Jeg ved aldrig helt hvornår jeg skal sige at forberedelserne til rejserne starter. Mit arbejde og mit liv glider sammen i et kontinuum af oplevelser og udfordringer, som hele tiden åbner for dybere erkendelser og tydeligere mening med liv, følelser og beslutninger.
Men jeg kan sætte en skæringsdag ved 1. august 2015, for det var den dag jeg vågnede op, hjemme efter rejsen til Nevada, hvor vi havde hentet Universets Visdomsgral ind på jorden. Arbejdet havde været hårdt og intenst og havde åbnet min forståelse for det menneskelige ansvar og visdommens betydning til et nyt niveau. En forståelse som havde krævet, at jeg selv havde været inde og gøre op med alle mine egne behov for at være dygtig og rigtig. Og det var ikke så lidt, skal jeg lige hilse og sige.
Da jeg vågnede op dagen efter jeg kom hjem fra Nevada, var jeg radbrækket i kroppen, både efter den lange flyvetur men også efter energiarbejdet. Jeg fik kontakt til mine guider, og fik besked på, at det ikke var tid til pause – forberedelsen til Gralsarbejdet ved Loch Ness i Skotland ville fortsætte med det samme.
Gralsarbejdet i Skotland skulle handle om fællesskaberne og den ubevidste udveksling. Det skulle være den del af arbejdet på Jordens Gral, som skulle samle de forskellige kulturgraler, så de er forenet til et. Jordens fællesfelt skulle forenes.
Det blev også overskriften på mit eget indre arbejde. Mine roller i fælleskaberne i arbejdet og i min familie blev endnu en gang vendt rundt og jeg kom ind i mit inderste i forhold til hvorfor jeg har mine roller, hvad de gør og hvad de ikke gør for mig og ved andre. Jeg blev nød til at se alle rollerne i øjnene og give slip på dem. Langsomt og smertefuldt slap jeg dem. Da jeg slap kom jeg ind i en tilstand, som var meget flydende.
Da jeg slap rollerne kunne jeg pludselig være mere autentisk til stede i alle relationerne og jeg opdagede flere barrierer som jeg havde sat op i mine nære relationer, uden at opdage dem. Der var mange tårer, der skulle fældes for at begræde den adskillelse, der havde været. Og flere tårer i rørelse over den nærhed, der kom tilbage.
Jeg opdagede også et nyt lag af ubevidst udveksling som jeg ikke havde været i kontakt med før. En forståelse for hvordan jeg ikke havde kunnet stå helt ved de grænser og behov, som jeg har i relationerne. De kom også rent på bordet i tiden op til turen, og det sidste faldt faktisk på plads på selve turen.
Der var ikke en sten, der ikke blev vendt, som skulle vendes. Tårer og håb, Tårer og varme, Tårer og lettelse.
Jeg havde for første gang fået det arrangeret, så jeg havde min mand med på en spirituel rejse. Han skulle på sin egen rejse, men vi havde et par dage sammen, inden jeg skulle i gang med arbejdet. Jeg bliver bare altid så sprød indeni af forberedelserne til energiarbejdet, at jeg egentlig ikke var specielt rar at være sammen med, både i dagene op til rejsen, hvor vi gik og pakkede og gjorde klar, eller på turen til Skotland. De første dage sammen blev også en blandet fornøjelse, men vi gik dybt og fik set hinanden i øjnene fra et endnu mere sandt sted, end vi plejer. Og det plejer vi endda at være rigtig gode til begge to. De første dage i Skotland var vi også sammen med et vennepar, hvor manden senere skulle med Tonny og kvinden skulle være sammen med mig og de andre i gruppen til energiarbejdet. Variationen imellem fællesskabet og tosomheden var også god.
Vi landede i Aberdeen og skulle til Inverness. Vi kørte i en lejebil gennem landet som er utroligt smukt. Vi var heldig med vejret alle dagene, som gav os sol med klart og forholdsvist varmt vejr, hvilket gav os optimale muligheder for at nyde naturen i området. Vi landede om aftenen i vores bed and breakfast og tog på en lokal pub og fik aftensmad. Dagen efter bestemte vi os til at køre ud til det sted, hvor vi skulle mødes med gruppen og holde vores kursus samt at køre en tur til Loch Ness, hvor vi nogle dage efter skulle udføre energiarbejdet. Jeg har det bedst med at have set stederne inden vi skulle i gang med arbejdet. Det gør mig rolig.
Da vi kom ud til Loch Ness og vi trådte ned til søen mødte jeg et hav af bevidstheder der hilste mig: Hil dig du er velkommen. Vi ser frem til samarbejdet. De hilste mig i et kor af stemmer, som var domineret af mandestemmer. Jeg følte en kraftig maskulin bevidsthed, som bar en styrke i at sørge for ting og sørge for at tingene bliver gjort. Bevidsthederne var alle dem, som havde deltaget i at forberede området til arbejdet. Jeg blev rørt og tog imod hilsenen, og hilste ærbødigt og taknemmeligt tilbage.
12. august 2015 Gruppen mødes i Inverness
Vi var 48 hjertemennesker, som samledes i kursusbygningen i Inverness for at blive samlet og forberedt til arbejdet. Alle menneskerne var i proces. Mange kendte hinanden på kryds og tværs og mange havde allerede været i området i nogle dage på egen hånd.
Vi startede med at blive healet og synkroniseret, så vi kunne arbejde sammen som en gruppe uden uoverensstemmelser i energien. Samtidig forklarede jeg om Gralsabejdets formål og specielt den del af arbejdet, som vi skulle gennemføre her ved Loch Ness i Skotland: Samling af kulturgralerne til et fælles bevidsthedsfelt, en samlet Gral for Jorden.
Vi snakkede om alle de betydninger, som arbejdet ville få. Betydninger, som jeg havde kanaliseret ned som forberedelse til arbejdet og som jeg kanaliserede ned, imens vi var samlet. Samtidig delte mange af deltagerne hver og især de erkendelser og kanaliserede beskeder, som de havde fået omkring arbejdet, samt om de processer som alle havde været i.
Der var mange overensstemmelser og bekræftelser både mellem deltagernes delinger og med mine egne forberedelser. Noget af det som gik igen hos mange var en kontakt til elvere og drager.
Flere af deltagerne havde været i gang med energiarbejde, som forberedelse til arbejdet. Både hjemmefra og på deres første dage i Skotland. To af deltagerne havde i Danmark fået kontakt til en mængde sjæle, som var fortabte. De var fortabte, fordi de uforvarende var blevet forledt til at lave noget negativt, som de ikke kunne tilgive sig selv for. De skabte
sammen en portal til de fortabte sjæle. Jeg så, at vi skulle bruge portalen dagen efter i arbejdet til at befri sjælene.
En af deltagerne havde også været på en rejse til et område i Skotland, hvor hun havde lavet en forberedelse. Hun havde været i Callanish, hvor der langt ude i ingenmandsland er en oldgammel stencirkel. Hun havde været ude ved stencirklen og aktivere den til at kunne indgå i arbejdet. Hun havde set, at cirklen havde været brugt til at praktisere gammel visdomsritualer. Stenene havde været brugt til at støtte den enkelte i at kunne stå fast i sig selv og samtidig indgå i fælles arbejde. Både generelt og i forbindelse med at praktisere kontakten mellem himmelen og jorden. Området kunne nu bruges som en del af ankringen til vores arbejde, ligesom det skulle gennemgå en opgradering ved arbejdet.
Som en del af gruppens forberedelse skulle vi gennem kvindens ankring til området foretage en shaman-drømme-rejse, hvor vi skulle ud til området og modtage den besked, eller den visdom, som vi skulle bruge hver og især til forberedelse til arbejdet. Bagefter skulle vi møde dragen, som vi havde forbindelse til i forbindelse med arbejdet, og den skulle bringe os til søen, hvor vi dagen efter skulle udføre gralsarbejdet.
Alle deltagerne havde deres egen oplevelse på shaman-drømme-rejsen, som en del af deltagerne delte dagen efter på busturen. Der var meget synkronisitet over oplevelserne, men også hvert sit bidrag som udvidede forståelsen af arbejdet og det vi skulle i gennem. Her vil jeg dele min oplevelse:
Shaman-drømme-rejsen til Callanish og Loch Ness
Jeg holdte feltet for alle deltagerne imens de blev gjort klar til shaman-drømme-rejsen. Da alle var klar satte vi af sted. Jeg følte, at jeg bevægede mig blidt men hurtigt gennem luften med de andre deltagere. Da jeg landede i Callanish stencirklen mærkede jeg, hvordan jeg holdte øje med alle deltagerne, og forventede derfor, at det var det eneste arbejde, jeg skulle foretage ved cirklen. Men der tog jeg fejl.
Jeg følte en dyb ankring til stedet og en masse energi løb igennem mig. Der kom et billede frem af en hvidlig rose. Rosen har jeg set flere gange i forbindelse med arbejdet som symbol for vores energicentre eller chakraer. Dem har jeg ellers tidligere set symboliseret ved en form for åkandeblomster med et afgrænset antal spidse blade. Her så jeg rosen med et nærmest uendeligt antal blade, i hvert fald så mange, at de var uadskillelige at se og ikke til at tælle.
Rosen åbnede sig bladrække for bladrække, så bladende kom til at vende helt nedad og omslutte stilken. Da alle bladende var åbnet stod der en rhombeformet diamantagtig sten inde i midten af rosen. Jeg tog stenen og satte den op for mit tredje øje og vidste nu, at den bevidsthedsændring, som gralsarbejdet ved Loch Ness ville medføre ville åbenbare sig ved mere forståelse.
Samtidig fik jeg kontakt til alle de tidligere kanalisering af forståelser som er landet på jorden. Esoteriske lærere rundt omkring og videnskab som samler og forener. Jeg erkendte, at det er vigtigt at ære det arbejde, som er udført til nu, og som hvis rødder vi arbejder videre på. Da jeg selv allerede har haft den ære at opleve, at mine lærlinge går mig i bedende og arbejder videre med mit arbejde ud fra deres egne kompetencer og udgangspunkter, så kender jeg tilgangen fra begge sider. Både som den der har arbejdet videre på andres grundlag, og som den der har andre til at arbejde videre på mit grundlag. Derfor kunne jeg ligeværdigt bære ærværdigheden og respekten over for det tidligere erkendte ind i arbejdet ved søen næste dag.
Da vi var færdige ved stencirklen mødte vi vores drager. Jeg mødte en stor, smuk og stærk drage, som jeg hilste på med hjertet. Dragen hilste tilbage og jeg satte mig op på ryggen af dragen og vi fløj af sted mod Loch Ness søen. Imens jeg fløj med dragen, forklarede den mig om menneskets bevidsthed, og den begrænsning som følger med. Det var så kompliceret, at jeg fik halvt black out. Det får jeg altid i forskellig grad, hvis mit mentale felt bliver presset af de oplysninger, som jeg får. Da dragen var færdig med at forklar mig om bevidsthedens begrænsninger, så var vi nået frem til søen.
Vi fløj rundt over søen og jeg så en geometrisk form, som mindede om en dråbeform, hvor jeg højt over søen var i spidsen af dråbeformen. I spidsen kom jeg i kontakt med bevægelsen i formen, som var spiralformet nedadgående og opadgående på samme tid. Jeg kom i kontakt med en meget ubehagelig fornemmelse i min krop og mit energisystem, som jeg havde mærket i tiden op til rejsen flere gange. Jeg fik erkendelsen af, at det var sådan jeg ville få det under arbejdet dagen efter. Så var jeg forberedt på det. Jeg har altid lettere ved at forholde mig til psykisk og fysisk ubehag, hvis jeg er forberedt på det.
Så fløj jeg med dragen ned i søen. Jeg havde ikke nogen fornemmelse af at det var vådt eller at jeg ikke kunne trække vejret. Vi fulgte den geometriske form, som sluttede sin afrundede bund nede i bunden af søen. Da vi nåede bunden fik jeg pludselig et dybt sug i maven og jeg blev ligesom trukket ned i bunden af søen, ned i jorden, hvor den samme dråbeform, bare i modsat retning, var udtrykt. Også denne form havde de spiralformede bevægelser.
Efter et øjeblik eller en evighed vendte vi pludselig op i søen igen og fulgte dråbeformen op igennem søen og op i luften med min bevidsthed, selvom jeg stadig stod på bunden af søen. Jeg fulgte formen tilbage til søens bund, fik igen suget i maven og blev trukket ned igennem søens bund, hvor jeg fulgte dråbeformes spiraler ned i spidsen og tilbage igen med min bevidsthed, selvom jeg stadig stod på undersiden af søens bund. Jeg blev trukket frem og tilbage nogle gange på den måde, og fik af vide, at det var således, at arbejdet ville foregå dagen efter. Det var således, at vi ville bringe opgraderingen til gralskoderne ind på jorden gennem portalen i søen. En opgradering, som vil støtte mennesket i at kunne nå til den opgraderede gralstilstand. Så var jeg forberedt på det.
Imens jeg gled ind og ud af de to tilstande, så erkendte jeg, at de to tilstande var udtryk for det todelte – dualiteten på et utal af måder, som i sit udtryk, når både den ene og den anden del udtrykkes og samles forenes til uendeligheden. Det underbevidste – det bevidste. Det mørke – det lyse. Det maskuline – det feminine. Det udelte – det delte. Individualiteten – fællesskabet. Kødet – sjælen. Og jeg kom i tanke om, at jeg havde fået erkendelser om at arbejdet ved Loch Ness vil åbne for muligheden for ottende dimensions bevidsthed og at jeg have fået indre undervisning i, at ottende dimensions bevidsthed er der hvor sjælens bidrag får plads til og medfører, at mennesket afbalanceres af sjælen.
Når mennesket er afbalanceret og alt mørke er oplyst, så er der ikke længere ubevidst udveksling og ubevidst udspyelse af negativ energi, hvilket jeg havde set i indre syn var meningen med arbejdet vi skulle udføre. Hvis det negative ubevidste slukkes, bliver der mulighed for at kunne mødes rent med os selv og med andre. Overskriften på gralsarbejdet i Skotland var brylluppet.
Da jeg var færdig med at gennemleve hvordan vi ville bringe koderne ind på jorden, landede jeg ved bredden af søen og steg af dragen. Da dragen ville tage afsked med mig rejste der sig ligesom en elvermand op af dragens ryg, så han kom til at sidde på dragen. Han talte til mig om det arbejde, som han havde lavet med mig året før, da jeg var på min pilgrimsrejse i Skotland. Den gang havde han givet mig en natlig healing og omstrukturering, så jeg i min bevidsthed kunne frigøre mig fra den fysiske begrænsning. Meget var sket siden og forståelsen har åbnet sig i mange lag og jeg var dybt taknemmelig. Jeg takkede for støtten den gang så vel som til det forestående arbejde.
Jeg spurgte ham hvad det var for noget med, at han voksede ud af dragens ryg. Han svarede mig at han var dragen som dragen var ham, og at det i virkeligheden bare svarede til det samme som, at jeg havde en sjæl som var skabt af en overordnet bevidsthed. Jeg har for nyligt fået af vide i en indre samtale, at min sjæl er skabt af en af de 12 overordnede bevidstheder, som den første bevidsthed skabte i sin tid. Min sjæl er blevet skabt til lejligheden for at den overordnede bevidsthed kan inkarnere på jorden. Da jeg ikke rigtigt har forenet mig med den tanke, fik jeg nærmest black out, da elveren henslængt kom med den beskrivelse, så jeg husker ikke mere fra afskeden. Men jeg vågnede pludseligt op og vidste, at jeg nu skulle bringe flokken tilbage fra drømmerejsen. Jeg mærkede, at jeg stadig havde fuld kontakt til feltet og ikke havde sluppet, på trods af mine egne oplevelser. Jeg skabte stille kontakt indadtil og udførte guidningen tilbage for alle.
Vi tog afsked med hinanden, så vi kunne komme hjem og hvile. Dagen efter ville blive lang og begivenhedsrig.
13. august 2015 Gralsarbejdet udføres – Jordens energifelt heales
Vi mødtes og kørte i samlet flok i bus rundt omkring i området. I bussen var der flere, der delte deres oplevelser fra shaman-drømme-rejsen dagen før. Sammen med den smukke natur og de maleriske byer vi kørte igennem, medførte det at vi fik en eventyrlig køretur. Vi skulle først til to forskellige tidligere kirker som forberedelse til arbejdet og så til sidst til Loch Ness for at udføre selve arbejdet.
Forthrose Cathedral – igangsættelse og rensning af områder for aflad
Først kørte vi til Fortrose Cathedral som var en ruin, der havde sin egen historie. Jeg læste lidt af historien på skiltene ved indgangen og rundt omkring i området, men fangede ikke meget af det der stod. Jeg var allerede i dyb proces i forhold til arbejdet og havde det dybest set meget mærkeligt. Jeg stod sammen med nogle fra gruppen og mærkede, at vi her skulle sættes i gang med arbejdet. At vi hver og især ville få vores egen personlige opstart.
Jeg faldt i snak med nogle af dem, som jeg arbejder tæt sammen med i hverdagen. Jeg delte med dem, at jeg havde læst på et skilt, at der var nogle mennesker, der en gang havde fundet en tåget kugle, som indeholdt noget grimt. De havde samlet kuglen op med et tæppe og gravet det ned i området med en salmebog og nogle lys. Vi snakkede om, at de allerede den gang kunne ”se” den negative energi, men at de ikke rigtigt kunne gøre noget ved den. Vi var vant til at arbejde sammen omkring rensning af negativ energi på mange forskellige måder, og vi begyndte automatisk at tjekke, om der var noget nedgravet vi skulle fokusere på at rense væk. Vi fandt ikke noget, der var relateret til historien.
En af mine kollegaer opdagede derimod, at der under kirken var fyldt med negativ energi, og at der i energien var negativ bevidsthed af en ret laverestående karakter. Det ses ofte i forbindelse med negative områder i jorden, at det bliver brugt af væsner med negativ bevidsthed til at opholde sig. Jeg fik kontakt til området og fik erkendelse af, at det var relateret til mennesker, som var kommet til kirken for at få aflad. Mennesker som var kommet til at udøve negative gerninger og fortrød. Jeg mærkede en samklang i forhold til de sjæle, som to af deltagerne havde været i kontakt med i Danmark før rejsen.
Jeg fik erkendelsen af at vi skulle gå rundt i området hver og især og modtage det vi skulle og få igangsat vores arbejde. Når det var klaret, skulle vi komme i kontakt med alle de steder på jorden, hvor der var opsamlet negativ energi, fordi mennesker har givet aflad.
Jeg gik rundt omkring i området og kom helt hen til ruinen og stod og kiggede op mod kirkespiret som stadig stod med en vejrhane. Imens jeg stod og faldt hen i synet, fik jeg kontakt, og en besked kom igennem. Jeg blev forklaret, hvordan Skotterne som folk i meget lang tid havde arbejdet hen imod fredelig sameksistens på trods af at de levede i enkelte relativt små grupper i samme område uden en egentlig regent og før tiden med love og håndhævelser. Skotterne havde brugt æreskodekser og regler imellem hinanden, som sikrede, at de kunne eksistere sammen uden at kriges. Derfor var området velegnet til at udføre netop den del af gralsarbejdet, som vi skulle udføre denne dag.
I dagene inden arbejdet havde jeg været i kontakt med ufreden i Sydafrika. Jeg har selv været dernede i marts måned 2015, hvor jeg var i kontakt med energien i området og fik indblik i hvor lidt balanceret sameksistensen er i området. På vores B & B boede ”tilfældigvis” en mand fra Portugal, som var opvokset i Sydafrika. Han flyttede derfra med hans børn og kone, da de havde nogle voldsomme oplevelser, så de ikke længere følte sig trygge og derfor ikke havde lyst til at blive. Desuden havde han været tilbage til Sydafrika i nogle år sammen med hans sønner efter de var blevet voksne. Han havde hele sit liv været imod apartheid. Men vi talte sammen om, hvor svært det er at slette alt det som har været sket, og nå til en fredelig sameksistens. Jeg fik også ”tilfældigvis” læst en artikel om grusomme gerninger begået i østen, hvor mennesker behandler hinanden som affald. I begge tilfælde kom jeg i kontakt med erkendelsen om forråelsen, som kommer af det at være under umenneskelige kår i længere tid. Forråelsen som gør, at menneskene ikke kan leve i sameksistens på trods af at det nedbryder alt og alle. Dette stod i kontrast og tydeliggjorte for mig, betydningen af Skotternes arbejde hen imod en mulig sameksistens som ikke indebar hinandens udryddelse. Manden fra Portugal kunne fortælle, at i et af de afrikanske lande, der ligger op til Sydafrika, oplevedes der nu en mildning i tilstandene, hvilket vi trøstede os lidt med. Men jeg græd om aftenen og om morgenen efter vi havde haft vores snak over smerten og forråelsen.
De områder med mørkere energi, som er relateret til menneskers aflad, kommer af mennesker som ikke kan rumme råheden. Råheden i sig selv. Den erkendelse tændte mit håb. At der alle steder og til alle tider har været mennesker, som med samvittigheden har haft lyst til at slippe råheden.
Mens jeg gik og funderede over disse ting, kom en af deltagerne hen og sagde, at hun var kommet i kontakt med den vogter, som stod for at vogte den mørke energi, som var under kirken. Jeg kunne mærke, at der alle steder, hvor der er givet den slags aflad er sat vogtere for at sikre, at den negative energi ikke skulle spredes i området. Hun fortalte, at vogteren var gnaven og mistroisk. Men det er nu hendes erfaring, at de altid er det. Hun havde haft kontakt til en elverguide i et stykke tid før vi skulle af sted og han hjalp hende med at overbevise vogteren om, at hun var OK. Da vogteren derefter begyndte at tage rundt til hver af deltagerne i gruppen for at tjekke, tog elverguiden over og forklarede vogteren, at vi var OK og hvad vores arbejde gik ud på. Vi fik derefter lov til at rense området og de tilsvarende områder rundt omkring i verden. Jeg kunne se, hvordan vogterens accept spredte sig som bavnebål til de andre vogtere, så vi også fik lov til at rense deres områder.
Da jeg var færdig med personligt at blive gjort klar til at tage det første skridt i forbindelse med arbejdet, gjorde jeg mig klar til at starte rensningen op. Jeg kontaktede vogteren og fik lov til at udføre arbejdet sammen med alle vogterne. Jeg forstyrrede derfor ikke deltagerne, som hver og især tydeligt var i gang med deres forberedelser. Jeg snakkede bare med nogle enkelte, som stod lige omkring og snakkede, og de støttede arbejdet. Rensningen gik utroligt hurtigt og let i forhold til hvad jeg ellers er vant til.
Da jeg var færdig med rensningen, passede det med, at alle var færdige med at forberede sig, og hver og især havde fået deres start på arbejdet. Vi gik tilbage til bussen og fortsatte vores tur til næste kirkeruin Beauly Priory.
Beauly Priory og støtten til at kunne stå rent i os selv
Da vi nåede til området mærkede jeg med det samme, at energien og fornemmelsen af området var anderledes. Her skulle vi samles inde i ruinen af kirken, og jeg skulle bringe en besked ind til gruppen:
På det her sted, der er der gjort en velsignelse klar til at støtte. Allerede nu er de store nye og gamle engle tilstede her. I vil blive forenet med jeres højeste og bedste og den støtte som er med jer her i dag. Støtte som kommer, der hvor jeres sjæl kommer fra. Støtte som kommer fra alle de liv, som i har gået her på jorden, og støtte som kommer fra den slægt i bærer ind.
Det er ikke uden betydning, at det arbejde, som skal udføres i dag, starter i de her ruiner. Ruiner fra en svunden tid. En svunden tid, hvor det at praktisere kontakten mellem himmelen og jorden, har været i bundne rammer, i lukkede foreninger og i fastlåste monumenter. Men den tid er forbi nu. For at det kan lade sig gøre at lave en forening imellem de her forskellige grupper og de her forskellige måder at praktisere på. Så er det nødvendigt, at der ikke længere er en fastlåsning. At vi på trods af den manglende fastlåsning, stadig kan bevare fodfæstet i vores egen individualitet. Både som enkelt menneske og som en del af et samfund eller en gruppe, som vi føler styrke og tilhørsforhold med. Kirken her med det åbne tag, de nedbrudte mure og de åbne vinduer, symboliserer ganske fint det her med, at det er en åbning, det er en mulighed for at bære i flok i et fællesskab. Men at der stadig skal være åbent opadtil og udadtil på alle måder. Lige så stille lade erkendelse rodfæste sig i jer, og lige så stille åbne op for at tage imod den støtte og den velsignelse som bliver givet jer, for at i kan holde til at stå, fuldstændigt tjenende og frit, når vi skal gennemføre arbejdet her senere i dag.
Vi er med jer alle vegne. Alle vegne. Der er ingen grænser. Der er ingen enkelte rum. Det eneste sted de enkelte rum eksisterer, er inde i os selv, og dem skal vi have lov til at have, så længe vi har brug for dem. Men vi skal ikke folde det ud i vores faktiske virkelighed, så vores faktiske virkelighed bliver delt op i de rum. Vores virkelighed i den praktiske verden skal være rummelig. For at kunne være rummelig, skal vi ikke være ruminddelt. Vi har lov til fuldstændigt hver og især at have alle de rum vi vil have inden i os selv, så længe vi ikke forlanger det samme af andre. Hvornår kan den tilstand opnås. Det kan det, når vi får lov til at have alle disse rum, inden i os selv, uden at vi skal kalde dem noget. Uden at vi skal give dem et tag, et skilt på døren, eller en endelig afgrænsning. Så længe det bare kan få lov til at være.
I den stund i går her, vil i kunne mærke en tilstand som finder sig ind i jer, som er naturlig faktisk, for det åbne oplyste menneske. Men som er ret unaturlig for det alment vandrende menneske på jorden uden kontakt. Det er den rummelige integrerede tilstand af at kunne være sig selv. Lige så stille, så finder denne her rummelige integrerede tilstand af at være jer selv, sig på plads i jer, imens i går i stunden her. Samtidig klinger støtten ind, så den bliver ufravigelig. Så fornemmelsen af at blive holdt i hånden af nogen, som ikke giver slip, uanset hvor meget i har lyst til det. Uanset, om når vi står derude, at i får lyst til at løbe skrigende bort, at i er sikre på at dette er ikke det sted i skal være og at det også er noget pjat det hele. At så vil den støtte, som bliver givet følge med jer og være med jer alle vegne hele vejen.
Vi gik hver og især rundt i området. Fandt vores stille steder og brugte nogle timer på at finde på plads i den tilstand og med den støtte, som vi havde fået i velsignelsen. Da vi var færdige, tog vi hen til bussen igen og tog videre til vores endelige destination Loch Ness og Gralsarbejdet.
Da jeg sad i området, inden vi tog med bussen, fik jeg kontakt med min gamle alenehed. Pludselig kunne jeg skille den i tidligere overreaktioner, som nu var væk og den faktiske virkelighed. Jeg fik kontakt til det at gå uden netværk på Jorden. Det startede i området ved kirken og det foldede sig ud i bussen, hvor forskellige fra gruppen fortsatte med at dele deres oplevelser. De nære, de enkelte, de dybe og de magiske.
Jeg brød sammen. Jeg mærkede det at være uforbundet som en dyb smerte. Jeg mærkede det for alle, som går på jorden og er uforbundne, ikke har nogen, som de hører sammen med, som de kan tage sig af og som kan tage sig af dem. Gadebørnene, de ensomme ældre og de udstødte. Dem som er blevet forkastet af fællesskabet og smidt ud. Det meste af turen til Loch Ness græd jeg smerten ud gennem mit hjerte. En kvinde, jeg arbejder sammen med fandt mig i bussen og sad og holdt om mig imens tårerne fik frit løb. Da vi nåede til søen var jeg klar.
Loch Ness – Gralsarbejdet
Vi kom alle sammen ud af bussen og bevægede os ned til søen. Jeg havde det forfærdeligt men kendt. Det var rart, at jeg var blevet vist fornemmelsen inden, så jeg vidste, hvad det var jeg skulle igennem. Vi kom ned og kom på plads med kontakt til støttegrupperne derhjemme, som var med online. Det er fantastisk, at der er den mulighed midt ude i den fantastiske natur. Der var 130-150 deltagere fra Danmark, som var med og støttede arbejdet. Støtten gjorde, at det ikke gjorde så ondt at udføre arbejdet, og at det blev mere jævnt og sikkert.
Da vi var ved at være klar fik jeg øje på dragerne, som cirklede rundt omkring og over søen og skabte et felt af energi som var uigennemtrængeligt. Vi fik fred til arbejdet. Der er mange negative bevidstheder, som har været utilfreds med det arbejde, som vi skulle udføre. Det havde både jeg og flere af mine samarbejdspartnere måtte sande i tiden op til turen til Skotland, hvor vi hele tiden følte os overvågede og oplevede, at vores rensningsopgaver hele tiden blev meget voldsomme og vi blev mere påvirkede. Kampen var i gang. Under vores fuldmånearbejde havde vi flere gange fået støtte til at holde jordens felt og vores eget stabilt indtil vi skulle af sted. Vores arbejde var blevet ”opdaget” i Nevada, så vi havde to måneder, hvor det hele var mere anstrengende. Jeg havde prøvet det før, da jeg startede med at arbejde med rensningerne, så jeg vidste hvad det handlede om og var tryg og fortrøstningsfuld. De guidede beskeder, som kom til mig, var også beroligende og støttende.
Da vi gik i gang med arbejdet, mærkede jeg presset udefra, og vidste at det var det samme pres, som vi havde oplevet inden rejsen. Jeg startede med at bede deltagerne om at mærke den nye tilstand, som de var blevet bragt til gennem de foregående dages arbejde og det arbejde vi havde udført på dagen til dette tidspunkt. Tilstanden gav mulighed for fuldstændig forening. Den fuldstændige forening imellem os og med støtten fra støttegrupperne i Danmark, ville det være muligt for os at udføre arbejdet på trods af modstanden. Fællesskabet gør stærk. Jeg bad gruppen om at indstille sig på at blive fuldt forenet med hinanden og med mig. Vi forenede os. Tre gange skulle jeg bede om at deltagerne skulle forene sig, førend foreningen var fuldkommen og vi var klar til arbejdet.
Alle støttebevidsthederne trådte ind i feltet og gjorde klar til at støtte os, forenede sig med vores fællesskab.
Jeg gav slip i kontrollen indeni og lod min bevidsthed flyde ud og overtage arbejdet med at åbne portalen i søen. Arbejdet gik i gang, og jeg gled ind i den halvbevidste tilstand, der ligger lige mellem drømmelaget og black out. Jeg holdte grundigt øje med hvad der foregik og det lignede det jeg havde oplevet i shaman-drømme-rejsen, men jeg kunne ikke huske ret meget bagefter om detaljer, da mit mentale felt næsten slår fra under belastningen.
Imens arbejdet gik i gang kom der ord igennem, som jeg skulle dele med gruppen:
I jeres fuldstændige individuelle tilstand, skal i sætte jeres intention på at være forenet som gruppe. Med den intention kalder vi en styrke ind, som ikke findes lige og mage til. Den bevidste beslutning. Foreningen bliver dybere.
Dragerne som støtter arbejdet skifter ved arbejdet deres vogterstatus til at være døråbnere. Hvor de tidligere har været beskyttere og nedlukkere, så er de nu åbnere, som når i møder dem, er klar til at lukke op. Lukke op til jer selv og i jer selv. Mærk støtten fra de tidligere vogtere, som går i gang med at lukke op.
Rundt omkring på jorden åbnes nu områder fyldt med sorg og tyngde omkring isolation – det ikke at kunne udveksle både indefra og ud og udefra og ind. Både det ikke at kunne være i
kontakt med noget højere på grund af tyngden udefra. Såvel som det ikke at kunne være i ligeværdig kontakt med andre mennesker. Presset fra uligeværdet indefra og ud og udefra og ind. Overalt rundt omkring på jorden, forløses tyngden.
Samtidig starter feltet op. Felter her, lige her hvor vi er, bliver gjort klar. Til selve det at bringe koderne ind – opgraderingen. Som giver muligheden for støtte for bevidsthed op til ottende dimension, uendelighedsdimensionen, dimensionen hvor der ikke findes begrænsninger for hverken menneskevæsen eller sjæl.
Foreningen går dybere. Indtil forening betyder noget helt helt andet. For når der ikke er noget der lukker ned, så er der ikke noget der siger nej. Alt siger ja. Er der noget i jer som stritter imod? I mener det ikke i virkeligheden. For der er ikke noget i mennesket, der ikke vil være forenet. Modstanden er en illusion. En illusion skabt af frygten. Frygten for at blive ensom. Frygten for at blive forladt. Frygten for at blive adskilt. Og frygten skaber netop den adskillelse, som frygten er skabt af. Overgiv jer. For den fuldstændige forenethed bliver nu jer givet.
Foreningen fuldbyrdes – i sidder nu og er fuldt forenet. Det bevidste valg om foreningen er manifestationen af den nye mulighed. En mulighed for at kunne forene mennesket på et nyt niveau. Mennesket med sjælen, mennesket med mennesket, styrken med blødheden, livet med visdommen. Det at intet bliver udeladt. Alt er inkluderet. Alt kommer i lyset, intet ligger længere i skyggen. Vejen til fred i mennesket og imellem mennesker udbygges betragteligt.
Efter delingen af ordene gik selve arbejdet i gang, og jeg mistede lidt bevidstheden. Efter et stykke tid kom nye ord til:
Mørkets tid er forbi på jorden. Fra nu af vil vi hilse hver en smerte, hver en dråbe blod, som mennesket udgyder, i taknemmelighed for den visdom, som det bringer ind til mennesket. Omkring hvad det vil sige at være ret og være uret. Hver eneste tunge beslutning. Hver eneste ubesindige drejning, hvert eneste ondskabsfulde ord bliver hilst og budt velkommen i kærlighed. I en åbenbaring af betydning i det at kunne fejle. At i gennem det at kunne fejle, da kan vi nå det sande niveau, hvor vi forstår fejlen. At der findes en fejl. At fejlbarligheden eksisterer i mennesket, i universet. Som en altid evig mulighed. Og kun gennem det fejlbarlige findes det ufejlbarlige. Det ufejlbarlige, som kommer inde fra gnisten og den allerdybeste mening. Fra åbningen ind i det at forstå at livet er et kontinuum af liv. Og at sjælens evige vandring gør, at alting som er ugjort, alting som er fejlgjort kan gøres om og gøres igen.
Betyder det så, at mennesket skal gå i frihed uden at forholde sig til gerninger og med? Nej! Det betyder, at mennesket KAN forholde sig til gerning og med. I og med at der er en mulighed for at gøre bod og en mulighed for at ændre retning.
Det at forstå betydningen af alle de år, hvor mennesket har gået tungt og hårdt. Og det at erkende betydningen, de steder hvor det stadigvæk går hårdt betyder, at den håndsrækning, som kan gives til de mennesker, kan gives uden en fordømmelse. Jamen hvad nu hvis de mennesker vil slå hånden af enhver, som vil række hånden frem? Så længe hånden rækkes frem i ligeværdig kærlighed, uden behov for fordømmelse, fordrivelse, eller det at ændre noget udefra og ind. Så vil det altid blive taget imod. Behøves det at blive taget imod på en måde, så der angres, så der med det samme udgydes en strøm af forandring, som enhver kan se og som springer i øjnene? Nej, så længe forandringen starter inde i den mindste del af mennesket og folder sig ud. Så behøver det ikke at synes, at ses.
Hvad kræver det, at kunne denne praksis? Forbundethed. Forbundethed og mulighed for tro. Hvor tilkommer muligheden for tro? Den kommer i mennesket fra den inderste vished. Som altid er til stede, når vi er forbundet i os selv og med os selv. Bare nu i jer selv mærk ind i gnisten. Mærk ind i jeres forbundethed. Mærk den evigegyldige evighed i at alting eksisterer i et kontinuum. I et nu der bliver til et nu, der bliver til et nu, der bliver til et nu. Og hvis i i det kontinuum af nu, bare på et tidspunkt lander der, hvor alting bliver ubrydeligt. Balanceret evigt. Så er det lige meget hvor på nuet vil lige nu måler. Mennesket og livet er evigt. Og vi er forbundet i evigheden.
Men hvordan bringes det ind i en hverdag, hvor kanterne er så hårdt slået i mennesket og imellem mennesket? Det bringes ind med det bevidsthedsløfte, som lige nu lander på jorden. I kan mærke det, hvordan det lige så stille lander i jer selv. Måske mærker i det bare som en rystelse, eller som ikke noget særligt, imens i sidder her og bidrager, og er en del af.
Uanset hvordan det erkendes i jer. Så lander bevidsthedsskiftet omkring det at kunne være forenet i en grad, så tvivlen kommer til skamme. Lige nu i jer, på jorden, i jorden, i evigheden.
Betydningen af ordene tro, håb og kærlighed får ny mening. Ligesom vi godt ved det, når vi kigger på et lille barn i forhold til et fuldvoksent menneske, som er foldet helt ud. Så ved vi godt, at forståelsen skifter. Måske er den meget ren i barnet. Men samtidig er det også ufuldendt uudfoldet. Menneskets udfoldede potentiale er ikke set endnu. Og ingen magter kan gisne om, hvor vi ender. Men ingen er i tvivl om, at vi lige er begyndt. Allerede inden for jeres tid vil i opleve de forandringer der følger med, når menneskets bevidsthed folder sig ud som det første skridt i den nye tid. Vi har brug for at hægte forståelsen op, på den virkelighed, der allerede findes, på legenderne. Derfor er alt gammelt kaldt ind til lejligheden. Alle gamle opkoblinger på forståelsen af virkelighedens sammensætning og sammenhæng er trådt ind i feltet. Måske føler i en genklang til den forbindelse i allerede har, til alt det som har eksisteret på jorden i tidligere tider. Det vil ikke være mærkværdigt, og måske kan i samtidig erkende denne her lidt mærkværdige følelse af udfoldelse, som kommer af opgraderingen. Som lige så stille lander i jordens felt.
Lige nu som Gralen, opgraderingen lander på jorden kommer det største pres. Pres som kommer fra tidligere tyngder og menneskers modstand i bevidstheden. Og fra alt den bevidsthed i universet, som ikke rigtigt magter det, at mennesket nu udvider sin bevidsthed, så tyngden på jorden slipper, og mørkets tid er forbi. Men hvad mørket ikke magter. Det forholder vi os ikke til.
Lige nu er det vigtigt, at i holder ved og holder ud. Så vi giver landingen den plads, som den skal have.
Gennem gruppen, ankringen lander det nu i celleniveau i muligheden for at ramme hver en celle – ligesom det rammer i bevidsthedsniveauet. Hold ved og hold ud. Presset stiger lidt nu. Men vi vil have fred på jorden. Mørkets tid på jorden, skal være forbi. Selvom vi er ankret og Gralen er landet her ved søen ved Loch Ness. Så skabes åbningen nu i alle søer, alt vand rundt omkring på jorden. Hold ved og hold fast – presset stiger. Men vi vil foreningen, vi vil den evige mulighed, fred på jorden og at mørkets tid er forbi. Vi tager imod vendepunktet for menneskeheden. Vi sige ja til lyset. Og inviterer mørket ind – dybere ind, og sætter lys på. Transformationen er i gang. Stille går foreningen af jordens fællesfelter i gang. De store kollektive bevidstheder. Presset stiger, hold fast og hold ved. Vi siger ja til lyset og siger ja og inviterer mørket ind – ind i lyset. Fællesfelterne forbindes. Arbejdet har været gjort klar i meget lang tid. Årtusinder er gået siden den første tand, det første spadestik, den første bevidste besjæling, omkring det at ændre muligheden for foreningen i mennesket.
En gang til vokser presset og modstanden – hold imod og hold ud. Vi vælger foreningen og vi vælger lyset og vi vælger mørket, som vi inviterer ind i lyset. Hold ved og hold fast i bevidstheden omkring det at vælge foreningen. Sig ja, inden i jer selv. Sig ja for jer selv og sig ja for menneskeheden.
Det første lag i den nye bevidsthed træder ind. En dyb iboende erkendelse om at der ikke findes adskillelse. Og når der ikke findes adskillelse, så findes der heller ikke muligheden for at blive forladt.
Det næste lag, den næste iboende erkendelse åbner sig. Hvis ikke der findes adskillelse, da kan jeg ikke have nogen fjender. For ingen kan i sandhed være imod, ligesom jeg ikke i sandhed kan være imod nogen, hvis ikke der findes adskillelse.
Den næste iboende erkendelse åbner sig. Min frihed kan aldrig være afhængig af andre. For frihed er det samme som ikke at kunne have fjender og ikke at kunne blive forladt.
Alle de gamle traditioner, begynder nu at tage imod den nye iboende bevidsthed. Og begynder nu at synge og rumme, kalde, messe eller danse sandheden ind i de gamle traditioner. Så uanset hvilken tradition et menneske kommer fra, kan sandheden findes helt inderst inde. Om det er det inderste fra gnisten eller det inderste fra kødet. Måske kan i mærke, at alle de traditioner, som i har relationer til, bruger jer nu. Til at sikre, at det bliver manifesteret dybt nok på jorden. Lad det ske. Ikke stemme imod. Hvis i kan mærke en iboende modstand i mod at lade det ske, modstand imod at lade det flyde fra jer – giv slip. Det har ingen formål. For det sker, som det skal ske, uanset hvad.
Religionerne ligger ikke inden for rækkevidde. Religionerne er ikke med i arbejdet, og hvorfor er de ikke det? Ligger religionerne da ikke i gnisten eller i kødet? Nej, det gør de ikke. Hvorfor kan religionerne da have et så stort tilkald på mange mennesker? Det skyldes to ting. Den ene ting er, at de bygger på de traditioner, som kalder i mennesket. Og den anden ting er, at de er bygget på frygt og alle de iboende lidenheder, som mennesket bærer. I den nye tid skal vi ikke længere kalde på lidenhederne, vi kalder på storheden. På storheden i mennesket. Religionernes tid er forbi.
I kan ikke slippe traditionerne derimod, for mennesket har brug for traditioner for at kunne føle genkaldet og genkendelsen. Vi vil ikke udnytte genkaldet eller genkendelsen. Vi sætter det fri, og åbner bare bevidstheden i hver en tradition. Så mennesket selv kan række ud efter det og tage imod det. Det hvor det passer. Der hvor det føles ægte åbnende og befriende. Det er længe siden, at det var umuligt for mennesket at misbruge storhed og pragt. Derfor er det nu mulighed for at åbne for den storhed på jorden.
Måske kan i mærke, hvordan arbejdet skifte karakter nu. Gennembruddet er kommet. Der er nu ikke længere en mulighed for at det trækker sig sammen igen. Der er kun udvidelse og integration tilbage. I kan slappe af nu og bare nyde og tage imod åbningen.
Jeg gav mig til at slappe af i min bevidsthed. Men jeg følte omgående et nyt pres i det område, hvor jeg mærker, når noget vil i kontakt med min bevidsthed. Jeg skulle give plads til en besked igen. Det føltes stort og tungt og jeg vred mig indeni, fordi det føltes så hårdt. Selvom jeg er vant til at kanalisere og give plads til forskellige bevidsthedsniveauer, var det her specielt.
Jeg hører et hav af stemmer som siger i kor: HIL – hil mennesket, fællesskabet, foreningen. Alle guder og alle gudebilleder, som har eksisteret på jorden siger tak for arbejdet i dag. I alle tider har arbejdet gået imod foreningen. Foreningen af det højeste og det laveste, det inderste og det yderste, det blødeste og det hårdeste, det mest ubevidste og det mest bevidste, renheden og dunkelheden. Forening, forening, med foreningen i mennesket i dag, der er paradigmet for tiden med det uendelige antal af guder på jorden forbi. En forståelse af den eneste gud, den ene og den enkle kan ikke komme igennem en bevidsthed, som ikke forstår foreningen. Måske har det været prædiket, måske har det været forsøgt forstået, men uanset hvad, er det hele tiden endt i en nærmest patriarkalsk forventning om en enbåren, højbåren bevidsthed, som står over alt. Men sådan en findes ikke. Gud er kærlighed. Og alle de styrker og muligheder, der har ligget, i alle de guder, der har eksisteret og trådt på jorden i menneskets bevidsthed. Alle egenskaber, alle muligheder ligger i den enkelte gud, den forenede gud.
Jeg hører, hvordan stemmerne fra de mange lige så stille ligesom toner ind og samles til en stemme og stemmen siger: Velkommen hjem. Velkommen hjem. Hjem til lysets højborg. Som ligger i menneskets aller inderste kammer. Tag imod velsignelsen. Velsignelsen som støtter jer i den iboende erkendelse af, at i er hjemme. I er kommet hjem. Og med det, at der kun findes en gud, kan i måske erkende. At i alle har det samme tilhørsforhold. Og at den gnist som i alle bærer, hver og en. Kommer af det samme. Jeg er et, jeg er alt, jeg er dig og du er mig. Velkommen hjem.
Mærk det indeni. Mærk det indeni. Der findes ingen ord på jorden endnu, som kan beskrive det. De ord vil blive skabt på jorden i løbet af de næste generationer. Mærk det indeni. Med jeres kontakt til jeres inderste kammer. Der ved i det. I ved hvordan det er. Mærk det indeni. Der findes ingen ord på jorden endnu. I bliver med til at skabe de ord. Ordene omkring det at være det ubegrænsede menneske, der kan gå på den ubegrænsede jord i den ubegrænsede kærlighed. Mærk det, der findes ingen ord. Og imens i mærker det nu, så folder vi det ud i hele jordens felt. Som støtte til menneskets genkendelse, rundt omkring på jorden. Fra nu og til evig tid.
Mærk det, og vi manifesterer det på jorden. Og i mærker det med hver jeres tone, hver jeres udgangspunkt. Intet er mere rigtigt, intet er forkert. Sid i tryghed og vid, at den måde i mærker på er helt rigtigt. Helt sandt. Mærk det, og vi manifesterer det på jorden.
Vi havde en time eller to, hvor gralskoderne landede fuldent på jorden. Vi var stille på bredden ved søen og støttede åbningen og integrationen på jorden. Jeg sad på en sten og holdte hele tiden øje med processen. Jeg oplevede en symbolsk dyb rungende lyd, som symboliserede at fællesfelterne nåede hinanden, og jeg så, hvorledes de begyndte at forene sig. Da foreningen var godt i gang begyndte jordens energifelt at blive mere levende.
Jeg holdte hele tiden øje med processen med mit indre blik, for at sikre mig, at alting var som det skulle være. Samtidig snakkede jeg ind imellem lidt med de andre eller sad bare stille og kiggede ud over det eventyrligt smukke landskab og søen. Pludselig begyndte jordens felt at skifte farve. Først kom en gul farve ind i feltet, som ellers var helt klart men med mere og mere lys i. Den gule farve tog til, indtil hele energifeltet i og omkring jorden lyste gult. Uden at den gule farve forsvandt begyndte den næste farve at komme ind. En nærsten tyrkisagtig farve, som fyldte jordens felt op. Bagefter kom en lille farve ind uden at de to første farver forsvandt. Farver som på overfladen af en sæbeboble, som en fra gruppen beskrev farverne fyldte storslået jordens felt op en efter en og samtidig strålede feltet mere og mere. Næstsidst kom en gylden farve ind og til sidst en meget hvid lysende farve, nærmest som perlehvid eller hvidere. En ubeskrivelig lysende farve, som jeg havde set på den engel af den nye tid, som for nogle måneder siden landede i min baghave for at vise mig dens proces med at lande på jorden og samtidig gå ind i et samarbejdet omkring at gøre mig klar til arbejdet i Nevada. Da feltet lyste fuldent i alle farverne og yderst var omkranset af det gyldne og perlehvide lys var arbejdet fuldent. Jordens energifelt var intakt.
Jeg fik en indre påmindelse om, at vi stadig skulle sætte de bundne sjæle fri. Sjæle som hang fast, fordi de angrede for hårdt. De angrede gerninger, som de var blevet forledt til. Derfor var angeren kædet sammen med uretfærdigheden. Denne kombination kan låse meget hårdt, og sjælene frøs derfor i den tilstand som de var i, da de erkendte det fulde omfang af deres gerninger. Jeg kaldte til samling og gruppen samlede sig.
De to deltagere, som i Danmark havde arbejdet med at åbne portalen gik i gang med at vejlede arbejdet. Sjælene trådte frem gennem portalen og blev sat fri over alt på jorden. Det var et smukt og rørende syn for mit indre blik som åbnede mit allerede åbne hjerte dybere.
Da vi havde sat den sidst sjæl fri tog vi afsked med støttegrupperne og pakkede sammen ved søen. Jeg var fortumlet indeni, men jeg havde prøvet det før, så det var ikke skræmmende. Pludselig glædede jeg mig bare til at komme tilbage til vores B & B og min mand. Skrøbeligheden og sprødheden indeni kombineret med det høje energiniveau i krop og energisystem efter energiarbejdet gjorde mig opstemt og utilpas på samme tid.
Flere delte igen deres oplevelser i bussen og der var flere der talte om oplevelserne ved søen og forventningen til, hvad vi ville erfare, når vi skulle arbejde videre dagen efter. Andre sad bare stille i sig selv i egne tanker. Efter busturen tog vi alle sammen afsked med hinanden med et – på gensyn i morgen.
14. august 2015 Gralstilstanden
Dagen efter mødtes vi og arbejdede med forståelsen af hvad den ubevidste udveksling betyder. Når vi arbejder sammen, holder jeg altid et arbejdsfelt. Arbejdsfeltet isolerer delvist deltagerne, så de bliver skånet for den ubevidste negative udveksling, som altid finder sted, hvor mennesker mødes. I arbejdsfeltet er der kun mulighed for udveksling af positive følelser og kompetencer.
Jeg startede arbejdet med at skabe et arbejdsfelt hvor deltagerne ikke var isoleret overhovedet. Vi brugte lidt tid på at mærke og snakke om forskellen. Bagefter skabte jeg den delvise isolering, som plejer at være der. Der var mange forskellige erkendelser om betydningen af den ubevidst udveksling, som vi delte i fællesskabet. Ind imellem blev der også talt en masse om betydningen af gårsdagens arbejde og deltagernes oplevelser.
Da vi havde arbejdet med forståelsen af den ubevidste udveksling prøvede vi at bruge muligheden for støtten i jordens energifelt til at begrænse den ubevidste udveksling. Igen delte vi oplevelserne imens vi mærkede ind i betydningen. Jeg kunne også dele mine erfaringer omkring det at være i sådan en tilstand. For at det kunne være muligt, at jeg kunne være anker for energiarbejdet ved søen, så bliver jeg i tiden inden vi skal i gang støttet gennem livet og spirituelle oplevelser i at komme til den bevidsthedstilstand, som energiarbejdet skal støtte til at lande på jorden. Derfor får jeg muligheden for at dele mine integrerede oplevelser, som jeg har fået i min hverdag og i mit arbejde op til rejsen.
Vi sluttede dagen af med at der blev bragt et arbejde ind i vores arbejdsfelt, som skulle laves dagen efter. Et arbejde, som skulle bestå i, at vi skulle rense alle de menneskelige manifestationer af at bringe mørket bevidst, halvbevidst og ubevidst ind manifesteret på jorden.
Jeg har set den slags mørke manifesteret i symboler, og en af mine kollegaer havde et stykke tid inden vores rejse opdaget en ankring af negativ energi i et computerspil, som børnene spiller. Jeg kiggede ind i det med nogle flere kollegaer og det så ud til, at spillene har forskellige niveauer af adgang til negativ energi, som bliver aktiveret af spillernes iboende kompetencer i at have spirituel kontakt. Jeg opdagede, at det også lå i musik, bøger og alle mulige andre muligheder for kontakt på jorden. Vi skulle rense det hele for kontakten.
Grunden til, at det nu var en mulighed at lave sådan en rensning, som ikke havde været en mulighed på jorden før var, at der tidligere havde været et meget godt miljø for negativ energi og negativ bevidsthed på jorden. Dette skyldes menneskets ubevidste konstante udspyen af negativ energi, som samlede sig i store ”skyer” i områder både over og i jorden. Skyerne var nogle steder så store, at de gled sammen og dannede tunneler af negativ energi, som den negative energi og negative bevidsthed eksisterede i og bevægedes sig i Med jordens samling af energifeltet, så blev områderne med den negative energi renset væk og det intakte energifelt sikrer, at den positive energi, som er på jorden, kan modstå den negative energis udbredelse. Samtidig bliver menneskets negative udveksling gennem det ubevidste reduceret gennem støtten i den opgraderede jordens gral. En reduktion som vil variere fra menneske til menneske gennem parathed. Men en reduktion som fra den femte til den trettende dimension er til stede omgående. Det er ret svært at forklare, men da de syv dimensioner vi når til som menneske og til den trettende dimension, som vi rækker til, når vi har sjælskontakt også vender indad og nedad og giver de negative områder, så betyder det, at en stor del af det ubevidste negative ikke længere eksisterer på jorden.
Da vi havde arbejdet hele dagen med at åbne forståelsen for betydningen af den nye opgradering af jordens gral, var vi godt trætte. Men vi mødtes til en fælles gang aftensmad på en pub ved floden i Inverness.
15. august 2015 Rensning af Jorden og Samling af fællesfelterne
Dagen efter startede vi med rensning af alle menneskebundne negative ankringer. Det var forunderligt at se med mit indre syn, hvordan jordens felt frigav de negative energier og ankringer. Da de var frigivet fik vi kontakt til alle de faldne lysvæsner. I den tid, jeg har arbejdet med rensninger af negativ energi og negativ bevidsthed har jeg været omkring mange former for rensninger. Nogle af de mest forunderlige har været de rensninger af negative bevidstheder, som ved rensningen transformeres til et lysvæsen eller en engel.
Væsnerne og englene har været fanget og trælbundne i mørket og stor taknemmelighed hos lysvæsnerne plejer at medføre, at de giver støtte og spirituelle gaver. De faldne engle plejer at rejse sig i en sky af taknemmelighed og sorg over de ting de har været involveret i.
Jeg fik kontakt til, at vi skulle frigive alle disse væsner. Jeg kunne se, at de ligesom sad i andre dimensioner end dem som er i de lag, som vi er repræsenteret i. Når de blev frisat var det som ”suk”, der forlod jordens energifelt. Da alle væsnerne var frisat begyndte de at bevæge sig hen til mig. Jeg fik en oplevelse af, at de ligesom gik ind i mig og blev sendt enten op i himmelen eller ned i jorden. Jeg blev med det samme lidt bekymret i mine tanker, over om det nu kunne være OK at opløse lysvæsnerne. Men jeg kunne mærke fra min indre kontakt, at alting var som det skulle være.
Da arbejdet var færdig kunne jeg mærke, at det handlede om, at de lysvæsner som blev opløst er skabt af menneskets bevidsthed og behov for at kunne spejle sine positive egenskaber og håb. Med opgraderingen af gralen er de ikke længere nødvendige, men vil derimod forstyrre bevægelsen i bevidstheden hen imod indre frihed og forløsning. Derfor forlod de nu jorden. En masse lysvæsner eksisterer stadig på jorden. Det er dem som er placeret her for at udføre et stykke arbejde på forskellig vis. Det var kun de lysvæsner, som er skabt af mennesket, som forlod jorden.
Vi sluttede dagen af med at prøve at give hinanden støtte i at komme i gralstilstanden og få ankret den gennem gnisten. Det føltes som et dybt og vigtigt arbejde. Muligheden kan bruges til at hjælpe andre både bevidst og ubevist. Den bevidste støtte vil bare gå meget dybere.
Min holdning til alt det spirituelle arbejde jeg er en del af, er altid, at jeg vil se magien udfolde sig i det virkelige liv, førend jeg tror på, at det er andet end en eventyrlig oplevelse. Så jeg tog afsked med gruppen med hjertelige knus og en påmindelse om at dele oplevelserne fra turen og de efterfølgende erfaringer i hjemmelivet og arbejdet også når vi kommer hjem.
Det efterfølgende arbejde Buthan og Japan 2016
For mig går forberedelserne til den næste tur nok snart i gang. Måske får jeg en lille pause først denne gang. Til marts 2016 tager vi til Buthan for at integrere den nye gralstilstand på jorden og til september eller oktober 2016 tager vi til Japan for at integrere den nye gralstilstand i mennesket. Overskrifterne på de to rejser er henholdsvis døden og genopstandelsen. Døden svarer til den totale overgivelse til gralstilstanden, hvor vi tillader det store selv at opdrage det lille selv på plads, og overtage styringen i vores liv. I genopstandelsen vokser vi op i vores nye identitet, som er udelukkende baseret på det store menneske i os selv.
Jeg er spændt på erfaringerne som skal komme nu omkring den opgraderede gralstilstand – og ret så spændt på hvad forberedelserne til den næste rejse vil bringe mig i livet og i arbejdet. Jeg er lidt trykket og kan mærke jeg tager mig sammen. For min erfaring er, at det altid bliver hårdt psykisk og mentalt. Men jeg er klar og jeg ved, at hver gang der har været en udvidelse. Så bliver min sø dybere. Jeg får mere fodfæste og står bedre fast. Når man har prøvet at være den tynde kvist der bliver kastet rundt på toppen af bølgerne, det ene øjeblik med hovedet under vand, det næste øjeblik oven vande, uden mulighed for at styre eller bevare overblikket. Ja så synes jeg, at det er hele turen værd.
af Marianne Lane
Så er det i hvert fald ok <3
Og du kan lukke dette vindue og læse videre.
