fbpx

Marianne Lane

Spiralrejsen til Bosnien – for at bringe sjælen ind i livet

19247733_1545908768815367_1288523828369446595_n30. juni 2017 Sarajevo – Forberedelserne til Spiralrejsen til Bosnien

Jeg ved aldrig, hvornår forberedelserne til disse energiarbejdesrejser starter. Jeg ved bare, at ca. en uge før afrejsen oplevede jeg denne gang, hvordan presset indeni steg, lidt ligesom når jeg kører i bjerge. Samtidig registrerede jeg, hvor svært det var, at holde mit klarsyn rent. I samme øjeblik erkendte jeg, at både presset fra trykket indeni og imod at holde klarsynet rent, var steget over   en længere udefineret periode. Det er efterhånden et af de kendte tegn på, at mit energisystem og alt jeg er, er i forberedelse til det arbejde, som vi skal lave i Bosnien.

Jeg ved ikke, hvad vi skal lave ved de Bosniske Pyramider. Vi samles i morgen aften hernede, en gruppe hjertemennesker, kaldet på forskellig vis, til at samles her i området for at opleve stedet, og udføre det næste skridt på rejsen i at hjælpe jorden og mennesket til en mere stabil tilstand.

I tiden op til afrejsen, har jeg fået dybere indsigt og et hav af oplevelser i mig selv og med andre, som gør menneskets forstyrrelse så tydeligt. Det at vi kan være flere udgaver af os selv på samme tid, og at vi kan have et hav af skjulte agendaer, som er virkeligt godt skjult, ikke mindst for os selv, er bare et af tegnene på, hvor forstyrrede vi er som væsner. Jeg oplever, hvordan vi som mennesker, har så store problemer med at holde os samlet i os selv – i hvert fald mange af os – at vi nærmest ikke selv ved, hvem vi er. Det er ikke for sjov, at der er skrevet et hav af bøger om vores psykologi, og at der er skabt en hel videnskab omkring det. Det har så stor betydning for vores trivsel og vores funktion. I os selv som menneske, i vores sammenhold med vores nærmeste og i vores interaktion med samfundet. Men det fungerer ikke ret godt hos de fleste.

På den første spiralrejse til Peru arbejdede vi med at lette presset fra det hukommelsestab, som vi bliver født med som mennesker. Et hukommelsestab om, at vi er et besjælet væsen med en urgammel ånd både i kødets og i sjælens perspektiv. Vi fik lettet hukommelsestabet, så sjælen kunne få mere direkte interaktion med os i vores hverdag, i vores liv. Hvor den tidligere kun har kunnet interagerer gennem skyggespil, åndelig kontakt og drømmearbejde, åbnedes døren til den direkte kontakt.

På Island blev den kontakt hjulpet ind i vores fysiske bevidsthed. Den sølvsnor, som for flere spirituelle beskriver sjælens kontakt og interaktion gennem underbevidstheden, blev forlænget ind i den fysiske bevidsthed som en guldsnor. Betydningen var, at konkrete oplevelser i vores hukommelse kan skiftes ud ved at ændre indstilling til oplevelsen indeni. I hvert fald hvis det er en meget konkret oplevelse, som ikke er sammenhængende med flere dybe reaktioner i os. Guldsnoren er nu klar til at blive forlænget ind i den psykiske bevidsthed. Paratheden ligger i menneskeheden og i tiden.

Betydningen har tittet frem i mine egne indre oplevelser og i min hverdag, som den altid gør, som en del af min forberedelse op til rejserne. Jeg har oplevet, at jeg begynder at kunne slette dybere erfaringer, som har en sammenhæng med flere oplevelser, som tidligere har haft et dybt indtryk på mig. Jeg oplever, hvordan det er blevet muligt, at ændre indstillingen fra de tidligere erfaringer med en indre erfaring. Det er ikke længere nødvendigt, at jeg får en ydre oplevelse sammen med andre mennesker, som skal ramme mig på helt den rigtige måde, og det et antal gange som er tilstrækkeligt, til at kunne omgøre den gamle erfaring. Det kan lade sig gøre, at omgøre den praktiske erfaring med indre oplevelser.

Det arbejde jeg har lavet med den slags ændring af erfaringer, har ikke bare givet en ny form for fred og afslappethed i forhold til mange ting. Det har også giver en indre skarphed og dybde i forhold til, hvad der i virkeligheden er rigtigt og vigtigt for mig, hvad det er, som jeg i virkeligheden skal tage fat om. Hvad jeg skal tage fat om ved nældens rod, hvad jeg skal kæle for og hvad jeg skal give 100 % opmærksomhed. Det er ikke let, med sådan en opvågning. I hvert fald ikke i første omgang. Men det er godt. Og det giver freden og tilliden til mig selv en ny dybde og nye proportioner.. I hvert fald, når jeg har fået det foldet helt ud i livet.

Det har jeg en fornemmelse af, at vi skal arbejde på i de her dage, at finde en hjælp til. En hjælp der bliver givet os her på jorden ved en støtte til denne bevægelse i vores bevidsthed. En bevægelse som i virkeligheden er naturlig og vores helt egen. Men selvom den er naturlig og vores helt egen, så kan det godt være forvirrende, svært og uoverskueligt, især lige når bevidstheden vender rundt. Jeg er spændt på, hvordan og hvorledes den hjælp ser ud. Jeg se spændt på, hvilke erkendelser og muligheder, der viser sig for os i gruppen. Det eneste jeg ved, det er at vi allerede er i gang.

Jeg har også i optakten til rejsen haft en kontinuerlig og dybere kontakt til Moderen. Selvom jeg ikke helt ved, hvad hun er, så fylder hun meget i mig og i min bevidsthed. Desuden har jeg været mange gange forbi den kontakt fra andre bevidstheder i universet, som også har været forbi og støttet arbejdet på de andre spiralrejser… Hvordan det hele spiller sammen i den store plan for vores opgave, som er lige om lidt. Det ved jeg folder sig ud hen af vejen. Jeg har lært ikke at gætte, for gættene forstyrrer erkendelsernes mulighed for at lande i bevidstheden.

I dag ”landede” jeg i området. Da flyet satte sine landingshjul på jorden, følte jeg mig med det samme mærkeligt hjemme. Træthed fra rejsen og forberedelserne sad i mig og gjorde mig indadvendt og udadvendt på samme tid. Det giver sådan en lidt tåget fornemmelse, som samtidig er skarp. Jeg mødte området i den tilstand og kan mærke, at mere og mere af mig lander. Det føltes både godt og lidt skræmmende. Godt fordi jeg ligesom falder i et hak indeni, som føltes til at være forberedt meget meget længe. Skræmmende fordi en opgave nu nærmer sig, som har en proportion, der plejer at sætte mig på prøve. Og fordi jeg har fået af vide indeni, dagen inden jeg tog af sted, at min indre kontakt i de næste måneder, vil blive forbeholdt mit arbejde, imens jeg i mit privatliv må nøjes med den almindelige daglige kontakt med omverdenen. Både fordi det er en del af min egen proces, men også fordi jeg dermed hjælper den nye udvikling af guldsnoren til at få ro til at lande i mig og i jordens energifelt.

19554584_1547262372013340_7273059994305579666_n1. juli 2017 Sarajevo og Visoko – forberedelser i området

Jeg vågnede tidligere og strakte mig.. men sov lidt mere inden jeg stod op og gjorde mig færdig og gik ned til morgenmaden. Ved bordene ude på altanen, hvor morgenmaden blev serveret, mødte jeg flere fra gruppen. Det var rigtigt hyggeligt, selvom jeg kunne mærke en stor skrøbelighed indeni og en følelse af at blive strukket alt alt for langt. Jeg kunne godt hygge og lytte til gode råd og historier fra dem, som havde været der i nogle dage, og som også havde været ude i området, som vi skal arbejde i. Men jeg var hele tiden på kanten til at blive ramt og reagere. Både Rebekka og Galina, som jeg havde aftalt at skulle på  forberedelsestur med denne dag, reagerede på min anspændthed med optimisme: ”Det bliver en god dag” sagde de begge, når jeg var så anspændt, så var det tegn på, at det ville blive spændende..

Jeg gik fra bordet og hen til værelset for at hente de ting, jeg ville have med på turen. Vi skulle ud til Moder Jord Templet, som den formation hed, jeg havde mærket, ville være god til min egen proces. På vejen til værelse rakte jeg kort ud og spurgte: ”Hvad skal jeg derude”. ”Du skal møde din skaber”, svarede stemmen tilbage. Jeg rykkede forskrækket indeni. For det mærkede til, at det ikke var min skaber som i Den Første Bevidsthed. Men et eller andet andet. Jeg ville ikke række mere ud, for det ville bare forstyrre mig. I stedet skyndte jeg mig afsted for at hente mine ting. Det føltes som om, jeg havde travlt.

I taxaen på vej ud til området, hvor vi skulle møde vores guide, snakkede vi alle tre om vores oplevelser op til turen, og hvad vi troede, vi skulle lave ude i området. Jeg kunne mærke, at det for mig handlede om, at give slip på en aktivering, som jeg fik hver gang, jeg følte mig svigtet. En aktivering, som jeg pludselig kunne se løb i linjen af kvinder i min slægt, som på forskellige måder var blevet svigtet. Det gjorde aktiveringen ekstra antændelig i mig. Jeg kunne pludselig se, at jeg havde fået en eller anden form for forhærdning af nogle af de mønstre jeg bærer, fordi min oprindelige natur, har fået det til at strøkne i mig, så jeg ikke kunne slippe det, som jeg skulle. Det skulle have været sluppet nu, og nogle af de udsving jeg havde haft op til rejsen, skyldtes at jeg ikke kunne få styr på det. Rebekka gjorde mig opmærksom på, at det er den kompromisløshed, som er en nødvendighed jeg bærer i forhold til hvordan jeg bærer mig selv og mit arbejde, der havde lavet hærdningen. Jeg kunne godt se det. En nødvendighed, der med en lille drejning havde lavet en besværlighed. Det var i hvert fald vigtigt, at jeg kom ud til bjerget og fik støtte til at få det forløst. Vi så hver og især flere eksempler på det, som vi skulle arbejde med i løbet af dagen. Da vi nærmede os området, hvor vi skulle møde guiden, begyndte presset at tage til indeni. Vi var alle tre berørt, så vi ikke kunne tage fejl.

19511501_1547262388680005_2320462069827938350_n

Vi kom ud til området og mødte guiden, som var meget frisk og imødekommende. Han tog os til at starte med et par steder hen, for at se området. Vi havde fortalt ham, at han ikke behøvede at bruge så meget tid på det, da vi skulle igennem det med gruppen dagen efter. Men han ville nu alligevel lave lidt introduktion til os, inden vi skulle hen til Moder Jord Templet. Det viste sig, at være en rigtig god ide. Han startede med at tage os med hen til flere forskellige punkter, hvor vi kunne se både de forskellige pyramider og Moder Jord Templet fra forskellige sider. Imens fortalte han os historien om området. Det var meget interessant og synet var betagende, men vi var samtidig meget presset af, at de forløsninger vi skulle arbejde med, pressede sig på. Det sidste sted, guiden tog os med hen, var noget helt andet. Han forklarede os, at det her var et sted, som egentligt var et energisted, men som igennem tiden var blevet brugt til begravelser også. Han yndede selv, at tage hen på det her sted, hvor han oplevede energien arbejdede kraftigt. Vi gik op af en lille bakke, og endte oppe ved nogle sten, hvor jeg tydeligt mærkede en forskel i energien. Vi fik lidt tid på stedet og jeg satte mig på en af stenene, og mærkede, hvordan der begyndte at strømme energi igennem mig. Det føltes som om jeg åbnede i mit energisystem højere og højere op. Det var en lidt voldsom følelse, men samtidig føltes det godt. Da det var færdig sad jeg lidt og oplevede, hvordan det føltes som om jeg blev forløst indeni. Vi delte lidt med hinanden ind imellem. Da vi havde brugt en halv times tid, var vi klar til at tage videre. Vi kørte nu til området ved Moder Jord Templet.

Ved foden løb en flod, hvor vi satte os og spiste vores frokost og fik en kop kaffe købt af en lokal mand inden vi skulle op på bjerget. Vi snakkede om, hvorvidt vi skulle gå op eller ej. Jeg kunne mærke, at jeg blev hurtigere forpustet end jeg plejer at blive, og tilskrev det varmen og fugtigheden. Vi besluttede os for at prøve at gå op, så langt vi kunne. Det endte med at blive en times vandring på stejle sider, inden vi nåede op til et sted, hvor vi kunne sidde. Guiden havde spurgt manden som solgte os kaffen, hvor vi bedst kunne gå op. Det viste sig, at han havde sendt os ud på en tur, som var meget værre end den sædvanlige rute. Vi var derfor fuldstændigt møre og trætte, da vi satte os ned for at få mødet med Moder Jord Templet gennemført. På jeg op, nåede jeg at række ud med min bevidsthed og spørge: ”Er du her?” Stemmen svarede ”Ja, det er jeg”. Svaret kom både dybt inde fra bjerget og inde fra mig på samme tid. Jeg søgte stemmen i bjerget og fandt dybt inde et lys. Lyset var ligesom båret af en firesidet aflang krystal, som var kortere i den nedre ende end den øvre. Selvom den lyste kraftigt, så lyste den kun et ganske lille område af bjergets indre op. ”Du skal tænde mig og så vil du tænde dig”, sagde stemmen. Jeg kunne mærke min modstand tænde øjeblikkelig, imens jeg gik videre, men jeg kunne mærke, at det var sandt.

Lidt efter begyndte Rebekka at snakke om, hvad det egentligt var, vi skulle i gang med. Jeg fortalte derfor om mit møde med lyset og om beskeden. Det er sandt, svarede Rebekka, men det varede ikke ret længe, før vi ikke havde luft til mere snak. Vi blev nød til at bruge det hele til turen op af bjerget. Det kostede også energi ikke at glide ned af skrænterne og stikke os på tjørnegrene og hvad der ellers var af forhindringer på vejen op. Udsigten blev smukkere og smukkere, og vi nød den når vi holdte små pauser og gispede efter vejret. Da vi endelig var kommet op og side et sted, hvor vi kunne være i ro, var vi fysisk udmattet. Jeg satte mig ned med et bump og fik min vandflaske af guiden, som havde båret den op det sidste stykke for mig, så jeg kunne bruge begge hænder, til at tage fat i grene og træer på vejen op. Jeg drak nogle store slurke imens jeg mærkede, hvordan sveden løb ned af kroppen og pulsen dunkede i ørerne. Da hele kroppen var faldet lidt til ro, gik vi i gang med at forbinde os til området. Vi var hver og især fordybet til vores egne processer, men delte stadig lidt ind imellem, med stille snak.

Jeg mærkede, hvordan jeg forbandt mig til krystallen med lyset inde i bjerget. Stemmen i lyset lød som Moderen, når jeg havde været i kontakt med den bevidsthed, som kalder sig det overfor mig. Jeg tændte lyset i mig, imens jeg var i kontakt med lyset, og jeg sad stille og observerede det imens. Det begyndte at folde sig ud, og skabte i første omgang en form for lysende lotusblomst. Den var meget smuk. Imens jeg betragtede den, begyndte der at springe lys fra spids til spids. Til sidst var blomsten omgivet af lysende buer, og så begyndte lyset at sprede sig ud i bjerget. Indtil både bjerget og jeg var fyldt helt op med lyset. Med kun en tynd skal tilbage, som ikke var lyst op. ”Nu skal du ville lyse dit lys”, sagde stemmen. Jeg mærkede en kæmpe modstand vokse nærmest spontant op i mig. Jeg ville ikke være anderledes. Jeg kunne mærke, at det valg ville komme til at betyde noget, også i mit liv. ”Jeg vil ikke selv, men jeg vil godt hjælpe dig”, svarede jeg. ”Det går ikke”, svarede stemmen tilbage. Jeg delte det med de to andre. ”Du bliver nød til det. Du kan ikke få din selvfølelse foldet ud, hvis ikke du gør det”, sagde de støttende til mig. ”Ok så gør jeg det, men kun hvis det ikke går ud over min familie og min relation til børnene og manden”, sagde jeg bestemt indeni. Jeg så i et glimt, hvordan jeg ville blive mere nærværende og mere mig selv, og ville kunne forbinde mig til både mand og børn til nye dybder. Det ville ikke blive en belastning for vores relation, det ville blive en styrke. ”Ok, så gør vi det”, sagde jeg og gav slip indeni.

Først oplevede jeg, hvordan skallen på bjerget sprak og sprækkerne blev fyldt med lys. Så skete det samme i mig. Områderne imellem sprækkerne begyndte at blive oplyst, så alt lyset strålede ud fra både mig og bjerget. Jeg krøllede sammen indeni. Jeg følte mig ussel og lille. Det var meningsløst, at jeg skulle bære sådan et lys, hvad skulle det nytte. ”Du kan prøve at se dig selv gennem mine øjne”, sagde stemmen fra lyset. Det havde jeg overhovedet ikke lyst til. Jeg havde mest lyst til at gemme mig væk i et hul. Væk fra det hele. ”Jo kom nu”, sagde stemmen, som var så kærlig, at jeg alligevel fik lyst. Det var virkeligt enkelt og let at gøre det. Jeg satte mig bare for, at ville se mig selv gennem Moderens øjne. Synet der mødte mig var pudsigt. Jeg så mig selv sidde i et springvand af lys og nærmest blive kastet rundt. Jeg kunne slet ikke holde balancen i det. Jeg kunne mærke den overbærenhed og kærlighed, der var i synet, som så på mig. ”Det er fordi du ikke tager dig selv helt ind, at du har det sådan”, sagde stemmen kærligt. ”Vil du ikke se dig selv med Faderens øjne”, overrumplede stemmen mig med at sige. Jeg nåede ikke at tænke, før jeg pludselig så på mig selv med faderens øjne. En pudsig form for stolthed kiggede på mig. Jeg kunne se mine energibaner lyse meget kraftigt. ”Du er et meget stærkt eksemplar”, sagde en klar stemme. ”Det stærkeste vi har kunnet lave, uden at du er gået fra koncepterne”. Jeg var nu ikke helt sikker på, om jeg var enig i den betragtning. Men den nøgterne og stolte kærlighed, var ikke til at tage fejl af. Jeg slap synet og kunne mærke, at det havde gjort mig godt. Mindreværdsfølelsen havde sluppet helt. Men jeg kunne til gengæld mærke, at jeg var ved at blive fysisk dårlig. Jeg havde fået en dundrende hovedpine og jeg havde ondt i ryggen og flere andre steder i kroppen. Jeg var ikke sikker på, om det var strabadserne i opturen eller om det var energiskiftene i mit energisystem, som var skyldig i tilstanden. Men jeg syntes pludselig, at der var meget langt ned.

Det tog heldigvis ikke så lang tid at komme ned som op. Der var også en lettet og munter stemning på vejen ned, selvom hovedpinen især var intens. På vejen hjem til hotellet i taxaen faldt jeg spontant i søvn, og nåede at få en lur. Det blev også til et hurtigt bad og en kop kaffe inden vi mødtes med de andre fra gruppen.

Vi samledes i cirklen og gik i gang med at samle det fællesfelt, som jeg ikke ville slippe under vores dage sammen. Vi snakkede lidt om de praktiske detaljer og gik i gang med at modtage healinger, som skulle forberede den enkelte og gruppe i fællesskab på de næste dages arbejde. Jeg var meget skrøbelig og øm, både følelsesmæssigt og i kroppen. Det blev til tre timer i fællesskab, hvor vi også fik snakket om temaet og hvordan vores arbejde hang sammen med bevidsthedsåbningen på jorden lige nu, og alt det som foregår. Vi skal i dagene hernede arbejde på en støtte, som hjælper sjælsbevidstheden til at få dybere influens i vores dagsbevidsthed. Det er et arbejde, som startede i Peru, arbejdede videre i Island og nu fortsættes her ved de Bosniske Pyramider. Jeg kunne mærke, hvordan vores fælles bevidsthed i gruppen var ved at være klar. Vi sluttede af med, at jeg gav den samme støtte til selvfølelse videre, som jeg havde fået samme dag fra lyset i bjerget.

Da vi sluttede og sagde godnat og på gensyn i morgen tidligt, endte jeg med at tage en bid mad og et par hovedpinepiller, inden jeg krøb til køjs. Vi nåede også lige at kæmpe med det lokale Simkort, som vi havde fået fat på, og som vi skal bruge i morgen til at få kontakt til støttegrupperne derhjemme. Vi havde nu fået fat i kortet, og vi havde fået det installeret. Det viste sig så, at vi skulle købe et eller andet optankningskort, for at få det til at virke. Det håber vi på, at vi kan nå i morgen tidligt, inden vi skal af sted. Ellers har jeg en aftale med Karina om, at vi giver de simpleste instrukser på SMS til hende, og så sørger hun for at guide deltagerne rundt omkring i grupperne. Men vi krydser stadig fingre for, at vi får kortet til at virke. Der skulle være dækning ude i området ifølge guinde

2. 19601136_1548493638556880_3593908591411674166_njuli 2017 På Månepyramiden for at hente støtten til jorden

Jeg vågnede efter natten med smerter i ryggen og problemer med at trække vejret. Rebekka kom ned med en taske til alt elektronikken vi skulle have med, og hun gav mig lige ti minutters massage til at løsne det lidt op. Det var tydeligt, da hun tog fat, at der var mere end bare noget fysisk i det. Det havde Karina egentligt også skrevet til mig, da hun om aftenen havde skrevet en kærlig besked til mig, hvor jeg klagede min nød. Hun kiggede ind i det, og så en traumeudløst smerte, som hun ret præcist kunne datere til flere forskellige tidspunkter i min barndom, som passede præcist med tidspunkter, som havde betydet meget for min selvfølelse. Eller rettere sagt det modsatte. Hun så også at spændingerne var udløst som følge af pludselig bevidsthedsudvidelse, hvilket stemte overens med, at det var kommet lige efter oplevelsen på Moder Jord Templet. Hun sendte mig også noget kærlig healing som lettede og hjalp mig med at falde i søvn. Rebekkas hænder fandt de ømmeste steder, og ud over følelserne, som gav tårer i øjnene, så mærkede jeg også en skærende smerte, som jeg kender fra ømheden, der følger med bevidsthedsudvidelsen. Massagen lindrede, men jeg tog også to hovedpinepiller, fordi jeg mærkede, at jeg spændte op omkring smerten, hvilket erfaringsmæssigt ville ende med at give mig smerter i hele den ene side af kroppen.

 

Vi gik ned til morgenmaden, som vi overstod lidt hurtigt, da jeg skulle ud og prøve at få fat i simkortskredit, så vi kunne få kontakt hjem til støttegrupperne senere, når vi skulle arbejde på Månepyramiden. Det lykkedes mig ikke at få fat i kredit i det tilstødende supermarked, som vi var blevet henvist til af receptionen om aftenen. Men heldigvis kørte vores bus os hen til en tankstation, hvor guiden fik fat i et kort og ringede til telefonselskabet og fik gennemført, at kortet blev aktiveret. Jublen var stor. Det føltes så forkert ikke at kunne sende til alle de mennesker hjemme i Danmark, som havde besluttet sig for at være en del af arbejdet og sende deres støtte til os.

Vi kørte i bussen ud til området, imens guiden fortalte lidt om turen. Vi startede med at se nogle af udgravningerne og få en masse af historien omkring dem fortalt, inden vi tog ud til månepyramiden. Da vi skulle nå at være klar til et bestemt tidspunkt, havde vi aftalt, at vi blev kørt til toppen af Månepyramiden i taxaer. Det var ikke muligt for bussen at komme op af de stejle smalle veje, der førte til toppen. Vi landede på toppen ti minutter før vi havde aftalt, at vi skulle være i gang med arbejdet og være online med grupperne hjemme i Danmark. Vi skyndte os at finde et godt sted, stille kamera op go blive online med grupperne hjemme.

Pludselig var vi i gang. Når jeg arbejder på den måde, så bliver jeg ret påvirket i min bevidsthed. Derfor er det ikke sikkert, at min beretning om oplevelsen er helt ret og i rigtig rækkefølge. Jeg vil senere få lagt enten video eller lydfil op med oplevelsen, så du kan dele den med os, hvis du har lyst. Eller måske genhøre den, hvis du var med i en støttegruppe. Vi startede med at blive forbundet til os selv og til hinanden i gruppen. Derefter blev vi forbundet til energien i pyramiden, som føltes til at give os en voldsom kontakt til både pyramiden og til hele området. Da vi var i fuld kontakt, skulle vi forbindes til den nøgle, som vi hver og især bar i os selv, som skulle hjælpe med at starte den portal op, som jeg kunne se, at vi skulle starte. Som om vi skulle starte den fra vores side af, og så vil den blive forbundet til noget som var gjort klart. Noget som havde adgang til syv forskellige steder i universet. Syv forskellige steder, som ville støtte os. Det var som om, at vores bevidsthed er så kompliceret og forstyrret, at det var nødvendigt at få støtten syv forskellige steder fra for at den kunne blive komplet, så den kan nå os og i virkeligheden gøre en forskel.

Jeg oplevede for mit indre blik, hvordan vi i fællesskab begyndte at skabe portalen. Det var et smukt indre syn. Den blev ligesom vævet af vores fælles energi, og begyndte langsomt at strække sig op omkring gruppen, som havde placeret sig i en cirkel. Som den havde strakt sig et stykke, begyndte den at blive mødt af en smuk energi, som kom ned ovenfra. Jeg mærkede, at energien kom fra et af de syv steder, som vi skulle forbindes til. Uden at energien gav slip fra det sted, mærkede jeg, hvordan energien fra hvert af de andre seks steder, langsomt klingede ind en efter en. Det tog længere og længere tid, fordi energierne skulle klinge ind, så de ikke forstyrrede hinanden. Jeg fik den fornemmelse af, at skulle hoppe ind i et sjippetov, som allerede er i svingninger, uden af forstyrre det. Jeg mærkede også, at det kostede os noget af vores koncentration og energi, at hjælpe med at balancere det. Men det var stadig meget smukt at betragte det. Da alle syv steder, var klinget ind, var energien blevet kraftigere. For mit indre blik gled pludselig et billede op, hvor jeg ligesom så store årer af energi, som bevægede sig igennem området med centrum fra pyramiden, som vi stod i. Det mærkedes som om, at energibanerne var forbundet til andre steder på jorden. Jeg husker nu, imens jeg skriver, at guiden havde fortalt, at der gik 23 af de såkaldte laylines igennem området. Laylines er energilinjer, som går hen over jorden, og går igennem en række kraftige energipunkter. Måske er der en sammenhæng imellem de laylines og de energistriber jeg så. Jeg så at de var klar til at tage imod den støtte, som vil blive givet til os igennem portalen. Jeg fortalte de andre i gruppen om det jeg så, men også om hvor vigtigt hvert af vores bidrag er, og hvor vigtigt det var, at vi alle støttede imens vi var i gang uden at vakle.

19642230_1548493621890215_6906358467611881438_n

Da energien begyndte at løbe igennem portalen føltes det meget kraftfuldt og godt på samme tid. Det er første gang, jeg har oplevet, at det ikke gjorde ondt, at lave dette stykke arbejde. Faktisk så forsvandt alle smerterne i kroppen fuldstændigt i løbet af den første time vi arbejdede. Vi holdte fokus et stykke tid, og en kanaliseret besked fra et af de steder, som vi var forbundet til, gav os en vejledning i at vi skulle til at være bevidsthedsåbnere. Det skulle vi blive ved at finde den inspiration inden i os selv, omkring det at være og bære balanceret bevidsthed, som føltes rigtig og inspirerende for os, og så udleve det. Det var ligemeget om det var noget stort eller småt, noget indlysende eller indirekte. Hvis bare det føltes rigtigt for os og inspirerende. Det var vigtigt, når vi gik ind i os selv for at finde den dedikerethed, at vi holdte øje med, at vi ikke blev snydt af skjulte forkerte drivkræfter. Det kunne vi sikre, ved at holde øje med, at det at være i kontakt med inspirationen gav en følelse af tilfredshed og fred.

Undervejs oplevede jeg, hvordan der begyndte at komme syn til mig, som var vanskelige at holde. Jeg kunne mærke, at jeg skulle bede gruppen om hjælp. Da støtten fra gruppen klingede ind, var det meget lettere at holde synene. Et af synene står stadig skarpt i min erindring. Jeg så et menneske og så så jeg hovedet begynde at lyse fra nakken af. Lyset spredte sig indtil det dækkede hele hovedet. Så så jeg en sjæl fra et andet inkarnationsprogram, som ligesom passede til det menneske. En sjæl, som inkarnerede i et andet væsen et andet sted i universet. Der dukkede endnu et lysende hoved op, og et til og et til. Indtil der var en hel stribe af lysende hoveder. De dannede ligesom sådan en bue, der endte i en krølle. Formen mindede lidt om svinget man ser i galakser. I enden af buen så jeg en af de bevidsheder, som jeg har været i kontakt med før, som jeg kender som Bevidstheder fra de Ydre Kanter af Universet. Jeg kunne se, at sjælene, som var på striben, selvom de var forskellige – nogle endda meget forskellige – så havde de en overensstemmelse, der ligesom gjorde dem på bølgelængde. Jeg så mennesket stå i den anden ende i forhold til bevidstheden fra De Ydre Kanter af Universet. Jeg oplevede også, hvordan der var en støtte imellem bevidsthederne, selvom de kommer fra forskellige besjælingsprogrammer. Det var et meget forbavsende men også på en eller anden måde et berigende syn. Jeg kan mærke, at betydningen stadig bevæger sig indeni mig. Det er ikke helt landet endnu. Der kom flere beskeder omkring arbejdet igennem, som jeg ikke kan huske nu. Jeg husker bare en følelse af mere og mere kontakt, mere og mere balance og mere og mere styrke. Det føltes godt. Da smerterne samtidig forsvandt i kroppen, var det let for begejstringen at finde vej i mig.

Da der var gået en god times tid, var energien landet i området, og jeg kunne mærke, at vi skulle blive der, for at støtte, at det landede helt, som det skulle. Nogen gik lidt omkring, imens nogen af os satte os i en mindre cirkel og delte vores personlige oplevelser og reflektioner. Da vi var færdige med det, kom guiden og kaldte os til et veldækket bord fyldt med dejligt hjemmelavet mad, som ejeren af toppen af pyramiden havde tilberedt til os. Det var et fantastisk måltid, som vi næsten nåede at dele færdigt, inden regnen gik i gang. Vi spiste i en opløftet stemning og kunne ikke lade være med at hygge og pjatte lidt med hinanden, selvom jeg kunne mærke, at vi var langt fra færdige med arbejdet. Da vi var færdige med måltidet var regnen blevet kraftig. Vi gik alligevel med guiden hen for at se en boring, der var lavet 150 meter ned i pyramiden og hørte mere om historien omkring undersøgelserne af pyramiderne. Det var meget interessant. Da regnen var intens, bestemte vi os at køre tilbage til hotellet efter fremvisningen, og tage resten af programmet dagen efter, hvor det var planlagt, at vi skal planlagt at tage ud i tunnelerne, som løber igennem hele området. Derefter skal vi en tur ud til dragepyramiden. Helt hvad vi skal ved vi ikke endnu.

Men da vi mødtes igen om aftenen for at dele og snakke om dagens arbejde, så kom vi i fællesskab frem til flere spændende indsigter. Jeg havde flere gange i månederne inden rejsen haft et syn af en diamant skabt af to pyramider, som stod med bunden imod hinanden. En af deltagerne delte det samme syn i gruppen. Hun havde samtidig oplevet, at det var som om der stod et lys ved hvert af siderne, og at det var meget vigtigt, at de lys de ikke gik ud. Jeg kunne mærke, at det handlede om mødet mellem sjælen og mennesket. Den nederste del af diamanten stod for sjælen bragt ind i mennesket og den øverste del af diamanten stod for mennesket bragt ind i sjælstilstanden. Jeg kunne mærke, at de lys, kvinden havde set, ligesom var steder som sjælen og urmennesket skal mødes i, hvis der skal være balance imellem sjæl og væsen. Kvinden havde dagen før delt billedet og havde fanget, at de to af lysene var kærlighed og visdom. Da jeg tog fat om synet igen da vi delte om aftenen, havde hun selv fanget, at det tredje var styrken. Jeg kunne mærke, at der skulle være en ting til, da der var fire sider, som de to dele af diamanten mødtes i. Den fjerde side viste sig ved den afsluttende kanalisering af hhv. Moderen, Faderen og Den forenede bevidsthed, at være eksistensberettigelse. Hvis mennesket bærer sig selv i forhold til de fire punkter, så der er overensstemmelse med sjælen, og sjælen bærer sig, så der er overensstemmelse med urvæsnet, så kan der opstå den sande balance imellem sjæl og menneske. Jeg oplevede, at det var det, som vores arbejde gik ud på. At støtte den balance. At finde en genvej til den balance.

19598616_1548493985223512_7201948440432802899_n

Igennem delingerne fik vi også kontakt til pyramiderne og deres funktion. Guiden havde fortalt om den energi, som de bærer, der udskilles fra toppen af pyramiderne. Energien vokser med afstanden fra pyramiderne, og der er en teori om, at energifelterne når sammen fra de forskellige pyramider rundt omkring på jorden, så de tilsammen skaber et elektromagnetisk felt, som på en eller anden måde beskytter jorden. Inden vi forlod Måne Pyramiden, kunne jeg ikke lade være med i et kort øjeblik at række ud med bevidstheden imod pyramiden. ”Må jeg få af vide, hvad er du skabt af?” Spurgte jeg. ”Ja det må du da”, svarede en stemme tilbage inde fra pyramiden, og så blev der ligesom skrevet en strimmel ud, som blev givet mig i hånden. Inde i mit indre syn læste jeg på strimlen og så, at pyramiderne var så gamle, som de blev dateret til i de undersøgelser, som var blevet lavet på dem. Men de var ikke skabt af mennesker. I hvert fald ikke som vi kender dem. Jeg så, hvordan for længe siden, at udsendte fra et andet sted i universet, var landet på jorden for at undersøge området og gøre det klar til mennesket. En 100-livs indsættelse hed det. Jeg kunne se, at det var længe, da disse væsner levede over 200 år. De havde bygget de gamle pyramider, for at starte grundlaget op for fællesbevidsthed. Både hos mennesket og hos andre intelligente væsner. De havde været et grundlag for en slags skabelsesfelt. Men nu skulle vi bruge disse gamle pyramider, og dem som lå andre steder rundt omkring på jorden og skabte dette felt, til at opgradere det, så det kunne bruges til at støtte balancen mellem sjælen og urvæsnet. Balancen mellem Kærligheden, Visdommen, Styrken og Eksistensberettigelsen.

En af de andre deltagere, Bettina, havde tidligere fortalt mig, om hendes rejse til Bali, hvor hun var endt med at lave en portal, som var helt anderledes end de portaler hun ellers rejste rundt og lavede. Denne portal skabte en DNA-streng, som gik dybt ned i jorden og drejede den ene vej. Den fortsatte til lidt over jorden, hvor den drejede den anden vej og strakte sig helt ud til universets centrum. Hun genfortalte mig historien, da vi var ude og se på udgravninger inden vi landede på Måne Pyramiden. Under arbejdet erkendte jeg, at den spiralstruktur, som hun havde arbejdet med, klingede ind og støttede, da vi skabte portalen sammen med de syv steder, som bidrog til vores støtte. Jeg delte det i feltet, fordi flere i gruppen også talte om, at de fornemmede at arbejdet klingede ind på DNA-niveau. Bettina fortalte hendes historie og mange rundt omkring i cirklen viste sig at have store og magiske oplevelser, som viste hvordan arbejdet vi lavede var forbundet til et oprindeligt DNA, som vi arbejdede ud fra, og som er placeret i universets centrum. Vi har på samme måde hvert vores oprindelige DNA. Vi blev i cirklen under delingerne forbundet til det store DNA, som står og roterer, og det vil støtte os i at få kontakt til det vi er i vores oprindelige udgave. Noget som vil støtte os i at kunne folde os ud som det vi er.

Vi sluttede af med en kanalisering, som skiftede imellem Moderne, Faderen og Fællesbevidsheden imellem dem. Det var meget kærlige budskaber, som finurligt sluttede af med at forklare, hvordan bevidste mennesker ofte har en hel del kontakt til det laveste i sig selv og det højeste. Men i øvrigt ikke har ret meget fylde. Den fylde skulle vi finde, for at kunne begynde at folde os ud i virkeligheden og få indflydelse. Mange andre mennesker går rundt med en masse fylde, men uden et mål og et med. Det gør dem uopfyldte og utilfredse. Det var dem, vi skulle tænde, med vores bevidsthed og vores berøring af dem med den bevidsthed. Lige inden startede Rebekka også en deling omkring en tilstand, som hun havde opdaget hun havde indtaget, hvor hun fik mulighed for at skifte niveau indeni meget let. Hun kunne mærke, at det var relateret til moderen og vandet. En anden deling fra Jeanette omkring vandets betydning, fik vores snak omkring bevidsthedsændringen og det at den nu er forbundet til vandet i kødet, omkring betydningen af bevidsthedshævningen i virkeligheden, og at vi havde arbejdet med de to første niveauer på Island, arbejder med de næste tre bevidsthedsniveauer her i Bosnien og tager de to sidste af dem vi eksisterer i som menneske til efteråret i New Zealand. Vi snakkede om, hvordan det er indirekte relateret til de store energicentre, som også af mange kaldes chakraerne. Jeg kunne ikke lade være med at tælle, da flere nævnte den store følelse af kærlighed i området. Centrum af de centre, som vi arbejder med, er hjertecenteret.

Vi gik fra hinanden med aftale om at skulle mødes ved bussen næste morgen for at tage ud til tunnelerne. Jeg mærkede imens vi aftalte det, en spænding rislende igennem kroppen. Jeg slap spændingen så godt som jeg kunne. Den ville ikke gøre mig godt, før i morgen, når vi skal i gang med arbejdet.

19598950_1549681638438080_7274179203477797584_n3. juli 2017 Viskodalen – Oplevelserne i tunnelen og ved foden af Dragepyramiden

Jeg kunne ikke falde i søvn dagen før – energien kørte i for højt et gear, og ikke en gang en lokal øl og en hyggelig snak på terassen kunne få mig i det der sovegear. Jeg sov derfor alt for sent. Det kunne jeg stadig ikke mærke, da jeg vågnede næste morgen. Man kunne godt se det i spejlet, men sådan er det jo at være over 25 somre. Jeg gjorde mig hurtigt færdig til morgen, da jeg vågnede sulten. Jeg havde sprunget aftensmaden over dagen før, og det kunne mærkes. Det var dejligt at sætte sig til bordet og spise den gode mad. Jeg fandt en plads med flere af de andre, og vi hyggede os godt imens vi spiste. Vi blev færdig og skulle mødes ved bussen kl 9:30, hvor vi blev kørt ud til området med udgravningen af tunnelerne i Visikodalen. Da vi kørte ud fra området ved hotellet, gik jeg i gang med at samle et stærkt felt, som skulle bruges til arbejdet. ”Er du i gang?” Spurgte Galina kort tid efter, hvilket jeg kunne bekræfte. ”Jeg synes feltet mærkes meget mere stærkt og bestemt end i går, hvor feltet var så blidt og omsorgsfuldt. Jeg kunne også godt mærke forskellen. Der var bestemt en følelse af alvor og dedikerethed i den måde feltet blev samlet på. Det var egentlig en stor kontrast til stemningen i bussen, som var hyggelig og høj. Jeg lod det være lidt, men kunne mærke, at det var vigtigt, at der blev skabt den forbindelse i hver enkelt, som skulle bruges til arbejdet. I bussen instruerede jeg derfor gruppen i at være forbundet til sig selv. Stemningen blev fokuseret og dedikeret, imens hver enkelt sad i forbindelsen til sig selv. Jeg gled selv ind i kontakten i mig selv.

Jeg gled ind og ud af den bevidste kontakt til energifeltet vi sad i og små indre erkendelser, som i første omgang var meget personlige. Jeg kom i kontakt med mit forhold til min mand. Jeg kunne pludselig se, hvordan udviklingen i vores forhold passede med, hvordan bevidsthed udvikler sig – og derigennem relationen mellem urvæsnet og sjælen. Helt i starten blev vi forelskede i hinanden og havde en tiltrækning på det niveau, som vi kendte hinanden til. Vi fandt hurtigt ud af, at vi passede sammen på det niveau. Jeg så et symbolsk billede, som var tandhjul, der gik i hak og passede med hinanden. Så så jeg, hvordan vi med tiden, når vi kom til at blive tættere og kende hinanden bedre, ligesom gik et hak ind, og mødte nogle nye tandhjul til hinanden. Nogle gange passede de tydeligt og åbenlyst til hinanden, det var let. Andre gange var tandhjulene dækket af slam og aflejringer, som var forstenede, kørte skævt eller trægt og trængte til at blive justeret og smurt. Sammen havde vi afdækket, justeret og smurt vores tandhjul, så de passede til det næste niveau. Vi var stadig i gang med et nyt niveau. Når sådan et nyt niveau dukker op, så bliver vi begge forvirrede og nogle gange irriterede og nærmest desorienteret en tid. Jeg har altid kunnet mærke, at vi så trækker i den samme retning, som er at finde fællesskabet ud fra vores værdier, som passer sammen. Vi har begge givet os, været ærlige og kæmpet med hver vores kærlighed, styrke og visdom på at finde den sande udgave af os selv. Når vi forsømmer det arbejde, eller når til et nyt niveau, så indtræder der disharmoni. Tandhjulene skurer mod hinanden og det føles ikke godt. Jeg vidste det egentligt godt, kendte det med andre billeder og andre forståelser, men denne gang kunne jeg se noget nyt. Jeg kunne virkeligt se, hvordan den forståelse af vores funktion i vores fællesskab og arbejdet på vores samhørighed og harmoni, var et perfekt billede af arbejdet mellem urvæsnet og sjælen på at finde harmonien og balancen. I et og samme erkendte jeg, hvordan vi altid forstår disse dybe indre ting ud fra vores praktiske virkelighed. At dette sker, fordi vi i vores praktiske virkelighed er det samme som sjælens balance med væsnet. Simpelthen fordi foreningen er skabt, så det er naturligt for os. Det føltes sundt og godt, og jeg mærkede den form for erkendelse som jeg elsker. Den hvor de højere forståelser forener sig med noget som er meget virkeligt. Jeg delte kort erkendelsen med Galina og Rebekka, inden jeg slap den.

Jeg fik derefter kontakt til det, som vi skulle ud og arbejde med i tunnelerne. Hvor meget der dukkede op aftenen før og hvor meget der dukkede op i det øjeblik i bussen, kan jeg ikke skille af indeni lige nu. Men jeg så, at vi skulle ud i tunnelerne og opgradere de gamle pyramideområders funktion, så den støttede bevidstheden ind i Den Nye Tid. Muligheden lå i energibaner, der løb som organiske linjer fra området og igennem jorden til de andre pyramider rundt omkring på jorden. Samtidig ville vi få mulighed for at få renset vores psykiske bevidsthed ud, så den var klar til arbejdet med forlængelsen af guldsnoren ind i den psykiske del af bevidstheden. Jeg delte erkendelsen med gruppen.

19275020_1549681558438088_6116098525614832387_nVi mødtes med guiden ude i området med tunnelerne. Efter en kort stund gik vi ind i tunnelerne og fik en grundig fremvisning med helt utrolig meget viden og detaljer om de muligheder for funktion, som man havde gættet på at området og tunnelerne havde. Jeg kunne mærke en dyb sandhed i ”gætterierne”. Der var ikke meget af det som føltes forkert. Jeg kunne ikke fange hele sandheden, men jeg kunne også mærke, at det ikke var så vigtigt. Jeg mærkede, at hele området var skabt for de der 35.000 år eller mere siden, for at skabe et energifelt, som menneskets bevidsthed kunne vokse op i. En form for grundlag for den kommende fællesbevidsthed. Strukturerne var skabt de steder, hvor det var forudset, at bevidstheden ville udvikle sig. Som bevidstheden var steget, var felterne gledet sammen. Den gamle funktion af pyramidestrukturerne havde nærmest overlevet sig selv.

På et tidspunkt kom vi til en stor keramisk struktur. De havde udgravet flere af dem og havde ved scanninger fundet at de indeholdte en form for indlejret kvartsstykker, som de mente ændrede energien de steder, hvor de var placeret i gangene. Vi fik lov til at prøve at sætte os i en kreds omkring keramiksstrukturen, som nærmest lignede en stor flad sten, og holde hænderne over den. Så blev lyset slukket en stund, så det blev lettere at fokusere på at mærke energien, som strømmede ud fra strukturen. Jeg mærkede en tydelig påvirkning først i hænderne, som forplantede sig til hele kroppen, og fik min temperatur til at stige hurtigt, så jeg blev helt varm og svedig over det hele. Jeg var ellers godt kølet ned, da der ikke var mere end 12 grader i hele tunnelsystemet med en fugtighed på over 85 %. Lyset blev tændt igen, og vi delte oplevelsen. Så sagde Rebekka, at hun kunne mærke, at det var her det ville være godt, at gennemgå den rensning, som jeg havde set i bussen, at vi skulle igennem. Jeg spurgte derfor guiden, om vi måtte blive og meditere ved stenen i bare ti minutter. Han trak lidt på det, da der hele tiden var mennesker, som skriftede plads i systemet, fordi der var flere grupper, som blev guidet igennem. Vi gik i gang, og energien var intens. Jeg guidede deltagerne til at gå ind i sig selv og forbinde sig til sig selv igen. Derinde fra skulle de nu begynde at give slip. De kunne ikke gøre noget galt, eller slippe væk fra at modtage rensningen, men det ville blive den bedste oplevelse, hvis vi samarbejdede. I de ti minutter guidede jeg deltagerne: ”Hold fokus – giv slip – det er ikke dit – og du har ikke brug for det mere”. For hver gang sætningen kom, kunne jeg mærke, at forløsningen gik dybere. Det føltes godt. Imens det sidste gav slip, kunne jeg mærke, at jeg skulle sætte arbejdet i gang med at forbinde os til de andre pyramidestrukturer rundt omkring på jorden igennem de energibaner, som løb i jorden. Derigennem skulle den forløsning, som vi var i gang med, blive muligt for hele jorden. Det føltes godt, stærkt og rent, da den del af opgaven gik i gang. Imens slap den sidste del af rensningen. Jeg gav gruppen orientering om, at forbindelsen og spredningen af muligheden for rensningen, som vi lige selv havde gennemgået, var gået i gang, og ville fortsætte imens vi fortsatte vores gang igennem tunnelerne.

Vi fortsatte og endte i et område, hvor der løb menneskeskabte kanaler med vand. Vandet var meget kendt for at have en sundhedsfremmende effekt og havde fået et certifikat på det efter et forsøg hvor en stor gruppe mennesker havde drukket vandet igennem en periode og en anden gruppe havde drukket almindeligt vand. Grupperne vidste ikke om de fik vand fra pyramideområdet eller ej. Det vidste sig, at der kunne måles flere sundhedsparametre, som var forbedret hos dem, som havde drukket vandet fra pyramideområdet. Der var desuden en anden guide end vores, som Jeanette og Lisbeth fra vores gruppe havde været ude med dagen før vi mødtes i gruppen. Han ville rigtigt gerne snakke med mig, da han havde sine egne teorier om vandet. Han havde også skrevet artikler om vandet. Jeanette præsenterede mig for ham, lige da vi blev kaldt sammen for at starte rundvisningen i tunnelerne. Han skyndte sig at sige, at han bare gerne ville snakke med mig i fem minutter. Jeg nåede ikke at fange ham i dag, da vi endte med at skynde os afsted fra området, for at nå at få vores frokost i den tilstødende landsby. Jeg aftalte med vores guide, at om muligt ville vi tage tilbage til området, så jeg kunne prøve at fange den anden guide og få snakken med ham. Det føles altid vigtigt, når nogen insisterer på at ville tale med mig. Så vil jeg også altid gerne gøre en indsats for, at det kommer til at ske. Da vi kom hen og så vandet, som flød i tunnelerne, kunne jeg mærke, at der var noget om snakken. Vandet var anderledes. Jeg kunne også mærke en mærkelig forbindelse til noget dybt inde i mig, og måske med et fokus i den nederste del af min krop. Det mindede om urkraft og udgangspunkt. Jeg mærkede, at vandet ved at løbe igennem området, fik kontakt til det oprindelige felt, som skulle hjælpe menneskets bevidsthed med at slå i gang. Det felt, som vi skulle støtte i at blive opgraderet.

19731957_1549681628438081_9148291900691953876_nDa vi havde både mødt vandet og hørt om det, var det tid til, at vi fik en stille stund i et kammer i tunnelerne. Der var køligt og meget stille, men hver en bevægelse fra en fra gruppen, larmede i rummet. Jeg lavede en guidning om at falde på plads ind i os selv, og lade det ske som skulle ske. Være helt helt stille indeni, og lade vores bevidsthed glide ud i området, og se hvad der skete uden at bestemme over det. Jeg sad selv stille og gled frem og tilbage i bevidstheden igen, imellem ting fra min hverdag, og over i store forståelser og sammenhænge. Det var som at se det hele i flere perspektiver på en gang. Det gjorde en stor forskel i forståelsen af de større perspektiver. Det blev lettere at lande forståelserne og indsigterne indeni. Jeg oplevede billeder og forståelser af vores arbejder i området. Jeg landede også i en detalje om den diamantform vi havde set på tidligere, som symboliserede sammensmeltningen mellem urbevidstheden og mennesket i balance. Jeg kunne se, som vi havde arbejdet med dagen før, at siderne, hvor de to pyramiders bund blev holdt sammen, stod for kærlighed, visdom, styrke og eksistensberettigelse. At disse i balance både fra urvæsnets side og fra sjælens side, ville sikre balancen. Vi havde set, at kærligheden og visdommen er båret af moderen og styrken og eksistensberettigelsen er båret af faderen. Men pludselig kunne jeg se, at det ikke var helt sort og hvidt. Det er nødvendigt, at styrken og eksistensberettigelsen er båret i kærlighed med visdom, og det er også nødvendigt, at kærligheden og visdommen bliver båret ud fra eksistensberettigelse og med styrke. Det ene støtter hinanden og jeg kunne se hvordan vi lærer gennem udvekslingen. Jeg gled videre og oplevede til sidst et syn og en forløsning, som jeg mærkede var det, som resten af gruppen skulle arbejde med ude ved Dragepyramiden.

Jeg oplevede pludselig hvordan hele min torso splintredes i et lag, som om den var et spejl. Jeg fik et flashback til eventyret om troldspejlet, hvor et barn fik en splint i øjet, og derfor ikke kunne se noget som det var. Det var forhekset, så lige meget hvor smukt og rigtigt det var, så var det grimt og forkert i drengens øjne. Splinterne i mit torso var gamle erfaringer, som virkede på samme måde som splinterne i drengens øjne. Det fik mig til at se forskellige oplevelser helt forkert. Jeg oplevede, hvordan alle splinterne forsvandt, de ligesom fordampede ud af mig i en bevægelse, og så blev der et kæmpe rum til rådighed indeni mig. Jeg mærkede, hvordan jeg fyldte det rum ud med mig selv. Det føltes så godt, roligt og stabilt, at jeg ikke kunne lade være med at smile, selvom jeg var ved at være lidt kold. Vi sad i tre kvarter og mediterede, inden guiden dukkede op og tog os med derfra. Vi havde lidt travlt med at tage hen og få frokost, da vi var lidt sent på den. Vi endte på en lille restaurant, hvor guiden havde reserveret bord til os. Vi fik et stort måltid, som vi hyggede os med, imens vi småsnakkede rundt omkring ved bordene, inden vi tog videre til Dragepyramiden.

Da der havde regnet dagen før, var der for glat til at vi kunne tage hele turen op af dragepyramiden. På den nederste del af den ene af siderne, fordelte vi os i stedet rundt omkring. På siden stod der store træer, og de fleste fandt et træ at sidde op af. Jeg havde instrueret lidt i bussen og resten da vi nåede ud til stedet. Da alle var i gang, sagde guiden. ”Now you have to explain to me”. Jeg satte mig derfor og fortalte ham kort, hvad de lavede, og tilbød ham, at være med. Det ville han gerne. Jeg lagde ham ind i feltet, og satte intentionen på at han skulle gennemgå det samme som resten. Jeg satte mig til at holde øje med feltet, imens han satte sig stille med lukkede øjne. Efter et kvarters tid, åbnede han øjnene igen med et tak til mig. Resten af tiden sad jeg stille og fortalte ham når energien skiftede i feltet, og han holdte øje sammen med mig. Han kunne godt mærke skiftene. Der var mange forskellige reaktioner i gruppen, og vi har ikke nået at dele oplevelserne endnu. Det skal vi starte med i morgen i bussen, når vi skal ud til Solpyramiden.

19656905_1549681565104754_1434174069714764995_nGrunden til, at vi ikke nåede at dele om vores oplevelser, var at vi skulle nå ud til en tumulus. Bagefter skulle vi stoppe et sted, hvor der var pyramidevand, som kunne tappes på flasker, inden vi tog hjem igen til hotellet. Det gjorde at det blev så sent, at vi blev nød til at vente til i morgen med at dele. Tumulussen er en høj som ligger i nærheden af pyramiderne. Der er faktisk to af den slags høje i området. De bruges som gravhøje, men guiden var ikke sikker på, at det var det, som de oprindeligt havde været. Det var den samme, som han havde haft os med ude på, da jeg var med Galina og Rebekka ud på forberedelsestur. Men denne gang blev oplevelsen noget anderledes. Guiden fortalte lidt, og vi stillede os i nærheden af den sten, som var centrum for højen. Jeg kunne mærke allerede da vi gik op, at det føltes mærkeligt tungt indeni. Da vi stod på toppen, kom jeg i kontakt med de delinger, som vi havde haft i cirklen aftenen før. Galina havde fortalt, at hun op til rejsen, havde arbejdet sammen med en mand, som arbejdede med pyramideenergier. De havde sammen kigget på de forskellige pyramider, og havde fundet ud af, hvor forskellige de er. Manden havde være i Egypten, men var blevet meget skuffet. ”Der er noget galt med dem”, havde han sagt til Galina, og hun kunne også mærke det. Samtidig fik jeg kontakt til Galinas deling om nogle store runde sten, som var et sted i området, som hun følte meget negative. Jeg oplevede, at grunden til at energien føltes så forkert i forbindelse med pyramiderne, var at den modstand der var mod magi og deres funktion i virkeligheden, havde lagt et slør hen over energien i de områder, så de ikke føltes så kraftige og rigtige mere. Vi havde mærket, at vi skulle gøre noget ved det, jeg kunne mærke, at det var nu. Jeg forklarede det til deltagerne i gruppen, der alle var klar, selvom det var ved at være sent. Vi gik i gang med arbejdet ved at alle skulle forbinde sig til deres helt personlige relation til området. Jeg kunne mærke, hvordan den ene positive variation efter den anden klingede ind. Derefter skulle vi forbinde os dybt til os selv. Da det var faldet på plads, gik arbejdet i gang. Det var fantastisk at opleve. Jeg så, hvordan vi favnede området, som langsomt blev sat fri. Da friheden var opnået, var det som om der begyndte at flyde vand fra området. Det var som om, der dukkede en mængde drager frem, som støttede arbejdet. De blev til vandet, der flød som store floder ud over jorden. Det forgrenede sig til de andre steder, hvor der var den slags pyramidestrukturer. Der gik den samme proces i gang. Det var smukt, vandet flød og befriede. Da hele jorden var dækket af floder med strømmende vand, begyndte de pludselig at løbe ind i jorden gennem huller forskellige steder. Jeg oplevede, at de løb ind til jordens centrum og gjorde både jordens centrum og energifeltet klart, til næste dags arbejde. Da rensningen var forbi, som havde med nedlukning for magien på jorden at gøre, så strålede området på en hel ny måde. Jeg fortalte guiden, hvad vi lavede, og han var taknemmelig. Da vi var færdige, bad han om et fællesbillede, og vi kom også selv i tanke om at tage et fællesbillede på toppen, som havde en fantastisk udsigt til pyramiderne.

Da vi var færdige tog vi forbi stedet, hvor vi kunne få vand fra pyramiderne. Tilbage i bussen delte jeg, at jeg for næste dag oplevede, at vi skulle have ankret muligheden for at få støtte, så vi kan bruge den selv og give den til andre, både som støtte og som healing. Det føltes godt og vi glædede os alle til næste dags afsluttende arbejde, som vi tænkte over, da vi afsluttede turen, med at køre tilbage til hotellet

19875230_1553124831427094_6189658262349347540_n4. juli 2017 Visoko – Døren til døden og Solpyramiden hvor den gyldne snor spindes

Vi var møre, da vi satte os ind i bussen denne morgen kl 9, for at tage på tur. Flere dage med ture og et kontinuum af oplevelser og energi, begyndte at sætte sit præg på os alle sammen. Men stemningen var stadig god. Jeg kunne mærke et pres og en alvor, som lå dybt inden i mig, og ligesom slog en grundtone an. Vi startede dagen i bussen med spørgsmål og delinger. Truslen om at jeg ville synge i mikrofonen, fik de første i gang. Dybe og personlige delinger blev fortalt. Jeg mærkede både genkendelse, rørelse og fik gåsehud, imens jeg lyttede til de forskellige delinger.

Vores guide, havde under hele turen haft det lidt mærkeligt med, at vi havde vores eget program. Han var vant til, at der var et program, som han brugte, der gav mening i forhold til at forstå historien om pyramiderne. Vi skulle ud til et sted denne sidste morgen, som han normalt startede med, når han havde grupper med rundt i området. Bussen stoppede på en smal vej, som vi gik lidt op ad. Det var først, da han fik os til at kigge ud helt imod højre, og så lade blikket glide langs bjergryggene, som fyldte hele horisonten, at det var tydeligt at se, hvorfor det var her, han plejede at starte sine ture. Bjergryggene var bløde og takkede i organiske former. Lige indtil øjet faldt på den ene side af solpyramiden, der tydeligt stak ud, i forhold til de andre, med sin tydelige trekantede side, der vendte imod os, derfra hvor jeg sad.

Vi tog et par billeder af gruppen og tog videre til en anden tumulus. På vejen derhen begyndte presset at stige indeni. Det var tydeligt, at der skulle ske noget. Jeg dykkede ikke ned i det, men lod det bare være, som det var. Da vi nåede ud til området, skulle vi gå et lille stykke, for at komme op på tumulussen, som er en slags gravhøj. Dette var en dobbelt tumulus, og vi skulle op på den ene. På vej derop kom vi forbi en kirkegård, med gravstenene stående på rad og række. Gravstenene var i muslimsk stil, slanke og hvide. Stenene stod mere tæt og på et åbent grønt stykke, helt anderledes, en vi kender det. Der var derfor frit udsyn til nogen, som var i gang med at gøre en grav klar, og nogen som var ved at lægge blomster ved en ny grav.

19702024_1553124911427086_1076161252610282056_n

Oppe på tumulussen fik vi lidt af vide af guiden om udgravningerne, inden vi gik op på toppen. På toppen vidste jeg pludselig hvad vi skulle. Vi skulle gå igennem døden. Det er en spirituel praksis, som bliver dyrket i flere gamle traditioner, for at rense sig selv. Ordene der kom som optakt til meditationen vi skulle igennem, handlede om, at mange spirituelle mennesker havde haft tider igennem livet, hvor de havde ønsket ikke at være her. Jeg kunne se, at det havde noget at gøre med det her med, at vi er så gode til at være kun til stede i en lille del af os selv, at vi helt kunne slippe vores naturlige drivkraft imod overlevelse. I meditationen blev vi ledt til langsomt at gå imod en dør, som svarede til at gå i døden. Jeg var selv med i meditationen, og gik langs stien, som føltes god og hjemmevant. Det føltes trygt og enkelt at gå igennem døren. Da jeg gik igennem den, fik jeg en oplevelse af at slippe noget gammelt tøj, som ikke rigtigt passede til mig. I stedet kunne jeg folde mig helt ud, og ligesom trække vejret på en anden måde. Det føltes rigtigt godt. Vi var kun et kort stykke tid i tilstanden, inden vi blev guidet tilbage igen. I meditationen gled vi langsomt tilbage i os selv, og blev holdt i et meget kærligt favntag, som for mig føltes som en total omfavnelse af Faderen og Moderen i fællesskab. De hjalp mig til at lade i mig selv i en mere udfoldet tilstand, end jeg var vant til. Imens jeg gled på plads i mig selv, gik det op for mig, at jeg den første dag på Moder Jord Templet, havde fået kontakt til kærligheden, som jeg havde delt med gruppen om aftenen. Dagen efter havde vi udført en stor kærlighedsgerning og dermed cementeret dens udfoldelse i os som mennesker. På Dragepyramiden var vi kommet i kontakt med visdommen, og nu kom vi i kontakt med vores eksistensberettigelse. Så var det kun styrken vi manglede. Den ville vi få kontakt til på Solpyramiden.

Der var meget smukt i området, og vi sad med udsigt over dalen foran tumulussen, hvor vi kunne se ned på byen, der lå med ensartede huse. Der var også et område med brugte biler. Da vi gik forbi på vej op, stod en mand og arbejdede på en bil. Der kom lokal folkemusik nede fra byen, som vi kunne høre, blandet med lyde af maskiner, der arbejdede.  Vi gjorde os færdige og gik samlet ned fra tumulussen og tilbage til bussen.

Da vi kom ud til området ved solpyramiden skiftede vi til taxier. Vejene, som førte op til det plateau, som man kan køre til, er alt for smalle og stejle til bussen. Vi skulle spise frokost i en restaurant, der lå i et lille hotel, der så meget nybygget, rent og nordisk ud. Vi fik af vide, at ejeren havde fået fragtet materialerne fra området ved tunnelerne ud og brugt dem som byggematerialer. Restauranten havde en fantastisk udsigt ud over dalen under pyramiden. Vi satte os rundt omkring ved bordene i grupper. Jeg kunne mærke, at vi var i gang med at synkronisere os med området, og at det var en voldsom proces. Jeg gik derfor rundt til grupperne, for at give dem besked om, at de skulle være opmærksom på, at det var det, der var i gang, selvom de sad og ventede og spiste. Jeg fortalte, at det at spise giver tryghed, ligesom det at dele et måltid sammen tænder fællesskabsfølelsen. Begge dele ville hjælpe os med at blive synkrone med området. Det tog lidt lang tid i restauranten, da vi var en stor gruppe og havde ændret vores tidspunkt for frokosten, så vi kom samtidig med en anden gruppe. Det var godt, mærkede det til. Ellers ville det blive for voldsomt for vores system. Disse rejser er altid komprimeret, og det er selvfølgelig sikkert at være med. Men jeg kunne mærke, at det var lige før, at vi havde strukket den lidt for langt med intensiteten denne gang, så vi blev nød til at bruge ekstra tid på at akklimatisere gruppen til energien i området. Jeg endte med at sidde og spise med Rebekka og Galina. Det meste af tiden imens jeg ventede, sad jeg for mig selv, men selve måltidet delte vi. Vi var de sidste, som fik mad, og var derfor også sidst færdige. Da vi gik ud, var de andre fra gruppen allerede på vej hen til området, hvor vi ville arbejde. Jeg havde mærket, at det var vigtigt, at vi fik optaget vores arbejde, så jeg kunne dele det, med hvem der skulle være interesseret, når vi kom hjem.

19665292_1553124828093761_7069064643762684800_nDa vi gik op imod området, hvor vi skulle arbejde, flød er musik op af pyramiden til hvor vi gik. Munter folkemusik fra området. Det var bemærkelsesværdigt højt. Nogle fra gruppen dansede rundt, imens andre havde placeret sig rundt omkring i græsset, hvor stien op mod toppen startede. Vi fik sat kameraet op, og gik i gang. Selve arbejdet med at aktivere og nærmest skabe healingen, som støtter vores sjæl i at få dybere fat i den psykiske del af vores bevidsthed, skulle ske ved, at jeg gav healingen til deltagerne. Til at starte med, kom der en information om, at det var en god ide at modtage healing med spiralenergien fra Peru og Island først, hvis ikke man havde fået det før. Jeg satte healingen i gang, og kunne mærke, hvordan energien fik fat. Den var kraftig. Jeg gav ind imellem instruktioner til gruppen om at tage imod healingen, imens jeg var i gang. Ellers observerede jeg bare, med mit indre blik, hvordan alle først fik støtte til at få fuld kontakt til sig selv og sit udgangspunkt som menneske. Det blev gjort plads. Derefter kunne jeg mærke, hvordan støtterne fra kærligheden, visdommen, berettigelsen og styrken lagde sig ind og guldtråden begyndte at blive skabt i den del af bevidstheden, som energien arbejdede i. Da den var skabt mærkede jeg, hvordan den blev integreret og at den nærmest blev forlænget ind i den del, som spiralenergierne fra Peru og Island arbejdede med, så det kunne lade sig gøre at modtage denne healing, uden at have modtaget de andre. Både i forbindelse med, at der blev gjort plads, og imens snoren blev skabt og integreret, oplevede jeg, at en masse erfaringer, som vi ikke skulle bruge mere, gav slip. Til sidst i healingen blev der renset ud i det, som der var blevet givet slip på, og snoren blev aktiveret med livsenergien. Stille slap jeg healingen, som tog godt en halv time.

Da vi var færdige havde deltagerne mulighed for, at gå til toppen af pyramiden, eller hvad de ellers havde lyst til for dem selv. Vi gik alle op til toppen i små grupper. Da vi skulle pakke elektronikken ned, endte det med, at Rebekka, Galina og jeg var de sidste, som gik op sammen med guiden. Jeg kunne mærke, som vi gik op af den lille sti, som snoede sig igennem spredt buskads, at noget føltes meget alvorligt indeni. Jeg følte presset stige, og jeg vidste, at jeg lige om lidt ville opleve noget, som ville være min store forløsning. Jeg var glad for, at det lå så sent i forløbet, men bortset fra det, så var jeg bare klemt ved tanken. Det eneste der er sikkert ved den slags oplevelser, der er at de altid kommer bag på mig. På toppen fik vi forklaringer af guiden. Blandt andet viste han, hvor på toppen af pyramiden, der var målt en meget høj frekvens. Steen havde et par pejlepinde med. Da guiden var færdig med at forklare om borgruinen, som lå på toppen, gik Steen hen til området med den høje frekvens, og fandt stedet, som gav udslag. Flere fra gruppen stod og snakkede om det og mærkede forskellen, imens jeg stille nærmede mig. Jeg kunne mærke, allerede da guiden startede med at forklare om stedet, at jeg skulle derhen og stå. Men jeg havde ikke lyst til det. Da jeg havde taget mig lidt sammen, kunne jeg mærke, at jeg fik den der indstilling, hvor jeg bare gerne vil have det overstået.

Jeg gik stille hen og spurgte, om jeg måtte have lov til at stille mig på det sted, hvor der var målt det højeste udslag. Det måtte jeg gerne. Det blev til gengæld ikke en særlig stille oplevelse. Jeg stod et øjeblik, og mærkede hvordan energien strømmede igennem mig. Det føltes godt og sundt. Jeg kunne mærke, at jeg blev fyldt op og op og op. Pludselig åbnede den kontakt sig til universets centrum. Det var i hvert fald den erkendelse jeg havde omkring kontakten, som jeg havde fået ugen inden jeg skulle af sted. Der havde jeg haft en oplevelse ovre ved søen sammen med Helle. Jeg havde lagt mig på ryggen og oplevede, hvordan jeg i et syn blev hevet op i mit center. Jeg hang og følte mig helt død. Så åbnede et punkt sig, som havde en bevægelse ud ad. Jeg blev sat ind i punktet, og oplevede hvordan jeg ligesom blev strukket helt ud. Det føltes som om, jeg havde haft nogle folder rundt omkring, som jeg ikke engang vidste jeg havde. De forsvandt. Det føltes som om jeg kom i kontakt med hele mig i den tilstand, samtidig var der en dyb følelse af fred. Det var svært at slippe tilstanden, men en kedelig praktisk aftale, afbrød mig i at være i tilstanden. Jeg blev nød til at slippe den, for at komme af sted til mødet. Nu stod jeg her på det vibrerende energipunkt, og oplevede mig i kontakt med universets centrum igen.

Jeg oplevede nu, hvordan jeg blev fyldt op af den tilstand, som jeg havde nydt så meget, da jeg sidst var i kontakt med universets centrum derhjemme. Det var som om jeg blev mere og mere fyldt op af tilstanden. Jeg blev tættere og tættere i tilstanden, indtil det føltes som om, at jeg nærmest ikke kunne være der for tilstanden. Jeg gav mig og klynkede vist. Medlemmerne fra gruppen som stod omkring mig, blev stille enige om at støtte mig. Jeg kunne mærke, hvordan støtten strømmede ind og at det gjorde en kæmpe forskel. Jeg gav slip, og lod transformationen overtage mig. Jeg mærkede en kæmpe styrke træde ind i mig. Jeg nåede lige at bemærke, at det besynderligt meget, virkede som Mig, inden jeg gik ind i den tilstand, hvor jeg bagefter ikke rigtigt kan huske noget. Det er lidt ligesom, hvis du har prøvet at drikke for meget alkohol, og bagefter kun kan huske nogle glimt. Når tiden går, stykkes mere og mere sammen. Siger nogen noget, så hjælper det nærmest hele stykker af hukommelsen til at glide på plads. Da jeg kom til mig selv, var jeg helt grokket og meget meget følsom indeni. Jeg knækkede og begyndte at hulke, uden helt at vide hvorfor. Der var mange, der stod i en kreds omkring mig, og jeg endte i et stort gruppekram, hvor jeg fik lov til at stå lidt og lade tårerne løbe. Jeg vidste ikke, hvad der skete, men jeg har prøvet sådan noget så mange gange, at jeg lod det ske, som skulle ske. Efter lidt tid, tog presset af. ”Hold da op, jeg har aldrig hørt dig være så alvorlig, det var lige før du bandede”, var der en der sagde. Flere stemte i med enslydende tilbagemeldinger. Jeg kunne allerede huske glimt af en tordentale, som ikke var vred indeni, selvom det måske nærmest lød sådan. Energien var alt andet end vrede. Det var vilje, mening og en fremadrettet energi, som ikke kunne stoppes. Vi gjorde stille klar til at gå ned fra toppen af pyramiden. Jeg var glad for, at vi var på slutningen af vores fælles rejse, og ikke i starten.

19756630_1553124821427095_1572099239439782060_nUden at tænke over det, endte jeg med at følges ad med Rebekka og vi endte med at stå sammen på det område, hvor man står på toppen men med udsigt ud over, hvor vi gik op. Vi tog et billede sammen, og da vi stod tæt, gik der hul på bylden igen. Jeg lænede mig ind imod hende, og lod mig omfavne. Tårerne løb ned af kinderne, og nu kom der mere beskrivelse på. Jeg kunne mærke, at da jeg gled ind i mig selv i en styrkeudgave, så kunne jeg mærke, hvor svært det havde været for mig at være her. At jeg aldrig havde båret mig med styrke. Det havde gjort mig så frygtsom og givet mig en grundfølelse af at være svag og ubeskyttet. I herrens vold – i alles vold – at alle kunne bestemme over mig. Jeg havde kæmpet hele mit liv for at finde en måde at omgå den tilstand, og havde brugt visdom og kærlighed til at gøre det, så godt som jeg kunne. Jeg genkendte den smerte og sorg, over alt det som har været, der kommer, når vi kan slippe det, som var hårdt. Jeg lod det strømme igennem mig, og vidste uden ord, at det at lade det ske lige her, hvor åbningen havde fundet sted, ville være meget effektivt. Jeg lod Rebekka trøste mig, til jeg kunne mærke, at strømmen tog af. Nu kunne jeg gemme resten til senere, så jeg kunne fortsætte med at være der for gruppen. Vi manglede stadig lidt arbejde endnu, før vi skulle sige farvel til hinanden. Vi gik stille ned af stien sammen.

Jeg begyndte, at skifte tilstand ind i det, som jeg kalder arbejdstilstanden, og virkeligheden begyndte at vende tilbage. Vi skulle ned og med taxierne, som ville bringe os ned af pyramiden og ned i dalen igen. Vi skulle tilbage til området ved tunnelerne. Både for at støtte de handlende med boder, og for at hver og især kunne gør det de skulle i området. Det var blevet sent, så det skulle gøres kort. Jeg selv havde et uopfyldt møde med en guide. Den guide, som Jeanette og Lisbeth, havde snakket med på deres tur i tunnelerne, og som rigtigt gerne ville snakke med mig. Når jeg oplever, at nogen på den måde gerne vil snakke med mig, så giver jeg selv plads til at gøre en indsats for, at det kommer til at ske. Det viste sig, at jeg ikke behøvede at gøre så meget. Lige da jeg var kommet ud fra stien, som førte ned fra spidsen af Solpyramiden kom han pludselig gående med en gruppe. Han skulle lige følge dem hen til stien, og så ville han komme tilbage og snakke med mig. Han ville bare gerne have fem til ti minutter, og fulgte mig ned til taxien. Han snakkede hurtigt og fortalte mig en masse om hans teorier om området, vandet som bar informationer om alting og om meningen med det hele. Jeg blev desværre nød til at afbryde vores udveksling, da taxien holdte ud for os, og guiden kaldte på os. Jeg var taknemmelig for, at det var lykkedes os at mødes, og mærkede den følelse af magi, som jeg får, når tingene lykkes på sådan nogle fantastiske synkrone måder. Sådan en oplevelse af format ventede mig nede ved boderne.

Jeg lovede de trætte i bussen, at det var hurtigt ind og ud. Vi skulle tilbage til hotellet og nå at prøve at bruge healingen og have afslutning. Vi kørte de fem minutter hen til området, og mange af os myldrede ud og hen til boderne. Jeg købte nogle flotte sten til børnene, for at støtte dem, og blev hurtigt færdig. Jeg gik tilbage mod bussen og stod sådan lidt hvileløst og kiggede mig tilbage. Jeg så, hvordan mange stadig gik rundt og kiggede. Så fik jeg pludseligt øje på en bod, som jeg ikke havde set. Den lå lidt længere nede af vejen, og jeg kunne mærke, at jeg lige havde lyst til, at gå ned og se den. Det kunne jeg sagtens nå. Da jeg kom der ned stod flere og kiggede på smykker og sten i boden. Lisbeth pegede på den ene af kvinderne i boden. Hende her laver samme slags healing som Jeanette. Hun er så sød og dejlig. Jeg smilede til kvinden, som spurgte, om vi havde haft en god tur. Det bekræftede jeg. Hun begyndte at snakke om energisteder og fortalte om et sted, hun kom, som var helt specielt. ”Energien er endnu stærkere, end nogen af de steder I har været til nu”, sagde hun. ”I må gerne komme med derhen, hvis I har lyst. Jeg forklarede, at vi desværre skulle tilbage og arbejde nu, og dagen efter skulle vi flyve hjem igen. ”Prøv lige at komme med herind”, sagde hun, og gik baglæns ind i baglokalet til boden. ”Det er ikke alle, som får lov til at komme herind, men I må gerne”. Vi gik høfligt ind og kiggede uden forventning ind i rummet, hvor der sad en mand og drak kaffe. Jeg kiggede ham lige i øjnene, og mærkede med det samme en forbindelse. Jeg kunne mærke, at jeg kendte ham, helt tydeligt. Ligesom hvis du møder en gammel klassekammerat, som godt nok er kommet til at se voksen ud. Men som du kender ud og ind. Jeg forsøgte at virke høflig, samtidig med at forbløffelsen strømmede igennem mig. Det her er vores sheik, vores sufimester i Teki house, sagde kvinden. Manden smilede, rejste sig og talte bosnisk til mig. ”Han siger, at han kender dig, at I kender hinanden fra tidligere liv”, oversatte kvinden. ”Det er sandt”, kunne jeg kun få 19756341_1553124898093754_8428194690182753112_nsagt, ellers var jeg stum. Han tog min hånd og lagde den på hans hjerte. Jeg kunne mærke mit hjerte åbne sig, jeg gled omgående ind i en meget balanceret tilstand og mærkede mine øverste centre åbne sig spontant. Manden talte igen. ”Han spørger, hvad du mærker”, oversatte kvinden. ”Kærlighed og visdom”, svarede jeg. Mandens øjne spillede af munterhed, og han slog spøgefuldt hen med hånden. Han inviterede mig og dem som stod omkring mig til the eller kaffe i hans hus. Jeg blev meget ked af det, da jeg blev nød til at afslå. ”Hvordan kan det være, at du først finder mig nu, hvis ikke du har tid til at møde mig?” Spurgte han, stadig med et smil, men med et insisterende blik i øjnene. ”Det giver ikke mening. Hvornår kommer du igen?” ”Jeg kommer igen, det lover jeg. Men det bliver nok først til næste forår”, svarede jeg, med min alt for fyldte kalender i baghovedet. Jeg følte mig næsten desperat over ikke at kunne tage imod invitationen, som stod i luften og føltes så rigtig. Jeg fik e-mail og kort, så jeg kunne skrive til kvinden, inden jeg gik der fra. Tilbage ved bussen, mødte jeg Rebekka, som jeg hurtigt fortalte om mødet. ”Vi kan da bare besøge ham i morgen, inden vi skal flyve. Det kan vi godt nå”, sagde hun. Vi skyndte os hen og fik aftalt med mesteren, kvinden og vores guide, at vi skulle mødes næste formiddag.

Vi skyndte os tilbage til bussen. På vej tilbage til hotellet var der flere, der delte deres oplevelser. Det gav sådan en god oplevelse, at få lov til at være fælles om hinandens oplevelser. Jeg kunne mærke følsomheden og reaktionerne i gruppen. Det var ikke første gang på turen, men det var dybt. Jeg ved ikke, om det var fordi jeg selv var meget følsom, men det føltes dybere. Jeg tog mikrofonen. Der kom en vejledning til os alle sammen om at vi skulle sørge for ikke at surfe fra følelse til følelse. Når der kom en følelse så skulle vi alle sammen dykke ned i den. Være med den og se, hvad der ville ske. Det gav ro i feltet.

Da vi kom tilbage til hotellet fik vi en times pause, hvorefter vi mødtes i cirklen igen. Jeg havde givet alle healing på Solpyramiden. I cirklen gav de alle healingen igen til mig på samme tid. Det var en kraftfuld oplevelse, som fik aktiveret muligheden i alle i gruppen, så de nu kunne komme videre ud i virkeligheden som bærere af denne healing.

Som afslutning fik vi kontakt til den bevidsthed, fra de ydre kanter af universet, som havde støttet arbejdet på turen. Vi fik i en kanaliseret besked af vide, at det frø, som var blevet givet os og menneskeheden, ville støtte os alle i at kunne tage ny bevidsthed ind.

Det blev lidt hektisk med at få sagt farvel og tak til hinanden, da vi var færdige, da vi skulle være ude af lokalet til et bestemt tidspunkt. Det kan heller aldrig blive enkelt at få sagt farvel efter at have været så tæt sammen. Det føles slet ikke som om det kan passe, at vi skal sige farvel til hinanden. Derfor siger vi på gensyn.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Kan du se denne popup?

Så er det i hvert fald ok <3

Og du kan lukke dette vindue og læse videre.