fbpx

Åbninger, indvielser, opstigning og alt det der

En indre oplevelse kan vende hele billedet. At gå fra fuldstændig modstand til forståelse af betydning af Indvielser er befriende. Hør min version her.

Da jeg for godt tre år siden begyndte at åbne op for kontakten og det at kunne se de virkeligheder, som ikke er fysisk manifesteret, så har det gået slag i slag. Det har været den ene åbning efter den anden. Den ene erkendelse efter den anden. Den ene udvideles af bevidstheden efter den anden. Jeg har ikke kaldt det noget, bare været i det og haft mange delte følelser og tanker omkring det. Men alt i alt har det været mit liv de sidste tre år.

Alt har foregået indefra. Ikke en bog har været åbnet, et enkelt kursus har jeg været til, hvor jeg genkendte alt der blev sagt som mit eget. Jeg har heller ikke manglet informationer udefra, for informationerne og udvidelserne har taget det, der var at tage af i forhold til nysgerrighed og plads til nyt. At det har foregået indefra, har jeg hele tiden vidst skyldtes, at jeg skulle lære at stole på kontakten og klarsynet. Men jeg havde ikke set, at det også handler om at stå fast i min egen autencitet og om ikke at blive påvirket af andres sandheder.

139-kursusraekke-kursus-i-klarsyn-i-marianne-lane-573x960Da jeg begyndte at åbne op for at kunne deltage i spirituelle dialoger rundt omkring, opdagede jeg en anden virkelighed, end den jeg selv åbnede op i. En virkelighed beskrevet i mængder og længder af bøger, som omhandlede et stort system af indvielser og opstigning. Jeg må indrømme, at jeg ikke har åbnet en eneste af disse bøger, og ikke har læst en eneste artikel. Jeg vil derfor heller ikke kommentere kvaliteten eller sandheden i dem. Men min egen reaktion på metodikken og strukturen var bemærkelsesværdig. Jeg stejlede indeni, og kunne mærke en værdisætning i opbygningen. En værdisætning i, hvor langt vi hver især var kommet på den vej. Måske var det en spejling i mig selv, det er meget muligt. Men uanset hvad, så stejlede jeg, og værdisætningen stred imod min egen dybeste erkendelse, som siger, at det er lige meget hvem vi er eller hvor vi er, hvis bare vi gør vores bedste. Og der findes kun en regel i universet: Du må ikke skade nogen.
 
 
I forbindelse med min åbning kom der alligevel og af sig selv nogle indvielser forbi. Jeg kunne mærke deres renhed og deres mærkelige upersonlige betydning. Jeg tog imod dem, men var frustreret over ikke at kunne fange den sande betydning af “Indvielsen”. Derfor var lettelsen stor, da jeg for nylig i forbindelse med et kursus, som jeg holdte, fik lov til at forstå, hvad indvielse er. Forstå det på en måde, som jeg kan relatere mig til. Måske kan det også hjælpe jer, som også har et problem med at mærke værdiladning i ordene indvielse og opstigning.

Indvielse forstår jeg nu i en betydning som er: “At blive sat dybt ind i noget”. Så dybt, at der ikke længere er nogle blanke pletter eller noget som vi ikke forstår. Vi har fanget det hele billede. Når vi har fanget det hele billede, så er vi klar til at kunne åbne for en større bevidsthed. Ikke en bevidsthed ude fra, men at vores egen bevidsthed udvider sig. Den udvider sig, fordi vi har grundlaget til at kunne forstå det hele billede. I den verden, som vi er vant til at bevæge os i, gælder dette også for vores forstand. Hvor vi mange gange har brug for, at have styr på grundlæggende forståelser, for at kunne udvide til at forstå mere komplekse sammenhænge. Men når vi snakker om udvidelser og indvielser, så er dette ikke kun gældende for vores forstand, men for hele vores væsen. Vi skal forstå det med vores følelser, vores dybere erkendelseslag og i forhold til vores eget verdensbillede, ud over vores forstand, førend der er plads og fundament til, at bevidstheden udvider sig i os. Den forståelse giver mig ro, i forhold til at acceptere indvielser som ikke værdiladet. Hvilken befrielse!

Efterfølgende er der i mig gået et dybere arbejder i gang, arbejdet går ud på at jeg er i gang med at frigive alle de lidelser, som jeg frivilligt påtager mig som mennesket. Da jeg åbenbart har valgt at tage lidelsesvejen, betyder det, at jeg er i gang med at frigive byrderne ved at gennemleve dem på kort tid. Det er åbenbart den ældste og den sikreste vej til at det virker, og holder ved resten af livet. Inden jeg gik i gang med at gå lidelsesvejen, blev jeg sådan lidt i omvendt rækkefølge korsfæstet. Det er et meget voldsomt ord, som dog for mig blot kom til at betyde, at jeg blev tvunget til at se på, at mine nærmeste lider, uden jeg kan gøre noget ved det. Uanset hvor meget jeg magter, uanset hvem jeg ellers kan hjælpe på jorden, er der noget her jeg ikke kan nå. Jeg gik igennem magtesløshed og så dyb en smerte, at jeg mistede en tro, jeg ikke vidste jeg havde. Da jeg mistede troen oplevede jeg for første gang, hvad det vil sige at stå alene alene. Jeg har mange gange i livet stået alene som menneske. Men uden at vide det, havde jeg aldrig stået alene som sjæl. For vores sjæle er aldrig alene, med mindre vi tvinger dem til det. Smerten jeg oplevede ved magtesløsheden ved ikke at kunne hjælpe mine nærmeste, fik mig til at vende mig bort fra det som min sjæl var en del af. Derved stod jeg i sandhed alene. Fra det sted af fandt jeg langsomt tilbage, nu fra en bevidst platform indeni, omkring at forstå, hvad det i sandheden vil sige at have en tro eller at være troløs. Jeg fandt heldigvis min tro igen, og startede med at gå lidelsesvejen. I virkeligheden ser jeg korsfæstelsen og lidelsesvejen som symboler for det, at vi overgiver os til vores sjæls visdom, og erkender at smerten på jorden er meningsfuld. At den smerte vi påtager os ud over den meningsfulde, i en eller anden grad står for egen regning. Vi får heldigvis ikke lov til at gå ud af den sti, førend vi er klar til det. For det pålægger os et enormt ansvar, som er ret svært at bære.

På et tidspunkt på lidelsesvejen blev jeg gjort klart, at jeg nu var i gang med at få udskiftet mit astrallegme. Da jeg aldrig har sat mig ind i, hvad ordet betyder, så startede jeg der. Astrallegme er den del af os, som ikke er i den fysiske verden. Eller sagt på en anden måde, har så høj frekvens og så lav tæthed, at det ikke er fast stof. Jeg har fået udskiftet mit astrallegme så det nu bærer Kristus lys sammen med Maria Magdalenes. Igen nogle ret voldsomme beskeder og erkendelser. Som jeg kan se betyder, at jeg gennem det at blive korsfæstet og gå lidelsesvejen, ikke længere bærer begrænsninger i mit felt. Når jeg ikke bærer begrænsninger er der ingen grænser for det lys jeg kan bære (under forudsætning af at min sjæl er uddannet i det). Så nu er der plads til Kristus og Maria Magdalenes lys. Deres lys i forening er som jeg ser det et komplet lys, som svarer til det som mennesket kan bære, der forener sjælen og menneskevæsnet, så vi magter at være begge dele. Fuldbåren sjæl og fuldbåret menneske i et og samme. Jeg er et og jeg er alt. Hvis jeg kigger ind og ud i det arbejde jeg laver, svarer det i praksis meget godt til det jeg laver. Men derudover er det svært at rumme og forstå.

Jeg har gennemgået ret kraftige smerter i forbindelse med udvidelsen. Smerter relateret til kroppen og smerter relateret til psyken. Smerterne relateret til kroppen var genkendelige. Jeg har mødt nøjagtigt de smerter i mange forklædninger gang på gang gennem livet. Jeg ved de er sunde og går over så snart jeg er klar. De får mindst magt, når jeg slapper af og ikke tager dem alt for alvorligt, imens jeg tager mig kærligt af mig selv. Heldigvis har jeg også mennesker omkring mig som er uundværlige i de tider, hvor smerten har magt. Den psykiske smerte er værre. Den tager fat i alle de løse ender og kanter der er. Selv når jeg tror, at der ikke er flere tilbage, så er der alligevel. De ligger bare dybere. Da der ikke er så meget tilbage hos mig, har det nået mig gennem mine nærmeste. Smerten og byrden jeg valgte at bære for dem. Men da mit nye astrallegme (har det stadig mærkeligt ved at sige eller skrive det) blev fæstet til mit væsen, så væltede de sidst rester af mine egner smerter alligevel frem. Ydmygende følelser, nedværdigende følelser, følelser med den dybeste ensomhed, afmagt og håbløshed.

Som den sidste del af denne proces oplevede jeg, at Kristus forenede sig med mig gennem mit nye felt, Maria Magdalene forbandt sig til alt i mig og foldede sig ud, imens to store energier, som jeg genkender som Faderen og Moderen hældte deres kærlighed ind i mig, så jeg fik forløst det sidste smerte jeg bærer af mit eget (lad os nu se). Jeg kan se at fader- og moderkærligheden er skabelonerne til, at vi kan elske os selv, så det giver mening for mig, at de hjælper. Men jeg har gang på gang haft fornemmelsen af, at jeg slap det sidste. Men når der var gået et stykke tid, og bevidstheden udvidede sig igen… Ja så var der sørme noget mere som skulle heales og frigives. Den sidste del af min proces, som jeg beskriver her, mærkes som det der kaldes for opstigningen. Den varer for mig ca. en måned.

Jeg ved min historie er langt ude og over middel mærkelig. Men den er sand for mig. Den rummer fundamentet for den sandhed, som jeg går videre med. En sandhed som siger, at vi hver og især skal bære vores egen sandhed. Ingen andens. Ingen metoders, ingen systemers, ingen retningers sandhed. Men kun vores egen. For kun fra vores egen sandhed, kan vi åbne op for vores egen sande tro. Kun med fundament i vores egen sande tro, kan vi slippe vores lidelser og forene os med vores sjæl og vores liv i kærlighed. Tag den del af min sandhed i kan bruge. Tag resten som en god historie fra en mærkværdig kvinde, eller ryst på hovedet forhåbentligt med et smil.

Jeg ønsker jer lykke og kærlighed med jeres åbning, jeres indvielser og jeres opstigning, når i kommer dertil.


 
af Marianne Lane

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *