Den moderne shamans dagbog 25/11-17

En moderne shamans dagbog 3 – Morgenstund, magiske øjeblikke og hverdagsforståelser

Vågner i et stille hus og nyder at strække mig. Så snart jeg begynder at bevæge mig, går hundene i gang med at danse rundt på gulvet i begejstring over, at dagen starter. Senere skal jeg med manden videre til familiefest, men det glider bare forbi som en enkelt tanke. Jeg har de to ældste hjemme her til morgen, med hver sin gæst. Jeg har lovet, at jeg ikke vil starter tidligt med, at vi skal have morgenmad og i gang med at lave juledekorationer. For dem er weekend, at sove længe. I aftes endte det med, at jeg og den næst ældste hyggede med at finde tingene frem til jul, imens vi hørte julemusik. Alle andre var endt med at have andre ting, som de skulle gøre. Det var alligevel rigtigt hyggeligt, især fordi alle de andre havde noget som de skulle, der er godt for dem i deres liv. Imens jeg strakte mig og vågnede langsomt gik mine tanker til vores hyggestund om aftenen. De endte der, hvor kæresten kom forbi og hyggede lidt, inden de forlod mit selskab. Jeg satte mig i sofaen og begyndte at kigge på julegaver. Pludselig trådte en bevidsthed frem hos mig. Jeg mærkede det tydeligt og også at en ring i min pande begyndte at trykke. Dagen før havde jeg skrevet til en spirituel lærer, som jeg har skrevet til nogle gange. Det er meget specielt for mig, at skrive til ham, for at høre om vi skal mødes og udveksle. Det er ikke mange mennesker, jeg har prøvet at kontakte på den måde – jeg tror faktisk aldrig jeg har prøvet det før. Når jeg har haft kontakt til lærere, så har det altid været gennem en anden kontakt. Nogen som har bragt os sammen. Men ham her, har jeg selv prøvet at få kontakt med i næsten tre år, uden at det er lykkedes.

Jeg kan huske første gang. Der kom jeg meget klodset til at kontakte ham gennem hans kone. Dagen efter havde jeg en spirituel kommunikation med ham, hvor jeg under en guidet meditation oplevede at han hængte gyldent lysende under mit loft og talte med mig. Vi udvekslede bevidsthed uden at jeg forstod hvad og hvordan, men jeg faldt til ro og mærkede, at det som skulle ske, var sket. Siden har jeg med mellemrum fået indre pres, når jeg skal prøve at få kontakt til ham. Jeg ved ikke hvor tit det er sket, men det er måske en gang hvert halve år, eller noget i den retning. Det er ikke lykkedes endnu. I starten når jeg prøvede, var jeg i et stort spænd indeni af modstridende følelser. En masse små og store følelser, der væltede rundt imellem hinanden. Som årene er gået, er det transformeret til en stille nysgerrig tilstand. En fornemmelse af, at den dag han siger ja, der er jeg klar. Jeg havde skrevet til ham igen dagen før. Bare for at minde ham om, at jeg ventede på, at det blev det rigtige tidspunkt, og at det var OK for mig at vente. Om aftenen da jeg skulle til at sove, mærkede jeg pludselig hans tilstedeværelse. Han kommunikerede igen med mig bevidsthed til bevidsthed, næsten uden ord. Jeg kan kun huske, at jeg sagde til ham nærmest undskyldende, at jeg får af vide igen og igen, at jeg har brug for ham, for at komme videre. Jeg var meget træt og lige ved at falde i søvn imens jeg udvekslede med ham, men jeg nåede lige at opleve, at en gylden ring landede omkring mit tredje øje – den havde en form og en struktur som en fingerring og blev nærmest placeret inde i panden. Det føltes vigtigt, registrerede jeg, inden jeg faldt i søvn. Nu mens jeg sad i sofaen om aftenen, mærkede jeg ham ved mig igen. Jeg rakte derfor ud med min bevidsthed, og mærkede at jeg mødte ham.

Vi kommunikerede.

Først sådan som man gør, når man hilser på hinanden og lige registrere, hvordan den anden har det. Dernæst begyndte en konkret kommunikation, hvor han spurgte mig: ”Er du Hende?” Jeg vred mig indeni, selvom jeg prøvede at holde mig helt på plads. ”Det ved jeg ikke om jeg er, jeg er den jeg er, og jeg er kommet for at gøre det jeg gør”. Jeg mærkede, hvordan jeg så på mig selv udefra gennem hans syn på mig. Jeg så mig selv stå med en række tråde, der går fra mig og ud. Lidt ligesom en majstang, inden der bliver danset rundt, så båndende bliver flettet. Trådene eller snorene havde perler, der sad med ens mellemrum. Jeg kiggede på perlerne, og mærkede hans bevidsthed hos mig, støttende, imens jeg kiggede. Jeg så hver perle åbne sig og var en spiral. Jeg vidste indefra, i samme lys-sekund som jeg så det, at det var en gennemført inkarnationscyklus i et inkarnationsprogram. Jeg forstod stadig ikke billedet og sammenhængen. Jeg kunne se, 3-5 af disse snore, der gik fra mig og ud igennem universet. Pludselig opdagede jeg, at jeg i billedet hang i universets centrum. Men det rørte mig ikke rigtigt, det var bare en konstatering. ”Hvad med de andre snore?” spurgte jeg. ”Det gør ikke noget, du ser dem ikke, hvis ikke du er klar til at se dem. Bare lad dem være, og koncentrer dig om det, som du ser. Hvis det her er det som du er, så er du Hende”, svarede han mig. Jeg mærkede, hvordan hans forståelse af, hvad Hende er, ligesom forsøgte at trænge ind i mig. Det var for stort, eller for umage til der hvor jeg er, kunne jeg mærke. Jeg blev lidt ked af, ikke at kunne tage bedre imod hans hjælp. ”Det er helt OK. Du skal nok blive klar. Jeg er glad for, at jeg har fundet dig”, sagde han. Jeg kunne mærke, at vi nu var færdige og jeg takkede for udvekslingen, inden han forsvandt.

Jeg sad opfyldt af oplevelsen og lod det synke ind i min dagsbevidsthed, så jeg var sikker på, at det ikke ville forsvinde igen. Da jeg havde siddet sådan lidt, gik jeg i gang med at kigge efter julegaver og da jeg var færdig med det, begyndte jeg at gøre klar til natten. Jeg vidste, at jeg ville blive vækket en gang i løbet af natten, når jeg skulle hente min ældste søn til fest. Jeg lagde mig til at sove med den hyggelige fornemmelse af at være der for hinanden. Nu morgenen efter, imens jeg stod op, slap jeg stille erindringerne fra dagen før og jeg lagde i stedet min bevidsthed omkring det, som jeg ville fylde dagen med i dag. Jeg satte mig med en kop kaffe og skrev lidt. Mærkede at jeg nød det. Efter lidt tid kunne jeg mærke, at hundene ikke var tilfredse med mit valg. De ville ud. Jeg ville egentligt også gerne med. Jeg gav dem mad og gik i bad, inden vi gik ud i den smukke morgen. Der var rim på græsset og solen var ved at stå op. Luften var frisk og kølig. Jeg ville klippe lidt grønt, som vi kunne bruge til juledekorationerne. Især den lille hund, som er godt et år var overbegejstret og spurtede rundt omkring mig, imens jeg gik i gang med at klippe grene af en kristjørn, som jeg ville bruge til dekorationerne. Jeg klippede grene af, så det passede til, hvordan jeg i forvejen var i gang med at klippe den i en form, som min mand kunne acceptere. Det vil sige med et stort stykke i bunden uden grene, der stikker ud og stikker. Jeg fjernede samtidig en del grene fra et andet træ, der var selvsået og som var i gang med at overtage kristjørnens område. Jeg mærkede, at det er ordentligt, at hjælpe den langsomtvoksende busk, som tak for gaverne. Da jeg var færdig synes den lille hund også, at den var ved at gå ud af sit gode skind, af at vente på mig og mine gøremål. Vi gik over til søen. Jeg gik lidt rundt og nød fornemmelsen af energien og den stille skønhed i området, inden jeg begyndte at lede efter et elletræ langs søen, så jeg kunne få nogle af de små kogler. Det tog et stykke tid, inden jeg fandt et, helt nede i den ene ende. Manden havde rykket en masse op et par år før, for at skaffe luft og lyst til søen. Det var vigtigt, men jeg kan huske, hvordan jeg var med og sørgede for, at der var nogle af hver slags træ tilbage. Elletræet stod smukt med sine slanke grene og rakte op i solen. Jeg kiggede ned på rødderne, der stod i kanten af søen, som elletræerne mestrer det, og tænkte: ”her står du jo helt perfekt, du passer lige ind her”. ”Det gør du også”, svarede elletræet tilbage inde i mit hoved. Jeg kunne mærke den mildhed og fine energi, der fulgte med ordene, og hvordan det ramte mig dybt og hjalp mig med at synke dybere ind i mig selv. Ja jeg passer også lige til at være her. Jeg smilede og begyndte at klippe små kviste med ellekogler af. Træet vejledte mig, så jeg klippede så lidt som muligt og fik nogle rigtigt fine små kviste til dekorationerne. Jeg takkede for gaverne, da jeg var færdig og gik videre langs søen op mod de store fyrtræer, der står på kanten af bakken. Jeg kom op til det første af fyrtræerne, og hilste på det, imens jeg gik i gang med at klippe små ender af de nederste grene. Jeg elsker at bruge dem i dekorationerne. Fyrtræet hilste tilbage og begyndte med det samme, at hjælpe mig med at vælge de rigtige ender at klippe. Den ville hele tiden have mig til at skifte, så jeg ikke tog for meget fra den samme gren. Samtidig fortalte den mig, at den var glad for at kunne bidrage til vores fejring og vores festligheder. Jeg mærkede den tjenende ånd, som hører til visheden om, at være en del af et hele, som jeg oplever, at træerne bærer meget stærkt. Imens jeg klippede fortalte den videre: ”Det er dejligt at kunne bidrage med lidt, som gør en forskel, men nogle gange så kræver det et stort offer at hjælpe. Så forsvinder vi helt, og bevidstheden går op til ånden. Nogle gange kommer vi tilbage og er omkring et lille træ, som vi hjælper med at tage de rigtige valg, når det vokser op”. Jeg lyttede opmærksomt til træet, og jeg mærkede, at jeg forstod ordene på mange niveauer. At det med at være omkring nogen, med sin bevidsthed, ikke indebar ord, men noget andet… jeg forstod uden ord.

Reflekterede det til den udveksling jeg havde med bevidstheden, som jeg havde mødt de to sidste aftner, der er omkring mig, og hjalp mig på vej. Reflekterede til alle de mennesker, der fortæller, at de har udvekslinger med mig, selvom jeg ikke selv ved det eller har nogen som helst oplevelse af det, imens det sker. I det klingede det igen klart ind, det her med at være tjenende for det samlede hele. At have stillet sig til rådighed. Det havde både jeg og han som for tiden var kommet for at være omkring mig. Træet sluttede af med, at jeg skulle huske at minde min mand om, at det er tid til at vinterfodre. Han sætter foder ud til både fuglelivet og hjortedyrene i området. Træet fortalte mig, at det at han passede så godt på området var en del af den balancerede udveksling, når han samtidig ”høstede”, så vi får vildtkød i fryseren. Det fortalte mig videre, at dyrene i Danmark har så lidt plads at være vilde på, at de ikke kan finde en naturlig balance. Min mand hjalp med at holde balancen i området, både ved at fodre og høste. Han sikrer sig altid, at det han høster står mål med de dyr, der er i området, så både antallet og balancen imellem rovdyr og byttedyr passer. Samtidig respekterer han deres oprindelige natur. Jeg takkede for snakken og gaverne, ikke bare med ord men med en følelse, med en energi, som jeg mærkede træet tog imod og sendte en glædesfølelse tilbage til mig. Det er altid dejligt at blive hørt og bidrage. Det var vi dybt enige om, og med den samklang var jeg klar til at gå videre. Jeg samlede mig sammen og kaldte på hundene. Den ældste af hundene – moderen til den lille – var lige omkring mig, som hun skulle. Men den lille var blevet draget af et eller andet. Temmelig sikkert et spor, som hun kom til at løbe på, så hun kom for langt væk. Jeg mindede mig selv om, at være lidt mere over hende, så hun ikke lærte unoder. Hun var ikke ret langt væk, da jeg kaldte hende ind, men i den alder hun har, har hun brug for faste rammer og gode vaner. Jeg reflekterede imens jeg gik tilbage mod søen, hvordan både det at klippe træet til nede ved huset, så det er omgængeligt for andre og det at være om hunden med kærlig opdragelse passede med, hvordan jeg var med børnene. Jeg smilede og kom i tanke om at ringe til min dreng, som havde fået lov til at være ude to overnatninger med drengene fra klassen. Jeg aftalte med ham, at jeg lige ville komme forbi med rent tøj og se ham, inden vi tager videre til familiefest i aften. Bare sådan lige se hinanden i øjnene. Det føltes godt. Da jeg nåede ned foran søen var jeg klar til at sætte dagens energiarbejde i gang. Jeg nåede lige at blive ringet op af manden, der var på vej hjem fra julefrokost med arbejdet. Vi småsnakkede lidt inden jeg sagde, at jeg gerne lige ville have lov til at snakke videre senere, fordi jeg lige skulle have lavet noget energiarbejde, inden jeg skulle ind og have sen morgenmad med de store børn, der var hjemme. Vi lagde på, og jeg satte arbejdet i gang ved at starte feltet op. Da feltet var startet op, stod jeg i den store kugle af bevidsthedsenergi, som jeg har arbejdet i i nogle dage, og som blev fæstet til mit væsen dagen før med Himmeldronningens artefakter. Jeg skænkede ikke gårsdagens oplevelse en tanke, da jeg gik i gang. Jeg slappede af, og lod det ske, som skulle ske, samtidig med, at jeg var meget opmærksom.

Jeg var klar over, at jeg lavede det samme arbejde, som jeg nu havde gjort i årevis, hvor jeg blot tidligere kun havde været halvbevidst om det. Nu fik jeg lov til i detaljer at opleve, hvad der skete. I kanten af den cirkel, som blev dannet hvor kuglen ramte jorden, dukkede forskellige mennesker op. Børn og unge og voksne, som jeg hjælper med healing for tiden, der har brug for healing igennem en længere periode. Mennesker, som jeg udveksler med, som jeg er samarbejdspartnere med og mennesker jeg udveksler med, som jeg føler kommer forbi for at udveksle med mig på et andet niveau. En efter en dukkede de op, og forskellige ting blev sat i gang. Jeg mærkede, at jeg var en del af det, der blev sat i gang. Men jeg havde ikke den mindste intention om det der foregik, det foregik på et helt andet niveau, end der hvor jeg synes og mener noget.

Det er trygt og det gav mig plads til at observere, hvad der skete. Både billeder af energi og energifelter, der interagerede og bevægede sig, og informationer, enten som en kort erkendelse, eller nærmest som en mere eller mindre dyb dialog, der forklarede mig, hvad det handlede om, dukkede op ved hver eneste person. Da jeg var nået cirklen rundt, var den fyldt med mennesker og en masse energi var i gang med at arbejde. Jeg kunne mærke, at jeg kunne træde ud af cirklen igen og gå videre. Da jeg nåede ned på gårdspladsen passede det lige med, at manden kørte ind på gårdspladsen. Jeg gik ind og satte rundstykker i ovnen og sagde til vores pige og hendes kæreste, at de godt måtte sætte på bordet til morgenmad, imens jeg satte mig til at skrive. Jeg kunne mærke, at skriverierne ikke bare er for at hjælpe andre med at lære mig og mit arbejde at kende. Det sørger også for, at jeg vender min bevidsthed det rigtige sted hen, og holder den længe nok, til at jeg selv kan begynde at kende mig selv og mit arbejde i et nyt niveau.