2021.04.10 Den moderne shamans dagbog – Opstart til genstart
Som altid har energien og forberedelserne fat i længere tid og glider sammen med livets fordragelighed på mange måder. Så jeg kan ikke rigtigt sige, hvornår arbejdet starter og slutter. Broget gentagende er min glemsomhed omkring den påvirkning, som jeg kommer til at gå igennem, når jeg vælger at træde ind i den del af mit arbejde, som handler om at være shaman af den nye tid og arbejde for den nye tids indtræden på jorden.
I aftes hentede jeg Rebekka og vi er nu på vej til Havanna – testet tre gange på tre dage og væbnet med tålmodighed og mundbind føles det ansvarligt og sandsynligt, at vi lige om lidt stiger på flyveren til Portugal for at arbejde med energi og bevidsthed i de store felter. Jeg har ikke lyst, og i flere dage har jeg momentant lyst til at skrige, fordi reaktioner indeni er så følsomme og ubehagelige. Men til forskel fra de første rejser tilbage i 2012-2013, så ved jeg, hvad jeg går ind til. Altså jeg ved, hvordan jeg får det – sådan nogenlunde – og jeg ved at det går over igen. Jeg ved, at når jeg går igennem det, som jeg går igennem, så bliver jeg ikke det samme menneske igen. Jeg ved, at jeg bliver taknemmelig for ikke at gå tilbage til det gamle, selvom det også er svært at lande i det nye.
Ellers ved jeg ikke ret meget. Vi har fået nogle temaer og overskrifter ind. Men vi har ikke rigtigt haft tid til at tale sammen. Jeg er tryg alligevel. Erfaringen siger, at noget sørger for, at det hele går op i en højere enhed – hvis bare vi sørger for at gøre det, som vi kan gøre og være åben for den indre kommunikation.
Da vi når frem på hotellet, hvor vi skal overnatte inden flyafgang næste morgen, har jeg i et par timer været i gang med at modtage indre undervisning, som hører til rejsen. På hotellet dukker erkendelser op om, hvordan arbejdet på rejsen her, hænger sammen med de tidligere rejser. Specielt Spiralrejserne og Krystalrejserne rundt omkring på jorden har betydning. Men jeg bliver først ført ind i et syn, en vision, som jeg har haft inden rejsen, hvor Havanna hjalp med at holde feltet.
Jeg har det dårligt efter en hel dag med energiarbejde. Da jeg plejer at få det godt af arbejdet, og jeg ikke selv kan finde forklaringen, så rækker jeg ud efter støtte til at kigge på hvorfor. Havanna har heldigvis tid. Hun hjælper med at åbne feltet og perspektivet. Jeg oplever at mennesker, som jeg har undervist, der har problemer med at skelne mellem virkelighed og spirituel virkelighed træder frem. Min sorg over, at de har modtaget undervisning hos mig, som ikke umiddelbart ser ud til at have gjort dem godt, rusker mig og får mig til at tvivle på, om jeg skal fortsætte med at dele ud af visdommen, som jeg har adgang til.
Som tidligere, når jeg får det sådan, træder Hvide Ørn, min indre guide, støtte og underviser ind. Han viser, hvor meget gavn undervisningen har og hvor mange, der får dyb hjælp gennem at modtage undervisningen. Han kaster lys på den vigtige balance omkring det at tage ansvar for, hvad jeg står for og hvordan jeg deler ud af Undervisningen, stiller mig til rådighed med tydelighed uden at gå over på modtagerens banehalvdel og lave den uligeværdige tilgang, at forsøge at tage ansvar for, hvad de bruger Undervisningen til og hvorfor. Grænsen er tydelig, kærlig og respektfuld. Da det er langt fra første gang, han viser mig det, så tager erkendelsen kun et splitsekund om at nå mig.
Jeg når lige at blive taknemmelig, inden jeg kastes ud i synet, som får det til at vride sig i mig, så jeg næsten panikker. Jeg er i et abstrakt rum, hvor jeg ser, hvordan modtagere af Undervisningen bruger den til at danne en virkelighed. Jeg ser, hvordan de tager imod Undervisningen og hører det, som gør dem trygge og tilpasse med sig selv. Som om at de plukker i undervisningen, som det passer dem bedst. Jeg ser de virkeligheder, der dannes herved som glas eller krystal flader, der er skæve og uklare. Jeg ser den virkelighed, som Undervisningen tilbyder, som en klar og lige flade i krystal. Jeg ser, hvordan dannelsen af de skæve uklare flader dannes, fordi modtagerne af Undervisningen oplever mig som bekræftende af deres virkelighed. Det er mig så meget imod, at jeg spræller indvendigt og bliver nødt til at holde mig selv godt på plads, for ikke at stikke af fra synet. Jeg skælder ud. Jeg vil ikke være med til at danne skæve uklare virkeligheder – jeg vil ikke bruges til at bekræfte noget, som jeg ikke er enig i og som ikke gør nogen godt. Eksemplerne fra de usunde virkeligheder – dem som giver manglende trivsel, ustabilitet og uvenlighed – kommer forbi og får mig til at krympe. Jeg vælger frem og tilbage lidt tid.
Pludselig åbner kontakten sig indadtil. En blød maskulin stemme begynder at kommunikere. Han får mig til at kigge efter, hvad de skæve, uklare virkeligheder har gjort af godt for arbejdet med at bringe balance og kærlighed ind i menneskets bevidsthed. Indtræden i den nye tids bevidsthed. Jeg bliver beroliget af erkendelser om, at de har hjulpet med at holde en ren adskillelse imellem den gamle tid og den nye. Jeg forstår ikke helt hvordan og hvorledes. Men det åbner sig som vished indeni, som gør mig tryg. Jeg kan derfor bedre lytte nu og som roen åbner sig, så gør min bevidsthed det også.
Må jeg dele det med dig, som jeg ser, spørger Havanna. Jeg er taknemmelig for bidraget. Jeg ser, at det er som om, at du skal sprænge de glasflader, at de skal slås i stykker. Det giver genklang og i ugerne op til har jeg haft mærkelige oplevelser af, at virkeligheden sprang som et spejl, der brydes i et uendeligt antal stykker. Det er som om, at der er nogle bestemte punkter, der skal slås på, før det bliver helt rigtigt, fortsætter Havanna. Jeg ser nu ejerne af de skæve uklare virkeligheder fordele sig på glasfladerne. Der er mange flere, end jeg har undervist. Der åbner sig i det større perspektiv. Vi er mange der underviser, og mange der undervises. Det her sker hele tiden. Det har været den gamle tids præmis – vi har gjort vores bedste med det, som vi har haft at gøre med.
De placerer sig ved punkter, der er afmærket rundt omkring på fladerne. Jeg holder noget, som jeg først ikke ved hvad er. Men da jeg søger indeni lyder der – timing – det er timing jeg har – og adgang. Havanna bekræfter. Jeg åbner og skærper mine sanser og vælger tidspunktet, hvor alle rammer sit punkt på fladen og slår den i stykker.
En af mine egne tjekpunkter, når jeg arbejder med energi og bevidsthed på denne måde er, at jeg bliver overrasket over oplevelserne – vi bliver aldrig overrasket over noget, som vi selv finder på. Jeg får bekræftelse, som glasfladerne åbner sig og danner persienner af glashylder. De åbner sig i en enkelt harmonisk bevægelse og glaskugler dukker ligesom op og fordeler sig på alle hylderne. Jeg genkender dem som sjælselementer.
Men det er ikke bare sjælselementer. Det er de oprindelige minder om bevidsthederne fra det, som i Undervisningen kaldes for kosmisk Atlantis. De som gik tabt i det første kosmiske fald. Det fald, som bar loven om den frie vilje og loven om adskillelsen ind. De første bevidstheder i den fysiske virkelighed, som åbnede sig med kontakt til og sameksistens med den første bevidsthed – bevidstheden som er kærlighed – mistede bevidstheden og måske endda selve livet. Siden har der været en bevægelse i gang i universet omkring at gendanne den bevidsthed, som gik tabt. Glaskuglerne på glashylderne repræsenterer hver en tabt bevidsthed. Men de er også sjælselementer. Siden det første fald har der været en evolution af sjælen i gang. Trin for trin er det forsøgt og flere fald er kommet til. Det er som om, at hver glaskugle, hvert minde fra kosmisk Atlantis, indeholder de tilsvarende efterfølgende evolutionstrin. Jeg mærkede min bevidsthed knagede i kanterne, men jeg holdte fast. Det her var vigtigt. På de tidligere rejser er Undervisningen omkring Kosmisk Atlantis, sjælselementerne og det særlige udgangspunkt for mennesket på vores jord dukket op.
En bevidsthed, hvor vanvid og visdom, kærlighed og ukærlighed, ærlighed og uærlighed går hånd i hånd og skaber store modsætninger. En bevidsthed, hvor de laveste instinkter kan få fat i de højeste stadier og kan få os til at opføre os ukærligt og uærligt med et ret højt bevidsthedsniveau – og det på en ret vanvittig måde. En bevidsthed, som har dannet et samfund, hvor alle har en funktion, som bærer fælles. Som har udviklet sig frem til, at der er større smerte ved at være offer end bøddel. Måske ikke i gerningsøjeblikket. Men når vi ser os selv rent i øjnene. Hvilket vi alle gør i hvert fald en gang – i øjeblikket, hvor vi tager herfra. En bevidsthed, som har åbent til et grundlag for at bære en sjæl ind, som har så meget spændvidde og mangler på samme tid, at der er mulighed for at tage alle evolutionstrin ind i et liv. Det her liv.
