siden fortalte jeg ham, at jeg har fået en vision omkring, at magt og økonomi bliver skilt ad. Så sagde han, at det allerede er i gang, ift at Danske Bank, fordi de ikke har opført sig ordentligt, har mistet måske halvdelen af sin værdi. Et tab der kommer af, at folk ikke er interesserede i at handle med nogen, der ikke opfører sig ordentligt. Han mente, at for ti år siden havde sådan noget ikke haft den samme effekt. Det er indstillingen i befolkningen i samfundet, der gør forskellen. Han sagde, at alle de store virksomheder efter Danske Bank sagen var i gang med at opdatere ift. at sørge for, at de opfører sig i overensstemmelse med ordentlighed, fordi de erkender, at det er en parameter, der betyder noget for deres og vores position.

Det at mennesker rundt omkring på jorden begynder at træde ind og komme med deres meninger på nye tydelige måder er også eksempler. Nogle af de undertrykkende steder i verden begynder mennesker at træde ind uden kamp og vise deres utilfredshed. Det sker i det gamle Rusland, i Mellemøsten, hvor der er flere steder, hvor befolkningen begynder at træde ind. Der er meget lukket over mod Kina, så der får vi ikke mulighed for at se det og der er der lukket ned. Men min fornemmelse er, at det sker alle steder. At noget af den nedlukning, der er i Kina, kommer fordi, at bevægelsen kommer indefra. Befolkningen begynder at stå imod, og jeg tror på at informationerne hen over internettet er med til at vække etiske indstillingerne omkring, hvordan vi gerne vil have det. Men jeg ser et tippepunkt, og jeg ser, at vores indstillinger, vores bevidsthed omkring det at se det som en bro og ikke en kløft, det er vigtigt, og det gør en forskel.

Så ser jeg, i de unge mennesker, at de er stadig lige dumme og fordømmende som vi også var i samme alder – os fra min generation – men det stikker ikke så dybt. De stiller krav fra et andet sted.

Studerende: “De store firmaer investerer mere bæredygtigt, fordi de kan se, at det giver økonomisk gevinst, men politisk er vi bagud, fordi det politiske system er indrettet på en måde, så man per automatik kun ser fire år frem”
Jeg hører, at mennesker, der arbejder med ledelse og økonomi, har brug for meningsfuldhed for ikke at brænde ud. At arbejde på en måde så de oplever, at der er en samfundsmæssig mening. Der begynder at være en ambition, der ikke kun handler om penge, og det handler ikke kun om at mennesker skal trives i virksomheden, fordi det giver mere stabilitet og flere penge. Men jeg møder ledere, der har det som et kriterie, at de ikke kan holde ud at være ledere, hvis ikke der samtidig er et løft til dem, der arbejder i virksomheden, og de trives og at virksomheden spiller ind i samfundet og gør en forskel på en god måde. Så der er tale om en økonomisk gevinst, men også et menneskeligt løft.

Der findes selvfølgelig stadig gammeldags ledere, for vi er på vej ud af den gamle tid og ind i den nye, men jeg ser, at det vokser og åbner sig, og at ovenstående er moderne – ligesom det er blevet moderne at dyrke yoga i vores del af verden.

Studerende: “Diktatoren i Uganda har vundet igen og der er indsat militær i gaderne overalt.”
Og det sker stadig rundt omkring. Der skal vi huske, at vi er i smørhullet. Derfor har vi også et ansvar ift. bevidsthed omkring det at åbne til smørhullets muligheder, som er i fred, at se os som “vi” og begynde at finde løsninger fra “vi-stedet”; for hvis der er militær i gaderne, og folk der slår folk ihjel, hvis de har en anden mening, så har vi ikke mulighed for at blive “vi”.

Jeg har set en fremtid hvor regeringer bliver så stærke med deres befolkning rundt omkring, at der bliver et krav til de andre regeringer omkring menneskelig balance, menneskerettigheder, økologisk balance og økonomisk balance, og det er i den rækkefølge. Og kun hvis en regering overholder de balancer, bliver de siddende, ellers bliver der stillet et krav fra de andre regeringer i verden om, at man skal ændre sin regering til den kan imødekomme disse krav, fordi verdens regeringer får en forståelse af, at vi er så sammenhængende – at “hvis ikke I kan tage jer af jeres befolkning, så kommer vi til det, og det vil vi ikke, så nu kræver vi af jer, at I skal tage jer af jeres befolkning, af jeres miljø, af jeres økonomi og hvis ikke I gør det, så tager vi os af det i fællesskab.” – og det er ikke krig; det er en form for mærkeligt formynderi, som vi kommer til at kunne i fremtiden i fred. Lige nu er vi på vej derhen, og så eksisterer det hele samtidigt, så der sker frygtelige ting rundt omkring, og vi kan se det, men vi skal huske, hvad vi har af fakler og andre ting til at holde fast i lyset.

Husk at tage mit bidrag og spejle dit eget ind i det. Og synes du noget andet end mig, er det også rigtigt.

Det er noget af det, jeg ser, at ligesom der er disse forskellige tilstande rundt omkring i verden, så hvis du har hørt, hvad jeg siger, og det ikke giver mening for dig overhovedet – så mærk den gnist, den ild, som er dit bidrag, og den er mindst lige så vigtigt som mit bidrag. Mit bidrag er at holde den erkendelse, der hedder “vi”; der er ingen kløft, vi er fælles, og vi skal tage os af det derfra, men er det din indstilling, at der er en kløft, og vi skal ikke finde os i noget, så er det lige så vigtigt og rigtigt, for alle tilstande skal eksistere, for at det kan glide sammen.

Studerende: “Jeg genkender en åndelig efterspørgsel og at der er kræfter fra erhvervslivet, der åbner sig for nye og mere konstruktive måder at gøre ting på, men samtidig er der en modsat tendens med mere kontrol og flere ting, der løber politikere og erhvervsliv af hænde – kriminalitet i erhvervsliv løber amok, skandaler, vaccinespørgsmålet, hvad bliver vi brugt til og hvad kommer der til at ske? Det hele er utrolig komplekst.”

Jeg vil gerne vende ordet “utroligt” rundt og sige “forventeligt”. Det hele er forventeligt komplekst i sådan en vandret udvidelse, der går så stærkt. Alting kommer frem og bliver meget tydeligt; alt der har ligget som underlag fra gammel tid, kommer op og bliver tydeligt, så vi kan gøre noget ved det.

Jeg ser ikke, at det, der sker nu, ikke var der i forvejen. Jeg ser at det kommer frem, så vi kan se det, så det er en form for oprydning. En afdækning, hvor låget ryger af og vi kan se, at alle musene render rundt nede i motoren. Så kan vi få det ud og begynde at smøre tandhjulene og rette ind, opdatere og opgradere, tage os af det, men det er vigtigt, at vi gør det med det bevidsthedsniveau, vi har – så vi ikke går ned og begynder at kæmpe fra et indre lavere bevidsthedsniveau, for at lave en opdatering ind i et nyere bevidsthedsniveau.

Der er det vigtigt at vi bliver stående for at arbejde ind i det at opdatere. Så det at se alle lækagerne, ubalancerne i vores egen måde at se virkeligheden – fange alle uoverenstemmelserne i det som sker i os selv og samtidig i alt det, der sker – se hvordan det viser, hvor der mangler noget og så pege på det og sige:
Det skal vi gøre noget ved.
Vi vil ikke have det sådan her.
Vi ved ikke, hvordan det skal komme derhen, men det vil vi.

Lad de klogeste samles, for at lade alles stemmer høres ift. at finde en løsning på det, som vi ikke vil have. Så vi samles omkring det, og løfter det sammen. Så bruger vi det nye bevidsthedsniveau til at skabe den nye bevidsthed med.

Hvis vi går ned i det gamle bevidsthedsniveau og begynder at kæmpe, så taber vi muligheden.
Man kan ikke kæmpe for fred
Man kan heller ikke kæmpe sig til visdom, eller tænke sig til det

Så at gå sammen om de nye muligheder og åbne det, er det jeg gerne vil invitere til; at sige at det er ikke utroligt, men forventeligt, og nu kan vi gøre noget ved det, fordi det dukker op.

Studerende: “Det er fordi yderpolerne bliver mere ekstreme og tydelige, som vi bevæger os mod balancen”
Og de kommer jo op fordi de er der, så kan vi se dem.

Studerende: “…Længe leve tale- og trykkefriheden…”

Et eksempel på beskrivelse af indsnævring af bevidstheden
Hvis man går i et gammelt bevidsthedsniveau og kæmper med de nye bevidsthedsmuligheder, så bliver det hele meget uklart, fordi de ekstreme udsving kommer til at tænde til nogle gamle toner, som indsnævrer bevidstheden.

I forhold til udsyn og udsigt – så når vi bliver tændt i de gamle reaktioner, så snævrer disse ind. Så kan vi kun se “dem og os”, “rigtigt og forkert”, “vi skal ikke finde os i noget; vi skal gå i kamp”.

Men idet vi udfolder bevidstheden og åbner udsynet, så kan vi se, at kamp giver ikke mening, men at der er noget her, der skal gøres noget ved, så hvordan kan vi sørge for, at der sker noget her?

Tale- og trykkefriheden er vigtig, ligesom alt mulig andet relateret til friheden også er det. Men det er jo en udfordring, at mennesker indsnævrer deres bevidsthed og taler og trykker derfra, selvom de har kapacitet til det modsatte.

Det synes jeg det ligner, det der sker, med nogle af de ytringer fra mennesker, der udtaler sig, som er meget kloge og vidende, og som har et stærkt trygt liv. Her er det som om, at alt kommer til at handle om noget meget voldsomt og snævert. Det føles som en form for degenerering og det er det eneste sted, hvor jeg mærker en risiko i den bevægelse, der er i gang nu. At hvis for mange gør det, så kommer vi til at hænge på kanten, så tror jeg ikke, vi kommer op i det nye bevidsthedsniveau. Så tror jeg, vi tager en tur mere, globalt og samfundsmæssigt ift. at kunne nå til det niveau, hvor vi kan være fælles og løfte ansvaret i flok i fred og fornuft.

Så glider vi lige lidt ned igen. Hvis det sker, så er det fordi, det er der, vi er. Men jeg håber, hepper og holder på og støtter på alle mulige måder, at vi kommer dertil, hvor vi kan sige “vi”, og hvor vi bruger hele bredden på vores bevidsthedsfelt og ved, at når jeg indsnævrer mit bevidsthedsfelt, så kan jeg ikke regne med det, jeg ser. Så bliver jeg nødt til at slappe af og vente på, at jeg falder til ro og får bredden med, førend jeg kan stole på mit eget perspektiv

Studerende: “Nogle gang skal der bare siges ting, kriges lidt, ruskes op og siges fra, men jeg kan blive for opslugt og suget ind i en energi, der ikke er til at være i, så der er nogle balancer, der er krævende at finde og så må man finde en afstand og tage kampen fra et andet udsigtspunkt. Krigerne er også vigtige i det her. Alle dem der ikke vil finde sig i noget. Så selvom det kan blive overdrevet konspiratorisk er der noget sundt i dem der siger fra med alt hvad de har.”

Alle stemmer er vigtige især nu. Men det at sørge for at den stemme vi har, stemmer med der, hvor vi er med vores bevidsthed. Det er egentlig det, jeg snakker om her. At holde vores niveau og plateau.

“Det handler også om at sige fra på en måde hvor vi ikke trækker vores verdensbillede ned over andres. Ellers kan vi ikke flytte hinanden. Når vi går i kamp holder vi mere fast i vores eget perspektiv og bliver ude af stand til at flytte os.”

“Vi skulle gerne være de første til at begynde at sige vi. Og min oplevelse er, at det virker.”

Jeg har en ambition om, at mit arbejde med bevidsthed og erkendelse om styrker og faldgruber skal kunne nå ud til mennesker i deres menneskelige perspektiv. Så vil arbejdet med bevidstheden og de muligheder, som det bringer også blive meningsfuldt – hele vejen ind i den praktiske og faktiske virkelighed. Det er først, når det lander der, at det giver reelt mening og får en betydning for alvor.

Bevidsthedsarbejdet kan hjælpe med at finde den balance, hvor man hele tiden vender tilbage til sig selv; det at kunne det – at dele, sige til og fra, uden at trække vores verdensbillede ned over andres, er i virkeligheden noget af det, bevidsthedsarbejdet hjælper med og arbejder på.