De Kodede Indstillinger

Vi er i gang med den nye rodfæstelse

De kodede indstillinger, som vi alle bærer, og som er i gang med at opdatere, de handler om fællesskab og ligeværd. De handler om at skabe et rum, som er fælles. Men samtidig også helt rene rum, hvor vi kan være os selv. I vores partnerskaber har vi en tendens til at kæmpe om pladsen og sandheden. 

I overgangen kan det hjælpe os at huske på:

– at vi alle sammen har det svært med at finde balancen i partnerskabet
– at den enes sandhed ikke må klemme den andens
– at det at blive mødt kræver, at vi kan møde os selv og det er svært nok
– at der er så meget smerte forbundet til partnerskabet
– at der måske ikke er en løsning, men der kan dannes en alliance om at gå efter at kunne trives sammen
– at vi er foranderlige; det som vi er i dag, det var vi ikke i går – og det er vi ikke i morgen

Det udgangspunkt der kommer, når vi lever i en sammenbragt familie, eller i et sammenbragt samfund med forskellige traditioner, åbner dette meget tydeligt. Vi kan være fælles i vores glæde med hinanden og hinandens. Vi kan opbygge en relation til hinandens familie og børn – men det er noget, der skal arbejdes på for at det vokser og gror. Det er noget, som aktivt skal vælges til på begge sider – det vil sige hos begge parters familie og børn, skal der være en åbenhed og en lyst til at gro et fællesskab. 

Det udfolder sig hos nogen på arbejdspladser eller i forskellige interessegrupper, som vi deltager i. Her kan det både være hierarkiske indstillinger og traditioner, der bliver udfordret på tværs af generationer og kulturer. Der åbner sig en tydelighed, hvor der er grøfter og en mangel på fælles udgangspunkt. Det kan åbne til kløfter af meningsløshed og afgrunde af irritation og opgivenhed. Det kræver en indstilling på eventyr og en mulighed for at kunne tage andres perspektiver ind. At lade sig flytte med og løfte af det, som gives – samtidig med at der sorteres og arrangeres. 

Hvor langt skal det hele tages ind? Nogle gange skal vi måske bare inspireres til at se vores eget udgangspunkt i et andet lys. Nogle gange kan vi måske se en mulighed for opdatering, som direkte kan tages ind. Det sker også tit, at vi kan se, hvor vi har en konflikt og hvor det er svært for os selv at få vores virkelighed til at hænge sammen. Her er der åbning til at tænde skyggerne for ‘rigtigt og forkert’ i kamp – eller til at gå i fordybelse og indre kommunikation for at finde svar og ‘det som jeg mangler’. 

Meget af dette sker i halvbevidste lag af vores bevidsthed. Det gør, at det er let at komme til at blande sammen og skifte imellem at have plads og ikke plads til forandring og udvidelse. Det kan give svingninger mellem at skabe afstand og et ønske om at være uendelig tæt. Det kan give en fornemmelse af hele tiden at være klemt eller at skulle kæmpe for sin berettigelse og for at få lov til at fylde. I forhold til at give plads til andre i en grad som giver en tryghed og en slags indre falden ind i passiv tilstedeværelse. 

I mange år har der i vores samfund været en bevægelse i at give plads og sætte fri. Der har været en indstilling om ikke at konkurrere, at vi alle skal være ens og følges ad. Der er ikke nogen, der er mere end andre. Det har været med til at betyde, at der er åbnet en bevidsthed og et sprog for følsomhed og indføling, som er meget værdifuld. Samtidig har det haft en betydning for, at vores kultur og familiestruktur er i voldsom omdannelse og genopbygning fra en rod af ingenting. Det betyder, at de gamle rødder og den gamle struktur let kan klikke ind som en slags understrøm, der bringer underliggende præmisser ind i vores bevidsthed. Præmisser som ikke er modnet i forhold til frihed og plads og fællesskab.

Det betyder, at vi imens vi forsøger at finde et fælles udgangspunkt og samtidig skal kunne være os selv, på en måde som er balanceret, sundt og opbyggende. Så har vi hele tiden en medspiller (eller modspiller), som diskuterer og insisterer på grundlæggende partnerskab og fællesskab fra et udgangspunkt, der ikke er modnet og udviklet. Det har så mange forskellige konsekvenser, som spiller ind hos hinanden, at det nærmest ikke kan afdækkes, hvordan, hvorfor og hvornår. Derfor er det umuligt at gennemskue det der sker og hvad vi skal gøre. 

I stedet for at forsøge at gennemskue, hvad der sker og hvad vi skal gøre. Så kan du holde øje med nogle tegn:

• Offerbevidsthed – direkte eller indirekte
• Angrebsbevidsthed – passiv eller aktiv
• Konspirationsbevidsthed – skaber konstant skiftende perspektiv i argumentationer, der ikke hænger entydigt sammen
• Adskillelsesbevidsthed – definerer hele tiden det som ikke er
• Sammenbrud – i uendelig mange forskellige variationer slipper vejen fremad op

Det at acceptere, at der er nogle grundlæggende rodfæstelser, som ikke er værd at diskutere med, kan hjælpe med at komme udenom de værste forvirringer:

• Der er en del af alle, der bærer det, at blod er tykkere end vand
• Der er noget i enhver, der gerne vil være vigtig
• Der er en frihedstrang og en trang til udvidelse
• Der er tilknyttet et behov for eviggørelse i det at skabe

Der er nogle bevidsthedssandheder, der kan hjælpe som balancestænger:

• Vi har ansvar i hvert vores rum
• Vi har hvert vores ansvar i det fælles rum
• Alle har ret – men ingen har det hele med
• Alle undskyldninger er dårlige undskyldninger
• Alle forklaringer er undskyldninger
• Beskrivelser der ikke er forklaringer, har ingen underliggende agenda

Vi står sammen på den vej, hvor muligheden er for at danne en ny rodfæstelse for det at være partnere og fælles. Det kan åbnes til et udgangspunkt for kærlighed, fred og mulighed. Men for at vi kan nå dertil, skal vi have bevidsthed bragt ind det sted, hvor det har været sværest. Det er svært, men det er det hele værd.
Det at vide, at det er et sted, som vi alle kæmper med og for. Som vi alle skrider og fejler i, det kan hjælpe til at minimere understrømmene, som styrkes af skamfuldhed og fornemmelsen af adskillelse. Det at vi er fælles om den her vækst, og at være bevidst omkring det, kan give os hjælpen til, at rodfæstelsen bliver stærkere og hurtigere.
Vi er på vej. Vi har ingen tegning og ingen form – ingen retningsangivelse eller norm. Det er en helt ny mulighed for at skabe et nyt grundlag for vores virkelighed. Det er tid.