fbpx

Marianne Lane

Spiralrejsen til Island – For at finde Styrken og sætte den fri

Forberedelserne – tiden inden rejsen.
Spiralrejse islandDet er altid svært at sige, hvornår forberedelserne til sådan en stor rejse starter. Denne gang bliver det ikke mindre svært af, at min opmærksomhed på betydningen af opvågningen på jorden, er blevet skarpere. Men jeg tror det hænger sammen. For et par dage siden så jeg i et syn, hvordan alt det jeg laver er synkroniseret. Ja hvordan alt det alle laver af denne her slags spirituelt energiarbejde, er synkroniseret. Både i sig selv og med alle de andre af den slags arbejder, der foregår på jorden.

Det har været en hård vinter. Ikke vejrmæssigt, der har den været meget mild i vores egne. Det har været en hård vinter bevidsthedsmæssigt og energimæssigt. Som jeg ser det, så er vi landet i ottende dimensionsbevidsthed. Som menneske bærer vi bevidsthed op til syvende dimension, men fra ottende dimension og til trettende dimension, er det vores sjæl, der bærer bevidstheden ind til os. Sjælen bærer også højere dimensioner ind end det, men det kan ikke forenes med de bevidsthedslag, som vi bærer som menneske. De giver ikke mening for os. Vi er landet i ottende dimensions bevidsthed, og nu er vi ved at folde det ud.

At folde ottende dimensionsbevidsthed ud, har for mig betydet nogle måneder med en masse reaktioner i kroppen. Den giver sig og jeg føler mig gammel. Mine 45 somre gør også, at jeg er landet i en alder, hvor jeg en dag vågnede op og tænkte: ”Tidligere brugte jeg så meget energi på at balancere min psyke. Det er slet ikke noget problem længere, men nu bliver jeg nød til at bruge energi på at balancere min krop”. Det begyndte jeg så at gøre. Mine indre dialoger med mine guider havde i efterhånden lang tid indeholdt adviseringer omkring det, at jeg skulle tage mig bedre af mig selv fysisk. Nu var der ingen vej tilbage. Kroppen gav sig ikke bare, den forlangte aktion. Jeg begyndte at spise sundere og bevæge kroppen bevidst. Det hjalp omgående. Jeg mærkede, hvordan det gik begge veje, at kroppen også hurtigt gav besked igen, når jeg ikke behandlede den ordentligt. Det gik op for mig, at det at bevidstheden åbner sig til højere dimensioner, ikke umiddelbart betyder flere indre dybe rejser i flydende og åbnende bevidsthedstilstand. Det betyder i første omgang en åbning ind og ned i kroppen.

Imod slutningen af sidste år begyndte der også at komme nye psykiske reaktioner. Reaktioner, som jeg ikke havde prøvet før. Min mand syntes, at jeg var meget sur og havde kort lunte. Jeg selv var i reaktionerne og undersøgte dem i flere måneder, inden det begyndte at gå op for mig, hvad det gik ud på. Jeg oplevede reaktioner relateret til mine egne grænser i forhold til ligeværd og mand/kvinde-relationen. Hvad var så mand/kvinde-relationen for noget? Ja jeg vidste det jo knap nok. Jeg havde opnået et godt kærlighedsforhold til min mand. Det var dybt og næret af gensidig respekt og beundring for hinandens værdier og indsigt. Men pludselig begyndte vi begge at have nogle mærkelige overreaktioner. I starten balancerede jeg dem som jeg plejer, når vi (eller børnene for den sags skyld) tilter lidt. Med ro, reaktion og overbærenhed i rette mængder. Men i reaktionerne dukkede der langsomt et nyt mønster op. Det havde noget med mand/kvinde relationen at gøre.

Jeg oplevede, hvordan der lige pludselig var nogle reaktioner, som jeg ikke kunne bestemme over mere. Det var ellers ved at være længe siden, jeg havde mødt den slags reaktioner. Bevidsthedsarbejde i årevis havde sluppet de fleste automatiske reaktioner og havde givet mig et fast favntag omkring dem, som er naturlige, som f.eks. sult/søvn/omsorgs-balancer. Men de her var nye. Det første jeg bemærkede var, at min ”bullshitgrænse” var blevet skarpere. Sådan nogle åbenbaringer får jeg sjældent i et eller andet smukt oplyst øjeblik. Det er sådan mere: Jeg sidder i min skurvogn, hvor jeg har indrettet mig til at arbejde med online undervisning og meditationer. Jeg har skrumlet rundt imellem stol, bord og ledninger for at blive klar til at optage og have god online forbindelse på samme tid. Derfor er jeg lidt forpustet indeni. Jeg sætter mig til rette på bænken jeg sidder på, hvor jeg har anbragt puder og tæpper, for at det ikke skal være alt for ukomfortabelt. Jeg rækker armen ret langt ud til højre for kroppen og sidder i en lidt akavet stilling, fordi jeg har anbragt den PC jeg bruger lidt væk fra bordet, hvor jeg optager lyden, så støjen fra blæseren ikke skal gå i lydfilerne, som deltagerne skal have bagefter. I et splitsekund går det op for mig, hvor dårligt jeg sidder, og hvor anstrengende det er både at sidde sådan her og at der ikke er ordentligt indrettet til mit udstyr. Irritationen voksede til uanede højder, men jeg trak vejret dybt et par gange og lagde den ned, inden jeg gik i gang med dagens undervisning. Da jeg fik frokostpause, ringede jeg til gengæld til manden og forlangte, at min skurvogn blev indrettet og gjort ordentlig NU. Den havde stået sådan i 1,5 år og det var der et hav af gode undskyldninger for. Men nu ville jeg ikke mere.

Der kom flere af den slags oplevelser. Jeg opdagede, hvordan jeg har en mulighed for at holde ud indeni, som er beregnet til hårde tider. Den blev bare brugt hele tiden, hvilket gjorde, at det var mange ting, jeg ikke fik taget mig af. Skurvognen var bare et enkelt eksempel. Jeg kunne også se, at det var en kvindelig egenskab, der var ude af balance. Jeg mødte flere af disse kvindelige egenskaber, som bevidstheden foldede sig ud i vores hverdag, og jeg håndterede dem, som jeg kom frem. På et tidspunkt begyndte manden også at reagere. Pludselig ud af det blå oplevede jeg, at han virkede opfarende og nedladende på samme tid. Jeg reagerede godt, hurtigt og konkret på hans måde at møde mig, og det virkede til, at han reagerede godt på det. Det skete nogle gange, uden at virke voldsomt på nogen måde, men det var bemærkelsesværdigt anderledes end vores normale kommunikation, selv når vi ”krydser klinger” som vi kalder det. Det gør vi tit, da vi begge er stædige og stivsindede på samme tid. Vi elsker det. Vi er også vant til at være tætte og dele vores liv intenst med hinanden. Men i denne periode var det som om det gled ud. Det var ikke godt for mig, kunne jeg mærke. Jeg havde brug for vores udveksling for at kunne finde mig selv i det, som var ved at folde sig ud i mig. Hen over vinteren var der masser af gode undskyldninger for, at vores dybe udveksling gled ud. Men en dag for ikke længe siden, var der ikke flere undskyldninger.

Da der stadig ikke var nogen tæt udveksling blev jeg ulykkelig og ensom. Igen kunne jeg mærke, at min kvindelige evne til at udholde, havde været på arbejde. Det havde nu været godt nok, men det var det ikke længere. Jeg forsøgte at få manden i tale, men det lykkedes ikke rigtigt. Til sidst blev jeg ked af det og krøllede mig sammen. Vi mødtes i et øjeblik en eftermiddag, hvor jeg viste ham, hvor ked af det jeg var, samtidig med, at jeg fortalte ham, at jeg ikke kunne finde mig selv indeni i den nye form, uden hans hjælp. Han holdte om mig og fortalte at jeg var unødvendigt pylleret, at han stadig var der for mig, og at alting nok skulle gå. Da vi lidt senere havde en køretur ud efter hans bil, snakkede vi videre i bilen, hvor jeg sagde, at det ikke var normalt, sådan som det var. Han havde tænkt over det, og gav mig ret. Han sagde, at han følte sig underkendt og at jeg bestemte det hele. Når jeg spurgte ind til de konkrete eksempler, så var der nogen, men de var få og ikke særligt markante. Jeg følte ikke han så mig som jeg var, når disse enkelte eksempler kunne fylde så meget. Tårerne trillede stille ned af kinderne, da jeg kørte hjemad igen. Imens slog det mig, at jeg havde hørt hos flere bevidste kvinder i den seneste tid, at de kæmpede med at finde balancen med deres mænd, og at mændene netop klagede over, at de følte sig udraderede og derfor kom til at reagere fra lavere steder i sig selv – imod deres egen vilje. Jeg genkendte det på en måde, i de reaktioner jeg selv havde kæmpet med over vinteren.

Denne samme fredag aften sendte jeg manden af sted på skydetur med nogle andre mænd, hvor der var rig mulighed for at udfolde det at være mand i alle mulige variationer. Imens tog jeg på arbejdsweekend i Århus lørdag og søndag. Jeg sagde farvel til ham med et knus og et ønske om en god tur. ”Jeg skal nok tænke over det”, sagde han, da han og kiggede mig ind i øjnene, inden han gav mig et bjørnekram og et kys til farvel. Om aftenen var jeg helt stille og skrøbelig. Jeg kunne mærke, at det var som om jeg kun fyldte en lille prik indeni mig selv. Det var mig. Jeg havde ingen udfoldelse, og jeg kunne mærke, at jeg havde brug for min mand til at hjælpe med at folde mig ud. Jeg kendte ham og vidste, at hans vilje er kærlighed, men jeg kunne ikke nøjes med vilje mere. Der var sket en forandring. Jeg havde brug for, at virkeligheden viste det jeg vidste. Jeg faldt i søvn i skrøbeligheden og vågnede næste dag lidt hudløs, men parat til dagens arbejde i Århus. Jeg skulle holde kursus for en stor flok mennesker, i det at holde et bevidsthedsfelt. Jeg havde en times tid til at gøre mig klar om morgenen inden jeg begav mig ud på de knap to timers kørsel til Århus.

Imens jeg gik og gjorde mig klar, fik jeg helt ro og klarhed indeni. Jeg kender fornemmelsen, som altid træder ind, når mit eget træder til side for arbejdet. Det føltes godt og da jeg satte mig ind i bilen, var jeg klar og i en god tilstand. Da jeg ramte den stille motorvej fik jeg plads indeni mig selv, til at fundere. I den tilstand kommer der tit beskeder og erkendelser igennem til mig. Det gjorde der også denne morgen. Jeg startede med at fundere over de indsigter jeg havde fået på de seneste kurser, som jeg havde holdt.

Helt i starten, hvor jeg begyndte at have mine indre syn, havde jeg ”set” et sted i universet, hvor jeg havde inkarneret. Dette sted var helt anderledes end på jorden. Jeg startede med at opleve, hvordan der var meget mere struktur og en form for positivt hierarki, hvor lærde og vise væsner, havde ansvaret og tog sig af de mindre lærde og vise væsner. Jeg kunne se, at der var stor sikkerhed og tryghed i, hvordan det fungerede. Senere så jeg, hvordan der faktisk var to væsner, der var besjælet. De levede side om side, men noget gik galt. Jeg så, hvordan det ene folk udviklede sig til at arbejde med visdom. Jeg så dem udvikle evnen til at forudse visdom, hvilket ellers altid er noget, der sker på baggrund af viden og erfaringer. På baggrund af den evne forudså det folk, at det system, som de levede under, ville medføre en katastrofe. Jeg kunne fornemme en indsigt, som havde noget at gøre med, at hvis ikke vi er frie til at fejle, imens vi udvikler os, så medfører det en stor risiko for, at noget går galt. Det var noget der var farligt, og noget med høj bevidsthed. Forudsigelsen gav uro i samfundet og det endte med krig. I krigen blev hele det folk, som kunne forudse visdom udryddet. Den måde, som besjælingen foregik på, gjorde at sjælene blev udryddet samtidig med. Da jeg havde synet oplevede jeg dyb rørelse, som slet ikke stod mål med det, som jeg er vant til at mærke, når jeg har sådan nogle oplevelser.
I et senere syn oplevede jeg, hvordan der på baggrund af oplevelserne dette sted, blev indført den frie vilje i den universelle lov. Jeg havde en mærkelig oplevelse af, at jeg havde været hyrde for det folk, men ikke længere ville være hyrde for noget som helst folk, fordi det gik galt på den måde. I stedet rejste jeg rundt i universet, dedikeret til at videreføre det arbejde, som Se Visdomsfolket havde lavet, og som havde udryddet dem. Når jeg kom i kontakt med historien, blev jeg dybt berørt, men ellers var det ikke noget, jeg sådan tænkte på. Her i bilen kom den forbi igen, nærmest i et glimt.

Jeg havde tidligere set, at min sjæl ligesom bliver skabt til lejligheden, når jeg inkarnerer. Selvom det er et mærkeligt billede, så passede det ligesom godt til historien. Jeg kunne mærke, at det giver den bedste mulighed for at gøre den slags arbejde, som jeg laver. At jeg får en sjæl, som er skabt med alle de sjælselementer, som aktivt anvendes i væsnet, så jeg har mulighed for at åbne for alle potentialerne. Ikke fordi det er rart eller nemt, men fordi det er nødvendigt, for at gøre det jeg nu skal gøre – selvom jeg ikke rigtigt ved hvad det er. Her i bilen så jeg nu, at der er tusinder af sjæle, som er skabt til lejligheden, som er inkarneret på jorden lige nu, for at lave sådan noget arbejde, som jeg gør. Jeg kunne se, at de er skabt som et aftryk af de ånder, som blev udryddet med Se Visdomsfolket. Jeg kunne desuden se, at der er inkarneret et hav af bevidstheder fra andre steder i universet. De hjælper på mange forskellige måder menneskeheden til at udvikle bevidsthed hurtigere, end det er fysisk muligt. Jeg kunne se, at mange som snakker om reptiler og alien-DNA i virkeligheden får en flig af denne forståelse, og tror at det er negativt. Også fordi en del af disse mennesker, med fremmede sjæle, opfører sig mærkeligt. Men jeg kunne se, at de er her for at hjælpe – også selvom de ikke engang selv er klar over det. Bare det, at de er tilstede på jorden er med til at udvikle både DNA i mennesket og fællesbevidstheden, så det hele går hurtigere. Det er ligesom at give gødning til planter.

Den her slags åbninger bliver nød til at komme i små portioner, og jeg kunne mærke, hvordan min bevidsthed gled fra, og begyndte at tænke på hverdags genvordigheder, imens jeg begyndte at nyde landskabet, som jeg kørte igennem på motorvejen. Jeg nåede at slappe af og komme helt på plads i mig selv, inden jeg landede på kursuslokaliteten og skulle i gang med dagens arbejde. Vi havde en lang og begivenhedsrig dag, hvor vi arbejdede med at holde felter. Da vi havde en fælles stille stund, imens jeg holdte feltet for en aktivering, som skulle give total balance i hele feltet, så mærkede jeg, at jeg skulle give plads til et syn. Jeg oplever tit, at der kommer sådan nogle erkendelser imens jeg er stille i arbejdet. Det er som om det lettere kommer igennem til mig.

Jeg åbnede mit indre syn, for at få kontakt til de informationer, som jeg havde brug for. Jeg stod pludselig et sted, som jeg tit oplever i de her indre syn. Det er et sted med hvide runde gange, og mange døre. Jeg løb hen til en dør og vidste at jeg skulle kigge derind. Da jeg trådte ind, vidste jeg, at jeg fik lov til at se det rum, hvor sjælene bliver skabt. Jeg troede, at jeg skulle se dem blive skabt, men jeg fik bare lov til at se et enkelt sjælselement, som hang i et felt af lys. Det lignede en glaskugle med et eller andet elektronisk indeni. Da jeg havde set kuglen blev jeg pludselig ledt tilbage til det sted, som jeg havde tænkt på i bilen på vej til kurset. Stedet hvor Se Visdomsfolket havde eksisteret. Jeg kunne se, at det sted, det samfund som jeg havde set dette ske i, er det som kaldes Atlantis, og at grunden til, at der er så meget erfaring omkring Atlantis på jorden, er fordi alle bevidsthederne fra Atlantis er inkarneret på jorden lige nu. Jeg kunne se, at grunden til, at ”sjælen” dengang blev udryddet med væsnet, var at det ikke var en sjæl. Det som besjælede væsnerne var ligesom små stykker ånd, små bidder af den første bevidsthed, som blev overdraget til nye væsner når gamle væsner gik bort. Jeg kunne se, at i den proces, blev udviklingen af det at bruge tidligere livs erfaringer til at åbne bevidstheden udviklet. Jeg kunne se, at det var den første bevidsthed, som havde været administrator for det som foregik, og at der blev født en erkendelse om, at den første bevidsthed havde brug for andre bevidstheder til at tage sig af administrationen, da det ligesom var ”for tæt på”. Derfor spaltede den første bevidsthed sig i tolv fraspaltninger, som skulle stå for arbejdet med udvikling af bevidsthed. På baggrund af erfaringerne fra Atlantis, gik arbejdet i gang med at udvikle sjælene og besjælingsprogrammerne. Jeg kunne ikke tage mere ind, så synet lukkede sig igen.

Om aftenen kørte jeg hjem igen og samlede min mand op ved færgen. Vi kørte hjem og havde tid sammen. Han kiggede mig i øjnene og sagde, at han blev bange og ked af det, når jeg var ked af det. Jeg kunne mærke, at der var noget, der gav slip indeni. Det gjorde mig tryg, at han blev bange og ked af det, når jeg var ked af det. Desuden fortalte han mig, hvad han havde tænkt sig at gøre, for at hjælpe mig. Det gjorde en kæmpe forskel. Jeg kunne mærke, at der stadig var en del af mig, der havde brug for at se det folde sig ud i virkeligheden, men det vigtigste var, at jeg kendte hans vilje til hvad der skulle ske. Så var det OK, at der kunne fejles på vejen, det gør jeg jo også selv hele tiden. Jeg blev afslappet og kunne fylde mere i mig selv igen. Det føltes godt. Næste dags morgen kørte jeg til Århus igen. Galina kom forbi og kørte med, da hun havde været til familiekomsammen i Frederikshavn og ville med på kursus den dag. På vej i bilen snakkede vi om løst og fast indtil vi kom ind på de næste rejser. Jeg fortalte hende om mine erkendelser fra dagen før. Desuden begyndte vi at kigge ind i betydningen af de næste rejser. Jeg åbnede og flere erkendelser begyndte at dukke op. Specielt en erkendelse omkring et andet sagnsamfund gjorde indtryk.

Jeg åbnede mit indre syn, for at få kontakt til de informationer, som jeg havde brug for. Jeg stod pludselig igen i de runde gange med de mange døre. Jeg gik hen af gangene til en ny dør og gik forsigtigt ind af den. Derinde sad Galina, som jeg også sad med i bilen. Det føles mærkeligt, men jeg er vant til lidt af hvert, så jeg tøvede ikke. Jeg gik hen til hende, men hun sagde ingenting. Hun pegede bare hen på et vindue, der lignede et koøje. Jeg gik hen og kiggede igennem vinduet og så ned på en urskov. ”Det er Lemurien” sagde Galina. Jeg kiggede ned på urskoven og så nogle langstrakte hvidklædte væsner, der ligesom gik rundt imellem træerne. De så ud som om de var i en form for trance. En indsigt sprang frem i min bevidsthed, så jeg pludselig vidste, at grunden til, at de her væsner gik rundt i urskoven og var i trance skyldtes en ubalance. Jeg så, hvordan væsnerne bar inkarnerede sjæle, selvom sjælselementerne ikke helt lignede det, som jeg havde set i rummet, hvor sjælene bliver skabt. Væsnerne havde udviklet sig til et meget højt bevidsthedsstadie. I forbindelse med den udvikling, så havde de sluppet det, at være til stede i virkeligheden. Det var så smukt og godt at være i de højere bevidsthedslag, at der blev set ned på det fysiske liv. Det gjorde, at det ikke blev taget alvorligt. Jeg kunne se, gennem mit vishedssyn, at væsnerne havde sjælen forbundet, så der var fuldt hukommelsestab under inkarnationen. Jeg kunne se, at det gjorde, at uanset hvor høj bevidstheden blev, så kom der ikke gennembrud til forståelsen af meningen med sjælelivet og inkarnationerne. Det gjorde, at den forstyrrelse, som var i gang med at udvikle sig, hvor besjælingen gjorde væsnet mindre levedygtigt ikke kunne bremses. Selvom der på sjæleplanet var en forståelse af, hvad der var ved at gå galt, så gjorde reglen om den frie vilje i universet, at der ikke kunne indgribes. Det betød, at sjælene blev nød til at inkarnere og medvirke til hele samfundet og artens forfald. Det var frygteligt smertefuldt, og jeg så, hvordan hele renselsesprocessen efter døden, hvor sjælen kommer gennem et rør til erkendelser og på sjæleplanet renses og får mulighed for at sone og bøde, blev udviklet her. Det endte tragisk med, at hele samfundet forsvandt i fællesskab, da ønsket om ikke at være fysisk blev så stærkt, at det overvandt overlevelsesfunktionerne.

Jeg blev i mit indre vishedssyn ledt videre til erkendelsen om, at de erfaringer, som blev skabt i forbindelse med katastrofen i Lemurien, er blevet brugt til at udvikle sjælene og besjælingsfunktionen, så det sker i overensstemmelse med den frie vilje og med respekt for væsnets værdi og berettigelse. Jeg kunne se, at sjælene fra Lemurien arbejdede videre på sjæleplanet med at udvikle sjæle til steder, hvor der skal inkarneres. Jeg så pludselig i et syn en delegation besøge jorden på New Zealand. Jeg så, at de kom lang tid før mennesket blev skabt. De observerede livet og bevidsthedens udvikling i de forskellige væsner på jorden, og brugte informationerne til at begynde, at udvikle sjælselementerne til mennesket, selv inden mennesket var skabt. Jeg kunne se, at Lemurien forsvandt, før jorden blev skabt. Det er gamle sjæle, som står for det arbejde. Synet slap, men informationerne blev ved med at strømme ind i vishedssynet. Jeg vidste pludselig, at bevidstheden stiger så hurtigt på jorden nu, at der er lavet en fysisk indsats, for at støtte opvågningen. Jeg så igen indsatsen med alle de ekstra udviklede sjæle, som er sat ind nu. Jeg så også, at grunden til at jeg skulle på de næste tre energirejser, er for at støtte den sunde udvikling af bevidstheden for både sjæl og menneske. Jeg kunne ikke se mere, og resten af turen brugte vi på at aftale praktiske ting om rejsen til Bosnien og hyggesnakke. Vi fik en fantastisk dag med fantastiske mennesker og jeg var godt brugt, da jeg kørte hjemad om aftenen. Der kom ingen syner igennem. Kun stilhed og det at være i mig selv. Nå jo, jeg havde små refleksioner igen om det med, at vores bevidsthed når den stiger nu, også samtidig åbner til vores arketypiske lag og de reaktioner, som ligger deri. Desuden tænkte jeg på vores frokostpause. Både Rebekka og Galina var ikke med den første dag, og Rebekka fortalte om indsigter, som hun havde haft i tiden lige op til kurset. Jeg blev både begejstret og forbløffet, da jeg opdagede, at det var de samme ting, som jeg havde snakket med Galina om i bilen på vej til kurset om morgenen.

Dagen efter kurset havde jeg undervisning i uddannelsen Den Ydre Visdom. Det var første gang, jeg holdte den uddannelse, og det betyder, at jeg ikke selv ved, hvad vi kommer til at lave i løbet af dagen, når vi går i gang. Jeg har nogle overskrifter og en gang imellem har jeg nogle fornemmelser af hvad vi skal. Denne dag vidste jeg bare, at det ville blive intenst. Vi havde fire timers intens undervisning, men jeg kunne mærke, at det gjorde godt. Jeg fik strækket mit bevidsthedsfelt og mit energisystem, og det trængte det til. Det er næsten som energimassage. Vi var tre dage fra afrejsen til Island og på det her tidspunkt, begynder det altid at gøre fysisk ondt. Så selvom det var hårdt at sidde og arbejde, så gjorde det også godt. Jeg fik ikke nogen indre erkendelser men mærkede en tæt tilstedeværelse i mig selv, som meditationerne og bevidsthedsarbejdet skabte. Til sidst på dagen delte Rebekka en indre oplevelser hun havde fået i løbet af den sidste meditation.

Hun havde set den kilde, som vi skulle op og arbejde ved. Hun så hvordan kilden løb op af et hul, og ved hullet sad en mand, som hun genkendte som Merlin, der er en mester i bevidsthedsverdenen. Han sad og rørte i hullet og pludselig stod der en sky op af hullet. Ud af skyen kom der to sorte drager, og den ene kom helt hen til Rebekka og kiggede hende dybt i øjnene, inden den fløj ned i hullet. Nede i hullet var underverdenen sagde Merlin til hende og hun så med dragens øjne, hvordan der både var lyse bevidstheder og nogen som så knap så lyse ud dernede. Bagefter begyndte Merlin at forklare hende noget, som hun ikke forstod. Hun ville derfor gerne have mig til at kigge ind i, hvad det var. For det føltes vigtigt.

Jeg mærkede, at det handlede om den del af vores bevidsthed, som vi ikke kan få adgang til. Underbevidstheden. Skyen symboliserede det, at der en gang imellem kommer noget op i den del af vores bevidsthed, som vi har adgang til. Om det kommer fra noget vist, eller noget negativt, det kan vi ikke skelne. Dragerne symboliserede det at se os selv udefra og se vores drivkræfter fra underbevidstheden i øjnene. Jeg er ikke sikker på, at jeg gengiver Rebekkas syn helt fyldestgørende, da det er gengivet efter hukommelsen. Jeg spurgte hende, om hun kunne genkende sandhed i det, som jeg så, og det kunne hun.

Efter lektionen funderede jeg over synet. Rebekka havde også set inden vi skulle beskrive Islandsturen, at vi skulle op og håndtere en drage, som var vogter af visdom. Vogteren var bare blevet vanvittig og skulle derfor overtales til at overdrage nøglen til menneskets styrke. Jeg havde sideløbende fået syn af, at rejsen handlede om, at mennesket havde en forstyrrelse som kommer fra vores oprindelige drivkræfter for overlevelse. Det gør, at vi altid holder fast i de oplevelser vi har, som om det er guld. Det gør, at vi i vores ubevidste system ikke giver slip på negative oplevelser. Det gør, at hvis et menneske har meget hårde oplevelser, som det bærer i sin hukommelse, så bliver de ved med at påvirke det menneske, og de kan ikke slippe fri af dem. På Island skulle vi arbejde på at slippe den funktion. Samtidig så jeg, at det er den samme drivkraft som gør, at mennesker mener, at de skal vogte visdom, så den ikke bliver misbrugt. Jeg kunne se, at den gerning, i virkeligheden er drevet af begæret efter at have det for sig selv, for at få fordele. Det er også det faktum, der gør, at mennesket aldrig kan opleve at have nok og at en stor del af verdens befolkning ikke bliver hjulpet med uddannelse og undervisning. Arbejdet på Island ville have mange forskellige påvirkninger i vores virkelighed. Jeg kunne se, at det skyldtes, at det arbejder i vores allermest grundlæggende funktioner, med at slippe overlevelsesfunktionerne.
Men med læringen fra Lemurien, så må de overlevelsesfunktioner kun slippe, så mennesket slippes fri til at kunne bære sjælsbevidstheden frit, uden at væsnet visner eller lider overlast. Derfor skal det gøres skridt for skridt over de tre næste rejser, med jordens opvågning som udgangspunkt og et hav af lysarbejdere på jorden til synkront at udføre det samme arbejde. Jeg kunne mærke, hvordan jeg begyndte at blive klar til arbejdet. Mine egne irritationer over at forsøge at balancere drivkræfterne i mit eget liv, gav også ved på bålet. Men samtidig bar jeg den efterhånden gammelkendte modstand for at tage af sted. En modstand som kommer af, at jeg ved, at det kommer til at gøre ondt. Heldigvis er der en gruppe af hjertemennesker med på rejsen, som er med til at bære byrden. Samtidig samler mange grupper af mennesker sig rundt omkring i Danmark og støtter arbejdet, når vi skal gennemføre det, som er hårdest. Vi vil forsøge at være online med dem, når vi er i gang. Det gør en enorm forskel.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Kan du se denne popup?

Så er det i hvert fald ok <3

Og du kan lukke dette vindue og læse videre.