Jeg vågnede og var øm indeni. Ikke i kroppen og ikke nogen bestemte steder – bare sådan en generel ømhed. Rebekka sov stadig ved siden af, men jeg vækkede hende, så snart jeg begyndte at bevæge mig. Mit indre blik afsøgte de indre horisonter, som jeg strakte mig og jeg mærkede mod min forventning en slags tyngde.
Her er lydfiler med billeder:
Aftenens finale:
Rebekkas arbejde efter ceremonien:
Efter flere dages energiarbejde havde arbejdet efterladt os i en meget speciel tilstand af stilhed. En stilhed, som jeg oplevede i hele jordens felt – og som jeg faldt i søvn i.
Vi havde fået af vide, at allerede i dag, ville vi vide, hvordan det var gået med antændingen af den nye tids refleksion i fællesbevidstheden. Så jeg forventede den samme stilhed – og en besked eller mulighed for at få en fornemmelse af, hvordan det var gået.
Derfor undrede det mig, hvordan det hele fornemmedes og jeg var ikke tilfreds. Jeg fokuserede og koncentrerede mig indtil jeg fik bragt mig ind i tilstanden fra dagen før, hvor jeg var ’i kapslen’, som jeg blev bragt ind i under ceremonien, som du kan deltage i med linksene herover.
Jeg fik fornemmelsen af, at noget ikke var gået, som det skulle. Jeg fik Rebekka til at gå med ind i energien og åbne sammen. Så begyndte visionerne at åbne sig indefra.
Jeg så feltet fra aftenen før ligge hen over hele jordens overflade. Men i bestemte områder, var der ligesom vabler hen over, hvor feltet ikke ’lagde sig ordentligt til’.
Jeg så, at det var områder, hvor mennesker er så påvirket af forskellige ting, at de ikke reflekterer tilbage til sig selv. De reflekterer tilbage til noget, som de har fået af vide, de skal reflektere til. Det var specielt nogle store områder i verden, hvor det gav problemer. Den blide stemme indeni, som jeg lige har fået kontakt til sagde: ’det er kongedømmerne, der har problemet’. Jeg fornemmede det, at nogen dømmer, hvad andre skal og ikke skal, som en konge gjorde i gamle dage, var det, som der blev ment.
Jeg så, hvordan vablerne gjorde, at ’bierne’ ikke havde kunnet komme til og fået aktiveret menneskene derinde i områderne. Det betød, at de ikke var begyndt at reflektere med den nye tids bevidsthed.
Det betød, at den forudsigelse, som jeg havde fået af vide, at vi ville kunne give af, hvordan det ville gå med opvågningen på jorden de næste dage, uger og år, ikke var dukket op endnu imod forventning. Jeg spurgte indad til mit team af samarbejdspartnere om ikke de havde forventet det her? Nej, var svaret, der er ingen forudsigelighed i jordens felt lige nu og dette var der ingen, der havde forudset. Vi arbejder lige nu med den totale uforudsigelighed og dermed også den totale mulighed.
Jeg nåede næsten at blive fortvivlet og tænkte: ’betyder det så, at vi ikke kommer til at lykkes med arbejdet?’ Stemmen svarede blidt: ’Jo vi skal bruge din nye forbindelse og se, om ikke vi kan udligne det’.
Jeg kunne se, at alternativet var at skulle tage til Sydfrankrig inden den 1/3, hvilket ikke ville være særligt nemt at få til at ske. Men jeg kiggede hurtigt i kalenderen – og fandt fly og overnatningsmulighed. Så det ville godt kunne lade sig gøre. Det fik mig til at falde lidt til ro.
Vi stod op og jeg begyndte at gøre mig klar til arbejdet, imens Rebekka gjorde sig klar til at skulle hjemover. Det var hendes sidste dag her. Vi snakkede om, hvor utroligt meget vi havde nået på så kort tid. Hvor godt det var at være i stilheden i området, imens vi havde arbejdet så intenst som nogensinde før med energien.
Jeg var brugt og kunne mærke det – den indre stemme mindede mig om, hvor vigtigt det er, at jeg anerkender hvor hårdt arbejdet er – især for mit fremtidige virke, hvor jeg har sagt ja til at stå til rådighed for den blide bevidsthed, som ikke er mig. Hvis jeg ikke anerkender, hvor hårdt det er, så jeg får hvilet i energien og lader lagene falde på plads, så kommer jeg ikke til at kunne holde til det. Jeg kunne godt mærke det og lavede aftaler med mig selv om at tage det alvorligt i et nyt niveau.
Da vi var klar åbnede vi. Jeg gik ind i kapslen og Rebekka gik med ind i energien. Jeg fik en oplevelse af igen at blive lagt ind i universets centrum i kapslen og blev spundet ind i et materiale, som dannede nettet, der strakte sig længere end min bevidsthed kunne rumme på dette tidspunkt. Oplevelsen havde åbnet sig aftenen før imens vi sad og forholdt os til oplevelsen under og efter den afsluttende ceremoni. Med forbindelsen blev jeg til den blide stemme, der mærkes som en søanemone inde i mig og som jeg ikke kalder noget – jeg har mødt den som skaberen og moderen og måske også som noget andet – og begyndte at lade nettet strække sig ind i jordens felt. Nettet løb med nettet, som er i gang med at åbne sig i jordens felt og som erstatter de gamle laylines, dragonlines og forfædrelinjerne.
Jeg fulgte nettet med min bevidsthed og fornemmede, hvordan jeg holdt balancen med både at være den, der observerer og være den, der var den bløde stemme. Nettet foldede sig ud og nåede til ’vablerne’ i feltet og begyndte at gennembryde dem og fortsatte med at folde sig ud indeni. Det mærkedes blidt, stærkt og ufravigeligt. Der var noget i mig, der blev lettet igen. Samtidig dannedes der buer imellem krydspunkter på forskellige måder. Jeg vidste indeni, at det havde med refleksionen at gøre og noget i mig blev sukkende tilfreds indeni. Det, som var forhindrende tidligere, var ikke forhindrende længere.
Jeg udvekslede lidt med Rebekka, der oplevede det samme – at vi var landet igen og at vi ikke behøver at tage af sted til Normandiet i Sydfrankrig for at rette op. Det var vi lettede over, selvom vi var klar til at tage af sted begge to, hvis det havde været nødvendigt.
“Hvad så nu?” spurgte jeg den blide stemme indeni. ’Nu skal vi vente og se, hvad de kommer til at bruge det til’, svarede stemmen. Hele dagen har jeg gået og holdt øje med bevægelserne i feltet. Inde i ’vabel-områderne’ er der nu spiraler af lys, der skaber kæder, der er tændt.
Det er vist ved at være tid til at kunne undersøge, hvordan den nye tid kommer til at udfolde sig på jorden. Hvordan tager vi imod muligheden for at være og bære ny tids bevidsthed? Hvor længe vil der gå med det? Vil det gå hurtigt eller langsomt? Vil vi som bevidstheds- og energiarbejdere af den nye tid skulle kæmpe med de store håndsving de næste år, eller kommer vi op at ride på bølgerne så det bliver som at have en hånd i ryggen?
Jeg venter både på fornemmelsen af dette – og på at den nye tids flow åbner sig og siger noget om, hvad sandsynligheden er for at vi åbner til den nye kosmiske sjæl på jorden. Først når det begynder at folde sig ud for alvor, vil det vise sig hvilken undervisning, jeg skal arbejde på at folde ud for at hjælpe med at skabe forståelser for det, som sker – både imens det folder sig ud, men også til støtte i fremtiden.
Som jeg gør skrivet her færdigt fornemmer jeg, om der er kommet så meget mere på plads, at der kan komme et kvalificeret gæt om den næste tid. Jeg ser de tidligere ’vabel-områder’ have spiraler af lys, der kører rundt og rundt. Det ser ud som om, at de også går opad og jeg fornemmer symbolet som at mennesker i alle samfundslag begynder at tage imod. Det er som om, at idet det først er nået derind, så virker det nærmest bedre her. I de andre områder på jorden, er der også bevægelse – men det er ligesom stadig i et lag.
Jeg fornemmer en intensitet, en seriøsitet og et behørigt håb – men også, at der stadig er en afventning. Jeg må hellere vente til i morgen først på dagen med at se, om jeg kan få lov til at få det første gæt – den første fornemmelse af, hvordan åbningen kommer til at foregå på jorden og hvor langt vi kan komme.
