Jeg mistede grebet lige inden finalen. Jeg opdagede det i sidste øjeblik, og fik rettet op. Det mærkede til bla at være relateret til at Rebekkas og jeg – eller måske snarere vores arbejde på en eller anden måde ikke var på linje. Det, som kan rokke med mig, er frygten for at gøre noget forkert. Der var to ting mere, der rokkede med mig, ud over det med at være på linje med Rebekka- og det er som om, at en eller to ting ville ikke kunne gøre det. Men tre kunne. Jeg opdagede det, fordi timingen ikke fungerede. Vi begyndte at komme for sent og nåede ikke at afslutte det ene, inden det næste væltede ind. Det gjorde, at jeg fik mistanken til, at noget var galt. Jeg begyndte at lede efter det.

Jeg fik et syn af tandhjul ned gennem min centerlinje. Overraskende var det nederste tandhjul mindst og det øverste størst. Det var omvendt af, hvad jeg havde set i Firenze i det store felt. Jeg så, at fordi jeg var bange for, at have gjort noget forkert – og oplevede manglende ‘væren på linje’ med Rebekkq – en tvivl omkring hvorvidt Marianne, som var med på turen, var kommet godt ud af energiarbejdet og utrygheden omkring mine valg på hjemmefronten – så var der hoppet en kæde af det nederste tandhjul. Jeg vidste indeni, at tandhjulene er udveksling med feltet og er relateret til ned nye tids bevidsthed – altså det felt, der er ‘på vej ind’. Det at kæden var hoppet af, gjorde at den fintfølende synkronicitet i forhold til energiarbejdet var reduceret i mig. Jeg følte mig på en måde lidt bedøvet. Jeg så, hvordan kæden var hoppet over til Havanna. Men fordi hun ikke kender til den slags kommunikation og ikke har lært signalerne at kende, så reagerede hun ikke på dem.

Jeg bad Havanna om hjælp og opdagede, at den gyldne diamant, som hun har fået adgang til og som hun skal bruge i Napoli til at installere de nye tandhjul – eller geninstallere de gamle om man vil – kunne bruges til at holde feltet, imens jeg fik kæden på plads igen. Vi gik ind i skyggen under et træ. Jeg var forfærdet og dedikeret. Takkede alt for, at jeg havde opdaget det, inden det var for sent. Men jeg var ikke forberedt på, hvor voldsomt det var. Jeg kaldte mine primære guider ind og gik I arbejdstilstanden og åbnede det fuldendte skabelsesfelt, for at være på plads. Kaldte de bevidstheder, der er relateret til arbejdet ind – og så bad jeg Havanna om at holde den gyldne diamant over hendes hovede, imens jeg fik det på plads. Det var voldsomt. Feltet klarede op indeni og jeg begyndte at få opkastningsreaktioner i hele kroppen. Så meget, at kroppen reagerede med og der kom opkastningslyde ud af min mund. Der kom heldigvis ikke noget op. Der var ikke så mange mennesker omkring os, men vi stod i området, hvor turister gik forbi. Jeg fokuserede så meget indad, at jeg ikke registrerede dem mere. Mark, en af mine primære guider, begyndte at forklare mig, at der ikke er noget hegn mere. Han trådte ind for to år siden på Bornholm og sagde til mig, at enten skulle jeg stoppe med at gå frem eller også skulle jeg stoppe med at række ud efter bekræftelse, som jeg alligevel aldrig tager imod. Efter overvejelser valgte jeg dengang det sidste. Jeg så nu, at jeg har stoppet udrækningen efter bekræftelse på alle planer. Men jeg havde stadig taget tøjlerne de steder, hvor jeg oplever, at der er brug for det i fælles udvekslinger og holder den ligesom på plads på en måde, hvor jeg tager ansvaret på mig. Mark viste mig, at det gør, at jeg bliver låst på tøjlerne og kan blive trukket skævt, hvis der sker noget uforudsigeligt. Han viste mig, at hvis jeg skal gå videre, bliver jeg nødt til at slippe tøjlerne fra det sted, og lade dem blive holdt af feltet og det fælles.

Jeg kunne se hele vejen rundt, at det ikke giver mening, at gøre andet – men jeg begyndte at græde, imens jeg gav slip. En fornemmelse af at have kunnet undslippe skæbnen med mine evner kom forbi i et glimt, imens jeg accepterede at fralægge mig den mulighed. Jeg kunne se, hvorfor jeg har gjort det tidligere og hvorfor jeg ikke skulle gøre det mere. Gråden bar elementer af frygt og afmagt, når mennesker jeg holder af går en vej, der enten adskiller os eller sårer mig. Det var den pæne bløde årsag til, at det havde været som det var. Skyggen indenunder – den grimme version fik jeg også fat i – en slags arrogance ifht skæbnen og en manglende tillid til andre og der fælles – og en slags ubevidst mistillid til feltet og gud.

Efter det gled på plads og vi begyndte at gå videre, kom irettesættelse fra det sted, hvor jeg ikke kan slippe væk. Jeg så, hvordan det at tage tøjlerne, fordi jeg er bange for, at have gjort noget forkert i arbejdet og energien – svarer til at have mistillid til selve det præmis, jeg arbejder under i den nye tids felt. At når jeg går ind gennem arbejdstilstanden og overlader tøjlerne til feltet – imens jeg holder balancen med det – så kan der ikke gå noget galt i energien. Det er selve præmisserne for den måde feltet arbejder på. Det er grundlaget jeg har undervist i og arbejdet ud fra hele tiden. I 1000 vis af healinger i uendelige energiarbejder.. har præmisserne været at feltet optimerer ved Spejling til den højeste mulighed, der stabiliserer uden at destabilisere. Det at have mistillid til det, er at have mistillid til feltet og ophæver alt og gør mit arbejde meningsløst. Jeg var rystet i min grundvold. Jeg tog imod lussingerne, der regnede ned over mig med erkendelserne, uden at kigge væk. Det skal være slut med det nu. Jeg kunne se, at hvis ikke jeg kan slippe det, så skal jeg træde tilbage. Jeg kunne se, hvordan usikkerheden er kommet af, at mennesker, jeg har arbejdet tæt sammen med, har sagt, at jeg er forkert. Det væltede ind med rækken af bekræftelserne, som gennem tiden er kommet som modsvar: Sufimesteren – Shamanen fra New Zealand – andre mestre, der har været forbi i energi og i virkeligheden – havet af mennesker, som jeg har mødt i arbejdet, der bekræfter – underkender jeg dem? Hvem er jeg at undervurdere deres anerkendelser?

Lussingerne ramte rent ind og jeg fik trangen til at trække mig sammen, men jeg udvidede i stedet for og trådte mere frem. Jeg ville ikke undslippe en dråbe af lærlingen, der fulgte med oplevelsen her. Jeg vil ikke træde forkert mere her. Jeg så, hvordan jeg har arbejdet med kanaliseringer og det har afsat lag efter lag af den nye tids bevidstheds form i mit system gennem kontrafeltet. Jeg blev vist, hvordan, at det ind til nu har været beskyttet af, at der ikke har været gennembrud til 7D bevidsthed. Det ubevidste har holdt en glaskant, som har holdt det på plads. Jeg erkendte, at det ikke er min form – at jeg kan låne den til mig selv i min personlige form – men masteren / grundformen inde i feltet er ikke min. Jeg arbejder for den og med den – men jeg ejer den ikke. Jeg blev vist, at ved det næste skridt, så forsvinder glaskanten og masteren / grundformen kan blive forstyrret og bragt i uorden, hvis jeg ikke holder balancen med alle tøjlerne.

Der kommer en slags gennembrud, så der for en tid bliver konstant direkte Spejling mellem mit personlige felt og masteren/blueprintet. Derfor bliver det afgørende, at jeg hele tiden husker, når jeg er det jeg, der er personligt mig – og når jeg er det jeg, der holder og arbejder for masteren. Det må ikke blandes sammen den næste tid. Jeg så betydningen, at der er flere på samme opgave, men der er en nøgle jeg holder, the missing link, som jeg skal fokusere på. Jeg så betydningen globalt, Kosmisk og personligt – alt gled sammen. Alle rejser indre som ydre gav mening. Alle undervisninger samlede sig i en samlet forståelse. Til gengæld gav alle tidligere udfordringer omkring det at blive gjort forkert ikke mening mere. Det var ikke længere eksisterende. Til gengæld kunne jeg mærke bevidstheden, der følger med, når glaskanten forsvinder. Den bliver afgørende for fremtiden. Den er fremtiden.

Vi går i gang med arbejdet – men jeg kan ikke optage lydfiler eller videoer, for feltet er stadig ømt og skrøbeligt. Det må samles op hen af vejen. Vi går rundt i området og oplever bagefter, hvor guidet det er. Vi kommer til Sandhedens Brønd, Cirkus Maximus, Forum Romanum og til sidst ender vi i afslutningen på Peterspladsen. Vi spiser et smukt sted på vejen tilbage til hotellet. Det er først, da jeg sidder i lufthavnen dagen efter, jeg er klar til at dele – jeg starter med Rebekka, som herefter deler dette skriv:

Rebekka deler, efter jeg skriver til hende om min oplevelse:

I weekenden arbejdede vi med at gå fra at bære feltet, til at være feltet. Heri lå der paradoksalt nok, en meget tydeligt adskillelse imellem det personlige – pladsen til at være dig selv – og det at være feltet.

Jeg så at det har været svært at adskille før, da vi har manglet den version af Moderens energi udtrykt i virkeligheden, som har åbnet til det at være fylden i sig selv. Firkantet beskrevet er Faderen rammerne og Moderen er fylden. I manglen på Moderens balancerede udtryk, har vi identificeret os mere med rammen end med fylden, som har skabt en bevidsthed om mangel i det indre, i visheden omkring at kunne udfylde rammen i os selv. Med landingen af Moderens bevidsthed i den guddommelige version, er der skabt en åbning i forhold til at være guddommen i os selv, helt ind på celleplan, som fylder os op indefra og ud. Når vi fyldes indefra, slipper vi krampetaget i rammen på en måde som gør os levende indefra og udvider rammerne automatisk udadtil.

 

Jeg så at indtil nu, har muligheden for opløsning og gendannelse igennem feltet, næsten kun været praktiseret at mennesker, der har været i stykker i en grad, hvor muligheden for at træde ind igennem døden har været meget nær. Sprækkerne hvor lyset har trængt ind. Men at det er i gang med at ændre sig, som vores bevidsthed kollektivt modnes til at forstå hvor forbundne vi er, på en måde som kognitivt skaber samme muligheder for abstraktion ind i de højere dimensionslag.

I weekenden har vi arbejdet med at installere en Lysarbejderkrystal, som er dannet af alle lysarbejdere på jorden, som vil samarbejdet på en måde som løfter vores fælles muligheder som mennesker.

Lysarbejderkrystallen er feltets spejling af vores fællesønske, som rækker imod det højeste høje, og alle de muligheder vi har når vi træder ind i ønsket om fællesskab. Feltet spejler de højeste muligheder tilbage til os, og åbner en dyb healingsmulighed for at komme i balance med ligeværdsproblematikker.

 

Når vi opdaterer vores mulighed for healing igennem vores eget ønske om fællesskab, begynder vi at række imod vores fælles og individuelle udgangspunkt, og træder ind i processen omkring at blive selv-opdaterende uden kamp.

Herigennem træner vi det at gå i opløsning og være feltet og blive gendannet i feltet i vores egen opdaterende version, uden at sidde fast i identificeringen med feltet pga reaktioner på ligeværdsproblematikker.

Efterfølgende har jeg mærket en særlig måde at have plads indeni, både til mig selv og til feltet på samme tid. En klar adskillelse, som skaber rum for en dyb sammensmeltning, og omvendt. Det passer med at jeg går i en tilstand i disse uger, af hvordan det føles når der ingen drama er i og omkring mig, og hvor godt det passer til mig. Samtidig opstår der en erkendelse af at der har været et sted inden i, som har identificeret sig med ’stenen i skoen’ og som ikke gør det mere. Jeg så det som at finde fejlen, og at identificere sig med fejlen, så fejlen i verden omkring os bliver til fejlen indeni – og vice versa.

Ikke at går fra at være fejlfri som mennesker, men at der er en åbning til ligevægten, som vil svare til at se problemet og være løsningen på samme tid. At fejlen er en invitation til at lade bevidstheden udvide sig selv, i den positive spejling af helheden i os – som jeg ser det, kommer med balanceringen af det vi kalder de maskuline/feminine principper i os. Eller mødet med Faderen og Moderen i helhed, som sammen skaber barnet – den nye mulighed.

Jeg har set den nye mulighed i symbolet som en søhest, der er begge køn og intet-køn på samme tid, og som åbner vores mulighed for at være feltet fra det sted, hvor vores drivkræfter ikke længere kun er primært drevet af pardannelsen, men drevet udover den, imod det større fællesskab i os selv, og i verden som mange kulturer. En opdatering af instinktlagene til at være sjælsbetonede, på en måde hvor minoritetsforståelsen udvandes og opdateres til majoritet.

Inde i de dybe instinktprægede drivkræfter, findes drivkræfter som handler om det at ligge os sammen med hinanden, på en måde som be- og afkræfter os som individ-personer.

Som vi opdaterer systemet med den kosmiske sjæls forståelse, åbner vi til det at ligge os sammen med hinanden, på en måde som er konstant selvopdaterende i forhold til at række efter det fælles højeste udgangspunkt.

Det vil sige at vi ikke behøver at bede om kraften (bekræfte), eller afsige os kraften (afkræfte) for at være værdige til kærlighed. Vær-dig-heden er vores eksistensberettigelse, som åbner fællesskabet i os selv, og skaber ringe i vandet og åbner fællesskabets kraft i ligeværdighed.

I Positiv Programmering har vi arbejdet med det igennem ’Jeg Er’ tilstanden, der bærer symbolet for en sol med en spiral indeni. Det er hele præmisset for at arbejde med feltet, at søge tilbage til udgangspunktet som er den centrerede tilstand. Kortet bruges som pilen der peger ind imod os selv, når vi ikke kan finde os selv. Samtidig er det udgangspunktet for udvidelsen af feltet, som er strålerne på solen, der symboliserer bevidstheds-energifeltets udfoldelse af den nye mulighed, der hentes fra forbindelsen til kilden i os selv.

Grundlaget for at kunne holde til at gå i opløsning og samles igen, uden at noget går tabt.

Som at læse livets bog om og om igen, og konstant lade de gamle slør falde og rammerne udvides, som vi modnes af spejlingerne i mødet med vores forståelse i relation til livet omkring os.

Jeg har for ti år siden været inde i dybe syn omkring universernes tilblivelse, og set det som en udvidelse og sammentrækning, der var dynamisk og symbiotisk – men også konstant i sin tilblivelse og selvudslettelse. Indtil der opstod en spænding der dannede noget der ligner et sandkorn i maskineriet. En mikroskopisk spænding der var nok til at universet ikke længere trak sig selv sammen, men forblev i en form for ve-tilstand, hvor udvidelsen måtte udvide sig omkring sandkornet.

Jeg har haft oplevelser af hvordan mit eget nervesystem føles som den universelle ve-tilstand af udvidelse omkring urenhederne – men har de sidste par uger haft den modsatte oplevelse, af at være i den flydende form af opløsning og opstandelse / udvidelse og sammentrækning – uden stenen i skoen. Når jeg så har mødt det i glimtvis igennem reaktioner i relationer, har jeg kunne se den tydelige forskel, og mærkede, at jeg tog en beslutning omkring at stenen i skolen ikke behøver at være der længere.

Jeg ved ikke hvor beslutningen kom fra, men jeg mærker at den har været undervejs længe.

Det mærkes både som en beslutning jeg tog fra et dybt personligt sted – og samtidig ved jeg at jeg tager beslutningen for alle mennesker på samme tid, og at hele præmissen genopstår i os fra et mere helt sted, hvor vi kan fejlfinde igennem at lade os inspirere til mere helhed, fremfor at udskamme os selv og andre.

Kollektivt har jeg set at vi er i gang med at heale den store fælles-skam. Samtidig har jeg set at skammen har båret rammen for modningen af vores sjælsbevidsthed, igennem samvittigheden. Og at udskamme skammen, virker ikke, da vi selvudsletter rammen. Men at udvide igennem mødet med skammen, åbner til accelerationen af udvidelsen af rammen, som tager højde for vores gradvise modningsproces.

Når vi har healet skammen, begynder vi at slippe sløret som leder os ind i 7D bevidsthedens fodfæste, som er der hvor vi kan relatere ind og ud igennem fællesskabet, uden at miste troen. Jeg har set det som en bevidsthedstrappe vi danner, som vi er i gang med at indtage i den dynamiske form, hvor vi hele tiden går tilbage og opdaterer vores udgangspunkt, imens vi indtager modningsprocesserne i de områder af vores udvikling som har været klemt.

Og i 7 års alderen cementeres vores fundament for forståelsen af os selv og vores virkeligheden, på en måde som skaber nogle ’nu bliver jeg stor’-forståelser indeni. Er der dele af os der ikke er klar til at blive stor, fordi vi mangler at blive mødt i det lille – forvrænges vores forståelse af at skulle bære os selv, fremfor at være os selv – og at være i livet og skulle interagere med andre herfra, kan få livet til at føles som en byrde der skal bæres – fremfor en styrke det skal væres.

Tilliden til os selv, og virkeligheden omkring os får nogle klem, som gør at 7D bevidstheden ikke kan få helt fat, før vi kollektivt healer det på samme tid. Igennem healing af klemmene og indtagelse af de umodne dele, træder vi ind og åbner eksistensberettigelsen i alle dele af os selv og bliver vores integritet som integrerer og balancerer.

Men først når muligheden eksisterer som en fællesbevidsthed der runger dybt nok i fællesfeltet til at vi kan bære troen for hinanden, bliver vi selvbærende som helhed og selv-værende som individer.

Så når vi træder ind og er den nye tids muligheder, er vi samtidig med muligheden for opdatering i os selv og af os selv, henimod vores fulde bevidsthed.

I det at være feltet i os selv, er det en præmis, at vi tror nok på det i os selv, som ved at vi er kærlighed – og samtidig stiller spørgsmål på en måde, som leder efter fejlene, imens vi forstår at vi samtidig opdaterer spejlingen af fejlen i os selv og healer tilliden indefra. Tro og ikke tro. Det hele har plads uden kamp. Alle skal med, for ellers er ingen der helt i virkeligheden.

Sammen healer vi tilliden, og sammen bærer vi troen for hinanden og os selv på samme tid.

Det er i indtræden i 7D bevidstheden at vi healer sårene i 7 års alderen, hvor vi åbner til det at forså fællesskabets former og rammer. Samtidig er det grundlaget for forståelsen af Gudsbevidstheden og Feltet. Det er her troen og tilliden til rammerne og fællesskabets strukturer står sin prøve. Healer vi troen og tilliden i os selv, og skaber de rammer, der rummer det hele menneske indefra, som altid søger at udvide sig selv – så kommer vi i mål, og slørene falder og den dynamiske bevidsthedstrappe dannes, som gør at vi kan gå ind og ud, frem og tilbage, og hele tiden selvopdatere indefra.

– Jeg sukkede dybt i lettelse og fred – det at genkende alt det, som Rebekka skrev, at hun har arbejdet med som en fuldkommen spejling af det, som jeg selv har arbejdet med og som jeg har hørt Havanna referere at hun arbejder med – med vinkler og detaljer til forskel – var så bekræftende, at det er ubeskriveligt. Nogle få spørgsmål måtte jeg lige sende til Rebekka, for at finde ud af, hvad et par af begreberne betød, i forhold til den helhed, jeg selv samler brikkerne til.

Fortsættelse følger…