fbpx
Home  /  Artikler   /  En Moderne Shamans Dagbog – Tidernes Kløft og Oprensning af Sjælens Korruption
På Stranden Marianne Lane

En Moderne Shamans Dagbog – Tidernes Kløft og Oprensning af Sjælens Korruption

Energien åbner sig og kvinden, der sidder foran mig, er også klar. Vi har mødtes mange gange og på mange måder i sessioner, på energirejser og på retreats – lige nu er det egentlig en session, men vi ved begge godt, at det er et reelt stykke energiarbejde, der er i gang med at åbne sig – en rejse i energien.

Marianne Lane

Vi gør os begge klar, centrerer os og forbinder os til os selv og til hinanden bagefter. Hun begynder. Hun fortæller, hvordan hun bliver bragt i kontakt med et tidligere energiarbejde, hvor vi endte i et område i energien, hvor der var et plan, hvor det flød med lys. ”Det her er Kilden for mig”, havde hun sagt. Hun fortalte, at hun havde været der før i mange syn. Jeg lyttede til hendes beskrivelse og energien åbnede sig imens. Gennem min forestillingsevne begyndte jeg først at se og så opleve at træde ind i planet, der flød med lys. ”Nu ser jeg planeter, og det er meget mærkeligt, for det er som om, at jeg suser igennem dem ned gennem deres omdrejningsakser – en efter en og der er flere”, delte hun med mig.

Jeg så hende suse igennem og fornemmede, hvordan hun indhentede en tilstand af noget særligt og nogle erfaringer, som vi skulle bruge. ”Hvad er det, som du henter?”, spurgte jeg hende. ”Det er noget med respekten for det hellige feminine”, siger hun, imens hun lyder meget overrasket og lidt undrende selv. Jeg mærker sandheden i det, som hun siger, imens jeg følger hende videre i synet. Jeg er ikke med i indhentningen i planterne – det er noget, som hun har mulighed for. Jeg fornemmer mit fodfæste i kilden. Kvinden bliver stille, jeg mærker, hvordan bolden ligesom bliver spillet til mig.

Jeg oplever pludselig, at jeg går nede i bunden af en kløft. Jeg ved, at det er et sted, hvor der er varmt. Jeg begynder at beskrive kløften for kvinden, der pludselig lyder genkendende og begynder at beskrive en kløft i Australien, som har nogle ganske særlige egenskaber i forhold til, hvordan lyset rammer i kløften. Jeg mærker indeni, at det er den kløft. Samtidig mærker jeg, at kløften er noget helt andet. Vi starter i den ene ende og jeg ved pludselig indeni, at vi bevæger os langs kløften og samtidig bevæger os langs sjælens evolutions-tidslinje på jorden. Jeg ved, at vi skal nå frem til det sted på tidslinjen, hvor sjælen begynder at blive korrumperet af væsnets vilje.

Vi bevæger os stille gennem kløften. Der er meget smukt og så stille i synet, som om vi bevæger os i en lomme af tid og sted (hvad vi jo i virkeligheden også gør). Det er ikke altid, at der er så stille i synene. Vi når frem til et sted, som jeg mærker er det rigtige. Det er som om, at jeg i mit indre er i kontakt med en række urer, der kører i forskellige tider i forhold til hinanden. Lige her, hvor vi står, er alle urerne i den rigtige position. ”Det er her”, siger jeg højt til kvinden. Hun siger en lyd, som jeg genkender som en bekræftelse. ”Hvad skal vi nu?”, spørger hun. Jeg leder indeni mig selv og ved det pludselig. Jeg ser planeterne, som hun havde forbundet sig til. Jeg ser et reb igennem dem som perler på en snor. Jeg ved nu, at de er ankringer ind i det sted, hvor der er styr på at hellige det feminine aspekt.

Nogle dage inden havde jeg været afsted og gik alene en tur på stranden. Her havde jeg oplevet, at jeg pludselig fik kontakt til min sølvsnor, som er en symbolsk beskrivelse for kontakten til sjælen. Jeg havde set en fugl svæve i vinden over havet uden at bevæge sig ud af stedet. Jeg forstod, at det var sådan sjælen er forbundet til os – at den i bedste fald kan holde balancen i svævet men ikke påvirker eller påvirkes – at det i hvert fald er meningen at det skal være. Jeg havde gået langs stranden og havde set, hvordan skaller og sten lå og havde fået blæst sandet væk fra den ene side, og så dannede det nærmest en hale på den anden. Jeg forstod pludselig, hvordan vi kan sandblæse os der, hvor vi har erkendt bevidsthed og kan lade os rense med vores egen erkendelse. Imens får vi en hale er uerkendte uafklaringer i den ubevidste del. Halen forhindrer os i at kunne have en fri svævende sjæl – jeg vidste det pludselig med alt jeg var, og at det er i gang med at ændre sig nu, så vi kan få det frie svæv.

På Stranden Marianne Lane

Jeg så op og så hvordan sandet svævede hen over stranden i bølger fordi blæsten fik godt fat. Da jeg gik med vinden i ryggen så jeg, hvordan jeg på skift gik ind og ud af baner af svævende sand. Jeg kunne ikke vælge, hvor jeg var, for jeg kunne ikke se dem, før de kom forbi mig. Da jeg gik den anden vej, så vidste jeg pludselig, at den nye tids flow kommer, når halen bliver indtaget og vi kan vende imod strømmen og begynde at vælge. Her kan vi vælge hvilken bane, vi vil flyde op imod. Min hjerne forstod det ikke, men indeni forstod jeg, at det var meget stort og en stor forskel i forhold til, hvordan det har været til nu. Da jeg gik det sidste stykke tilbage langs stranden, oplevede jeg pludselig en stor kugle, der lignede et gyldent bur, der kom glidende ned gennem sølvsnoren – inde i snoren. Jeg vidste, at jeg selv havde været med til at arbejde på det her meget meget længe og fik nærmest tårer i øjnene. En del af mig undrede sig højlydt, imens den anden hengav sig til erkendelsen. ”Det er nu, det sker”. Lige om lidt… Jeg gik op til de andre i sommerhuset og slap synet.

På Stranden Marianne Lane

Stående i bunden af kløften dukker det nu op. Jeg ved, at jeg skal have fat i hoved-sølvsnoren med hovedburet – jeg ved samtidig ikke hvad det betyder, men jeg er ikke i tvivl. Da jeg får fat i det, begynder jeg at åbne mig. Jeg fornemmer, at jeg strækker mig og en tragt begynder at vokse ud foroven som er hvid imens en sort tragt vokser ud for neden. I hele kløften åbner sig nu sprækker og åbninger. De er sorte, og jeg ved, at det er mørke, der er dannet på grund af sjælens korruption af menneskevæsnets mørke drivkræfter og jeg ved, at det er relateret til undertrykkelsen og mishandlingen af det hellige feminine princip. Jeg er slet ikke forbavset over tragterne der vokser ud af mig. Jeg fortæller om det til kvinden, der er med i oplevelsen, og hun er slet heller ikke forbavset. Hun begynder at beskrive, hvordan det ser ud, imens jeg oplever det. Betryggelsen folder sig ud hos mig, så jeg bedre kan overgive mig, også med den del, der synes, at det er mærkeligt. Den er altid til stede samtidig og holder fodfæstet i virkeligheden imens jeg arbejder.

Mørket begynder at flakse ud af sprækkerne og revnerne i kløften. Det ligner flagermus og andre mørke væsner. Det er lidt voldsomt og de begynder at blive suget ind i den mørke tragt. Jeg begynder at dreje rundt i kløften imens mørket suges ind i tragten. Jeg bliver rigtigt forbavset, da jeg oplever mig begynde at kaste op i oplevelsen. Det er som om, at jeg drejer rundt og kaster op som en brandhane. Det fosser ud af mig og bliver ved et godt stykke tid, indtil det begynder at blive mere og mere klart. Til sidst er det ligesom mere vandklart og bliver til sidst helt krystalklart. ”Nu skifter tragterne farve”, siger kvinden. Hun har ret, den hvide bliver sort og den sorte bliver hvid. Der åbner sig to slanger i min rod, den ene sort den anden hvid. De begynder at slynge sig om hinanden og om min rygrad. Jeg mærker, at jeg får fodfæste igen. Det krystalklare vand fosser stadig ud af min mund, der ligner en brandhane imens jeg drejer rundt.

Nu begynder der at åbne sig opadtil en krystalklar søjle. Den dannes på baggrund af den roterende bevægelse som en forlængelse af de to slanger. Langsomt, men alligevel uendeligt hurtigt, begynder den at skyde op, og begynder at nå til sølvsnoren. Den flyder ind i sølvsnoren, som aktiveres, og guldburet begynder at glide nedad. Da det når hvor vi står, begynder det kuglerunde guldbur at blive fyldt op af det krystalklare vand. Det flyder ind og begynder at udkrystalisere, indtil kuglen er blevet af krystal med facetter alle de steder, hvor der før var felter i buret. Jeg mærker en tilfredshed, der åbner sig i mit bryst. Samtidig begynder jeg at dreje langsommere rundt. Planeterne forbundet med rebet, relateret til helligholdelsen af kvinden, forbinder sig til sølvsnoren over krystalkuglen. Den ankrer, at forbindelsen nu er varetaget af det hellige feminine princip.

Jeg holder op med at dreje rundt og er noget fortumlet, men også tilfreds. Kvinden beskriver de sidste trin for mig, imens vi stille slipper og begynder at gør os klar til at vende tilbage fra oplevelsen. Jeg ved, at jeg bliver ved med at være forbundet til kløften, og at der nu åbner sig et arbejde med at åbne til en balanceret kontakt til den lavere del af menneskets arkiver. Den, som før har været korrupt. Det at genåbne den gennem krystalbevidstheden, svarer til en oprensning. Den kommer til at stå på et stykke tid og er relateret til landingen af den nye tids bevidsthed på jorden. Når vi er færdig, er der ikke længere noget, der hedder ”den lavere del”. Jeg mærker et sug indeni, ved kontakten til, hvor stort arbejdet er – hvor mange, der er forbundet og i gang med arbejdet – nu, tidligere og fremad. Vi slutter af med at tjekke hos hinanden og os selv, at vi har nået alt det, som vi skulle nå. Det er vi enige om, og giver stille slip og vender tilbage til lokalet, hvor vi kigger hinanden i øjnene og bryder ud i latter.

Det er så befriende at grine bagefter så sær og vild en oplevelse. Især en, som føles så dyb og rigtig.